EN SØPAPEGØJE LAVET af glas pryder Christiansborg-kontoret, men ejeren selv er forsinket. Hun sidder fast i et gruppemøde et andet sted på Borgen.
Fem minutter senere går døren op, og Anna Falkenberg træder ind med pink negle og et fast håndtryk og sætter sig ved kontorets mødebord.
”Det er helt mærkeligt, at jeg bare skal fortælle om mig selv. Jeg er vant til at skulle mene noget om alt muligt, når jeg snakker med journalister,” siger den færøske politiker, der kom ind i Folketinget efter valget i 2022 – hvor netop de nordatlantiske mandater blev særligt betydningsfulde. De var nemlig en af grundene til, at der kunne dannes en regering hen over midten.
Anna Falkenberg blev som den yngste færing i over 100 år medlem af Folketinget i en alder af 27 år. Og den politiske karriere har været på tegnebrættet stort set så længe, det unge medlem af Sambandspartiet, Venstres færøske søsterparti, kan huske. Hendes morfar, Edmund Joensen, var løgmaður, Færøernes lagmand, da hun blev født, og gennem hendes opvækst bestred morfaren et væld af politiske poster på Færøerne.
”Jeg er altid blevet eksponeret for politik. Når telefonen ringede, da jeg var barn, var det ofte mig, der var telefondame og stillede folk om til min morfar,” fortæller Anna Falkenberg, der husker, at der ofte var politiske diskussioner i barndomshjemmet, og at hun altid blev fanget af dem. Men særligt en oplevelse i 5. klasse står tydeligt, når hun tænker tilbage på, hvordan den politiske bevidsthed blev vakt. Hendes morfar havde lagt et forslag frem om, at Færøerne skulle samles til én valgkreds, og det var noget, der skabte furore i samfundet.
”Jeg kan huske, at jeg en dag sidder bagest i klasselokalet, da min lærer kommer ind og siger til mig foran hele klassen: ’Din morfar er den største idiot på hele Færøerne.’ Alles hoveder vendte sig mod mig, og jeg anede jo ikke, hvad der var op og ned i den sag. Jeg følte lige pludselig, at jeg havde gjort noget galt, men jeg var ikke i stand til at forsvare mig mod anklagerne,” siger Anna Falkenberg, der efter dén oplevelse satte sig for at komme til kernen af de varme politiske diskussioner.
Som 14-årig gjorde hun sin entré på den ungdomspolitiske scene og blev formand for ungdomsorganisationen Unga Samband. Få år efter, da hun fyldte 18, stillede hun op til det færøske lagtingsvalg i 2015, samtidig med at hun var vicepræsident i Ungdommens Nordiske Råd.
Anna Falkenberg blev valgt ind i Folketinget i november 2022 med mange personlige stemmer i ryggen.
VED SIDEN AF den spirende politiske karriere og skolelivet fyldte Anna Falkenberg de resterende af ugens timer ud med volleyball. Idræt har altid været en fast del af hendes liv, da hendes far Benny var meget aktiv i det lokale foreningsliv. Selv var hun træner for byens U12-hold og spillede dertil på eliteplan og på ungdomslandsholdet. Onsdag var den eneste af ugens aftener, der ikke var helliget volleyball, og den brugte hun i en grillbar i Tórshavn, hvor hun serverede grillkylling, cheeseburgere og hotdogs til sultne gæster. En propfyldt kalender udløste aldrig stress, og det er ifølge Anna Falkenberg hendes families fortjeneste.
”Jeg er enebarn og har haft verdens bedste forældre, der har støttet mig i alle de ting, jeg har gjort. De har været med rundt til alle volleyballkampe og til politiske debatter. Jeg ved ikke, om jeg kunne have gjort det samme, hvis jeg havde haft fire-fem søskende,” siger Anna Falkenberg, der i 2015 jonglerede udtagelse til U19-landsholdet i volleyball med opstilling til lagtingsvalget. I den periode sprang hun vitterlig ud af træningstøjet og ind i forældrenes bil, hvor hun tog mascara på og forberedte sig til at være på som politiker i medierne.
