Hvorfor tror du, at romanen ’Meter i sekundet’ er blevet så populær?
”Fordi den handler om alt det rod, der er med at være menneske. At komme til et nyt sted med alt det, man er, og så opdage, at alt det, som man holder af ved sig selv, det, man identificerer sig med, og det, man opfatter som værende af høj værdi, egentlig ikke er efterspurgt. Både i bogen og i filmen siger hovedpersonen, at hun er vant til applaus, når hun kommer ind i et rum. Hun er enebarn og god til at snakke. Men der er ikke nogen, der klapper ad hende i Vestjylland. Hvad skal man så, når man ikke bliver mødt, som man plejer? Det er et grundvilkår, vi oplever i alle mulige sammenhænge. På en ny arbejdsplads, med en ny kæreste, eller når man får børn. Så skal man lige pludselig gå rundt med Vinterbyøster-hænder og lege nogens mor, selvom man jo stadigvæk bare er en eller anden, der stod og drak guldøl på en bar lige før. Vi oplever det tusind gange i vores liv, at vi tror, at nu er den hjemme, men så lander vi alligevel et nyt sted. Der er en ur-menneskelig genkendelse i bogen.”
Filmen – og bogen – portrætterer karakterforskelle mellem folk fra by og land. Hvordan får du det til at træde frem?
”Jeg er gift med en vestjyde, og mine svigerforældre bor i Lemvig. Noget af det første, jeg sagde til min mand, var: ’Når vi spiser frokost med din familie, er lyden af bestik den højeste lyd.’ Der er ikke nogen, der siger noget. Og fordi jeg er københavner-opdraget, opfattede jeg det som akavet tavshed og sad bare og snakkede uafbrudt. Folk svarede høfligt, men de svarede også altid med en lukning i replikken. I filmen er der en scene, hvor hovedpersonerne skal besøge den nye dagpleje. Og det var vigtigt for mig, at den eneste lyd, man skulle høre, når de gik ind i indkørslen, var en ske, der klirrede rundt i en kaffekop. Pauser og stilhed. Det siger så meget. På de vestjyske kanter kan man som udefrakommende godt få følelsen af, at ingen ved, hvordan hinanden har det. Men det er helt forkert. Man behøver bare ikke hele tiden fortælle, hvordan noget føles. Vi kan sagtens mærke hinanden alligevel. Jeg har lært at være i det, og jeg kan godt holde bøtte. Nu ved jeg, at jeg ikke skal underholde, og at stilheden ikke er pinlig. Hvis der er en, der er ked af det, kommer omsorgen måske ikke i form af en masse ord, som man ville gøre i København. Den kommer som en hånd på skulderen, når man går ud og henter mere kaffe, og det er lige så godt. Og når der så er nogen i en vestjysk forsamling, der siger noget sjovt, er det til gengæld også virkelig sjovt. Den der tørre, tørre vestjyske humor. Engang snakkede min mand med en af sine vestjyske venner, som sagde: ’Bjarnes mor er holdt op med at ryge.’ Og min mand sagde måbende: ’Nej, er det rigtigt, hvornår skete det?’ Jeg forstod absolut ingenting. Men det var, fordi hun var død. Hun havde røget som en skorsten hele sit liv, så på den måde var hun jo holdt op med at ryge. Wow, det er sjovt.”
På settet i Velling med Sofie Torp, der har hovedrollen i filmen. Foto: Rikke Kjær Poulsen
Hvorfor er kulturen sådan på de kanter, tror du?
”Det er noget med naturen. Der er en masse blæst og en fiskerihistorie med en større kamp for tilværelsen. Når man ser nogle af de der vestjyske fiskere, der bare står, selvom der er orkan, så siger de: ’Nå, sådan en smule blæst.’ Vi andre er ved at blæse om og kan hverken høre eller se. Det kræver altså en særlig slags at kunne stå på benene i det der vejr. Man bliver nødt til at have vejgreb fysisk og psykisk. Man bruger energi på at holde sig oprejst, og så har man ikke brug for alle de ord. Der er heller ikke nogen, der har kunnet høre, hvad hinanden sagde i al den blæst. Man siger for eksempel, at fynboer har den der syngende, glade dialekt, hvor alt ender oppe i tonelejet, fordi alt er godt i deres lille smørhul med den gode, fede jord. Der er noget vidunderligt ved, at vi er så forskellige i sådan et lillebitte land som Danmark. De sidste 10 år har vi slået en masse på tromme for diversitet, og det skal vi også overholde. Det er så dejligt, at vi er så forskellige i temperamenterne, alt efter hvor vi er vokset op. Og vi skal interessere os for det. Jeg hørte en historie om en fyr fra Vestjylland, som er homoseksuel. Han flyttede til København som 18-årig, og der var i årtier bekymring i familien, fordi han ikke havde fundet sig en pige. Men det viste sig, at han havde haft en mande-kæreste i over 20 år og faktisk var ret lykkelig. Det fik han først sagt mange år senere. Alle blev bare glade og lettede. De troede, han have været så ensom. Det var synd, at hans forældre havde gået og været så bekymrede, og at han selv havde været så bekymret for, hvordan hans forældre ville tage imod beskeden. På den måde kan ord også noget. Stilhed er godt, men man behøver måske ikke gå så stille med dørene. Måske kan vi gensidigt gå og befrugte hinanden lidt.”
