HOTEL BEVERLY HILLS ligger i oktober badet i 35 graders solskin bag de høje palmer på Sunset Boulevard. Her når man ikke selv at tage i dørhåndtaget, før en af de mange valet’er i pink skjorter og beige bukser allerede er sprunget til for at åbne bildøren. En bred, rød løber fører op til indgangen til ’The Pink Palace’, som det også kaldes. Det koster næsten 15.000 kroner for en overnatning på luksushotellet, der ikke bare er five star, men også five diamond som et symbol på ”ultimativ luksus og raffinement”, og som siden åbningen i 1912 har huset stjerner som Marilyn Monroe og Charlie Chaplin.
I foyeren er pejsen tændt, der hænger lysekroner fra loftet, store blomsterbuketter står på glasbordene ved de blomstrede designersofaer og gule lænestole, og i en lille glasmontre fremvises en mindre samling af eksklusive smykker, der kan købes på stedet. Der går ældre mennesker rundt og ser rige ud på den gammeldags måde, mænd i jakkesæt, kvinder i kjoler, og midt i det hele også Lukas Graham med sin hvide T-shirt, sorte jeans og sit halvlange, halvkrøllede brune hår.
”Det er for dyrt, men jeg ville have noget, der bare fungerer. Det er svært at finde noget bedre i L.A. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse her,” siger han med sit drengede smil.
Han har været i USA en lille måneds tid, og de forgangne to uger har han boet her med sin kone og to døtre. Undervejs har han blandt andet lyttet hele sin kommende plade igennem i et såkaldt Atmos-mix, et avanceret surroundmix, og denne dag skal han optage de sidste skud til musikvideoen til ’Wish You Were Here’ i et green screen-studie i bydelen Glendale, der skal få det til at ligne, at han og den amerikanske sanger Khalid står og synger i et ørkenlandskab.
”Musikvideooptagelse lyder tit sjovere, end det er,” indskyder hans manager, Kasper Færk, der også er til stede på hotellet. Han er klædt i lyseblå jeans og en hvid bluse, hvor der fra begge ærmer stikker tatoveringer ud.
”Det er tit en kedelig, kedelig, kedelig affære,” tilføjer Lukas Graham og fortsætter ind i The Polo Lounge med mørkegrønne vægge med billeder i sort-hvid af gamle polospillere og et stort flygel midt i lokalet og videre ud i gårdhaven med palmer og farverige blomster rundt om de hvide borde.
”Musikvideoer og interview med journalister er måske mine sådan … mindst yndlingsting,” siger Lukas Graham, da han får sat sig, hvilket får manageren til at grine:
”Så er det her da din yndlingsdag.”
”Super yndlingsdag. Jeg kan rigtig godt lide at skrive og synge sange, men resten skal groft sagt overstås.” Så bløder han lidt op: ”Men nu er den her dag dedikeret til det, og så må man forsøge at gøre den god. For mig handler det om at nå at træne og spise god mad. Det er nederen at komme ind på en lorterestaurant og få dårlig catering på en dag, der i forvejen skranter.”
Foto: Frederik Barasinski
TIDLIGERE PÅ formiddagen brugte 34-årige Lukas Forchhammer, som han egentlig hedder, et par timer i hotellets træningscenter med sin personlige træner. Det er snart 10 år siden, han første gang havde sådan en med på en tour – dengang skulle han spille til Grøn Koncert, otte koncerter på 12 dage, hvilket han godt kunne regne ud ville blive intenst.
I starten måtte han et par gange kaste op backstage af ren og skær udmattelse. Det skete blandt andet i 2012, da han umiddelbart efter at have optrådt til ’X Factor’-finalen i Boxen i Herning blev fløjet med et Cessna-fly til Forbrændingen i Albertslund til en udsolgt koncert.
”Det var en sindssygt intens koncert, og der gik jeg lige ud og brækkede mig inden ekstranummeret.”
Det var i den periode, det virkelig begyndte at tage fart. I efteråret 2011 havde han uploadet to hjemmevideoer på YouTube, hvor han sammen med resten af bandet spillede numrene ’Criminal Mind’ og ’Drunk in the Morning’ i forældrenes stue på Christiania.
”Udsolgte vi ikke Vega, før første album overhovedet var ude?” spørger manageren.
”Jo jo, vi udsolgte Store Vega, Train og Skråen,” svarer Lukas Graham.
Allerede i foråret 2012 spillede han 50 koncerter over 10 uger, og siden optrådte han i store dele af verden – fra Malaysia til Canada.
”Men der er stadig mange steder, vi ikke har været. Vi har ligget nummer 1 i Australien, New Zealand, flere steder i Afrika og Sydamerika, og har haft gigantiske sange på brasiliansk radio.”
”Mexico,” indskyder manageren.
”Mexico. Der har vi også haft store hits.”
Da Spotify i 2021 præsenterede deres ’Billions Club’ for kunstnere, der havde fået deres sange afspillet mere end en milliard gange, var Lukas Graham på den eksklusive liste med 153 navne. Blot et par uger forinden spillede han i den ikoniske newyorker-arena Madison Square Garden med den norske dj Kygo.
”Det var sgu fedt at være tilbage i ’The Garden’. Det er ligesom bare verdens mest legendariske arena. Jeg har kun stået på én arena, der betyder mere for mig, den i Manila i Filippinerne, hvor Muhammad Ali bankede Joe Frazier. Som barn så jeg meget boksning med min irske farfar, og jeg fik da også lige taget et billede af skiltet fra ’Thrilla in Manila’. Det var sgu ret vildt at stå og synge samme sted.”
EN TJENER I hvid jakke og sorte bukser – det klassiske Hollywood-look – kommer hen til bordet. ”A couple of more minutes, then your food is coming,” siger han.
”Perfect, Felix,” svarer Lukas Graham, og da Felix et øjeblik senere kommer med salaten, serverer han den med ordene: ”Made specially for you.”