”Det var lidt … interessant hele tiden at pendle mellem de der kampe og så tv-transmitterede debatter, som kunne handle om alt fra fiskeripolitik til LGBT-rettigheder,” husker hun.
Men selvom fiskekvoter og smash og serv ikke umiddelbart bevæger sig ad samme faglige boldgade, bruger Anna Falkenberg sin volleyball-fortid i sit politiske virke i dag.
”Jeg har kunnet bruge holdgejsten begge steder. Og det med at holde hovedet koldt,” siger hun.
NÅR MAN HØRER Anna Falkenbergs meritter listet op, er det oplagt at tænke, at hun startede med at læse statskundskab, så snart det var muligt. Men da hun efter gymnasiet i 2016 flyttede til København, var det for at finde sin plads på Nørre Campus og give sig i kast med cellebiologi og genetik. Hun var nemlig begyndt på medicinstudiet.
”Jeg troede, at jeg skulle være læge. Set i bakspejlet har det nok også noget at gøre med et pres fra samfundet. Jeg havde nogle karakterer, der gav adgang til medicinstudiet, og der var en forventning om, at man skulle bruge sit gennemsnit til noget fornuftigt. Og så syntes jeg også, at det var spændende,” siger Anna Falkenberg, der altid havde haft flair for både matematik og kemi. Men selvom stoffet var interessant, var der samtidig noget, der var ude af sync. Medicin var udenadslære, der var ét facit på tingene, og Anna Falkenberg savnede at kunne tænke mere frit og diskutere mere. Da hun gik til eksamenerne på første semester, vidste hun allerede, at hun skulle noget andet.
”Det føltes, som om jeg først faldt på plads, da jeg startede på statskundskab efter sommerferien. Jeg var det rigtige sted. Der var mennesker, der interesserede sig for det samme som mig. De stillede kritiske spørgsmål og var optaget af, hvad der sker i vores verden. Det var en spændende tid, og jeg lærte rigtig meget,” siger Anna Falkenberg, der godt kunne unde alle at prøve at vælge forkert uddannelse til en start.
”For når man oplever at vælge det rigtige bagefter, er det virkelig en befrielse. Du møder ind, du studerer, du læser de ting, fordi du har lyst, fordi du gerne vil blive klogere på nogle ting. Ikke fordi du skal.”
Med morfar foran Borgen.
FRA BEGYNDELSEN VIDSTE Anna Falkenberg, at hun ikke ville sidde i embedsværket. Det var tæt på umuligt for hende at parkere sine egne ideer og ideologier, og det var også noget, hun fik kritik for, når hun skrev opgaver på studiet. Hun blev bedre til det med tiden, men endte som politiker alligevel, som det næsten stod skrevet i stjernerne.
I dag bor hun på Færøerne og deler sin tid mellem Christiansborg og Hoyvík. Det er vigtigt for hende at være tæt på de mennesker, der har valgt hende ind i Folketinget. ”Jeg synes, at jeg skylder de vælgere, der har valgt mig, at repræsentere dem, at være tæt på dem og høre, hvad det er for nogle udfordringer, de har. Jeg vil ikke kun sidde hernede i de her fine rammer og tænke tankerne selv,” siger den færøske MF’er, der kender arbejdsgangene på Christiansborg godt fra sit ungdomspolitiske arbejde og sit tidligere studiejob i Sundheds- og Ældreministeriet. Men det er alligevel noget andet at sidde med ved forhandlingsbordet med et folketingsmandat i ryggen.
”Den rolle har været lidt ny. Men jeg svæver på en lyserød sky lige nu,” siger Anna Falkenberg om sin nye hverdag på Christiansborg og åbner døren ud til ministergangen af samme farve. Næste punkt på dagsordenen kalder.
