DA CLARA WALDMANN var færdig med folkeskolen og overvejede at begynde i lære som tømrer, var der mange omkring hende, som syntes, at det var en dårlig idé.
”Er det ikke mest mænd, der bliver tømrere?” sagde folk.
Eller: ”En flot pige som dig skal da ikke ind i sådan en grov verden.”
Clara Waldmann er vokset op på Christiania i både tolvkantede og pyramideformede træhuse, som hendes egen far byggede ud af genbrugsmaterialer – helt uden søm og skruer, men med nagler og traditionelle konstruktioner – og hun undrede sig over den skepsis, hun mødte.
”Det var stereotype opfattelser af, hvem en tømrer er. Men det handlede vel også om, at der på det tidspunkt blev set lidt ned på håndværksfag. Alle mente, at gymnasiet var vejen frem,” fortæller Clara Waldmann, der endte med en form for kompromis, nemlig en EUX-uddannelse, der giver både studenterhue og svendebrev.
Hun var den eneste pige i sin klasse, men følte, at hun passede godt ind, og kunne godt lide den direkte jargon. Som 18-årig begyndte hun i tømrerlære hos firmaet Jakon i Ballerup, en stor virksomhed, hvor hun lavede gipsvægge og loftssystemer til kontor- og skolebyggeri – og blev lidt skuffet over tømrerfaget.
”Jeg havde set min far gå i sin have og arbejde med store bjælker og lave tapsamlinger. Det var den slags opgaver, der havde inspireret mig, og så kom jeg ud i virkeligheden, og det hele var stål og gips – det var knap så kreativt,” siger Clara Waldmann, der dog var glad for sin læreplads og besluttede at gøre elevtiden færdig hos Jakon, hvor hun også arbejdede et års tid som svend, da hun var færdig med sin uddannelse.
Da hun en dag pådrog sig en skulderskade og kun kunne arbejde i en skånestilling, besluttede hun at tage endnu en uddannelse.
”Det gik op for mig, at der ikke skal meget til, før man ikke er arbejdsdygtig som tømrer, og jeg tænkte, at det er godt at studere videre, mens man er ung.”
HUN BLEV OPTAGET som bygningskonstruktør på KEA i København, hvor hun lærte alt det, hun allerede vidste med hænderne, men fra et teoretisk perspektiv.
”Som tømrer lærer du at bygge. Som konstruktør lærer du, hvorfor du bygger, som du gør. Jeg havde allerede arbejdet med isolering og dampspærre, men nu lærte jeg at forstå teknikken bag konstruktionen og åndbarheden. Jeg fik en detaljeret forståelse for hele byggeprocessen,” siger Clara Waldmann, der også blev undervist i økonomi, tidsstyring og jura.
Hvis noget går galt under et byggeri, kan det ende med at koste mange penge, og det er ikke altid nemt at få nogen af de involverede parter til at tage ansvaret for fejlen, så en del af Clara Waldmanns pensum handlede om konflikthåndtering, og hvordan man får parterne til at trække i samme retning, så alt bliver lavet ordentligt, uden at det tager for lang tid.
Den tankegang har Clara Waldmann med sig nærmest dagligt i sit nuværende arbejde som projekt- og byggeleder hos den rådgivende ingeniør-, arkitekt- og konsulentvirksomhed Rambøll. Her leder hun byggeprojekter for store firmaer som Novo Nordisk, et ansvarstungt arbejde, hvor der hurtigt kan løbe mange penge ud af hanen, hvis deadline ikke bliver nået.
Det er hendes opgave at følge byggeprocessen, og nogle gange foregår det fra en fast plads i skurvognen på byggepladsen, andre gange ved jævnlige besøg. Clara Waldmann skal undervejs kunne tale med implicerede på alle niveauer, fra investorer, ingeniører og arkitekter til entreprenører, murere, tømrere og elektrikere, og balanceakten består groft sagt i at sørge for, at arbejdet bliver lavet ordentligt og effektivt, uden at nogen bliver så sure på hinanden, at det går i stå.