Fra tid til anden ringer managerens telefon. Han forsvinder ind i kortere samtaler, før han overleverer en ny besked, som regel vedrørende en af de sange, der er ved at blive færdigproduceret til det kommende album, og undervejs kommer Lukas Grahams personlige assistent forbi med et kreditkort efter at have shoppet for ham.
Efter frokosten ruller managerens sorte Porsche frem for enden af den røde løber, de hopper ind, og et øjeblik efter sluger den asfalten under den californiske sommersol.
”Uhh, skal vi op? Vi tager canyon-ruten,” siger Lukas Graham, da manageren drejer op mod Coldwater Canyon og de enorme Hollywood-palæer, der ligger gemt bag tykke mure. Hvis USA er ekstremernes land, er der måske intet, der opsummerer det bedre end Los Angeles med de mange lækre sportsvogne, der ræser forbi rustvogne med blafrende affaldsposer som vinduer, og med Hollywood-skiltet på bjergsiden, langt over de mange junkier, tiggere og hjemløse, der ligger i skyggen af de høje palmer på strandpromenaderne. På hvert et gadehjørne står folk og synger for et ufrivilligt publikum, for her drømmer alle om at slå igennem, men det er de færreste, der gør det.
Lukas Graham er en af de få.
I januar 2013 fløj han til Los Angeles for at ”mærke viben”, og måneden efter lejede bandet en stor villa i Old Hollywood oppe på bjergsiden ved det berømte Hollywood-skilt med udsigt ud over resten af byen. Han hyrede kendislivsstilscoachen Magnus Lygdbäck som sin personlige træner, og de anskaffede sig tre identiske sorte Mercedes’er. De lejede sig også ind i et lille ikonisk studie i Beachwood Canyon, hvor de kunne skrive sange på samme klaver, som Peter Gabriel havde indspillet album på, og med samme mikrofon, som Celine Dion havde sunget i.
”Det var en sindssyg drøm at få lov til at gøre det på den måde. Alle mulige forskellige legender havde været der. Vi var bare … living our best lives.”
DENGANG VAR DER pladeselskabsfolk i både Danmark og USA, der mente, at han og bandet levede over evne – at det var uansvarligt at skyde så mange penge af, før de overhovedet var slået igennem. Men Lukas Graham havde besluttet sig for, at hvis de kun kom til at lave én plade i USA, skulle det ”fandeme også være et eventyr”:
”Jeg havde en frygt for, at hvis vi boede i en skraldet lejlighed, spiste lortemad og kørte rundt i en Toyota Yaris, og vi så ikke klarede den, kunne vi altid undskylde os med, at vi heller ikke ville det nok. Vi talte heller aldrig om, hvis vi skulle i de store tv-shows i USA, men når vi skulle – ellers har man jo skudt sig selv i foden otte gange på forhånd,” siger han med sin næsten provokerende selvtillid, der altid har fulgt ham.
Lukas Graham og bandet blev enige om at læne sig så langt ind i drømmen, at de på en måde allerede levede den.
Det blev en tid fyldt med store armbevægelser. Til et pool party på The Hollywood Roosevelt stak de et kreditkort til en af hotellets cabana boys, der lidt senere vendte tilbage med et nyindkøbt Yamaha-klaver, som de kunne sidde og jamme på ved poolen resten af natten i deres ”kodylbrandert”.
”Der var sådan en fuck it-vibe over den tid, men når jeg kigger tilbage, var der også en sindssyg arbejdsmoral. Det kan godt være, vi holdt mange fester, røg store joints og købte store flasker champagne, men vi var i studiet hver dag, og vi kom tidligt og gik sent.”
Det var i den periode, at fremtidige hits som ’Funeral’, ’Take the World by Storm’ og ’You’re Not There’ blev lavet. På en måde var det alt det, Lukas Graham altid havde forestillet sig.
”Jeg skrev ’Mama Said’, før vi tog derover, og der siger jeg faktisk i andet vers … (han begynder at synge, red.): ”Don’t get me wrong, I didn’t have it bad, I got enough love from my Mom and Dad, but I don’t think they really understood, when I said I wanted a deal in Hollywood.”
MENS LUKAS GRAHAM og bandet i 2013 var i USA, spillede de også deres første showcases i New York og Los Angeles. Til sidstnævnte ankom 15 unge danske kvinder fra San Diego, og de sang og skrålede uafbrudt i de tre kvarter, koncerten varede.
”Jeg er tæt på at sige, at hvis de ikke havde været der, havde vi ikke fået så fed en pladekontrakt, som vi fik dagen efter. Det var 15 fattige studerende, som var kørt tre timer for at fyre den af, og det kunne pladefolkene se et potentiale i.”
Dagen efter skrev Lukas Graham under med Warner Records, hvor blandt andre Bruno Mars og Neil Young var i folden. Det var et profileret sted, men da han gennemlæste kontrakten, insisterede han på at få en af standardparagrafferne ud: pladeselskabets ret til at ændre på hans udseende.
”De kan nægte at udgive et album, men de kan ikke bede mig tage andet tøj på. Det er meget rart, for min holdning har altid været, at jeg tager tøj på om morgenen. That’s it. Der er ikke nogen, der skal sidde på et kontor i L.A. og bestemme, at jeg pludselig skal have en gul trikot på.”
At have haft den indflydelse kunne pladeselskabet formentlig godt have tænkt sig, da Lukas Graham tre år senere turnerede i det meste af Nordamerika og i den forbindelse lagde vejen forbi de store amerikanske talkshows, startende med ’Late Night with Conan O’Brien’. Her troppede han op i undertrøje og røde shorts.
”Pladeselskabet var ret irriterede over det. De mente ikke helt, at det var dresscoden til den slags,” smiler han.
Samme år kårede det britiske herremagasin GQ ham til ’verdens værst klædte mand’ og skrev: ”Lukas Graham er vokset op i en hippieenklave – og det er til at se. Han er så dårligt klædt, at det næsten er forfriskende.”
