Foden på speederen

EN AFTEN I begyndelsen af marts træder Vicki Berlin ind i garderoben på Nørrebro Teater med en økologisk svineleverpostej fra Coop stikkende op af håndtasken. 

Men hov, vent lige et øjeblik, er den 45-årige skuespiller ikke erklæret veganer? Og jo, det er hun da. Leverpostejen er skam heller ikke til hende selv, men bestikkelse til hendes hund Gustav, som i flere uger har gået deprimeret rundt derhjemme, siden dens ’far’ – Vicki Berlins mand, instruktør Nikolaj Tarp – rejste til Fredericia for at instruere en musical.

”Hvordan kan man egentlig se, at en hund er deprimeret?” spørger skuespillerkollega Amalie Lindegård med undren i stemmen fra sin plads foran spejlet, hvor hun er ved at lægge makeup til aftenens forestilling.

Det viser sig, svarer Vicki Berlin, at symptomerne ikke er stort anderledes end hos et menneske: Gustav hænger med snuden, han gider ikke gå tur, han bliver ikke længere begejstret, når det er spisetid, og om natten har han svært ved at sove (så svært, at han i nat traskede ind i stuen og blev der, fordi han ikke kunne finde ro inde i sengen sammen med Vicki Berlin, hvor han plejer at ligge).

”Min mand og jeg har lidt hver vores hund, og egentlig var Gustav min hund,” forklarer hun. Men sidste år, da parrets gamle basset hound Walter døde, ”rykkede Gustav op i hierarkiet, efter pladsen som alfahannen i huset blev ledig”, og i stedet har hun nu fået Fido, der ligesom Gustav er en ruhåret miniaturegravhund, men heldigvis ingen problemer har med at være alene hjemme med mor.

Med leverpostejen lagt på køl tager Vicki Berlin plads i sin stol og begynder at dyppe et lille falsk overskæg i alkohol for at opløse de rester af lim, der måtte være tilbage fra gårsdagens forestilling. Mens dagtimerne går hjemme i Hvidovre med hundene, tilbringer hun de fleste af sine aftener på Nørrebro Teater som Nikita ­Khrusjtjov i komedien ’Stalins død’ om intriger og magtkampe i Sovjetunionens kommunistparti i dagene efter landsfaderens bortgang.

I det begyndende forår står Vicki Berlin fem gange om ugen på scenen som den lavstammede sovjetiske politiker, en rutine, der kun afbrydes af fire dage i Los Angeles til årets oscaruddeling med filmen ’Triangle of Sadness’, så hun er som regel udmattet, når hun kommer hjem efter en forestilling. Men i aften, inden hun lægger sig i sengen hjemme i Hvidovre, skraber hun leverpostejen ud af foliebakken, serverer den for Gustav og leger lidt med ham og hans pivedyr. Og da det hjælper på humøret, får Gustav leverpostej som natmad hele den følgende uge.

I LOS ANGELES skal Vicki Berlin se sin mand for første gang i over en måned. Han ankommer til byen en dag senere end hende for at agere moralsk støtte, selvom han ikke har billet til showet og må nøjes med en visning hos filmens amerikanske distributør for alle dem, der ikke har adgang.

”Men han insisterede på at komme med alligevel,” fortæller Vicki Berlin i teatergarderoben halvanden uge før prisfesten. ”Og det ville jo også være ærgerligt at sidde herhjemme, hvis der pludselig kommer et afbud i sidste minut, og der er en plads i salen, som skal fyldes ud.”

Som indehaver af en større rolle i en film, der er nomineret i hovedkategorien ved verdens største filmpris, skulle man tro, at hendes egen invitation til oscaruddelingen var givet. Men sådan fungerer det langtfra, har Vicki Berlin erfaret. Da det blev afsløret, at ’Triangle of Sadness’ var nomineret til bedste film, antog hun begejstret, at nu skulle hun da selvfølgelig til oscaruddeling. I stedet fik hun at vide, at det var sgu ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre, og så tog fanden ved hende: Hun skrev til samtlige producere på filmen (”Jeg skal med”) og satte himmel og jord i bevægelse hos distributøren for at skaffe sig en af de få billetter. Anstrengelserne bar frugt, og sammen med blandt andre danske Zlatko Burić er hun inviteret til festen.

