PÅ ET KORT ligner Gambia en larve, der vrister sig ud fra det omsluttende Senegal og det vestlige afrikanske kontinent for at blive udklækket ved Atlanterhavet. Det mindste land i den store, varme verdensdel snor sig smalt – og fladt som en jysk hede – mod en palmeklædt kyststrækning, der i flere årtier har tiltrukket livsmodne vestlige kvinder på udkig og desperate lykkejægere.
Fra den internationale lufthavn i hovedstaden Banjul mishandler hullerne i hovedvejen bilernes undervogne, der tørster efter asfalt, og den 20 kilometer lange rute ud til byen Serekunda ved spidsen af ’Afrikas smilende kyst’, som gambierne kalder deres land, er et magnetfelt af både bevægelse og stilstand. Mennesker bærer sække på skuldrene blandt høns og herreløse hunde, sælger og steger mad langs vejen, mens andre står stille, blottet for destination, midt i støvede, midlertidige vejkryds, der forsvinder i mudderet, når regnen rammer.
Lokale notabiliteter smiler fra billboards, halvfærdige betonbyggerier er stagneret til evig tid, og taxachauffører venter på bid i træernes skygge.
I sandet ved foden af Serekundas mest berømte og berygtede turistgade, Senegambia Strip, der bugner af restauranter og barer, der tilbyder Western cuisine og happy hour, står Ibrahim med Atlanterhavet bag sig som en bølgende kulisse for sine smadrede tånegle.
Gambieren har orange krøller på hovedet, saltskjolder på en muskuløs overkrop og røde øjne, der spejder efter turister. De fleste af dem har gemt sig for eftermiddagssolens varme stråler under træparasoller på hotellernes matrikler langs stranden. Som langsomme ovnkyllinger ligger de solbrune og glinser med ben og arme ud over liggestolene.
Ibrahim presser filteret på en joint fladt med fingrene og puster røg ud gennem en mund uden mange tænder.
”Fodbold,” siger han og sparker til luften som forklaring på sine massakrerede tæer, da jeg peger på hans fødder, mens han griner med en rusten røst.
Ibrahim har været i Danmark og på Christiania, siger han og smiler skælmsk, da han fortæller, at han har en bror, der lever af at spille guitar i Aarhus. For et øjeblik siden sad han i sandet et par meter fra en ældre europæisk kvinde, der kort tid efter rejste sig og gik sin vej. Jeg spørger Ibrahim, hvordan turismens ansigt viser sig i Gambia.
”You scratch my back, and …,” hvisker han uden at fuldføre talemåden.
Centrum af Serekunda.
NOGLE KILOMETER LÆNGERE nede ad stranden svajer et par hollandske ben i vejret fra en yogamåtte. En rygtatovering af hindu-guden Shiva bliver vendt på hovedet af akrobatikken i solen.
54-årige Desirée van der Meij dumper benene i sandet og hopper i bølgerne. Konkylierne i hendes våde fletninger svirper i luften som perlegardiner, da hun kommer op af vandet. Den hollandske sygeplejerske drikker øl og ryger smøger i selskab med en veninde i et par liggestole. De foretrækker den mere affolkede strækning af stranden, hvor de ikke bliver kontaktet med korte intervaller af gambiske mænd.
”Folk hustler for at overleve. Du kan se det overalt hernede,” siger Desirée og tænder en cigaret under et par hårdt plukkede øjenbryn. Bag palmetræerne bestiller hun flere øl på Dolphin Bar, hvor britiske flag blafrer under taget på beværtningen. Sygeplejersken har besøgt Gambia gennem 20 år.
”Men jeg har aldrig fået et knald hernede,” siger hun på engelsk med hollandsk accent, hvor v bliver til f, og h rasler dybt i ganen.
”Jeg gider ikke den ulige relation,” siger hun og løfter en øl i hver sin etage i luften og lader afstanden mellem flaskerne afspejle, hvorfor hun holder sig på yogamåtten.
En del af de lokale mænd ’prostituerer’ sig, mener Desirée van der Meij, og hun tror ikke, de gør det af lyst.
DE FØRSTE TURISTER i Gambia var skandinaver, der ankom til den vestafrikanske kyst i vinteren 1965, da briterne netop havde løsnet grebet, og landet blev selvstændigt. Bertil Harding hed den svenske entreprenør, jagerpilot og guldgraver, som organiserede en pioner-rejse til Gambia for nogle hundrede svenskere og senere fik opkaldt en af landets eneste motorveje efter sig.
I 1971 ville Simon Spies sende charterturister til Kenya, men da SAS havde monopol på danske flyrejser til det østafrikanske safari-land, blev en gambisk landingsbane i stedet kridtet op for rejsebaronen og solglade chartergæster fra Spies Rejser.
Simon Spies sendte det første fly af sted i december 1971. Landingsbanen var dengang uden lys, og skulle flyene lande i mørke, skete det med hjælp fra folk fra nærliggende landsbyer, der stod med fakler langs landingsbanen. Efter at have passeret paskontrollen – et havebord under en palme – blev gæsterne kørt til hotellerne i lastvogne til 14 dages ferie med havudsigt og halvpension.