Det afholdt dog ikke Christiania-vennerne fra fortsat at indtage den internationale musikbranche på deres egen fandenivoldske måde. Til Grammy-uddelingen året efter kom bandet i virkelig fede jakkesæt, Lukas Graham var selv iført et i bordeaux. På den røde løber blev de stoppet af en reporter: ”What are you wearing?” Lukas Graham og bassisten Magnus Larsson kiggede på hinanden – det anede ingen af dem.
”We’re wearing clothes,” svarede Magnus Larsson så endelig, og Lukas Graham istemte: ”We start from the bottom, we’re wearing shoes, then it’s pants …,” længere nåede han ikke, så blev interviewet afbrudt.
”Ham intervieweren syntes, vi var så nederen,” siger han og griner. ”Men vi havde jo bare taget tøj på, fordi vi syntes, det så godt ud. Ikke for at stå og snakke om det efterfølgende.”
Det er efterhånden 10 år siden, at Lukas Graham underskrev pladekontrakten med Warner Records med den for mange ikoniske musikmand Cameron Strang i spidsen, og selvom der undervejs har været clashes mellem Christiania-attituden og Hollywood, har han fra starten følt sig i gode hænder.
”Jeg tror ikke, at alle amerikanske branchemennesker ville forstå, hvad han forstår – nemlig at alle mine sange på en eller anden måde kommer fra Christianshavn.”
VED CHRISTIANSHAVNS KANAL står træer uden blade og flagrer i vinden. Det er i slutningen af november, halvanden måned senere, og fra en sidegade kommer Lukas Graham traskende i efterårsjakke og med hue på hovedet. Han bor lige rundt om hjørnet fra Christiania, hvor han voksede op. For nogle år siden søgte han om at få lov at bo på selve Fristaden ad et par omgange, men fik afslag, og efter at have tænkt over det var det nok det bedste.
”Hvis jeg skulle bo på Christiania, skulle jeg også kunne vie mig selv til, hvad Christiania er, og det har jeg ikke tid til. Flere af mine venner klager over, at jeg ikke ser dem nok, men altså, jeg ser ikke engang min mor nok. Der er bryllupper og begravelser, jeg ikke kommer til,” siger han.
Siden sit internationale gennembrud har Lukas Grahams tilværelse været splittet mellem Christianshavn og Los Angeles. I de længste perioder har han typisk været i USA tre måneder ad gangen og som regel seks måneder hvert år. Første år under pandemien, da det begyndte at blive koldt, hev hans ældste datter sin lille rullekuffert frem og sagde: ”Er det ikke snart tid til, at vi tager til America?”
Det gik dog tidligt op for Lukas Graham, at han ikke ville bo fast derovre.
”Jeg tror hurtigt, jeg fangede, at jeg ikke skulle falde for den hybris at tro, at jeg var et unikt sangskrivningstalent, der kunne tages ud af sit habitat og lykkes alle steder.”
Selvom han godt kan lide at arbejde i Los Angeles, er han ikke lige så glad for at ”holde fri” i byen, hvor man hele tiden skal ind i en bil, modsat herhjemme, hvor han kan gå, cykle eller tage metroen rundt i byen.
”Jeg er også lidt insisterende med, at selvfølgelig skal jeg kunne det. Jeg har flere gange overhørt unge i metroen, hvor den ene har hvisket: ’Det er Lukas Graham’, og den anden så har svaret: ’Nej, det er ikke ham, Lukas Graham tager ikke metroen.’”
PÅ DEN BROSTENSBELAGTE gade med det underfundige navn Overgaden neden Vandet træder Lukas Graham ned ad nogle trappetrin til Christianshavns Bådudlejning & Café, der ligger i en sort træbygning på en tømmerflåde i selve kanalen. Han når at få udvekslet både krammere og smalltalket med et par af de ansatte, før han sætter sig på en af de mørkerøde træbænke, der matcher cafeens vægge.
”Nu sidder jeg og drikker kaffe der, hvor jeg før bare gik forbi, og på den legeplads, hvor jeg leger med mine børn nu, stod vi og røg joints i weekenden, da vi var 15-16 år. Men jeg hilser på de samme mennesker, jeg altid har hilst på. Det er sjovt, for nogle gange siger folk: ’Du har ændret dig’, og så tænker jeg hver gang: ’Det vil jeg fandeme håbe.’ I didn’t work this hard to stay the same,” siger han med vanlig forkærlighed for at udtrykke sig på engelsk.
”Der er virkelig mange, der har en antaget version af, hvem jeg er. Vi bilder os ind, at vi ved alt muligt om de mennesker, vi ser i fjernsynet og læser om i bladene, men vi ved jo ikke en skid om nogen som helst. Jeg ved jo ikke engang, hvem jeg selv er.”
Tjeneren kommer hen til bordet med et lille fad med en af cafeens specialiteter – æbleskiver med syltetøj og flormelis. Et øjeblik efter står en midaldrende, kraftig mand for bordenden.
”Må jeg låne dig i 10 sekunder og få min datter til at tage et billede af mig, hvor jeg sidder næsten lige ved siden af dig?”
”Det må du da godt,” siger Lukas Graham.
”Jeg er din største fan – både af vægt og helt generelt. Dine sange er skidegode.”
”Sådan, så er du også kommet til Christianshavn. Øllen smager ligesom i Nyhavn, men gløggen er rigtig god,” siger han, da billedet er taget, og han samler tråden op fra før: ”Meget af det, der gør, at artister ændrer sig, er, at mennesker omkring dem ændrer sig.”
Men selvom Lukas Graham forsøger at fastholde en normalitet på hjemmebanen, har han også måttet erkende, at det ikke altid kan lade sig gøre. Det var en af grundene til, at han flyttede fra sin tidligere lejlighed, der lå lige ved den nye Inderhavnsbro ved Nyhavn.
”Det var ikke så privat for mig at gå rundt der, ikke kun på grund af danskere, men især de udenlandske turister. ’Så står Lukas Graham der og drikker morgenkaffe.’ På den måde er Christianshavn og især Christiania et lidt mærkeligt sted for mig at være, for det er på den ene side et kæmpe turistmekka, og på den anden side føler jeg mig stadig meget hjemme, når jeg er der, på en måde, jeg nok aldrig får andre steder.”
