SOM DE FLESTE andre børn blev jeg introduceret til fodbold lidt tilfældigt. Det var en leg, og det var sjovt. Og ligesom med de fleste andre ting blev det ekstra sjovt at spille fodbold, da jeg fandt ud af, at jeg var okay god til det. Mine forældre opmuntrede mig til, at jeg bare skulle spille alt det, jeg havde lyst til, så længe jeg syntes, det var sjovt.
Da jeg var omkring 11 år, blev det mere seriøst. Jeg blev prikket på skulderen og udtaget til et elitehold, hvor de samlede de bedste spillere fra klubberne i byen. Vi trænede fire gange om ugen og spillede kamp i weekenden.
Der var mange, der faldt fra, da vi nåede 15-årsalderen. Der bliver det jo pludselig spændende med fester og piger. Men for mig gjaldt det bare om at blive ved. Jeg ville gerne se, hvor langt jeg kunne drive fodbolden.
Efter folkeskolen skulle jeg være startet på efterskole i Vejle for at være tilknyttet deres fodboldakademi. Men jeg fik kolde fødder i sidste øjeblik og sprang fra. Jeg var vel lidt et tryghedsmenneske dengang, så det der med at være langt væk fra mor og far og træde ind i et endnu mere elitepræget miljø, hvor jeg ikke stod øverst på holdkortet … det kunne godt vente lidt endnu.
Klubbens mand, Mads Zederkof.
I stedet begyndte jeg i en Team Danmark-klasse, som jeg fulgte gennem gymnasiet. Jeg havde syv træningspas om ugen, tre af dem var morgentræning klokken kvart over seks, inden skolen begyndte. Jeg havde nogle rigtig gode holdkammerater og kunne sagtens se, at al den løbe- og styrketræning rykkede noget. Jeg blev bekræftet i, at jeg var god til fodbold, og det gjorde også, at jeg følte mig forpligtet. Der var ikke mange gymnasiefester, jeg var med til. Og hvis jeg var, drak jeg sodavand, fordi jeg som regel skulle op og spille kamp morgenen efter. I vinter- og sommerpauserne kunne man tage lidt revanche. Men jeg lærte helt generelt i en tidlig alder at sige nej til ting. Det kan godt få én til at føle sig lidt uden for fællesskabet. Sådan er det jo bare.
Midt i 2. g blev jeg i tvivl, om jeg overhovedet gad spille fodbold mere. Vi spillede ikke længere på det højeste ungdomsniveau i Danmark, der var ikke det samme holdfællesskab som tidligere, og jeg havde en følelse af, at hvis jeg i en alder af 17 år ikke var blevet udpeget til at være et særligt talent, kunne jeg nok ikke nå særlig langt alligevel. Det sjove er, at jeg aldrig har spillet bedre, end jeg gjorde i den periode. Jeg tror, det var, fordi jeg tog den med ro og ikke følte noget pres. Jeg slap tøjlerne lidt og gav den bare gas.
I samme periode begyndte jeg at blive kontaktet af flere forskellige klubber, og pludselig rykkede vi op i anden division i Kolding. Det er jo ikke, fordi det er et vanvittig højt niveau, men jeg drømte helt klart om at blive professionel fodboldspiller. Det begyndte lige pludselig at dufte af noget. Men så blev jeg selvfølgelig skadet, lige som jeg var ved at skrive kontrakt med en førstedivisionsklub. De trak kontrakten tilbage. Jeg blev student og tog i stedet til Østrig for at være skiinstruktør.
Da jeg kom hjem fra skisæsonen, rykkede KIF op i anden division igen. Jeg spillede med og skulle til at finde mig et studie. Jeg turde ikke læne mig helt tilbage i fodbolden.
JEG HAR ALTID klaret mig lige under top i skolen, altid været en jævn 10’er. Den fuldprofessionelle fodboldkarriere var stadigvæk ikke i sigte, så jeg flyttede til Aarhus og begyndte at studere på universitetet, samtidig med at jeg spillede anden division i Kolding. Jeg læste erhvervsøkonomi, som var meget tekst- og tal-tungt, og kørte til KIF fire gange om ugen. Jeg prøvede at jonglere begge dele, men det duede sgu ikke i længden. Jeg havde helt ondt i maven i slutningen af skoleåret, fordi jeg kunne mærke, at jeg kom til at skuffe mig selv ved eksamenerne. Jeg blev ramt med 180 i timen, og det var et kæmpe nederlag, da jeg var nødt til at droppe ud efter det første år. Alle snakkede om fremdriftsreformer, og at man skulle hurtigt igennem studiet, så jeg følte mig lidt som en fiasko.