I årtierne efter blev ferielandet en fast destination, og Danmark og Gambia blev via venskabsforeninger, udvekslingsordninger – og kærlighed begge veje – knyttet til hinanden.
I dag, over 50 år senere, donerer danske velgørere og frivillige – parallelt med turist-eventyret – stadig penge og hjælp til skoler, uddannelse og hospitaler i et af verdens fattigste lande.
Turismen er stadig guldægget i Gambia, men industrien er også et janushoved: Det ene ansigt sidder på en ældre europæisk mand eller kvinde på badeferie med sin ægtefælle. Det andet ansigt ligner i profil, men her er ægtefællen skiftet ud med en yngre, ofte fattig gambier. Det flertydige ansigt har givet Gambia ry som et slags slaraffenland for sexturister – et ømtåleligt omdømme i et muslimsk land, hvor prostitution er ulovligt, og hvor sexturisme er et offentligt tabu.
Restauratør Lone Hansen fra Vestsjælland flyttede til Gambia for flere årtier siden.
GRIBBE FLOKKES I palmekronerne, og flagermus basker rundt i cirkler på Serekundas aftenhimmel. På Scala Restaurant sidder et midtjysk ægtepar omkring de 60 og smovser i bøf og bearnaise.
”Det er godt, det her, Lone,” siger manden, mens han tygger af munden og kigger mod restaurantens danske ejer, der nusser om gæsterne ved bordene. Parret spiser her hver aften på deres ferier til Gambia, som de har været på i årevis. Her er ikke meget at se, siger de, men luftfugtigheden er lav, tidsforskellen fra Danmark lille, og parret har to gambiske sponsorbørn.
”Nu ikke noget med navne,” siger manden, der ikke vil citeres, men de ser dem, siger han og slubrer rødvin, altså ældre damer i selskab med unge mænd, og han og konen har for længst vænnet sig til konstellationen.
”Hvide kvinder, der er i gang med de unge fyre,” forklarer konen i parret, der mest holder sig til hotellet og til at drikke Irish coffee i aftenvarmen.
Restauratøren hedder Lone Hansen, hun er britisk gift og har boet i Gambia i 35 år.
”Det er mere synligt end tidligere med ældre kvinder og unge mænd – og vice versa,” siger danskeren, der har hestehale og briller.
De lokale tjenere på restauranten griner af deres chef, hvis hun undrer sig over, hvorfor en ung gambisk kvinde skal sidde til bords med en ”ældre, usoigneret” hvid fyr, forklarer Lone Hansen.
”Nogle gange tror de ældre mænd, at hvis de kan få lov at gramse på den ene kvinde, vil den næste kvinde også acceptere det,” siger Lone Hansen og fortæller, at en af stamgæsterne ikke ville besøge Gambia mere, efter at hans kone var skredet med en lokal taxichauffør.
”Det handler nok om penge for mange af de lokale, der bliver ’forelskede’ på få uger og pludselig vil giftes. De kan have flere kvinder kørende på samme tid. Måske betyder kærlighed noget andet for nogle gambiere, end det gør for mange danskere,” siger Lone Hansen.
Ved et langbord sidder en større flok danskere, der er i Gambia for at besøge Annegrethe Skolen, en danskdrevet skole med støtte fra private sponsorer. De har lige spurgt Lone Hansen om forslag til en bar, som de kan frekventere i sikker afstand fra at blive antastet af lokale gadefyre med vedholdende tilbud.
Cafus britiske kone har blandt andet betalt for skolegang til et af hans børn, fortæller han.
AT BEVÆGE SIG fra Scala Restaurant, hvor lyden af cikadesang er skånsom over for en nordisk hvilepuls, og ud på Senegambia Strip, der bimler med støj og stemmer uden for den danskejede restaurationshave, føles som at blive vækket fra en lur med en strømpistol.
”Hvor er du fra, hvad vil du have, hvor skal du hen?” stikker gambiske mænd hovedet frem og spørger, hver gang en turist skridter gennem gaden. Der er noget Tommy Seebach i 80’erne over de mandlige turister på restauranterne: dristige skjorter med stor kraveflip, guldkæder, skovsnegl på overlæben og rande under øjnene. Nogle af de europæiske kvinder, der sidder til bords med yngre lokale mænd, har fået hårsækkene strammet til i lange afrikanske fletninger. Flere par kigger tavst i deres telefoner eller ud på gaden. Her står en gambier i stramme jeans.
”Verden er lille,” siger han og presser røg ud af næseborene. ”Der findes en Cafu i Brasilien og én i Gambia,” fortsætter han med henvisning til den brasilianske fodboldspiller og sig selv. Den gambiske Cafu er 42 år og fortæller, at han har en kone i England, som er født i 1962, og jeg kan få lov at se ring og vielsesattest, siger han, men det er bedre at gå afsides og tale, så vi finder det bagerste lokale på en bar, hvor ingen kan høre andet end soundtracket fra filmen ’Flashdance’, der blæser i højttalerne.