DE FØRSTE ÅR af Lukas Grahams liv var som i Jokerens ’Havnen’, hvor han synger: ”For det’ her, vi ikk’ er imponeret af nogen, der hvor du ka’ leve et helt liv uden at krydse broen.” Som barn var han aldrig uden for Christianshavn, og sjældent Christiania, hvor han elskede at hænge på voldanlægget og nede ved søen. Det var magiske steder med stier ind og ud af buskene, som de færreste andre kendte til, og de kunne snildt sidde en hel gruppe venner lige ved siden af en større turistflok, der ikke anede, at de var der. Der var et Christiania for alle andre og et Christiania for dem selv – i buskadser, på bygningstage og stilladser eller nede i nogle af de gamle bunkere.
Hans forældre havde mødt hinanden på den tidligere kaserne, der efter at være blevet forladt i 1971 blev overtaget og omdannet til en slags hippielandsby midt i hovedstaden. Hans mor kom dertil i 1981, hans irske far i 1983, og fem år senere blev han født på sofaen i barndomshjemmet. Først da Lukas Graham var seks år, fik hans far gravet en kloak ud, så de fik eget bad og toilet i stedet for at benytte sig af det fælles badehus.
Men selvom han voksede op med, at der ikke var særlig mange penge, tænkte han aldrig på familien – der også bestod af en storesøster og en lillesøster – som værende fattige. Det var først, da han blev voksen, at det gik op for ham, hvor meget de havde gået i genbrugstøj, og hvor mange rester de havde fået til aftensmad.
”Når jeg ser tilbage, husker jeg det som en meget rig barndom. Vi havde bare ikke nogen penge.”
Der var dog to af barndommens somre, der stak ud med deres luksus. Det var de to år, hvor sommerferien gik til Mallorca, vaskeægte charterferier betalt med de penge, han havde tjent som ’Grunk’ i ’Krummerne’. Filmselskabet havde efterspurgt en lille, tyk, mørkhåret baby, og det var han, så som toårig fik han rollen som Mads Krumborgs lillebror i de populære familiefilm og den efterfølgende julekalender.
Ellers gik ferierne som regel til Dublin for at besøge farens familie. I Danmark holdt faren også hjemlandets kultur i hævd og hev børnene med på irske pubber som Bloomsday og Kennedy’s, hvor der var Irish sessions med tilfældige musikere, der jammede sammen, og hvor enhver var velkommen til at træde ind på scenen og synge med. I pauserne fik børnene lov til at optræde, hvad Lukas Graham ofte gjorde, som regel med en fortolkning af en irsk folkesang.
Faren var koncertarrangør, moren musiklærer, og i barndomshjemmet indførte de den regel, at hvis man lavede mad, vaskede op eller gjorde rent, måtte man høre den musik, man ville – så højt man ville. De tjanser tog Lukas Graham gerne, så han kunne få lov til at gå på rov i farens enorme pladesamling og skrue højt op for eksempelvis The Beatles, The Prodigy eller Elvis Costello.
”Min mor siger, at jeg sang rent fra vuggestuen. Det er ret sjældent. Det kommer oftest først i børnehaven – hvis det kommer. Min yngste datter synger faktisk også rent allerede nu. Det er sjovt at have en lille klon rendende.”
PÅ OPFORDRING FRA klasselæreren på Skolen på Islands Brygge søgte Lukas Graham i 2. klasse ind i Københavns Drengekor og blev optaget som sopransolist. Året efter begyndte han på sangskolen Sankt Annæ i Valby, hvor hver årgang var delt op i et drenge- og et pigekor. Her stod den på korsang 10 timer om ugen foruden solosang og diverse aftenprøver. Da han var 12 år, sang koret til Dronning Ingrids begravelse i Roskilde Domkirke, og året efter var de første gang i USA for at turnere rundt.
”Mange af de kundskaber, jeg fik fra drengekoret, benytter jeg mig stadig af i dag. Jeg tror også, at meget af min arbejdsmoral kommer derfra, for det var 40 timers skolegang, og det var stramt disciplineret.”
I sin klasse på Sankt Annæ var Lukas Graham det eneste Christiania-barn. Han så i forvejen mere forhutlet ud end sine klassekammerater, for når han ikke var i skole, rendte han rundt på voldene og klatrede i træer, hvilket gav snavsede negle og mudder på skoene. Men særligt det faktum, at han kom derfra, vakte skepsis hos visse forældre.
”Det vil være en underdrivelse at sige, at jeg blev kigget skævt på,” siger han.
Der var børn, der ikke måtte komme til hans fødselsdag, når han inviterede, og til et skolemøde blev hans forældre talt ned til af et andet forældrepar med ordene: ”Det er jo, hvad man kan forvente af forældre derfra.”
Der var også en fysiktime, hvor han tabte en lommeregner, og fysiklæreren vredt udbrød: ”Pas dog på, det er ikke Christiania, det her, vi kan ikke bare gå ud og stjæle nogle nye.”
”Det var en helt langt ude ting at sige, og især min far var ekstremt harm over de der ting, for jeg opførte mig ordentligt derhjemme, så i hans optik måtte skolen gøre noget forkert, siden jeg pludselig var en ballademager i deres øjne.”
Som 10-årig blev han første gang kropsvisiteret af politiet på vej hjem fra skole. Han blev trukket til side bag Den Grå Hal og bedt om at tømme sin skoletaske. Fra teenageårene skete det på ugentlig basis, og en enkelt gang blev han anholdt for gadeuorden, en hændelse, der gik sin tur i tabloidpressen under overskriften ’Barnestjerne anholdt’. Senere blev han dog frikendt og fik 2.000 kroner i erstatning for uretmæssig tilbageholdelse.
I de år slog han sig på samfundet uden for Christiania. Han måtte tit lægge øre til folk, der mente, at ”lortet skulle lukkes”, og han rendte ofte rundt med en knude i maven af frygt for, at de en dag skulle få deres vilje.