Indtil da havde mit liv kørt på skinner. Også selvom det ikke var den helt traditionelle lige vej. Så jeg følte mig en smule fortabt. Men da beslutningen var taget, og jeg var droppet ud, var der også en kæmpe sten, der faldt fra mit hjerte. Jeg kunne slappe af og se fremad på en anden måde.
Jeg fik et job som telefon-mødebooker, som jeg passede ved siden af fodbolden. Det var jeg nødt til, for jeg levede ikke fedt af at spille fodbold. Efter et halvt år startede jeg på Erhvervsakademiet i Aarhus, og det var lige mig. Det var en helt anden form for holdundervisning og gruppearbejde, knap så meget selvstudie og meget mere almindelige skoledage. Det passede med, at jeg kunne passe min træning om eftermiddagen og lave lektier om aftenen.
Jeg fik gode karakterer og selvtilliden tilbage. En følelse af, at jeg havde noget at byde på. Jeg gik i gang med min professionsbachelor, og samtidig rykkede vi op i første division med KIF, og jeg kom på deltidskontrakt. Lige der kørte det bare. Jeg fik også en praktikplads hos virksomheden Kamstrup. Senere startede jeg på en kandidat inden for business. Jeg spillede stadigvæk fodbold, men drømmen om at blive professionel fyldte gradvist mindre.
Når man rammer midten af tyverne, og man ikke er blevet kontaktet af nogen af de store klubber, ved man godt, at løbet er ved at være kørt. Jeg blev ved alligevel, dels fordi jeg syntes, det var sjovt, dels fordi det gav mig nogle kompetencer, som jeg kunne bruge i erhvervslivet.
MENS JEG SKREV speciale, kæmpede vi om nedrykning, og jeg fik en knæskade. Det er alt sammen præcis to år siden. Min fodboldkontrakt var ved at løbe ud, og jeg blev sideløbende en del af en talent pool på arbejdet. Så det var et helt naturligt tidspunkt for mig at stoppe med at spille fodbold. Også selvom jeg var 27, det, der ellers skulle være ens bedste fodboldalder.
Hele mit liv havde været indrettet efter fodbold. Hvordan jeg spiste, hvordan jeg sov. Min hverdag og al min tid var skemalagt. Da vi spillede tv-kampe, blev kamptidspunktet af og til rykket med kort varsel, fordi det skulle gå op med nogle sendetider. Jeg har da fløjet fra Nordjylland lige efter kampens slutfløjt for at tilslutte mig en bryllupsmiddag på Sjælland. Man var bare nødt til at kunne navigere i kaos.
Jeg spiller ikke fodbold mere. Overhovedet. Knæskaden var værre end først antaget, og så er jeg blevet far i mellemtiden. Det er dejligt at have mere frihed, og jeg nyder at kunne lave alle mulige andre ting. Men det var også en stor del af min identitet, jeg mistede, da jeg stoppede. Det er fedt at kunne kalde sig fodboldspiller, uanset om man spiller anden division eller superliga. Folk kaldte mig ’Fodbold-Mads’, og det gav et kick at spille kampe foran 5.000 tilskuere. Den der sitren og nervøsitet, man har, lige inden man går på banen, savner jeg helt vildt.
Jeg har fået en disciplin med fra fodbolden og en evne til at kunne præstere under pres. Jeg har været vant til at have en sindssygt presset hverdag og er blevet rigtig god til tidsstyring. Det er ting, jeg helt klart bruger i mit erhvervsliv i dag.
I dag drømmer jeg om at blive leder og arbejde med strategi. Og rigtig gerne med grøn omstilling. Hvis bare jeg kan være en lille smule med til at gøre verden til et bedre sted, giver mit arbejde mening for mig. Og så er det sjovere at stå op om morgenen.