På sin smartphone viser hun et foto af sin kjole, syet til lejligheden af den danske designer Jesper Høvring. Den er stram og i sort og guld, og i teatergarderoben diskuterer hun med sine kvindelige kolleger, hvad man mon egentlig gør, hvis man midt under showet pludselig skal på toilettet i sådan en mundering. Og hvad hvis man ikke når tilbage, inden reklamepausen er slut? Nogen egentlig konklusion når de ikke frem til, men i mellemtiden har Vicki Berlin anlagt overskæg og pudret kinderne, og nu mangler kun kostumet samt et par rekvisitter, der skal lægges klar, før teaterklokken ringer.

PÅ NØRREBRO TEATERS scene viser Vicki Berlins absolutte komikgehør sig fra første replik. Med en usvigelig timing, opbygget og forfinet gennem år på de danske revyscener, rider hun på publikums reaktioner gennem ’Stalins død’, fornemmer latteren bølge op og ned, ved, hvornår det er tid til at trykke på speederen, og, lige så vigtigt, hvornår der skal trædes på bremsen.

Det handler om aldrig at miste fornemmelsen for publikum. Er de veloplagte i dag, eller er de lidt sløve og kræver et kærligt los i røven? Ikke to forestillinger er ens, og hver gang Vicki Berlin træder ind på en scene, om det er på stenbroen i København eller en provinsrevy i Jylland, bruger hun sin fingerspidsfornemmelse til at lodde stemningen i salen, så hun kan spille med publikum, ikke kun for dem.

Hvad færre blandt publikum vil opdage, er den ekstreme mængde forberedelse, der ligger bag selv den mindste detalje i hendes optræden. Forud for rollen som Khrusjtjov har Vicki Berlin set timevis af gamle optagelser fra tiden omkring Josef Stalins død i 1953, studeret, hvordan de sovjetiske magthavere bevæger sig, og fundet frem til, at mange af dem går og taler på samme måde, som havde de været på en form for diktatorisk lederkursus. 

Den grundighed er kendetegnende for hende, siger hendes mand Nikolaj Tarp. I sit instruktørarbejde møder han af og til skuespillere, der fortæller, at denne gang har de været ekstra grundige og læst manuskriptet 40-50 gange, men som regel laver Vicki Berlin dobbelt så mange gennemlæsninger, inden hun møder op til prøverne på en forestilling.

”Jeg tror, at jeg kan stort set alle hendes replikker og monologer,” siger han, så smilet næsten trænger hele vejen ud gennem telefonen. ”Og det er kun, fordi jeg er blevet trukket igennem dem så uendeligt mange gange derhjemme.”

Vicki Berlins benhårde arbejde og hendes særlige blik for den lille, humoristiske detalje, som at tage små karaktertræk hos en person og forstørre dem, har gjort hende til et af Danmarks mest driftssikre komiske talenter. Hun slog igennem i DR-satireprogrammet ’Tjenesten’, og selvom det var hendes deltagelse i ’Vild med dans’, der i 2007 for alvor gjorde hende landskendt, har hun spillet, charmeret og joket sig ind på danskernes nethinde, revy efter revy, replik efter replik. Men det har også haft den uheldige bivirkning, at hun er gledet så langt ned i den kasse, hvor der står komiker og revyskuespiller – ”der er ikke noget, der hedder revyskuespiller, vi er alle skuespillere”, mener hun – at det er blevet svært at bryde ud. Og selvom hun elsker komedien, elsker at modtage publikums vanedannende latterbrøl og stadig optræder på Odense Sommerrevy hvert år, har hun altid drømt om også at bruge resten af sit repertoire som skuespiller. Men i den danske filmbranche har de gang på gang sagt nej til den korthårede blonde skuespiller.

Der skulle gå hele 26 år af hendes karriere, og hun nåede da nok at tænke en gang eller to, at chancen måske aldrig ville komme. Men så blev hun castet til den svenske stjerneinstruktør Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, og da den sidste år vandt Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, kom gennembruddet med større gennemslagskraft, end hun nogensinde havde turdet håbe på.

Efterfølgende kunne Vicki Berlin pludselig læse om sig selv, at hun havde gjort kometkarriere. Men hvis hun var en komet, tænkte hun, så måtte hun da være den langsomste komet i verden.

”Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

I ’TRIANGLE OF SADNESS’ spiller Vicki Berlin chefstewardessen Paula, der om bord på en luksusyacht forgæves forsøger at holde styr på både rige, privilegerede passagerer og en fordrukken kaptajn (Woody Harrelson), som nægter at forlade sin kahyt. Filmen, der er både skrevet og instrueret af Ruben Östlund, er hendes første internationale rolle, og til trods for at den genremæssigt nok bedst kan betegnes som sort satire, er der langt til de revyroller, hun ellers har brugt det meste af sin karriere på at spille.

Ikke fordi Vicki Berlin ikke har forsøgt at komme til at spille drama, det skal guderne vide. Men da casteren Tanja Grunwald ringede til hende i sommeren 2018 og opfordrede hende til at gå til casting på ’Triangle of Sadness’, havde Vicki Berlin ikke hørt fra hende i seks år. Desuden var hun midt i opløbet til Menstrup Revyen på Sydsjælland, og hun havde i øvrigt – indrømmer hun lidt skamfuldt i dag – slet ingen anelse om, hvem Ruben Östlund var.

”Jeg ringede til min mand, som har meget bedre styr på den slags end mig,” fortæller hun. ”Og da han fik at vide, hvem instruktøren var, sagde han: ’Tager du pis på mig? Kan du så få din røv til den casting, lige nu!’”

Tanja Grunwald havde udset sig Vicki Berlin, fortæller hun i telefonen, ”fordi hun har en skarphed over sig, både på grund af sit udseende med det korte, lyse hår og hendes personlighed. Hun er sjov, men hun har også autoritet, og da jeg læste oplægget til rollen som Paula, tænkte jeg, at den kunne Vicki lave et sjovt bud på.”

Forud for castingen havde Vicki Berlin fået udleveret tre tætskrevne sider på engelsk, som hun nåede at memorere både forlæns og baglæns, inden hun mødte op på castingkontoret ved Nørreport. Her var det til hendes overraskelse ikke en caster, men Ruben Östlund selv der tog imod. I rollebeskrivelsen stod, at hendes karakter var 25 år, så det var ikke med store forhåbninger, at den dengang 39-årige skuespiller fremførte sin forberedte tekst to gange, improviserede 4-5 scener og fik taget en form for mugshot. Men da Östlund kiggede ind i kameralinsen, overhørte hun ham pludselig hviske for sig selv: ”Der er hun jo.”

VICKI BERLIN GIK opløftet derfra. Men i lang tid efter castingen hørte hun intet.

”Der gik jo flere måneder, og så begyndte jeg at tænke: Fuck, sagde han det rent faktisk? Eller var det bare noget, jeg havde bildt mig selv ind? Jeg har været til mange castings, hvor de har glemt at afmelde alle dem, som ikke fik rollen, så da jeg kontaktede Tanja første gang, tænkte jeg, at de nok allerede havde fundet en anden. Men hun svarede: ’Nej nej, du er på shortlisten.’ Og pludselig begyndte jeg at tænke: Kan det her virkelig ske?”

Yderligere to måneder passerede uden et svar, og da Vicki Berlin i mellemtiden var blevet tilbudt en revyrolle, som lå lige midt i optagelserne til ’Triangle of Sadness’, valgte hun igen at ringe til Tanja Grunwald.

”Jeg var jo bange for at presse dem så meget, at de helt ville droppe mig,” husker hun. ”Men samtidig stod jeg med en revy, der skulle til at trykke plakater, og jeg syntes, det ville være tarveligt at bruge deres tid og penge for så at springe fra. Til sidst sagde de, at de ville give mig svar den følgende fredag, så jeg stod tidligt op og re­freshede min indbakke igen og igen, men intet skete. Så ringede Tanja pludselig: ’Du har fucking fået rollen,’ udbrød hun. Og så begyndte jeg bare at hyle.”

Det viste sig senere, at valget til sidst havde stået mellem Vicki Berlin og amerikanske Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen i HBO-hitserien ’The Handmaid’s Tale’, og at Ruben Östlund havde valgt danskeren foran den amerikanske stjerne – og i øvrigt skrevet rollen om, så den passede til en lidt ældre skuespiller.