”Det er en fucked up følelse at putte i børn. Nogle gange spurgte jeg: ’Hvor er du vokset op? Valgte du at blive født i Valby? Nej, hvordan tror du, det ville føles, hvis nogen ønskede at smide dig ud af dit hus? For jeg har fandeme ikke valgt at blive født på Christiania.’”
DA LUKAS GRAHAM var 12, skrev han sine første vrede tekster med afsæt i møder med ordensmagten og frygten for at blive smidt ud af sit barndomshjem. Der boblede i det hele taget en masse vrede blandt hans jævnaldrende på Christiania, og som årene gik, blev flere af dem hærdede. Selv snusede han også til miljøet omkring Pusher Street og blev en del af gangsterrapgruppen MFS Eliten.
Da Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet i 2007, steg frygten blandt Lukas Graham og vennerne for, at også Christiania skulle lide samme skæbne, hvilket intensiverede vreden. Når politiet rykkede talstærkt ind på ’Staden’, blev de mødt af brosten og andet kasteskyts og indimellem af molotovcocktails.
”Folk tror, der render en masse macho-bravadoer rundt og elsker at kaste med sten, men det er jo ens barndomshjem. Det er en svær ting at forklare. Det er også derfor, det er svært at tale negativt om Christiania, når man er vokset op derude, for alle andre har så meget negativt at sige.”
Én ting kunne dog for alvor dæmpe gemytterne på Christiania, når det hele spidsede til: kvindemøderne i teatersalen ’Byens Lys’. Hvis bydelens kvinder mente, at et af deres børn havde opført sig for skidt, blev vedkommende sat op på scenen og stillet til ansvar for sine handlinger.
”Så kunne du stå der og kigge på Trine, der havde skiftet ble på dig, da du var to år gammel, og hvem der nu ellers havde passet dig, og så fik man ellers en form for opsang. Mænd kan godt køre machoshowet af på hinanden. Det er lidt sværere at gøre, når der sidder en flok damer foran dig, som du har kendt hele dit liv,” siger Lukas Graham, der stadig kan genkalde sig følelserne fra ungdommen.
”Jeg vil som udgangspunkt aldrig spørge en politimand om vej. Det er sådan en fysisk ting, der sidder i mig. Og jeg synes da stadig, det er pudsigt, at man som barn af Christiania bliver peget fingre ad, men så udgiver man et par sange, der får international succes, og så er man pludselig ’Danmarks stolthed’.”
I LOS ANGELES når Porschen efter en halv times kørsel Glendale-kvarteret, og Lukas Graham peger begejstret i retning af en lille biks på hjørnet af en parkeringsplads, der reklamerer med tacos på den slidte facade: ”Det dér er fucking legendariske tacos. Jeg har spist der før. Man skal altid gå derind, hvor mexicanerne går ind, og det skal helst se så skrabet ud som muligt. Så er man halvvejs til det legendariske.”
Et øjeblik efter holder bilen ind på en stille sidegade med palmer så høje og slanke, at de ser ud, som om de hvert øjeblik kan knække. En mand med strittende, gråligt hår tager imod. Han er ansat ved Warner Music, og han har i årenes løb arbejdet med navne som Red Hot Chili Peppers og Linkin Park. Indenfor i studiet, der har hjemme i en form for lagerbygning, byder andre velkommen. Klokken er præcis 14, hvilket får en af dem til at udbryde:
”Nu har jeg lavet det her i syv år, og du er klart den nemmeste, hurtigste og mest punktlige. De andre snakkede om at få dig ind tidligere for en sikkerheds skyld, men jeg sagde: ’Nej, klokken 14 er fint. Han skal nok være der,’” siger han og præsenterer herefter tidsplanen: Om 40 minutter bør de være klar til at optage.
”Jeg gør mig klar, så I ikke skal vente på mig,” siger Lukas Graham og finder et lokale for enden af en lang gang med store spejle, et tøjstativ og to ventende makeupartister. Da han er blevet sminket og iklædt dagens tøj – sorte bukser, en sort undertrøje og en sort jakke – bukker den ene af makeupartisterne sig ned og binder hans snørebånd.
”Jeg vænner mig aldrig til, at de binder ens snørebånd,” siger han lidt efter, mens han finder vej til sit backstagerum, der viser sig at være et lille lokale uden vinduer, oplyst af skarpe spots fra loftet. To orange stole og to sorte læderstole står op ad de helt bare, hvide vægge, klinkegulvet minder om noget fra et gammelt badeværelse, og midt i rummet er der et lille skakternet bord med vandflasker, gul Gatorade og tre små poser med Doritos og Cheetos.
Lukas Graham klapper hænderne sammen, gaber en enkelt gang og læner sig tilbage i den ene læderstol. ”Nå, vi bør være færdige om tre timers tid, og så kører jeg hjem.”
LUKAS GRAHAM OG manageren bliver tiltagende rastløse, som tiden går. De trommer begge med fingrene på lår og bordkanter og fløjter lidt.
”Den her branche kan bedst beskrives med hurry up and wait,” siger han, da den første times ventetid er passeret. Han gaber, denne gang fra et dybere sted.
Med jævne mellemrum forlader manageren rummet og vender tilbage med en ny, forsinket tidsplan fra filmholdet. Den ene gang har han en dobbelt espresso med fra Starbucks, en anden gang frugtshakes fra Earthbar. ”Justin Bieber går på Earthbar. Det var faktisk derfor, jeg lærte det at kende, for min kone er massiv Bieber-fan,” forklarer Lukas Graham.
Efter et par timer kommer en fra filmholdet ind med en bakke cupcakes med kendte menneskers ansigter i glasuren, blandt andre Jack Nicholsons.
”Det er virkelig billige cupcakes,” konstaterer Lukas Graham grinende, da han får nærstuderet dem.
