TOM HALE
Skuespiller
Camilla og jeg mødte hinanden i L.A. Vi fik vores første barn i L.A., men det var ikke dér, vi ville opdrage børn. Så flyttede vi til New York, og jeg arbejdede hele tiden, mens Camilla var nødt til at være hjemmegående, hvilket aldrig havde været hendes drøm. Vi havde ikke råd til dagpleje, så det gav ikke nogen mening for os at blive i USA. Jeg havde også altid ønsket at prøve at bo i Europa og tænkte: ”Jeg elsker min kone. Så vil jeg nok også elske Danmark.”
Min introduktion til Danmark var meget idyllisk. Det var sommeren 2001, og vi flyttede ind i en skurvogn hos mine svigerforældre, som drev et hønseri på deres gård i Dragør. Det var det, vi havde råd til. Lufthavnen lå tæt på, men bortset fra det var der bare ren natur rundt om os. Efter nogle måneder flyttede vi til Vangede, og Dan Turèlls ’Vangede billeder’ var den første danske bog, jeg læste.
Danskernes afslappede forhold til sex er meget anderledes, end hvor jeg kommer fra. Min familie i USA har irsk-italiensk baggrund, og sex har altid haft et slør af katolsk mystik og skyldfølelse over sig. Man skulle snige sig rundt, når man havde kærester med hjemme. Sex føltes ofte lidt som et oprør. Her i Danmark er man mere åbne omkring sex, og derfor har det været, ikke decideret mærkeligt, men i hvert fald nyt for mig, når nu mine egne børn har haft kærester med hjemme. Jeg mener, noget af det sjove ved at have sex som ung er også det med at snige sig rundt og faren for at blive opdaget.
Jeg plejede at kalde Danmark for umulighedernes land. Især som selvstændig kan det være besværligt at komme udefra, fordi I har et bestemt system og en masse regler, man skal følge. Danskere har også en holdning til alting og fortæller deres mening, uden at man har spurgt dem. Derfor anses danskere også af mange for at være uhøflige, og det er en stor misforståelse. Min teori er, at det åbne, demokratiske samfund i Danmark gør, at man er nødt til at tage stilling og mene noget. Man bliver heller ikke stødt over andres meninger. I USA er man mere reserveret på det punkt og tænker alt for meget over, hvad andre mennesker synes om én.
Man hører og taler meget om velfærdsstaten i Danmark, når man kommer udefra, men det var først under coronakrisen, at jeg for alvor gjorde brug af den. Jeg har altid arbejdet og havde aldrig fået økonomisk støtte indtil da. Som amerikaner har man bare fået indgroet denne frygt for at ryge helt på røven, hvis man ikke klarer sig arbejdsmæssigt. Man kan dø. Der er ingen til at gribe dig. Så det var en fantastisk følelse, da jeg pludselig havde brug for dagpenge i en periode. ”Åh, okay. Jeg behøver ikke arbejde hver dag. Jeg kommer ikke til at sulte. Mine børn skal nok klare sig.”
Jeg savner multikulturalismen. Jeg savner New York. Jeg savner virkelig at få enhver form for etnisk mad, når jeg vil have det. Nu er ramen (japansk nudelsuppe, red.) kommet til København, men hvad hvis jeg for eksempel har lyst til en cubansk sandwich? Og jeg savner virkelig at få god service i supermarkedet.
At være skuespiller i Danmark kan jeg virkelig godt lide. Man har respekt for håndværket, og stemningen er mere afslappet på settet end i USA. Folk er åbne og vil hjælpe hinanden. I USA er fagforeningerne så stærke, at det er meget specifikt, hvem der skal gøre hvad. Når jeg får roller i Danmark, er begrænsningen, at jeg næsten altid spiller amerikaner eller canadier. Tjek bare min IMDb.
Man får langt bedre behandling i Danmark, hvis man snakker engelsk frem for dansk med accent, og det er sjovt. Danskere er faktisk meget imødekommende, hvis man er turist eller gæst. Jeg har flere udenlandske venner, som egentlig har boet i Danmark i mange år og kan tale dansk, men stadig bruger det engelske sprog af den årsag.
Min bedste danske ven er forfatteren Niels Barfoed. Selvom han er 92, har han et ungt hjerte. Niels var stamgæst på den café, jeg åbnede på Holbergsgade i København efter at have boet her i nogle år. Min café hjalp mig med at få nye venner, og den hjalp min skuespillerkarriere. Den blev hurtigt et samlingspunkt for kunstnere, skuespillere og dansere fra Den Kongelige Ballet, men også for gartnere, smede og de lokale. Ole Ernst og Søren Malling var også blandt stamgæsterne, som kom for en øl eller kaffe. Niels var så fascineret af de mange forskellige karakterer, at han faktisk har skrevet en bog om cafeen (’Begyndelser til enden’, red.).
Jeg tilbringer meget tid i den danske natur. Jeg kører mountainbike i Rude Skov, den sjællandske nordkyst er smuk, og udsigten fra Møns Klint er fantastisk. Hvis mine amerikanske venner skal besøge København for første gang, råder jeg dem altid til at se byen fra vandet. Man kan tydeligt se, at det er en gammel havneby, og det er bare den bedste ting at gøre i en time for at slappe af og have lidt tid sammen.