”Men det værste var,” siger Vicki Berlin, ”at selv da jeg fik rollen, ville min hjerne ikke tro på det. Så jeg gik hele tiden og frygtede, at nu ringer de og siger: ’Vi har fundet en anden.’ Og selv da jeg gik i gang med at forhandle kontrakt, var jeg bange for at presse så meget på, at de sagde: ’Glem det.’ Og selv da jeg havde skrevet under på kontrakten, var jeg bange, fordi jeg havde hørt om ham skuespilleren, der var blevet kasseret til hovedrollen i ’Tilbage til fremtiden’, fordi producerne fandt ud af, at de hellere ville have Michael J. Fox.”

SELV DA HUN mødte op på filmsettet i Grækenland, hvor størstedelen af ’Triangle of Sadness’ er optaget, havde usikkerheden ikke sluppet sit greb om Vicki Berlin. Om aftenen, når dagens optagelser var slut, lå hun på sit hotelværelse og forestillede sig, at producerne om lidt ville komme og banke på for at fortælle hende, at nej, desværre, det gik altså ikke alligevel. Nervøsiteten blev ikke just mindre af, at Ruben Östlund er en meget krævende instruktør, som gerne tager samtlige scener om adskillige gange.

En enkelt scene krævede 70 takes, husker Vicki Berlin, og til sidst var hun ved at blive bims. Men selvom optagelserne var hårdere end noget, hun havde prøvet før, var det også ekstremt lærerigt, og hun kom godt ud af det med sin veganske åndsfælle Woody Harrelson, der havde sin egen private kok med på settet og inviterede Vicki Berlin til at spise. 

”Jeg rykkede mig timileskridt som skuespiller,” siger hun, så da hun igen landede i Danmark, færdig med at filme, skulle man tro, at nu måtte hun da langt om længe føle sig sikker. Men nej, det fortsatte bare:

”Jeg frygtede, at min rolle ville blive klippet ned og nærmest helt ud af filmen,” siger hun. ”Så det var en stor overraskelse, da jeg til verdenspremieren i Cannes så filmen for første gang og opdagede, at min rolle næsten var blevet gjort større. Og så kom alle de begejstrede anmeldelser.

Jeg havde jo gået og forberedt mig mentalt på at få tæsk for den her rolle, men i stedet vandt filmen Guldpalmen, og alle var helt oppe at ringe.”

Hvorfor kunne du ikke slippe usikkerheden?

”Fordi sådan noget her aldrig sker for mig. Jeg er 45 år, og jeg har altid været nummer to. Hver eneste gang jeg har været ved at lande en rolle, har der været en, som var mere kendt eller yngre eller ældre eller højere. Altså, jeg er fucking altid nummer to.”

SIDEN HUN VAR 10 år gammel, har Vicki Berlin siddet klistret foran skærmen til oscaruddelingen, sent om natten dansk tid. Allerede dengang vidste hun, at hun ville være skuespiller. Hun elskede at optræde for sine forældre og sine to søskende eller sætte forestillinger op med små, blå smølfefigurer ude i haven i Espergærde, og i skolen var det ofte hende, der underholdt med sine parodier på lærerne.

Vicki Berlins mor var først hjemmegående, senere stod hun i skranken på biblioteket, mens hendes far arbejdede for elektronikfirmaet Brüel & Kjær i Nærum. Det var ikke en familie med mange penge og råd til charterferier, så i stedet tog de færgen til Bornholm og deltes fem mennesker om en firemandskahyt.

I det hele taget lærte Vicki Berlin at spare op, gøre sig umage og arbejde hårdt, og i skolen var hun flittig, pligtopfyldende og perfektionistisk, i hvert fald indtil teenageårene. Ikke fordi hun havde noget, der bare mindede om et ungdomsoprør (tværtimod fortryder Vicki Berlin i dag, at hun ikke ”var lidt mere rebelsk”), men fordi hendes fokus flyttede sig til teaterstykkerne på Espergærde Ungdomsskole. Teateret gjorde hende lykkelig, og hun var dygtig og fik store roller, blandt andet som kaninen i ’Alice i eventyrland’ og prinsessen i ’Klods Hans’.

Det lå lige for, at Vicki Berlin skulle søge ind på Statens Teaterskole som 18-årig. Men det blev også hendes første møde med den seriøse skuespilverdens uigennemtrængelige mur.

