JEG PLEJER AT SIGE, at jeg er født til at klippe. Lige så længe jeg kan huske, har jeg villet være frisør. Som helt lille klippede jeg mine dukker, og jeg var ikke ret gammel, før jeg fik min egen minisalon på værelset med spejl, tørrehjelm og det hele. Men min familie var ikke glad for det.
MIN MOR FORLOD Sverige og min far, og vi flyttede til Nordjylland, da jeg var syv år gammel. Jeg kunne ikke tale dansk, og jeg klarede mig dårligt i skolen. Jeg var ordblind og blev mobbet med mine svenske aner. Min mor mente ikke, at jeg kunne noget, og at jeg bare burde gå ind i restaurationsbranchen og arbejde på familiens kro. Da jeg fortalte hende, at jeg ville være frisør, sagde hun: ”Du får ikke én krone, hvis du vælger at gå den vej.”
JEG VAR 13 ÅR, da jeg kom i lære som frisør i Aalborg. De første måneder måtte jeg arbejde uden kontrakt, fordi jeg reelt først måtte starte, når jeg fyldte 14. Min familie boede 25 kilometer uden for byen, så jeg måtte finde et værelse i Aalborg. Dengang kostede det 100 kroner om måneden, og jeg tjente kun 20 kroner om ugen som elev i frisørsalonen. Når huslejen var betalt, var der intet tilbage. Jeg måtte spadsere en halv time på arbejde, fordi jeg ikke havde råd til bussen. Ofte var mit første måltid den kop kaffe med franskbrød, som de serverede hos frisøren om eftermiddagen. Og når jeg var hjemme hos mine forældre, var der lås på køleskabet. Men efterhånden blev jeg frisør for hele det kollegie, jeg kom til at bo på – fem kroner per klipning. Jeg var også rigtig godt til at nasse lidt mad fra de andre beboere på kollegiet.
”Da jeg kom hjem og stolt viste pokalen frem,
sagde min mor: ’Du skal ikke tro, du er noget’.”
JEG VANDT DM i klip i 1966 i kongrescenteret i Aalborg. Vi var 20 frisører, som blev testet i blandt andet klip, føntørring, oprulning og langhårsfrisering. Egentlig syntes jeg, at alle frisurerne, vi skulle klippe, var forfærdelig grimme og gammeldags. Da jeg kom hjem og stolt viste pokalen frem, sagde min mor: ”Du skal ikke tro, du er noget” og satte den op på hylden.
SOM UDLÆRT FRISØR blev jeg 17 år gammel ansat i Salon Brix i Aalborg. Det var en af de mere moderne frisører i Jylland, men alligevel var man ikke meget for at tage imod de trends, der kom fra København. Det frustrerede mig, så jeg købte en billet og hoppede på toget til hovedstaden. Jeg kom gående ned ad Strøget, da jeg så en stor frisørsalon på første sal. Det var Helmersen, en meget fin frisør. Jeg gik ind og sagde, at jeg gerne ville have et job. Først fik jeg at vide, at jeg måtte komme igen en anden dag. ”Det kan jeg ikke, jeg kommer helt fra Jylland,” svarede jeg. Pludselig skete der noget. ”Jeg tror alligevel, at hr. Helmersen kan finde tid til at tale med Dem,” sagde receptionisten. Helmersen ville gerne have jyske piger, for de blev regnet for at være mere stabile og pligtopfyldende end de københavnske. Jeg fik lov at lave en prøveklipning og blev ansat med det samme.
DEN KLIPNING, jeg har været mest nervøs for at lave, var på Lone Hertz. Jeg var blevet kaldt ud for at sætte hendes hår til en fotoserie i Ugebladet Søndag. Mens jeg satte det, fortalte jeg hende, at jeg syntes, det ville klæde hende med en page i stedet for den meget konede frisure, hun havde. Til at begynde med afviste hun blankt, men jeg blev ved. Da jeg kom tilbage til salonen, havde hun ringet og bestilt en tid. Jeg rystede, da hun kom ind og satte sig i stolen. Hvad nu, hvis hun alligevel ikke kunne lide det? Det hjalp heller ikke, at Helmersen sagde til mig, at den klipning bare skulle lykkes, ellers var jeg fyret. ”Lones nye hår,” skrev aviserne efterfølgende, og da hun nævnte i pressen, at det var mig, der havde klippet hende, ville alle kvinderne pludselig have en Gun-Britt-frisure.
I 1980’erne stylede og klippede Gun-Britt Zeller blandt andet til store reklamekampagner i Tyskland. Her kunne hun tjene 10.000 kroner om dagen.
DEN GRIMMESTE FRISURE, jeg har haft, fik jeg en af de første gange, jeg var i London for at lære af Vidal Sassoon (kendt britisk frisør, red.) i slutningen af 60’erne. I London var det ekstremt moderne at have kort hår som Mia Farrow, så jeg besluttede mig for at klippe mit lange hår af. Der var kun tre-fire centimeter tilbage.
HÅRET SIGER UTROLIGT meget om en person. Din frisure er med til at bestemme, hvilken type du er. Den frisure, kunden vælger, når hun kommer ind til mig, har stor betydning for, hvordan hun bliver opfattet af andre de næste tre-fire måneder. Derfor skal man virkelig tage opgaven seriøst.
JEG MENER, at en frisør skal passe på med at smalltalke for meget. Det handler om hår og den person, der sidder i stolen – ikke om vejret eller min syge moster. Når jeg først begynder at klippe, vil jeg gerne koncentrere mig og fordybe mig i mit arbejde.
EN ENKELT GANG er en person, jeg har klippet, gået grædende fra frisørstolen. Det var i Barcelona, hvor jeg skulle klippe en model, som var blevet fløjet ind fra New York. Hun havde sagt ja til at lade sit lange, mørke hår klippe helt kort til en fotosession. Men undervejs kunne jeg mærke, hvordan hun blev mere og mere utilpas. Hendes skuldre trak sig helt op under ørerne, når lokkerne faldt. Da jeg blev færdig, løb hun ud og låste sig inde på toilettet. Det tog en hel time, før hun kom ud igen, og da hendes agent endelig fik hende overtalt til at komme tilbage i stolen, så vi kunne rette det sidste til, var hun helt ødelagt. Det var hårdt, men jeg måtte sige til mig selv, at hun jo selv havde skrevet under på kontrakten og i øvrigt blev betalt godt for det. Da der var gået yderligere et par timer, kom hun hen og sagde til mig, at hun elskede sit nye hår.
JEG FIK ALDRIG et godt forhold til min mor, heller ikke som voksen. Da hun døde, havde jeg ikke set hende i 35 år. Kort efter, da vi skulle rydde op i dødsboet, fandt vi den ene kasse efter den anden med avisudklip om mig oppe på loftet. Så selvom hun aldrig ville have sagt det højt, var hun stolt af mig alligevel.
