DA MINE FORÆLDRE blev skilt, flyttede jeg med min mor i en ejerlejlighed på Tagens-vej på Ydre Nørrebro. Jeg siger ejerlejlighed, fordi mine forældre var lidt mere ressourcestærke end de andre i området. De var af den generation af iranere, der kom direkte fra universiteterne, da de flygtede. Min mor er farmaceut, og min far er ingeniør. Der var mange omkring mig, som ikke kom fra samme vilkår. Jeg tror, at der altid var nogle lidt andre forventninger til mig.
Da jeg gik i folkeskole, elskede jeg at skrive. Jeg skrev små digte, og det første, jeg kan huske, var et valentins-digt til min mor, der var skrevet på et hjerte med et billede af mig klistret på, haha. Jeg har nok været 12. Men jeg så ikke mig selv som ’en, der digtede’ dengang. Hvis man skrev noget, der hvor jeg kommer fra, skulle man også rappe det.
Det startede med, at jeg rappede andres tekster. 2Pac, Den Gale Pose og Østkyst Hustlers. Men lige så stille rappede jeg også mine egne tekster. Det var ikke, fordi jeg var særlig musikalsk eller elskede at synge og optræde. Det handlede om, at jeg gerne ville udtrykke mig, jeg ville gerne skrive.
I 5. klasse flyttede min mor mig til en anden skole, der var mere ressourcestærk, mere ’hvid’, og senere begyndte jeg på et gymnasium på Frederiksberg, selvom vi stadig boede på Nørrebro. Jeg stod ligesom med en fod i hver lejr. Jeg hang stadig med mange med minoritetsbaggrund og nogle, som flirtede lidt med hash og at stjæle ting. Det var en glidende overgang, at jeg kom væk fra det. Jeg havde altid en idé om, at jeg nok skulle klare det godt i livet, for jeg havde noget andet at spejle mig i hjemmefra.
DET VAR LIDT tilfældigt, at jeg begyndte på statskundskab. Jeg havde fået det anbefalet af min kusine, og jeg havde snittet til at komme ind. Så jeg tænkte: ”Hey, hvis jeg læser statskundskab, er det en form for stempel på, at jeg kan finde ud af noget.” Det var prestigefyldt, og det lyder godt ude i verden. Og så var det selvfølgelig kombineret med samfundsinteresse. Jeg læste i seks år, fordi jeg godt kunne lide det, og jeg fik nogle vildt gode venner.
Alle dem, der var lidt ambitiøse, havde studiejob i Trafikstyrelsen og den slags steder, så de var klar til overgangen fra studie til arbejde. Mit studiejob var rap. Jeg skrev en sang, ’Bispebjerg’, som kom af en snak med en af mine venner fra universitetet om vores opvækst. Det gik op for mig, hvor meget vold der egentlig havde været omkring mig i min barndom og ungdom. Og at det ikke var særlig normalt for majoritetsdanskerne. Slet ikke dem, der gik på statskundskab.
Jeg har ikke selv stået og trampet på nogen, men den var der ligesom hele tiden, volden. Til fester, på skolen. Der var altid slåskampe i frikvartererne, og Nørrebro var præget af kriminalitet. Men de var jo også mine venner, dem, der sloges, og på mange måder var det normalt. Man skal forstå den nuance, at det ikke var et helvede at vokse op i, men at det var et hårdere miljø at vokse op i. Der var også ekstremt meget fællesskab.
Da jeg blev kandidat, stod jeg tilbage med en følelse af: ”Hvad kan jeg egentlig?” På statskundskab er de fleste generalister med en masse teori i baghånden, og det er først på arbejdsmarkedet, man finder ud af, hvad man kan.
JEG VAR LIDT picky og søgte kun job, der interesserede mig. Efter to afslag tænkte jeg: ”Fuck det, så kan det også være lige meget.” Jeg ringede til min gamle folkeskole på Rådmandsgade og fik en vikarstilling, hvor jeg overtog en lærers skema. Jeg blev klasselærer for en 6. klasse, underviste i musik i en 4. klasse og i historie og matematik i en 5. klasse. Pludselig ringede de fra Københavns Kommune. De havde brug for en, der kunne varetage Facebook-delen på et projekt, jeg havde søgt. Det endte med, at jeg sad i et vikariat som fuldmægtig, og da det udløb, blev jeg tilbudt en fast stilling. Men samtidig blev jeg tilbudt en midlertidig stilling på et ungdomsteater, C:ntact.
Jeg stod ved en skillevej. Det sikre var jobbet i kommunen. Center for Inklusion og Samfund, klynge C. Klassisk statskundskab. Det kreative var en projektlederstilling på tre måneder på et ungdomsteater, hvor jeg før havde været rap-coach. Jeg blev tilbudt at stå for forestillingen ’Romeo og Julie’, som over hundrede 8. klasses-elever skulle opsætte. Jeg valgte teatret.
Undervejs blev jeg bedt om at skrive både rap og monologer. En dag sagde min chef: ”Skal du ikke også instruere noget?” Jeg tænkte stadig, at en dag bliver jeg voksen og vender tilbage til kommunen. Jeg var stadig medlem af Djøf, og jeg havde det altid sådan, at en dag går det her spas og ballade ikke længere.
MEN JEG ENDTE med at instruere nogle ungdomsforestillinger, og til sidst blev jeg bedt om at skrive en professionel forestilling. Det var første gang, jeg skrev fiktion, som ikke var lyrik. Sammen med en anden skrev jeg ’Rusturen’, der handler om seks unge på rustur på statskundskab og om krænkelser og racisme. Det her med at finde på karakterer, og hvordan de snakker, var vildt fedt. Jeg var 30 år og kunne for første gang i hele mit liv mærke: ”Shit, det er det her, jeg vil.”
Ham, jeg skrev ’Rusturen’ med, blev spurgt, om han ville skrive en tv-serie. Han havde ikke tid og foreslog mig i stedet, fordi jeg kendte miljøet, de gerne ville beskrive. Jeg blev koblet sammen med en mere garvet forfatter og fik på den måde ligesom en fod indenfor.
Jeg skrev min første tv-serie, ’Junglen’, og jeg blev kaldt et talent. I den her branche handler det om at kende folk. Folk skal synes om dig eller synes, at du er fed at arbejde med. Der er ikke nogen jobopslag, man bliver bare anbefalet til næste opgave. Og nu har jeg, blandt meget andet, lavet ’Fredløs’ på DR.
Når man først er blevet anerkendt, kan det være fedt at sige, at man har en atypisk baggrund, og at man både er rapper og statskundskaber. Men når man ikke er slået igennem endnu, og man ikke kan sige, at man er uddannet manuskriptforfatter eller har skrevet noget før, så er det sådan lidt: ”Aaarh, jo, jeg skrev digte, da jeg var barn.”