Hver gang tålmodigheden er ved at slippe op, begynder han at snakke om mad: ”Jeg er ikke så glad for amerikansk blå ost, jeg er mere en gorgonzola dolce-mand, hvis jeg skal have blå ost.” ”Rigtige tacos skal have en masse chilismag, men ikke så stærkt, at hele ens ansigt brænder, og så skal det være i bløde tortillas, uden de falder fra hinanden.” ”Jeg spiste på Noma for nylig, det er som at spise kunst.”
Da endnu en times ventetid er gået, udbryder han: ”Og de foreslog endda, at jeg skulle være der tidligere end klokken 14. Altså, jeg kunne være ankommet nu.”
”Det er i det mindste inspirerende omgivelser. Det er herligt at sidde i et rum uden vinduer,” siger manageren sarkastisk.
”Jeg tror, at mange derhjemme tænker, at det er mere glamourøst, end det i virkeligheden er. Jo jo, der er lækker frokost og lækre hoteller, bevares, men nu har vi ventet i fire timer i et meget lille, meget oplyst rum. Af alle snacks, man kan få i hele Los Angeles, fandt de frem til tre små tarvelige poser chips,” siger Lukas Graham. I samme øjeblik løsriver papirskiltet med hans navn på døren sig og falder ned på gulvet.
”Altså, mit skilt hænger ikke engang ordentligt fast på døren … Hvor glamourøst kan det blive?”
SELVOM LUKAS GRAHAM havde en vrede i sig i ungdomsårene, havde han også noget andet – en fornemmelse af, at der ventede ham noget større. I stedet for at lade sig knægte af de skæve blikke uden for Christiania vendte han det i stedet til ukuelig selvtillid inden for fristadens rammer. Han var ikke særlig gammel, før han første gang begyndte at dele sine fremtidsdrømme med dem, der gad lytte. ”Du kommer til at danse i min musikvideo en dag,” sagde han til sin gode veninde, og til andre fortalte han, at han en dag ville få privatchauffør og købe en stor ejendom på Christianshavn. Dengang var han overbevist om, at han enten ville blive advokat eller popstjerne – og at han nok skulle blive succesfuld.
Efter gymnasiet rejste han til Argentina for at besøge nogle venner. Mens han var der, skrev han sine første deciderede popsange, og da han først var kommet i gang, hobede bunkerne af tekster sig hurtigt op.
Hjemme på Christiania begyndte han og vennerne at optræde med dem, blandt andet til et par koncerter på Månefiskeren, og de fik sig også en fast tjans hver anden mandag på Jazzklubben, hvor de hurtigt fik ry som et livligt liveband.
Da de i september 2011 rundede 500 likes på Facebook, fejrede de det ved at uploade en video, hvor de spillede sangen ’Criminal Mind’, mens de drak dåsebajere og bøvsede højlydt hjemme i Lukas Grahams forældres køkken. Så hævede de barren og skrev, at når der var 2.000 likes, ville de lægge den næste op. Efter seks dage blev hjemmeoptagelsen af ’Drunk in the Morning’ lagt op – og så stak det af. På ingen tid begyndte videoerne at få tusindvis af views.
Et par måneder forinden havde Lukas Graham skrevet kontrakt med Copenhagen Records, og her var man i gang med at lægge en storstilet plan for, hvordan sangene skulle lanceres. Så da de opdagede, at de hjemmelavede amatørvideoer pludselig var ude, gik de i panik.
”De forsøgte med næb og kløer at få mig til at tage videoerne ned, men jeg var i starten af tyverne og fucking ligeglad. Jeg ville bare have, der skulle ske noget – og det gjorde der så også. Jeg tror aldrig, de havde stået med noget i hænderne, der eksploderede så voldsomt.”
MÅNEDEN EFTER SKULLE Lukas Graham spille på Loppen på Christiania, og selvom der kun var plads til 400, dukkede 1.000 mennesker op. Folk stod forgæves i lange køer ned ad Prinsessegade. Bandet havde stadig ikke sange nok til at fylde en hel koncert, så de måtte spæde til med covers af Mike Posner, Sam Cooke og Bobby ’Blue’ Band. Efterfølgende fejrede de den pludselige succes på værtshuset Fingerbøllet, før forsangeren beruset tog hjem og smed sig på sit værelse hos forældrene.
Kort efter udkom deres første egentlige single, ’Ordinary Things’, der blev ’P3’s Uundgåelige’ og senere også ’Årets Uundgåelige’. Nærmest med et knipseslag udsolgte de en lang række spillesteder landet over. I slutningen af marts 2012 udkom debutalbummet ’Lukas Graham’, der øjeblikkeligt indtog førstepladsen på albumlisten, solgte flere eksemplarer i den første uge end resten af top-10 tilsammen og gjorde dem til årets mest streamede på Spotify.
Albumcoveret var en gengivelse af maleriet ’Damen med flaskerne’, der hænger på Christianshavn-bodegaen Café Wilder, hvor Lukas Graham var kommet, siden han var lille. Det var også her, releasefesten blev holdt. Dagen forinden havde bandet spillet på Bornholm og var endt på Krystal-cafeen i Rønne, så det var ikke blevet til mere end 3-4 timers søvn, da de skulle med formiddagsfærgen hjem. Her begyndte de at drikke fadøl, og tilbage i København tog de ud for at spise smørrebrød og drikke snaps før festen om aftenen, der først sluttede ud på morgenen.
Næste formiddag, da pladen udkom, vågnede Lukas Graham alene i en lejlighed på Østerbro, hvor han havde overnattet hos en kvinde, han havde mødt. Lettere omtumlet begyndte han at gå hjemad mod Christiania, da der pludselig kørte en bil forbi ham, som lavede en U-vending og stoppede brat. En af hans venner rullede vinduet ned og råbte, at han skulle springe ind – der var interview på P3 om et øjeblik. Det hastede dog ikke mere, end at han på vejen kunne nå et ordentligt hvæs af en joint og at gøre holdt ved en kiosk for at købe bajere og Fernet Branca, som han, ankommet til DR, begyndte at dele ud til alle og enhver, der måtte være fristet.