Til optagelsesprøverne var hun rystende nervøs, og bedre blev det ikke, da hun gik op for tredje, fjerde og femte gang, men igen-igen fik et nej tak. Efter en overgang at have overvejet, om hun skulle noget helt andet, måske være astronom eller blomsterbinder, droppede hun drømmen om Statens Teaterskole og søgte ind på den private film- og teaterskole Holberg på Frederiksberg.

”Jeg betalte det hele selv med penge, jeg havde sparet op, for jeg kunne ikke få SU. Om dagen læste jeg, og om aftenen arbejdede jeg som billetkontrollør på Betty Nansen og på Edison Teatret. Holberg var en fantastisk skole, hvor jeg rykkede mig virkelig meget,” siger hun.

Men alligevel var der ingen job til hende, da hun blev færdig i 2000. På teatrene rynkede de bare på næsen, når hun fortalte, hvor hun var uddannet. Havde man ikke gået på Statens Teaterskole, var man jo altså ikke rigtig skuespiller.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

I 2002 STILLEDE Vicki Berlin op til DM i standup og fik en tredjeplads. Hun havde altid været god til at få folk til at grine, og at blive betalt for at stå på en scene og fortælle jokes var jo alt andet lige bedre end at sælge billetter på Betty Nansen Teatret og vaske trapper i weekenderne. Men hun fandt sig aldrig til rette i det mandsdominerede miljø, hvor hun skulle finde en grimasse til ”FISSE!”-tilråb fra publikum, og hvad der ellers hørte med til at være kvinde og standupper i starten af 00’erne.

”Men selvom jeg syntes, at det var et par hårde år, lærte jeg rigtig meget om timing, som jeg stadig bruger, når jeg går på scenen i dag,” siger Vicki Berlin.

I miljøet mødte hun Michael ’MC’ Christiansen, og han kunne godt se, at hun ikke trivedes på standup-scenen, men også, at hun fandt sig bedre til rette, da hun i 2004 blev hyret som skuespiller og satireforfatter på ’Gintbergs store aften’ på TV 2 Zulu og på ’Tjenesten’ på P3, hvor de to sammen skrev sketches, da radioprogrammet blev til en satireserie på DR2.

”Både Vicki og jeg havde et højt ambitionsniveau, og vi arbejdede mange, mange timer for at være sikre på, at det materiale, vi præsenterede på tv, var så godt, som det overhovedet kunne blive,” siger han.

Sideløbende sendte Vicki Berlin sit cv af sted til snart sagt alt og alle i dansk film, selv bittesmå kortfilm, og da ingen sagde ja, forsøgte hun sig siden på landets revyer, også her uden succes. Men da Bornholmerrevyen i 2008 fik ny instruktør, ringede Martin Miehe-Renard. Han havde set hende i ’Tjenesten’ og ville høre, om hun mon kunne være interesseret i at spille revy. I sit svar efterlod Vicki Berlin ingen tvivl: 

”Ja, for helvede!”

VICKI BERLIN LUKKER øjnene, tager en dyb indånding, suger luften helt ned i maven og puster den ud igen. Så skubber hun følelsen af udmattelse i baggrunden, træder ud af kulissen og ind foran publikum på ny.

Det gentager sig flere gange i løbet af aftenens scene- og kostumeskift. Mindre end halvandet døgn er gået siden oscaruddelingen, hvor holdet bag ’Triangle of Sadness’ måtte se ’Everything Everywhere All at Once’ løbe med prisen som bedste film, og hun er allerede tilbage i rollen som Khrusjtjov på Nørrebro Teater. To uger efter vores første møde i garderoben og kun fire timer fra hun landede i lufthavnen efter at have fløjet i 12 timer direkte fra Los Angeles til København for at nå forestillingen. Med sig hjem fra USA har hun taget ikke bare en massiv omgang jetlag på grund af ni timers tidsforskel, men også en virus, som betyder, at hun må dosere sin stemme sparsomt for ikke at miste den allerede i løbet af første akt.

Det kræver en ekstra energiudladning at spille, når man er træt, fortæller Vicki Berlin senere. Denne aften må hun grave dybt, for på scenen er der i hendes verden ingen undskyldning: Hun insisterer på, at publikum skal have den samme oplevelse for deres entrépenge hver eneste aften.