”Vi har elsket hinanden i lang tid og fået selvtillid sammen. Big time,” siger Cafu med hæs stemme og tunge vejrtrækninger under en Che Guevara-T-shirt. Cafu havde tre børn, før han mødte sin britiske kone. Han har fået tre børn siden, men ingen af børnene er den britiske kvindes. I Gambia er flerkoneri tilladt, og Cafu er samtidig gift med en lokal kvinde. Den engelske kone sender ham penge med Western Union, siger han, men hun har ikke lyst til at komme herned længere på grund af artikler som i britiske The Sun, hvor landet blandt andet kaldes ’Granbia’. Norske og svenske kvinder tør heller ikke tage flyveren til ’Smilekysten’ mere, siger Cafu og peger mod sine tindinger: ”De ser de negative historier som et angreb på dem.”
SIDSTE ÅR, i 2022, bønfaldt direktøren for landets turistråd Storbritannien om, please, at sende flere såkaldte ’kvalitetsturister’ til Gambia. ”Vi vil have turister, der kommer for at nyde landet og kulturen, ikke turister, som kommer blot for sex,” sagde Abubacarr S. Camara til den britiske avis The Express.
Gambias regering overvejer nu at indføre love, der skal gøre det nemmere for politiet at anholde ’strandfyre’ og ældre kvinder, der indgår ’suspekte relationer’, som avisen The Telegraph skrev i forbindelse med turistdirektørens udmelding.
Fire år før, i 2018, gik landets turistminister Hamat Bah på gambisk tv med det samme budskab: ”Hvis man ønsker at tage til en sexdestination, så tag til Thailand,” sagde han som led i en kampagne for at få luget ud i sex & sol-industrien i det lille land.
Sexturisme findes også i andre afrikanske lande som Kenya, Senegal og Marokko, men ifølge sociologen Dr. Sitinga Kachipande, der forsker i global økonomi og afrikanske forhold, negligeres fænomenets tilstedeværelse ofte på det afrikanske kontinent i en global sammenhæng, fordi emnets fokus typisk er på Asien og Latinamerika. Det fortæller hun i en nyligt udgivet publikation fra Montgomery College i USA.
Sociologen Marie Bruvik Heinskou har også beskæftiget sig med dilemmaet, og ifølge hende har ”vi at gøre med noget, der ligger ’imellem’ det økonomiske, det seksuelle og det emotionelle”, som hun skrev i Dagbladet Information i 2016 om kvindelig sexturisme i Gambia, mens den zimbabwiske advokat og skribent Tatenda Gwaambuka tager debatten fra en mere spids vinkel:
”Mandlig sexturisme har længe været betragtet som udnyttende adfærd, men historien ændrer sig, når det kommer til den kvindelige version af samme branche. Kvinderne dækker sig ind ved at hævde, at de ikke køber sex, men at de hjælper de unge mænd økonomisk. Men hvorfor pakke det ind? Kvindelig sexturisme er udtryk for racemæssig og økonomisk dominans.”
”Gambiere er meget åbne og byder dig velkommen. Man kan være sig selv i deres selskab,” siger Lisa, der er gift med Modou.
DE FLESTE MÆND, der hænger ud på Senegambia Strip, siger, at de er turistguider, og antallet, der har haft hvide kvinder i deres liv med amoriner på menuen, er åbenbart legio: ”Romantics. Real love,” siger de med rastafari-rullende r’er til dem, der henvender sig. Tre fyre i trediverne kører ad samme spor. Hvis jeg vil vide noget, skal de nok fortælle, siger de på en affolket restaurant, men kan vi ikke give en øl eller et måltid, spørger de, mens pupillerne kører, og deres kroppe langsomt siver ned i stolene.
Gadegutterne på The Strip går ikke blidt ind i den gambiske nat. Benene vakler – jo mere pot og alkohol de hiver frem under bliktagene, fra bænke og under træerne langs med kvarterets barer og restauranter.
Foran en butik med nedrullet metalgitter står en fyr i 30-årsalderen med trætte øjne og bøllehat og fortæller, at de andre mænd ikke siger sandheden. Han har haft sex med utallige ældre hvide kvinder.
”Jeg kan ikke mere,” siger han og ser udmattet ud. Og opgivende, da jeg spørger hvorfor.
”Fattigdom,” svarer han. Hans blik er forbitret. Han havde det dårligt med sig selv i flere måneder, efter han havde været sammen med en meget gammel kvinde, siger han, og jeg når ikke at spørge om mere, før de overrislede mandsstemmer omkring os når kogepunktet, og han er væk.
En europæisk kvinde betragter unge mænd, der giver den gas i sandet.
ATLANTERHAVETS TUNGE formiddagsbølger sluger fodaftryk langs vandkanten. Mens turisterne snorker i deres hotelsenge, bruger unge mænd stranden som træningsanlæg. De løfter deres veltrænede arme på fliser fra forfaldne bygninger og sprinter gennem det tunge sand. To drenge hiver en vrangvillig ged ud i vandet og skrubber dyret i havskummet. En gambier med hestehale-fletninger, solbriller og en norsk håndboldlandsholdstrøje sidder ved siden af sin lyshårede kone på et badehåndklæde.
Gambiske Modou Secka er 44 år, og Lisa Strand er 63 år og fra Norge. Hun har været hyppigt i Gambia siden 1996 som frivillig på skoler og hospitaler og kender en anden side af landet end den, der luftes oppe ved turistgadernes alkohol-inducerede karneval.