Da Lukas Graham få øjeblikke senere leverede en liveversion af ’Drunk in the Morning’, fik det radioværten Pelle Peter Jencel til at udbryde: ”Der vælter en bragende bagstiv mand ind ad døren med øller og Fernet Branca. Jeg havde ikke forventet, det ville lyde godt!”
Han var ikke den eneste, der blev blæst bagover af Lukas Graham og vennernes drengerøvsattitude. Det blev hurtigt kutyme, at de begyndte at forlange, at der stod en pilsner og et Fernet Branca-shot klar, hvis de skulle interviewes eller medvirke i tv-programmer.
”Det var så pænt i dansk musik. Det var Seebach, Burhan G og Medina, det hele skulle se godt ud, hvor jeg bare syntes, at det skulle lyde godt. Hvorfor skulle vi møde pæne og stilrene op, når vi var en flok gutter på 23 år, der elskede at drikke pilsnere og Fernet Branca? Det var jo bare sådan, vi var, og det tror jeg, folk kunne mærke. Jeg kan stadig få en varm følelse i kroppen over at tænke på, hvor ligeglade vi var.”
LANGT OM LÆNGE kommer beskeden, som Lukas Graham har ventet på i fire timer i backstagerummet i Los Angeles: ”We’re ready for you.”
Han skynder sig ind i studiet, der er tilplastret med green screen-kulisser hele vejen rundt, og hvor mindst 20 kamerafolk, teknikere og assistenter farer rundt. Efter lidt instruktioner bliver både han og Khalid, førstnævnte i sort jakkesæt, sidstnævnte i gråt, placeret i en sandbunke midt i rummet. Deres respektive makeupartister når lige at ansigtsbørste dem en sidste gang, før meldingen lyder:
”Roll camera … 3-2-1, playback!”
Så brager musikken fra ’Wish You Were Here’ ud af højttalerne, og i de efterfølgende minutter istemmer Lukas Graham og Khalid, før der råbes: ”That’s a cut!”
De næste par timer gentages seancen igen og igen med kortere pauser undervejs, når en ny scene skal sættes op.
Omkring klokken 21 er sidste skud i kassen, filmholdet hujer og klapper, Lukas Graham tager en omgang og takker alle for dagens indsats. ”Gentlemen, thank you for your patience. Take care, guys, wonderful day,” siger han, men da han er næsten ude af bygningen, råber nogen efter ham: ”Hey, Lukas! Der er nogle på filmholdet, der meget gerne vil have taget billeder med dig, hvis du har tid.”
”Welcome to a day in my life. It’s a very, very hard job, if you’re not good at patiently waiting,” siger han med påtaget danglish, da han lidt senere omsider kan sætte sig ind i managerens Porsche, og slår så over i almindeligt dansk: ”Jeg var ved at nå min smertetærskel. Fire timer er måske lige voldsomt nok.”
Mørket har for længst lagt sig over Los Angeles, da bilen ruller ud på highway’en og gasser op.
”Jeg har altid sådan en tom fornemmelse, når jeg har været på shoot. Man har lige lært 30 nye mennesker at kende og været høflig over for hinanden, og i mange henseender ser man dem aldrig nogensinde mere.”
DA LUKAS GRAHAM i 2012 stod midt i sit gennembrud, blev han pludselig ramt af en stor sorg. I september befandt han sig fuld på en bar i Berlin klokken to om natten efter en koncert, da hans tourmanager kom hen til ham og gav ham den værst tænkelige besked: Hans far var død af et hjertestop som blot 61-årig. I en form for granatchok fik sønnen fremstammet: ”Vi stopper ikke, fordi jeg skal hjem og begrave min far.”
Efter begravelsen nogle dage senere gentog han, trods indvendinger fra folk omkring ham, det samme. Mindre end to uger senere stod han på Reeperbahn i Hamborg for at spille en større koncert. Også selvom han havde det så skidt, at han måtte få skudt binyrebarkhormon direkte ind i halsen for at kunne synge. Og få dage senere spillede han i en fyldt Falkonersalen som indledning på en større danmarksturné.
”Forældre dør ikke på optimale tidspunkter, ligesom børn ikke bliver født på optimale tidspunkter. Det er et faktum, et ret tragikomisk faktum, at han dør lige midt i mit store gennembrud. Hvis man er i midten af noget, er det store spørgsmål: ’Kommer den samme mulighed nogensinde igen?’ Og jeg vidste bare: ’Vi stopper ikke her.’”
Når han ikke stod på scenen, festede han og brugte tonsvis af penge på at få transporteret gamle venner og bekendte derhen, hvor han var, så de kunne spise østers og steaks og drikke dyr rødvin og champagne, og så han kunne slippe for at være alene og forholde sig til, hvordan han egentlig havde det. En gang imellem boblede sorgen inde i ham over, før han fik kvalt den. Så vrissede han ad venner og kolleger uden grund eller eksploderede på et øjeblik, hvis nogen modsagde ham i en beslutningsproces.
”Jeg var ikke en særlig rar person i den tid. Jeg opførte mig ikke så pænt over for folk omkring mig.”
Efter flere måneder, hvor han havde drukket som en svamp, spist store bøffer og taget en masse kilo på, vågnede han en morgen i 2013 og havde mistet stemmen. Den var væk, og det stod hurtigt klart, at den ikke sådan lige havde tænkt sig at komme tilbage. Han endte hos en tysk specialist i Hamborg, der filmede ham ned i halsen og konstaterede, at lukkemekanismen ikke længere lukkede ordentligt, og at den eneste kur var en total omlægning af livsstilen.
HAN MÅTTE helst ikke snakke og slet ikke synge i den næste måned. 18 koncerter rundtom i Tyskland, Frankrig, Holland og Norge blev aflyst, og Lukas Graham måtte sige farvel til meget af det, han holdt mest af i tilværelsen: kaffe, stærk mad, store steaks, bearnaisesauce og drukture, som han byttede ud med havregryn, yoghurt, quinoa, økoknækbrød og grøn juice. Han måtte skrue ned for drengerøven.