”Puha,” siger hun, stadig i søvnunderskud trods et solidt indtag af importeret amerikansk håndkøbs-melatonin, da hun to dage og endnu en forestilling senere træder ind på den veganske Bistro Verde i Indre København iført lyserøde Dr. Martens-støvler og matchende jakke.

”Den var godt nok hård at komme igennem.”

I Los Angeles landede Vicki Berlin to dage før selve oscaruddelingen og gik ud som et lys på sit hotel om aftenen efter en middag med Det Svenske Filminstitut. Således vågnede hun relativt frisk og veludhvilet om lørdagen, endnu uanende om den forkølelses­virus, hun snart ville samle op, med planer om at tilbringe formiddagen i en såkaldt luxury lounge i Hollywood. Hendes nye, internationale agent havde arrangeret besøget, og hvad det egentlig gik ud på, vidste Vicki Berlin ikke, før hun trådte ud af taxaen og ind på et hotel, hvor hun blev mødt af en receptionist med et clipboard med teksten: ”Vicki Berlin, ’Triangle of Sadness’, 3 nominations.” 

Herfra må hun hellere selv forklare:

”Min ledsager hed Ava, og i hænderne havde hun en stor, sort taske. Sammen gik vi rundt i en kæmpe foyer med forskellige boder. Ved den første sagde hun: ’Yes, I have Vicki Berlin for you, here’s your sunglasses.’ Så fortalte personen i boden lidt om solbrillerne, jeg tog dem på og fik taget et billede, og så røg de ellers ned i tasken og videre til næste bod. Jeg fik øreringe, halskæder, cremer, makeup, et par massagebriller, en hårtrimmer, som jeg ikke engang ved, om jeg kan bruge, fordi den kun passer til amerikanske stikkontakter, en rejse til Afrika og en rejse til Caribien, og jeg måtte sige nej til både en grill og et grydesæt, for hvordan skulle jeg nogensinde få det med mig hjem til Danmark? Imens blev jeg introduceret til højre og venstre til andre skuespillere og filmfolk, som også gik rundt med hver deres personlige assistent og sorte tasker, der bare voksede og voksede. Det var fuldstændig vanvittigt. 

Bagefter måtte jeg slæbe min grandioso taske med mig ud i en taxa og videre til frokost med Det Danske Filminstitut. Her mødte jeg Zlatko (Burić, red.), som gloede undrende på mig, der kom slæbende med min kæmpe taske, og spurgte: ’Vicki, hvad laver du med den der?’ Jeg svarede, at jeg havde været i luxury lounge uden at ane, hvad jeg havde sagt ja til, og at jeg havde fået kastet gaver i nakken. Zlatkos agent stod ved siden af og sagde: ’Ja, det var du også inviteret til, men jeg sagde nej’, hvortil Zlatko udbrød: ’Hvad!? Sagde du nej, din idiot?’ Heldigvis for ham var der også gaver, da vi om aftenen tog videre til den traditionelle Night before Oscars-fest: Jeg fik chokolade og en jakke, og jeg fandt ud af, at Ruben (Östlund, red.) havde medbragt en hel ekstra kuffert kun til at kunne fragte alle sine gaver med hjem. What the fuck?”

DAGEN EFTER, til selve oscaruddelingen, fik Vicki Berlin sig til gengæld en mindre skuffelse. For det første var løberen slet ikke rød, men champagnefarvet og lignede et billigt tæppe fra IKEA, og for det andet så det legendariske Dolby Theatre i Hollywood overhovedet ikke ud som i de storslåede transmissioner, hun kendte fra tv.

”Nu skal det ikke lyde, som om jeg er sur,” skynder hun sig at understrege. ”Men oscaruddelingen er jo virkelig flot produceret på tv, og jeg blev nok lidt ramt af virkeligheden, da jeg så det med mine egne øjne. Det lignede sgu lidt et halbal.”

