I hedder jo Blæst. Men skal jeres navn udtales som i, ”der er en kraftig blæst i dag”, eller som i ”han er helt blæst i hovedet”?
Lauge: ”Vi er aldrig blevet enige. Det er en evig diskussion.”
Fernanda: ”Jeg tror aldrig, vi får et svar.”
Hvorfor ikke?
Lauge: ”For at I kan blive ved med at spørge. Det er jo vores første og eneste PR-stunt, så det holder vi fast i. Navnet kommer fra, at vores bassist, Valentin, og jeg sad i en brandert på Roskilde Festival i 2017 og fandt på åndssvage fiktive bandnavne. Blæst var et af dem.”
Hvordan startede Blæst?
Lauge: ”Valentin og jeg mødte hinanden på Næstved Musikskole. Jeg var 10, og Valentin var 12. Senere gik Valentin i gymnasiet med vores guitarist Anders. Til at starte med spillede vi kun for sjov, men vi begyndte at tage det mere alvorligt.”
Fernanda: ”Jeg havde lagt noget musik på nettet, da jeg gik på efterskole. En fælles ven havde hørt, at drengene manglede en forsanger, og foreslog mig.”
Lauge: ”Vores fælles ven afspillede Fernandas musik for mig over et glas vin, og jeg tænkte: ’Okay, det er sygt nok.’”
Fernanda: ”Så sendte Lauge mig en besked. Jeg var faktisk meget skeptisk det første lange stykke tid. Jeg tror nærmest, der gik halvandet til to år, før vi kom ægte ind under huden på hinanden. Jeg gik i gymnasiet, og de andre arbejdede. Vi var placeret så forskellige steder som København, Næstved og Sønderjylland.”
Lauge: ”Ja, og på det tidspunkt var vi også splittede omkring, hvorvidt vi overhovedet ville leve af at spille musik. Det var en utrolig besværlig tid, hvor vi sendte lydfiler frem og tilbage og forsøgte at mødes og øve, når det lige kunne lade sig gøre.”
Jeres helt store gennembrud blev nummeret ’Juice’. Vidste I, da I skrev det, at det ville blive et hit?
Fernanda: ”Vores pladeselskab sagde, at vi havde skrevet nogle gode sange, men nu skulle vi altså lave et hit. Så vi satte 4-5 dage af til at prøve at skrive det. Og allerede første dag satte vi os ned og skrev ’Juice’. Vi skrev det på 5-6 timer, hvor det hele bare flød, og vi havde virkelig optur over nummeret. Så spillede vi det første gang til en koncert på Ideal Bar … Og det faldt helt til jorden. Folk kunne slet ikke forstå det.”
Lauge: ”Vi spillede mange nye numre, og ’Juice’ var suverænt det, der fik den dårligste modtagelse.”
Fernanda: ”Det svingede bare ikke lige så godt, som vi havde tænkt. Man kan se meget tydeligt på publikum, om de synes, noget er fedt. Og det gjorde de ikke. Men det ændrede sig heldigvis.”
I cementerede jer som live-band, da I sidste sommer spillede på Roskilde Festivals opvarmningsscene, Rising. Hvordan var det?
Lauge: ”Vi havde egentlig givet op på at skulle spille på Roskilde. Vi havde fået at vide, at nu var folk blevet booket, og programmet ville snart blive offentliggjort. Og så kom det pludselig lidt ud af det blå, at vi fik lov til at spille på Rising. Inden da havde ’Juice’ ikke været i nærheden af at være i top-50 på hitlisten. Vi havde virkelig sat vores forventninger lavt den dag, for det skulle ikke være en skuffelse at spille på Roskilde. Hvis der kom 3.000 mennesker, så var vi lykkelige. Der kom 20.000.”
Fernanda: ”Det var så fedt. Bare det at få lov til at spille på Roskilde var en kæmpe drøm. Da vi stod omme bag bagtæppet og satte vores intro på, kom der bare et brøl. Man kunne mærke det fysisk, som et tryk. Det var helt uvirkeligt.”
I efteråret blev ’Juice’ kåret til Lytterhittet ved prisuddelingen P3 Guld efter en afstemning, hvor blandt andre Tobias Rahim, Andreas Odbjerg og Jada også var nomineret. Hvorfor tror I, at I er så populære?
Lauge: ”Det var der, det for alvor gik op for os, at folk kunne lide det, vi lavede. Der skal sindssygt meget til, før jeg selv går ind og stemmer på noget. Så skal jeg virkelig være investeret. At folk havde taget sig tid til at gå ind og stemme på os, det var helt vildt.”
Fernanda: ”Jeg tror, mange kan relatere til os, fordi vi fremstår ret almindelige. Det har været vigtigt for os at være nede på jorden og ikke at fremstå som noget, vi ikke er.”
Lauge: ”Vi har aldrig skabt os et alter ego. Når man er 100 procent sig selv, føles nederlagene også hårdere, fordi det føles så personligt. Vi kan ikke tage et kostume af og distancere os fra Blæst. For Blæst er vitterlig bare os. Det er det eneste, vi kan finde ud af.”
Det er jo ikke nogen hemmelighed, Fernanda, at din far er skuespilleren Lars Brygmann, og at din onkel er Martin Brygmann. Men det er ikke noget, I har gjort et stort nummer ud af, og du bruger heller ikke efternavnet Brygmann, når du optræder offentligt. Er det en del af jeres ønske om at være jordnære?