”Gambia er tæt på mit hjerte,” siger hun på syngende norsk-engelsk og lægger en hånd på sin læderhalskæde. Parret drømmer om at kunne splitte deres tid sammen i henholdsvis Gambia og Norge, hvis han kan få opholdstilladelse. Lisa og Modou har lært at acceptere hinandens forskelle, siger de, og med 15 års erfaring som taxichauffør var Modous nordiske kones facon ikke så fremmed for ham, da han mødte hende.
”Modous tolerante selskabelighed er en inspiration for mig,” siger Lisa, der dog tror, at en del lokale og europæere indgår proformaægteskaber.
”Alle træffer deres egne valg,” indskyder Modou Secka.
”Hvis du har penge og vil bruge dem på en fattig, er det no one’s business,” siger han og skærer sine hænder gennem den lune brise. Lisa Strand peger ud i bølgerne:
”De tjener ikke mange penge i Gambia, alt bliver importeret. Og kinesiske trawlere snupper fiskene.”
Mange lokale mænd træner hver dag på stranden.
PÅ HAVBUNDEN BLIVER vandlopperne suget ned langs kysten af den stærke strøm. På landjorden siver de afrikanske mænd og de ældre europæiske kvinder, når jeg spørger til Gambias sexparadis-renommé. En polsk kvinde skal videre, hun rejser om lidt.
”Er det derfor, I er her?” spørger en lokal fyr, som skuffet skruer op for tempoet med sin ældre kone i hænderne. Blot at nævne emnet får ubehag op i ansigterne, og jeg føler mig som en dyneløfter, der springer ud af et klædeskab med en lommelygte.
”Vi er forretningspartnere,” siger en gambier i en tysk fodboldlandsholdstrøje, mens han slentrer i vandkanten med en ældre kvinde, der hurtigt viser os ryggen.
En hollandsk kvinde med en stok beklædt med slangeskind halter på det ene ben. Solen har, siger hun, en helende effekt på hendes sklerose. En yngre fyr forsøger at tage hendes hånd for at trække hende væk, mens vi taler.
”Han er ikke min kæreste,” siger hun og afviser fyrens hånd.
”Folk skal have lov til at møde hinanden,” siger gambieren irriteret.
”Du kan jo se, det er ukomfortabelt for ham,” siger kvinden, hvorefter hun følger efter ham med stokken i kystsandet, hvor især hollandske kvinder fylder godt i galleriet.
En af dem står med karamelhud, tobaksaroma og en hånd på hver hofte og kigger ud gennem palmerne på et strandresort. Hun er her på 20. år med sin mand.
”’Get lost,’ siger jeg til alle fyre, der følger efter mig,” siger hun og peger bagud med en spændt tommelfinger, der ikke vil forhandle.
Omkring hende sælger mænd i plastikstole juice uden is eller afkøling. De vifter med menukort med appelsinjuice, kokosjuice og mange andre smage, mens de råber til de forbipasserende, der netop har sagt nej til den forrige sælger.
Det slår klik for en fyr, der har bemærket fotografen og mig på stranden.
”I udnytter vores historier. Vi har gået i skole og kan se, hvad der foregår. Vi har set journalister som jer her i årevis,” råber han og banker en finger på sin pande, mens hans makker beder os om at ordne vores moralske regnskab med vores skaber.
Evyann Liljedahl er gademusikant og har lært mange af de lokale at kende gennem musikken. Nordmanden er også specialsygeplejerske.
BUMSTERS BLIVER DE kaldt, de fyre, der hænger på stranden og har ry for at bytte sanselige tjenester for pengehjælp. Flere bumsters har fået juicestandere, så de har noget at lave, siger en fyr, der træner overkroppen i sandet.
”Nej,” siger Gasim, der sælger juice et andet sted på stranden. ”Juice-sælgerne får udstedt ID af regeringen. Bumsters rykker sig fra sted til sted,” siger han og vifter med et identifikationskort. Gasim er 35 år og klædt i en lilla velour-T-shirt, og som det ofte er tilfældet med fyrene, der arbejder under åben himmel, vil han helst ikke give sit efternavn eller få taget et billede.
”Det er pure business, det med kvinderne, too much hustling,” siger han fra sin plastikstol og kigger ud på havet. Det er ikke noget for ham. Gasim drømmer om Europa. Han har skills, siger han, ”og det er vigtigt, ellers bliver du sendt tilbage igen.”
Nene Kanden, der sælger massage ved siden af Gasim, er 28 år og i crocs og blå kjole. Hun forstår ikke de mænd, der går efter de ældre hvide kvinder: ”De kan jo ikke få børn med dem,” siger hun.
Mange af hendes kunder, forklarer hun, spørger, om de kan få en såkaldt happy ending.
”Så bliver jeg vred. I’m not here for that,” siger hun og ruller med øjnene, mens vi bliver omringet af tre glade fyre, der spiller tromme og maracas og synger: ”Welcome to Gambia”. Omkring os vil flere juicegutter vide, hvad vi laver.
”Der er prostituerede alle steder. Måske er der flere i dit land,” råber en af dem.
”De har virkelig hjulpet mig. Jeg er en fattig mand,” siger Moses om de to europæiske kvinder, han har været gift med.