”Det er vigtigt, at man kan holde sig gode venner med alle. Jeg skal sikre mig, at håndværkerne ikke siger: ’Du kan rende mig’, hvis jeg spørger, om de kan blive to timer ekstra og arbejde over. Og jeg er afhængig af, at entreprenørerne har lyst til at samarbejde. Hvis de stiller sig på bagbenene, vil det til sidst resultere i, at jeg ikke kan levere det arbejde, jeg skal.”
Interessen for smykker har Clara Waldmann arvet fra sin mor. Foto: Chris1million
MEN SELVOM man skal tænke over, hvordan man kommunikerer, nytter det heller ikke noget, hvis man bliver for diplomatisk, fortæller Clara Waldmann.
”Jeg forvalter jo bygherrens penge og skal sikre mig, at de penge bliver brugt fornuftigt. Så jeg er tit nødt til at fortælle mænd, der er dobbelt så gamle som mig, at de prissætter forkert, eller at de ikke har lavet deres arbejde ordentligt. Det kan godt gøre mig upopulær i øjeblikket, men som regel forstår de også, at det er mig, der kan sørge for, at de bliver ved med at få arbejde.”
Når Rambøll anbefaler Clara Waldmann til en opgave, reagerer kunden ikke altid lige begejstret. Så får hun måske at vide, at det ikke lige er hendes profil, de leder efter – og bliver alligevel sendt ud, men i følgeskab med en ældre, mandlig kollega. Som regel ender det med, at kunderne gerne vil beholde hende, men ikke nødvendigvis den mandlige kollega.
”Jeg skal bevise mit værd i højere grad end mændene. Som kvinde skal jeg bare have styr på mit shit. Og det har jeg heldigvis. Senere siger mange: ’Jeg var lidt skeptisk i starten, fordi du er en ung kvinde, men du er god,’” fortæller Clara Waldmann, der tror, at hendes opvækst har givet hende en god bagage, når hun skal træde i karakter.
”På Christiania lærer du mange forskellige mennesker og typer at kende, og tidligt blev jeg involveret i fristadens politik. Nogle ældre på Christiania mener, at det er de voksnes område at føre ordet, men allerede fra jeg var 17-18 år, turde jeg stille mig op og sige min mening på vores fællesmøder.”
Desuden kan det også være en fordel at være kvinde i en mandsdomineret branche, siger hun:
”Mænd kan nogle gange nemmere tage imod ordrer fra en kvinde, fordi det ikke bliver en machokamp. I sidste ende kan jeg få en mere positiv reaktion, fordi de ikke ser mig som en trussel, de skal måle deres egen mandighed op mod.”
NÅR HUN HOLDER fri, holder Clara Waldmann sin tømrerfaglighed ved lige på sit eget træhus, som hendes far byggede på, mens hun voksede op, og som hun arvede, da han gik bort for 10 år siden. Det var dog ikke helt færdigt, så sommerferierne er gået med at lave badeværelse, stuegulv, køkken, tag og entré. Og arbejdet stopper ikke foreløbig.
”Enten er der en terrasse, man kan udvide, eller en udestue, man kan bygge. Jeg finder altid på noget. Og desuden får man hele tiden nye ideer til indretningen, når man bor i et tolvkantet hus,” siger Clara Waldmann, der i det hele taget kan lide at holde sig beskæftiget og er blevet inspireret af sin mor, der er smykkedesigner, til at starte sit eget smykkefirma. Smykkerne, hun laver, er primært af forgyldt sølv i design, der ikke kræver nogen opvarmning, men som kan forarbejdes med små tænger, hver gang hun har frie hænder, hvor som helst og når som helst. Foran tv, på stranden eller til et fællesmøde på Christiania.
”Og de kan godt være lange, skulle jeg hilse og sige.”