Teaterfoyeren var gammel og slidt, gulvtæppet var plettet, og på vej ind til sin plads i salen mærkede Vicki Berlin noget trække i kjoleslæbet. Da hun vendte sig om, viste det sig, at et gulvbræt havde løsnet sig og sat sig fast i hendes kjole. En mand fra personalet kom stormende, fik bakset brættet fri og forsøgte at montere det på gulvet igen med en hammer og lidt gaffatape. Nå ja, i det mindste havde holdet fra ’Triangle of Sadness’ gode pladser, på en balkon lige i kameravinklen og med fuldt udsyn til scenen, og Vicki Berlin havde drukket så tilpas lidt væske, at hun klarede sig gennem alle showets fire timer uden at skulle på toilettet. Det var til gengæld ikke alle hendes medskuespillere, der kunne holde sig, og så blev hendes sidemand fluks erstattet af en såkaldt seat filler – der bliver betalt for at klæde sig pænt på og sætte sig, så der ikke er tomme pladser i tv – frem til næste reklamepause.

PÅ BISTRO VERDE har jetlaggen ikke dæmpet Vicki Berlins fortællelyst, men inde bagved er hun mærket, ikke bare af flyveturen fra Los Angeles, men af et program, der siden årets begyndelse har været så tætpakket, at hendes krop efterhånden er begyndt at sige fra. Siden januar har hun haft først intensive prøver og siden forestillinger på Nørrebro Teater sideløbende med adskillige interviews, kjole-fittings og andre forberedelser til oscaruddelingen, og om fire dage begynder nye prøver på Odense Sommerrevy på Fyn, mens hun stadig spiller ’Stalins død’ i København.

Da jeg forud for vores møde beder hende om mere tid til at lave dette portræt, fornemmer jeg på hendes svar, at jeg måske er ved at presse hende mere, end godt er. Vicki Berlin har, modsat mange andre danske skuespillere med arbejde nok til at fylde kalenderen, ingen manager ansat til at tage sig af forespørgsler og sige fra på hendes vegne (”så rig bliver man altså heller ikke af at spille chefstewardesse i ’Triangle of Sadness’,” bemærker hun tørt). Og måske har hun også lidt svært ved at sige nej, fordi det ligger til hende, at hun gerne vil please alle.

Vicki Berlins stræbsomme og pligtopfyldende natur har givet hende et drive som få, og uanset om man taler med hendes mand, medskuespillere eller gamle kolleger fra ’Tjenesten’, fremhæver de hendes enorme arbejdsomhed som en styrke. Men Nikolaj Tarp siger også, at hun af og til lægger så stort et pres på sig selv, at hun risikerer at køre sig selv ud over scenekanten, hvis ikke hun passer på.

Er det bagsiden ved at være perfektionist, spørger jeg hende.

”Perfektionisme er fint til et vist punkt, men det kan også blive for meget, og det har det virkelig været for mig nogle gange, fordi jeg aldrig synes, at jeg er god nok. Der er altid noget, der kan blive bedre, og jeg tror ikke, at det er givende altid at have det sådan, for så ender man med at gå og slå sig selv i hovedet. Det er svært, når jeg lige er landet fra Los Angeles og næsten har mistet min stemme, og en af mine kolleger siger, at jeg må tage den lidt på halvt blus, men det kan jeg bare ikke.”

I DANSK FILM og teater findes et fænomen, der bliver kaldt ’Dirch Passer-syndromet’. I 1961 skulle den danske revystjerne spille karrierens eneste seriøse teaterrolle som den lettere tilbagestående Lennie i ’Mus og mænd’ af John Steinbeck på ABC Teatret på Frederiksberg. Men Dirch Passers image som gudbenådet komiker havde sat sig så godt fast i befolkningen, at publikum brød ud i latter, så snart han trådte ind på scenen, til trods for at det var en tragisk rolle, han skulle spille. Passer tog det meget nært, fortalte medskuespiller Ove Sprogøe senere, og resten af sit liv afslog han alle seriøse roller, han fik tilbudt. 

Adskillige danske komikere og revyskuespillere har gennem årene grebet til netop den anekdote, når de skulle forklare, hvorfor de har haft svært ved at få de dramatiske roller, som de efterstræbte. Men måske er det ikke så meget publikum, som det er de danske filmproducenter, der sætter folk i bås. 

I hvert fald hvis man spørger Vicki Berlin.