EN AFTEN MIDT i party-strædets inferno af livemusik og dyttende køretøjer stryger en norsk gademusiker gennem gaden, mens hun danser til israelsk pop fra en minihøjttaler. Hun vifter med musikafspilleren i hænderne som en tamburin, og en gadetjener glider begejstret ind i dansen.
Evyann Liljedahl er 53 år og har været i Gambia flere gange. Denne gang uden returbillet, mens hun venter på at blive gift med sin norske kæreste, der kommer herned om et par måneder. Nogle minutter senere står hun over for en lokal politimand med spændte triceps og diskuterer, hvem der er sexturismens ofre i Gambia.
Betjenten har en baret på hovedet, håndjern i vesten, handsker med metal ved knoerne, og han bryder sig ikke om den gambiske turistdirektørs formaning til britiske seniorkvinder om at blive hjemme, hvis de vil på sexferie.
”Jeg burde ikke sige det, men han skuffede sine landsmænd med de ord. Måske er kvinderne blevet skilt for længe siden, og så møder de en ung fyr hernede, og de indleder et forhold. Men det er vores gambiske brødre, der følger efter kvinderne,” siger han til nordmanden, der har en blomst i håret.
Undervejs i mødet med betjenten fortæller Evyann Liljedahl, at de lokale mænd respekterer hendes afvisninger, når hun siger, at hun er forlovet, og at hun har haft rig lejlighed til at observere dynamikken mellem lokale mænd og europæiske kvinder (’damer’, som hun siger på norsk).
”Kvindelige ’horekunder’ er et kæmpe tabu. Men kvinderne søger ikke altid kun sex, også omsorg og opmærksomhed. Nogle af dem bemærker måske ikke i begyndelsen, at de er ’horekunder’, men så går det gradvist op for dem, jo mere de betaler til højre og venstre,” mener Evyann Liljedahl, der engang var i landet med sin veninde, som blev gift med en lokal hustler. Først flere år efter at parret blev skilt, forstod veninden, hvad der var foregået.
”Andre kvinder er dog meget bevidste om, hvad de har gang i,” siger hun.
Med skepsis kigger hun på betjenten.
”Måske er det oftere kvinderne, der angriber de unge mænd,” siger nordmanden og fjerner fugtigt pandehår fra sit blik. Betjenten smiler afmålt: ”Nej, vi, de gambiske mænd, er dem, der angriber. De skal ikke chikanere eller følge efter kvinderne.”
Nordmanden ryster på hovedet: ”Kvinderne skjuler det blot lidt mere. De er ikke nødt til at følge efter mændene, de er ikke ofrene,” siger Evyann Liljedahl, der fortæller betjenten, at da hun fortalte sine venner, at hun skulle til Gambia, svarede de: ”Ah, sexparadiset.”
”Synes du ikke, det er trist, at Gambia er kendt for dét?” spørger hun.
”Jo, for now,” siger betjenten, der trækker mig til side og siger, at han kan blive fyret, hvis jeg skriver hans navn.
Moses i sit hjem i selskab med sin søn, sønnens moster og en tredje pige, der bor samme sted som moderen til barnet.
”TOUBAB, TOUBAB,” RÅBER børnene langs afskallede husmure på de sandede veje nogle kilometer fra turistmekkaet i det fattige kvarter Bakoteh Amsterdam i centrum af Serekunda.
Toubab er et vestafrikansk udtryk for personer af europæisk afstamning.
”De er ikke vant til at se hvide her,” griner gambieren Musa Darboe med rester af gårsdagens alkohol siddende i en dyb latter. Øjnene er våde, og en lugt af sved stikker frem under en hvid undertrøje.
Musa ’Moses’ Darboe har ar i ansigtet efter et trafikuheld, rynker under øjnene ”because of stress”, og når solen går ned, brænder han sit lys i begge ender på Senegambia Strip.
Den 37-årige gambier kalder sig ’Moses’ i stedet for Musa, og han har en søn, der hedder Junior Moses, som han beder mig gå hen at spørge efter bag en rusten metalport.
Moses bor ikke med moderen til barnet, ”because of obstacles”, men hun kommer ud iført buksedragt med den toårige søn i favnen. Hun udveksler nogle ord på mandingo med faderen, som løfter sin søn, kilder ham og laver pruttelyde på hans mave.
”Kan du betale for hans dagpleje?” spørger den unge mor mig, nærmest hviskende, inden hun smutter ind bag porten.
Moses banker en finger mod sit kranie.
”Nu ser du, hvorfor vi ikke er i et forhold,” siger han, mens drenge spiller fodbold i badesandaler på den kamelskindsfarvede jord.
Moses bor alene i et hus med to rum, en ødelagt dør, metalgitter i vinduerne, men ingen ruder, flækket vægmaling og et lag af støv på hjemmets overflader. På en hylde under bordet ved siden af sofaen ligger et fotoalbum med billeder af Moses og hans engelske ekskone.
Moses har været gift med to europæiske kvinder, siger han. Han kigger ikke på billederne, når han er alene, siger han, så bliver han trist, men nu hiver han albummet frem og bladrer gennem siderne med en smøg mellem fingrene.
”Årh, ja, hun er cute,” siger han, fniser som et skolebarn og peger på et billede af sig selv og en lyshåret kvinde, der omfavner hinanden i vandkanten.