Han satte pen på papir, og i stedet for at skrive om fester, kvinder og kriminelle venner forsøgte han at bearbejde farens død. Det kastede nye sange af sig – som for eksempel ’Mama Said’, ’You’re Not There’ og ’7 Years’.
Da albummet udkom i 2015, strøg sidstnævnte single helt til tops i en lang række lande, blandt andet i Storbritannien, hvor et dansk band for første gang i 20 år toppede den officielle britiske hitliste. Det kastede enorm succes af sig. Hans ansigt hang på billboards i New York, han gæstede ’Good Morning America’ sammen med Joe Biden, dengang vicepræsident for Barack Obama, og Obama citerede hans sange i en af sine taler.
Midt i succesen blev han interviewet til britiske Official Charts, hvor han udtalte: ”Det var, som om min far døde på det præcis rigtige tidspunkt – og jeg ved godt, det er noget, jeg ikke burde sige, men nu gjorde jeg det lige … Hvis min far stadig var i live, ville jeg have været en singlefyr på jagt efter kvinder. Hans død fik mig til at indse, at der er vigtigere ting i livet.”
Den store sorg blev paradoksalt nok nøglen til den store, internationale succes, et uomtvisteligt faktum, som Lukas Graham måtte lære at forholde sig til.
”Der kom helt klart en anden dybde i min sangskrivning, fordi jeg nu kunne skrive om min døde far. De mest interessante mennesker at snakke med, læse om og lytte til er som regel de ødelagte – ikke dem, der bare har danset gennem livet,” siger han i dag.
”Jeg tror, jeg var blevet rigtig, rigtig ked af at have fået så stor international succes, hvis ikke min far havde set mig spille. Men han så mig på Vig Festival, han var med på Fermaten i Herning, hvor han solgte T-shirts, og han så mig spille på den store open air-scene til Tønder Festival. Jeg havde været fucking nederen over det, hvis han aldrig havde set noget af det, men det var fantastiske oplevelser.”
LUKAS GRAHAM NÅEDE højder, der er de færreste musikere forundt. I 2017 var han og bandet nomineret til hele tre Grammy’er, hvor de var oppe mod store stjerner som Adele og Beyoncé, men da de stod tomhændede tilbage, efter priserne var uddelt, blev han så vred, at han kørte hjem fra festen. Hjemme på hotelværelset fik han dog en opsang af kæresten ’Rillo’, der bad ham pakke sit forsmåede ego væk og tage tilbage for at feste med de andre, der ligesom ham selv havde knoklet så hårdt i årevis for at nå dertil, hvor de trods alt befandt sig.
Men selvom det var en fed tid med masser af udsolgte koncerter, var det også en tid, der var emotionelt og mentalt opslidende. Det ene år havde han 300 rejsedage, og hvor han tidligere havde charmeret sig gennem interviewene, var der nu gange, blandt andet i et interview på BBC, hvor han kom til at fremstå krukket og arrogant. Han måtte også aflyse en række koncerter i Australien og Asien, ifølge hans PR-bureau fordi han ”led af ekstrem udmattelse”.
Undervejs stod også flere af de oprindelige bandmedlemmer af forskellige grunde af, og i dag er det kun Lukas Graham og trommeslageren Mark ’Lovestick’ Falgren, der er tilbage.
”Jeg savner mennesker i mit liv, som jeg ikke ses så meget med, som jeg gjorde engang, blandt andet nogle af musikerne. Vi har aldrig lydt bedre, men jeg kan ærgre mig over, at dem, jeg byggede bandet op med fra bunden, er faldet fra. Men det er bare en virkelig hård måde at rejse verden rundt på. Det er hårdt for kroppen og for sindet, for der er rigtig meget pres på.”
KLOKKEN NÆRMER sig 22, da Lukas Graham og manageren endelig ankommer til The Beverly Hills Hotel og bliver mødt af de ivrige valet’er ved den røde løber. Næste dag rejser han videre til Ohio for at medvirke i et velgørenhedsradioshow, før turen går tilbage til Danmark. Men kun for en stund, for om lidt udgiver han det længeventede fjerde album, det lyserøde album, og herefter vil den efter planen atter stå på en længere periode med turneer rundtom i verden.
Lukas Graham ville lyve, hvis han sagde, at han ikke har store drømme for den kommende plade. Han vil gerne prøve at være etter på Billboard Hot 100 i stedet for at tage til takke med andenpladsen, og han kunne også godt tænke sig at vinde en Grammy i stedet for blot at være nomineret. Men der er prioriteter, der har forskubbet sig med årene.
”Det lyder banalt, men det vigtigste for mig er at have en god dag. Det vil jeg meget hellere end at ligge nummer et og vinde de store priser. Efter 10 år i underholdningsbranchen finder man ud af, at der ikke er nogen bjergtop. Hver gang man tror, man når den, ligger der en landevej på den anden side med en ligegyldig tankstation, og så får man sådan en flad fornemmelse indeni: ’Øv, var det bare det.’ Jeg stod med tre Grammy-nomineringer, og det var ikke nogen bjergtop,” siger han, før han forsvinder ind i foyeren på The Beverly Hills Hotel igen.
”Jeg sætter egentlig bare pris på, at jeg efter 10 år stadig har mit arbejdsliv i Los Angeles og kan lide, hvad jeg laver. Da vi var børn, og folk snakkede om, at de ville være politibetjente eller fodboldspillere, sagde jeg, at jeg skulle have en privatchauffør. I dag har jeg to. Pludselig har man alle de ting, man drømte om. Jeg kunne være gået på pension for allerede mange år siden, men jeg synes stadig, det er sjovt. Og jeg har altid sagt, at jeg jo også bare kan tage hjem,” siger han og trækker på skuldrene: ”Nårh ja, men altså, Kim Larsen og Gasolin’ tog jo bare hjem igen. Det gjorde Jesper Binzer og D-A-D også, da de fandt ud af, at det ikke var sjovt længere. Fuck it, så tog de hjem. Det er en rar tanke.”