”Jeg så lige den der nye tv-serie ’Agent’ (kommende TV 2-serie med blandt andre Esben Smed, Sidse Babett Knudsen, Lars Ranthe og Dar Salim på rollelisten, red.), og det er jo lutter Tordenskjolds soldater, der er med i den. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke: Kom nu, der findes altså andre end Lars Ranthe derude. Der er ikke noget personligt i det, men det er pisseærgerligt, for vi er så mange dygtige skuespillere herhjemme, og det ville også give langt mere alsidighed for seerne, hvis det ikke var de samme hver eneste gang.”

Har du kæmpet med det? Været frustreret?

”Det tror jeg, at alle andre end lige de 10-15-20 skuespillere har været. Det er et kæmpe problem, og det vil Skuespillerforbundet også sige, hvis du snakker med dem. Jeg var engang til casting på en spillefilm og nåede rigtig langt, og instruktøren ville gerne have haft mig, men jeg blev fravalgt, fordi producenten ikke syntes, at jeg var kendt nok. Jeg var den bedste, men alligevel fik jeg ikke rollen. Og jeg kan jo ikke blive mere kendt, hvis ingen vil hyre mig.”

Hvad gjorde du så?

”Jamen, jeg har jo ikke bare siddet derhjemme med hænderne i skødet, og det skal heller ikke være sådan, at det er åh, så synd for mig. Så har jeg taget skeen i den anden hånd og arbejdet videre, med en revy eller med mit og Rasmus Krogsgaards show ’Småt brændbart’, som vi turnerer med. Men jeg ville da ønske, at det var anderledes.”

I HVIDOVRE bjæffer hundene i baggrunden, mens jeg taler i telefon med Nikolaj Tarp, der er vendt hjem fra Fredericia. Måske er det hans blotte tilstedeværelse, der gør tricket, måske var det i virkeligheden leverpostejskuren, men i hvert fald lader det til, at Gustav har fået livsglæden tilbage.

Nikolaj Tarp fortæller, at ja, han har set Vicki Berlin kæmpe med usikkerhed på grund af de mange afslag i filmbranchen. Men ifølge ham er hendes definerende træk ikke den manglende tro på sig selv, men snarere, at hun bliver ved med at knokle videre, endnu mere ærgerrigt end før.

”Vicki kan godt være lidt for hård ved sig selv, for det gælder jo for alle skuespillere og udøvende kunstnere, at vi kæmper med usikkerhed, fordi det ikke kun er vores faglighed, men også vores personlighed, der er på spil hver eneste gang,” siger han.

For Vicki Berlin har ’Triangle of Sadness’ imidlertid betydet, at stemmen, der siger, at hun ikke er god nok, nu også har fået selskab af en anden stemme, der indvender, at hun med gennembruddet har bevist, at hun har en berettigelse som rigtig skuespiller; i hvert fald for nu, indtil tvivlen igen melder sin ankomst. 

15. juni slutter Odense Sommerrevy, og derefter er Vicki Berlins kalender i skrivende stund gabende tom. Det kan synes paradoksalt på bagkant af ’Triangle of Sadness’, men endnu har ingen danske instruktører eller producenter tilbudt hende en rolle eller inviteret hende til casting. I stedet drømmer Vicki Berlin nu om Hollywood og har ansat en agent i London, som hun fik anbefalet af skuespillerkollegaen Claes Bang, der siden sit gennembrud i Ruben Östlunds ’The Square’ (2017) har haft roller i en række udenlandske film og serier.

”Jeg håber jo lidt at kunne gøre det samme som Claes,” siger hun, da vi taler om hendes fremtidsdrømme på Bistro Verde.

Foreløbig er Vicki Berlin blevet tilbudt en rolle i en tv-serie med Robert Downey Jr., men måtte takke nej, fordi optagelserne lå lige midt i ’Stalins død’. Derudover er der ikke sket så meget – ikke endnu.

”Jeg gik nok og forestillede mig, at det ville gå lidt hurtigere,” siger hun. ”Men min agent har sagt, at jeg skal være tålmodig.”

Og det prøver Vicki Berlin så, mens hun forbereder sig på, at Hollywood formentlig bliver endnu et langt, sejt træk. At der vil komme flere afslag og igen opstå tvivl og frustration undervejs. Men også med visheden om, at der skal mere til for at slå verdens langsomste komet ud af kurs.