”Der havde vi netop lovet hinanden at gøre alting sammen,” siger han og lyser op i et smil og bladrer forbi et billede, hvor parret skriver under på ægteskabet. Moses var 26, og briten 48, da de mødte hinanden. Han er fuglekigger-guide og havde været af sted på tur med turister, da han rendte ind i den britiske kvinde foran en hotelindgang.
Næste morgen, da de lå ved siden af hinanden i sengen, var han forelsket. De flyttede sammen, hun fløj til og fra England, betalte for uddannelse til hans søskende, husleje og tøj.
”Hun var virkelig en god dame. Det eneste problem var dette,” siger han og peger på et billede, hvor kvinden sidder med en øl i hænderne.
”Hun var det første menneske, der gav mig alkohol. ’Moses, try this,’ sagde hun. Jeg ville ønske, jeg aldrig havde sagt ja, men sådan er livet. Jeg er ikke afhængig, men hvis jeg drikker et par øl: ’I don’t feel shy,’” siger han med et rævesmil.
”Når du er fattig, vil du gøre hvad som helst for at få mad på bordet,” mener rejsebureauleder Hughie Rose.
UDEN FOR Moses’ hus bliver der kaldt til bøn fra en minaret.
”Det gik ikke, når hun slingrede fuld rundt i bikini i min muslimske families hjem. Så vi måtte skilles,” fortæller han.
Siden mødte han en hollandsk kvinde, som var ni år ældre end ham. De græd begge, da han gik på knæ og spurgte, om hun ville giftes. Hun købte en bil til ham i fødselsdagsgave, og han købte en hest til hende, og han kørte bag ved hende i bilen, mens hun red på hesten.
”Dét var min fejl,” siger han om bruddet og kigger ned i husets ramponerede gulv. Inden Moses mødte hollænderen, havde han fået en datter med en kvinde fra Liberia, som han ikke havde fortalt hende om. Da han gjorde det, ville hun skilles.
”All my womans, I loved them,” siger Moses, der også har haft mere kortvarige forhold til europæiske kvinder.
Holiday makers, kalder han dem. De har taget sig af ham på deres ferier, og han har taget sig af dem, siger han. Men gambieren slikker stadig sårene efter sin seneste skilsmisse.
”Jeg håber, at jeg igen en dag møder en precious woman,” siger han og laver en cirkel med de senede fingre.
Så er der frokost i et baggårdsmiljø ved siden af en lille bar, hvor de viser fodbold.
Mens Moses går ind i baren, sidder to skaldede briter og drikker bajere i solen, David og Nigel. De er fra Scunthorpe og Liverpool, de er 61 og 69 år, og de er i Gambia på grund af de tre s’er: sol, sand og sex.
”Vi ser dog ikke meget af sandet,” siger David og griner.
Hver aften er der knald på Senegambia Strip med musik, dans og fulde europæere og lokale.
VED ET RESTAURANTBORD på Senegambia Strip sidder en kronraget britisk-jamaicaner og suger på en fed cigar under et tyndt overskæg. Han er iklædt en limegrøn skjorte med mønstre, et træsmykke på størrelse med en cykelkæde om halsen, og et guldur på det ene håndled. To telefoner, et askebæger, en æske tændstikker og en cigarklipper ligger foran ham.
Hughie Rose dufter af herreparfume, sød tobak og tung autoritet. Han driver et rejsebureau med pilgrimsture for sorte briter, der vil til Afrika for at finde deres rødder. Det er 20 år siden, Hughie Rose var i Gambia første gang.
Han taler med et lavmælt staccato-London-engelsk, gnider fingrene i små cirkler og ligner en mand, der har slugt noget surt, da han vender blikket ud mod gaden.
”Nogle gange kan du se en 80-årig europæisk kvinde med en 18-årig gambisk fyr. Kvinderne gør ikke sådan noget i England, i Holland eller i Danmark. Deres intentioner er at udnytte og bedrage.”
Hughie Rose knækker en tændstik med den ene tommel, som om hans irritation stryger ud gennem fingrene.
”Er de her for at nyde Gambia eller løfte landet, eller er de her for at få sex og kaste dalasi efter de unge mænd?” spørger rejsebossen, mens han lader, som om han kaster pengesedler på gulvet.
”De kan ikke finde en mand derhjemme, der ville finde sig i at blive udnyttet. Det er stakkels white trash, der læsser deres tåbeligheder af her. Jeg har ikke lyst til se Afrika blive genkoloniseret af europæere gennem seksuel udnyttelse.”
Lamin Ceesay har været advokat i 22 år og mener, at mange europæiske kvinder møder de forkerte gambiske mænd.
PÅ EN AF Senegambia-stribens restauranter knipser en hvid mand med cowboyhat og rævehale med fingrene lidt ude af takt med de monotone country-rytmer, mens han i mikrofonen synger: ”Promise me, son, not to do the things I’ve done”, som han gør det hver aften. Han optræder med unge afrikanske dansere, og de dansende kvinder løfter ben og arme i halvsløje, pligtopfyldende bevægelser. En hypermobil fyr med røde solbriller leverer ensemblets genre-nedbrydende indslag, går i spagat og laver ’ormen’ på gulvet foran en kraftig britisk kvinde, der hvisker i øret på sin gambiske bordherre. De unge afrikanske kvinder ved siden af de ældre europæiske mænd i hawaiiskjorter ser fraværende ud. Fire mutte kvinder flankerer en anspændt herre i slut-halvfjerdserne, og en af dem har fundet sit eget fjerne fikspunkt at stirre på i horisonten.