Hvordan blev jeres filmhold modtaget i Velling, hvor handlingen foregår?
”Virkelig positivt og varmt. Jeg håber, de stadigvæk kan lide os derovre, efter vi larmede og spærrede alle deres veje af. Og ved du hvad, jeg er vild med, hvordan man løser problemer på de kanter. På et tidspunkt havde vi fået fragtet en kæmpe technokran over fra København, der skulle kunne lave nogle helt fantastiske billeder, når vi var på natoptagelse. Den virkede bare ikke. Der stod fem fyre og svedte tran, og tiden gik. ’Det her bliver rigtig dyrt,’ tænkte vi. Men så var der en, der hed Karsten, der kunne ringe efter en, der havde en kranbil. Klokken var tre om natten, og så kom der nogen ud med en kran, og vi fik alligevel lavet billeder. Det der med, at der hele tiden er nogen, der kender en, der kender en, der har en ATV eller en lade, vi kan optage i. Vi oplevede en enorm hjælpsomhed.”
Hvordan blev du selv modtaget i Vestjylland af din svigerfamilie?
”Jeg tænker på dem med stor taknemmelighed. De kunne have tænkt: ’Sikke en højlydt kjøwenhavner.’ Men jeg føler kun en stor tolerance. Jeg føler aldrig, de har reduceret mig. Første gang jeg skulle hjem og besøge Grete og Niels (Hella Joofs svigerforældre, red.) på Vinkelvej i Lemvig, sagde jeg til min mand: ’Skal vi ikke lige købe nogle blomster til din mor?’ Vi købte en buket i gågaden, og der var nogle, der havde set os ved blomsterhandleren og genkendt min mand. De havde så ringet hjem til hans mor og sagt: ’Nå, men din søn er på vej med hende der ’Helle Jof’, eller hvad hun hedder, de må være lige på trapperne.’ Så Grete og Niels stod klar i indkørslen, inden bilen overhovedet var trillet ind. Det var blevet meldt. Det er fantastisk med sådan nogle jungletrommer. Til gengæld kan man jo heller ikke skjule noget.”
Og hvordan er de egentlig, de der ’skide københavnere’?
”Hvis man bor inde på Nørrebro i København og for eksempel går op i klimaet , ved man måske ikke så meget om, hvad der sker i landbruget, hvad det er for nogle mennesker, der arbejder med det, og hvad de har på spil. Da jeg var ung københavner og boede i Pisserenden og levede dét liv, anede jeg ikke, hvad der foregik uden for byen. Jeg kommer fra Birkerød og kunne ikke få det ’København’ nok. Dengang kunne man sagtens få en lejlighed på Bryggen, men det ville man overhovedet ikke, for det var alt for langt væk. Det var nærmest provins. Og når man bor inde i K, og alle de andre også bor derinde, bliver det et ekkokammer. Man ved ikke noget om, hvad der foregår uden for København, og hvordan folk lever. Og nogle gange kommer vi til at karikere hinanden. Hvis man ser noget om en oversvømmelse, og de interviewer en stovt jyde, som snakker med dialekt ovre ved nogle diger, der er blevet brudt, så lytter man måske ikke efter, fordi man ikke helt forstår, hvad der bliver sagt. Da jeg var ung og kjøwenhavner-agtig, forbandt vi dialekt med noget bondsk og ikke særlig klogt. Det er så flovt og skamfuldt, at man har tænkt sådan. Nogle af de klogeste mennesker, jeg kender, kommer fra provinsen.”
Hvordan var det for dig selv at tage skridtet ud af byen?
”Det var nærmest noget, der faldt ned fra himlen. Lige pludselig dukkede huset op på computeren. Vi boede i en lejlighed på Frederiksberg, og jeg troede, vi skulle flytte i Kartoffelrækkerne. Men så dukkede det her vidunderlige hus ved Isefjorden op. Vi tog ud og så det en dag i januar, besluttede os med det samme, solgte lejligheden, købte huset, flyttede, og så sad vi pludselig der i vores nye store stue med 200 flyttekasser og sagde: ’Hvad skete der?’ Folk spørger tit: ’Det er jo dejligt om sommeren, men hvad med om vinteren?’ Svaret er: Der er også dejligt om vinteren. Selv i dag, hvor regnen slog på vinduet. Jeg kiggede ud, og så stod der et rådyr ude på marken. Og er du vimmer, jeg synes, København larmer nu. Jeg sidder i min bil som en gammel dame med hovedet helt oppe i rattet og er bange for, at der skal flyve en cyklist hen over taget. Efter jeg er flyttet, har jeg fået det sådan, at nu kan jeg bo alle steder.”