Fernanda: ”Det er bevidst, at jeg ikke bruger det. Det er slet ikke fordi, jeg ikke vil associeres med min far eller min onkel. Det er bare sindssygt vigtigt, at de to ting kan skilles ad.”
På trods af alle opturene var sidste år ikke kun et godt år. I endte med at trække stikket og aflyse jeres efterårs-turné på grund af stress. Hvad skete der?
Fernanda: ”Tiden efter Roskilde-koncerten var meget kaotisk. Vi spillede enormt meget hen over sommeren. Omkring 45 koncerter, tror jeg. I og med at ’Juice’ blev større, og der var flere, der lagde mærke til os, fik vi også flere job.”
Lauge: ”På samme tid skulle vi skrive vores album ’Stiv kuling’ færdigt, og vi skulle for første gang lave interview og tv-optrædener. Hver gang vi gjorde noget for første gang, brugte vi enormt lang tid på at forberede os, fordi vi gerne vil gøre det ordentligt. På det tidspunkt havde vi alle stadig arbejde ved siden af musikken, så alt omkring bandet foregik om aftenen og ud på natten.”
Fernanda: ”Tidligere på sommeren var vi alle fire begyndt at gå til psykolog sammen. Pludselig kunne han mærke, at der var nogle faresignaler.”
Lauge: ”Det var lige inden P3 Guld. Vi havde travlt med koncerter, tv-optrædener, optagelser til musikvideo og udgivelse af ep’en. Så havde vi to ugers ferie. Og det var i den ferie, at vi hver især blev ramt af alle de mange indtryk, som vi slet ikke havde haft tid til at processere.”
Fernanda: ”Vi blev alle sammen syge i den ferie. Det var et tydeligt tegn på, at noget var galt.”
Lauge: ”Da vi kom hjem, skulle vi lige til at starte en landsdækkende turné. Men vi kunne bare ikke. To dage inden turneen valgte vores pladeselskab at trække stikket.”
Fernanda: ”Vi kunne ikke selv tage den beslutning. Vi vidste, hvor mange vi ville skuffe. Alle dem, der havde købt billetter til turneen. Der var mange, der afhang af os, og mange, hvis job stod på spil. Og vi havde også selv hele tiden haft en ambition om at smede, mens jernet var varmt.”
Lauge: ”At aflyse føltes som at skyde sig selv ret så eftertrykkeligt i begge fødder. Vi vidste jo ikke, om jernet nogensinde blev varmt igen. Vi havde kæmpet så meget for det gennembrud. Vi var bekymrede for, om vi selv ville få lysten tilbage, eller om det her blev det endelige punktum for Blæst.”
Fernanda: ”Vi trak os i to måneder, hvor vi overhovedet ikke lavede noget, der havde med Blæst at gøre. Vi sås fortsat hos psykologen, og vi spiste sammen et par gange. Og ellers brugte vi tiden på at lade op.”
Lauge: ”Jeg var utrolig meget sammen med mine venner, og jeg brugte meget tid med min familie i Næstved. Anders spillede Counter-Strike, og Valentin var i Tyskland.”
Fernanda: ”Jeg gik lange ture i skoven, jeg badede i havet, og jeg gik i sauna. Men jeg vil sige, at møderne hos psykologen var en kæmpe del af, at vi kom igennem det.”
Lauge: ”Ved at være åbne omkring vores oplevelse håber vi, at det for eksempel kan hjælpe andre i det musikalske vækstlag. Tidligere har man ikke snakket så meget om den slags i musikbranchen, og det har ikke været normalt at trække stikket. Hvis folk havde det dårligt, var det måske nemmere at tage nogle piller og drikke sig fuld. Vi vil gerne vise, at man kan passe på sig selv, uden at det er ensbetydende med, at man bliver glemt.”
I løbet af sommeren skal I spille på mere eller mindre alle større danske festivaler. Og så på Orange Scene på Roskilde Festival. Hvordan var det at få den nyhed efter det, I har været igennem?
Lauge: ”Det var tilbage i januar, og vi var taget til Spanien for at skrive musik. Vi havde lejet et kæmpe hus oppe i bjergene med pool og det hele. Det var sindssygt lækkert. Vi sad og arbejdede, da vores booker skrev og spurgte, om vi lige havde tid til et kald. Jeg tog telefonen, og så sad hele vores hold der. De sagde, at der var kommet et bud fra Roskilde.”
Fernanda: ”Vi tænkte bare: ’Hvor og hvornår? Sig det nu!’”
Lauge: ”Det var så som åbner på Orange Scene. Og så gik vi bare amok og jublede. Anders spænede rundt om et oliventræ, og Valentin stod fastfrosset i chok. Det er jo den største drøm, og det er helt ude af proportioner. Det kan slet ikke beskrives. Men det er selvfølgelig også nervepirrende at skulle stå på Orange Scene så tidligt i karrieren. For hvad skal man så sigte efter? Der er ingen garanti for, at vi nogensinde får chancen igen.”
Fernanda: ”Jeg tror nok, at hvis jeg døde dagen efter koncerten, så ville jeg sige, at jeg havde haft et fint liv.”
Lauge: ”Haha, det ville jeg nok også skrive på min gravsten: ’Det har været fint.’”