”Come on, everybody, now clap your hands,” synger rævehalen og dasker hænderne rundt om mikrofonen. En hvidhåret fyr klapper og læner sig ind over kvinden ved sin side i et forsøg på at få hende til at stige på vognen, men hun ser forstenet ud i luften.
Nede på Hard Rock Cafe er væggene malet med afrikanske figurer og strippet for koncernens kendetegn af musik-memorabilia. Musa ’Moses’ Darboe står på dansegulvet og spinner rundt om sig selv med øl og cigaret i hænderne og bukserne godt under balderne. Den gambiske fuglekigger læner sig ind over bordet og siger noget til tre smilende, solbrændte hvide kvinder med tatoveringer og fletninger. Bagefter hiver han fat i mine skuldre, da han ser mig ude på gaden. Noget nationalt vedrørende Gambia har gnavet i ham siden sidst. De kvindelige sexsælgere, der stryger til strædet som trækfugle, er ikke fra Gambia, siger han.
Ved krydset mellem Bertil Harding High-way og Senegambia-gaden står unge kvinder i klynger og i stramme kjoler og siger ”Hello” og ”Hey baby” med tomme blikke. Bag dørmænd brede som kummefrysere brager bassen fra natklubberne. Moses går hen til en af kvinderne og spørger, hvor hun er fra.
”Freetown, Sierra Leone,” svarer hun og ser konfus ud.
”Kan du se?” siger han, før han iler videre til næste kvinde og laver samme manøvre – med samme resultat.
Mens nogle finder romancer, fortæller andre, at flere turister ikke forlader deres resorts, fordi de er bange for at blive antastet af gambiske mænd.
I GAMBIAS HOVEDSTAD Banjul sidder Lamin Ceesay bag et skrivebord fyldt med sagsmapper og lovbøger. Advokaten er 49 år og klædt i jakkesæt med rødt slips og laksko med sølvspænder. Lamin Ceesay håndterer mange skilsmissesager mellem europæiske kvinder og gambiske mænd.
”De møder hinanden på stranden, foran hotelindgange eller i en taxi, og så har mændene måske hjulpet dem. De mænd går specifikt efter europæiske kvinder. Mange af mændene er … hvordan skal jeg formulere det …,” siger han og gnider fingrene i et tavst knips: ”… De er rovdyr på jagt efter uanende kvinder. Jeg har set mange sager, hvor mændenes agenda fra begyndelsen har handlet om, hvor mange penge de kan få ud af kvinden.”
”Ægteskab med en europæisk kvinde er det endelige mål for mange bumsters, juicedrenge og gadegutter, for ægteskab fører til penge, måske et hus og en bil og ultimativt måske til opholdstilladelse i Europa. Det er dét, der er drømmen,” siger advokaten.
”Så snart de har fået permanent opholdstilladelse på europæisk grund, er mange af dem ude ad døren, og kvinderne ser dem ikke igen. Det er kvinderne, der vil skilles. Mændene er ligeglade, og skilsmissen er oftest intet problem,” siger Lamin Ceesay og fejer med fingrene hen ad skrivebordet.
”Mændene er interesseret i værdierne. De vil beholde ejendommen, de eventuelt har købt sammen, og nogle gange har de bildt kvinden ind, at kun lokale må eje en grund i Gambia, eller at parterne kun må eje i fællesskab. Det skaber problemer. Kvinderne bliver trætte af, at mændene blokker dem for penge. Forholdet slutter måske, fordi kvinden er i sit hjemland og ikke længere sender penge,” siger Lamin Ceesay, der forklarer, at i Gambia er mænd vant til at være den dominerende figur i hjemmet: ”Nogle gange kan mændene ikke forlige sig med deres rolle, og i de her tilfælde er det kvinden, der har penge og træffer beslutningerne. Boss woman, kalder de dem.”
Myndighederne skal gøre mere for at fjerne bumsters fra strandene, ligesom turistsektoren og lokale medier bør adressere fænomenet i højere grad, mener advokaten.
”Fattigdom og arbejdsløshed er selvfølgelig afgørende komponenter, men mændene skal oplyses, så de ikke tænker, at deres job er at finde en hvid kvinde.”
PÅ EN BAR i et slumområde i nærheden af Banjul fik Anne-Marie Maribo for 15 år siden øjenkontakt med Ousmane. Han var en fattig danser på 24, der kom fra Guinea og søgte lykken i Gambia, og hun var en 54-årig psykolog fra Danmark, der var i gang med at udvikle et rejsebureau i samarbejde med lokale, som siden kuldsejlede. På baren udvekslede de smil, og hun blev forelsket med et fingerknips.
”Det føltes naturligt, selvom de danske normer fyldte mine tanker,” fortæller hun på telefonen, mens hun går på en vindblæst strand i Risskov ved Aarhus. Hun var dengang fraskilt, mor til teenagere og var rejst til Gambia, fordi hun ville ryste posen i sit arbejdsliv. Anne-Marie Maribo red ikke på en bølge af begær, men var single med sænkede parader: ”Ousmane (anonymiseret navn, red.) var meget charmerende og rytmisk, i kontakt med sig selv, hvilket jeg blev utroligt draget af.”
Et år senere blev Anne-Marie og han gift på en strand i Gambia med et par hundrede lokale bryllupsgæster. Hans dansetrup optrådte til brylluppet, og Anne-Marie sørgede for, at der var brudevals ligesom i Danmark.
”Det var nyt og forfriskende for bryllupsgæsterne, at jeg var så fremtrædende i løbet af aftenen og i dansene,” siger hun. Når hun havde været til lokale bryllupper, var bruden ’servicerende’ og i baggrunden af festen.
Anne-Marie skrev i 2015 bogen ’Toubab – En hvid rejser til Afrika’ om sine gambiske oplevelser og sit forhold. Bogen slutter med, at parret bliver familiesammenført i Danmark. Men inden da, som der står i bogen, var stemmerne i hendes hoved i konflikt, mens forelskelsen voksede. Skulle hun følge sit hjerte eller frygte, at han blot ville bruge hende som billet til Europa?
Ousmane havde spurgt Anne-Marie en af de første gange, de delte selskab, om hun ville betale for hans immigrationsbevis i Gambia. Hun afviste, men fandt ikke ønsket odiøst.
”En hvid repræsenterer en mulighed for hjælp,” siger hun. Penge var dog ikke omdrejningspunktet i deres forhold, siger hun. ”Jeg var påholdende og blev ikke en sponsor. Men han var heller ikke dén type mand, han var ikke en bumster, selvom han ikke havde råd til sko og måtte låne af sine venner.”
Men Anne-Marie og Ousmane var ikke rundet af en enslydende arbejdsmoral, siger hun og fortæller om en aften, hvor en fyr, der solgte cigaretter og slik, gik forbi dem på gaden.
”’Du kunne også blive sælger,’ sagde jeg. Men nej, dansen og musikken var hans liv.”
Da Anne-Marie havde sagt ja til Ousmanes frieri, advarede en bekendt, der havde haft en gambisk kæreste, om, at de dansk-afrikanske forhold, hun kendte til, altid gik i stykker. Og psykologens ægteskab led samme skæbne efter halvandet år i Danmark. Årsagen var utroskab.
”Det kunne jeg ikke acceptere, men han var kulturelt opdraget til at have flere kvinder på samme tid,” siger psykologen, der ikke fortryder sit ægteskab med en 30 år yngre vestafrikaner: ”Det er en stor gave at få lov til at opleve dyb kærlighed.”
I SEREKUNDA, i det hektiske vejkryds på toppen af Senegambia Strip, griner skandinaviske mænd og siger, at de ”gemmer sig i Afrika”, mens de ved midnatstid råder mig til at finde ”en smuk, ung dame for natten”.
Andre – fastboende – danskere vil også være anonyme, for ”verden er kompleks”, som en dansk kvinde i 40-årsalderen siger.
”Fattigdommen har måske aldrig været værre, og flere mænd supplerer deres forbrug af ganja med piller, som gør dem aggressive,” siger den danske kvinde.
Et andet sted sidder en dansk mand, der har rundet de 60. Han bryder sig ikke om udnyttelsen af unge gambiere, siger han, men mange af de ældre hvide mænd og kvinder er ensomme, og han har selv en yngre lokal kone, der nok ikke har været dybt forelsket i ham eller er tiltrukket af hans udseende. ”Jeg ligner ikke ligefrem James Bond,” siger han.
På Patta Patta, der ligger lidt længere oppe ad kysten i Serekunda, træder turismens farvelade af begær, penge og længsler frem på lærredet. Reggae-baren er proppet søndag ved midnatstid. Forsangeren i livebandet synger under blinkende lyskæder, og keyboardspilleren fletter en panfløjte ind mellem dunkende rytmer. Der lugter af pot, spildt øl og dansesved.
”Må jeg sidde her?” spørger en kvinde, buttet og draperet i parfume og en glimmerkjole, mens hun blinker ivrigt med øjnene.
Flere af de hvide mænd har to borddamer. Hos kvinderne er forholdet 1:1, og nu skal de på gulvet, de fire hollandske damer, der sidder til bords med hver sin mand. En anden europæisk kvinde i en limegrøn kjole, der ser ud til at være et godt stykke over 70, er i byen med en fyr i 20-årsalderen. Hun er dansegulvets aldersdronning, og hun nynner usikkert med på ’Kingston Town’, griner fjantet og ser berusende overvældet ud, da fyren hiver hendes arme op i luften og for alvor tager fat.
”I want to be your number one,” synger forsangeren. En af de hollandske kvinder, korthåret og med briller, synger med og sender en beslutsom pegefinger i retning af sin afrikanske dansepartner.
Senere, uden for danseklubben, udveksler de hollandske kvinder et par ord på deres modersmål, mens fyrene forsøger at trække dem væk. ”Let’s go,” siger kvinderne, da de ser mig.
Nogle minutter forinden hviskede den afrikanske kvinde i glimmerkjolen mig i øret og sagde:
”What happens in Gambia, stays in Gambia.”