KAY XANDER MELLISH
Forfatter
Det er begrænset, hvad amerikanere egentlig ved om Danmark. Jeg har boet i København siden 2000, men indtil for nylig troede min nevø på 16, der ellers er en begavet ung mand, at jeg boede i Denver i USA. Hvis man hører noget om Danmark, er det enten venstrefløjen, der siger: ”Det er et paradis. Vi skal leve mere som i Danmark.” Eller du har folk til højre, der advarer: ”Det er kommunisme. Det er forfærdeligt. Folk har ikke engang råd til biler og må cykle. Der er heller ingen innovation.” Amerikanerne aner virkelig ikke, hvad de taler om.
Man skal ikke sige: ”How are you,” til en dansker. I tager spørgsmålet alt for bogstaveligt og bliver alvorlige og går lidt i panik, inden I så begynder på en lang forklaring. Jeg siger i stedet: ”Good to see you”. Danskere bruger ikke smalltalk, fordi jeres baggrunde er meget ens, og I har automatisk tillid til hinanden. Derfor kan jeres humor også være mere grovkornet. USA er så stort et land, folk er meget forskellige, og man ved aldrig, hvor langt man kan gå med en joke, før man støder nogen. Vi bruger smalltalk til at komme på bølgelængde og opbygge tillid.
Jeg forelskede mig i København. Byen virkede sofistikeret uden at være for intens. Folk lavede interessante ting og talte om interessante ting, men de arbejdede ikke under et konstant pres. På Manhattan vil alle have dit job, din lejlighed, din kæreste og din plads i restauranten. Det er en evig konkurrence, hvilket kan være sjovt, når man er i tyverne, men da jeg blev ældre, ville jeg gerne leve lidt mere afslappet uden at give afkald på det intelligente og sofistikerede. Og jeg kunne se mig selv stifte familie her.
Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor danske cafeer serverer kaffe i høje glas uden hank. Det er så upraktisk. Jeres alkoholkultur undrer jeg mig også over. Jeg kan godt lide et glas vin eller at tage en enkelt øl en sommerdag, men jeg drikker mig aldrig sønder og sammen. Jeg ser danske forældre lade deres teenagere på 15 år drikke sig i hegnet, hvilket er helt vildt for mig. Lær dem at drikke ansvarligt.
Stockings kan være en sexet ting, men de lyder bestemt ikke sexede, når man kalder dem strømpebukser.
Det er svært at få venner i Danmark. I værdsætter jeres gamle venner, og jeres venskaber har dybe rødder, hvilket er en smuk ting. Jeg ser min egen teenagedatter have det. Hun har en ven, som hun mødte, da de begge var få måneder gamle, og de er stadig gode venner. Men danskere bryder sig ikke om lette bekendtskaber, og det er en skam. Et let venskab har også en værdi. ”Du skal bo her et år. Lad os tage til koncert sammen eller drikke nogle øl efter arbejde.” Et venskab behøver ikke fortsætte resten af livet. Man kan bare hænge ud i en periode, og det er sjovt at møde mennesker fra forskellige lande.
Forloren hare eller dyrlægens natmad kan jeg ikke spise. Bare udseendet er skræmmende. Til gengæld er det danske bagværk hver en kalorie værd.
Danskere er meget ærlige og mener, hvad de siger. Det elsker jeg. Amerikanere har en frygtelig vane med at slynge ud: ”Vi burde tage en frokost sammen snart.” Og det ender ofte med et brudt løfte. Danskerne forventer, at man rent faktisk inviterer på frokost, hvis man siger det. Jeg rådgiver amerikanere, der laver forretning med danske firmaer, og for nylig fortalte en klient, at hendes nye nabo i Danmark havde tilbudt at køre hende til IKEA for at hente møbler. Den amerikanske kvinde var helt forvirret: ”Er hun oprigtig? Kan jeg tillade mig at sige ja tak?” Jeg svarede: ”Hvis hun har sagt det, så vil hun også køre dig derhen.”
Når man er inviteret hjem til middag hos venner og bekendte i USA, ønsker man ikke at blive der for længe. Man vil ikke være til besvær. Man får en dejlig middag, og efter desserten tager man enten videre eller hjem til sig selv igen. I Danmark venter man helt til midnat med at forlade selskabet. Man drikker en masse vin og snakker og snakker. I starten førte det ofte til misforståelser: ”Hvorfor tog Kay hjem allerede? Kunne hun ikke lide maden? Kunne hun ikke lide mig?” Jeg troede, jeg var betænksom.
Den Lille Havfrue er overvurderet. En amerikaner spurgte mig engang, om jeg vidste, hvordan han kunne købe billetter til Den Lille Havfrues observationsdæk på øverste etage. Jeg fortalte ham, at det ikke var muligt, og at han sandsynligvis havde puder i sit hus, der var større end statuen. Amerikanere elsker store puder. Alligevel fortæller jeg generelt folk, at de skal tage en bådtur og se statuen fra båden i stedet for. Man kan tage et par hurtige billeder og undgår at brække en ankel på de glatte sten.
KRISTOPHER SCHRAM
Kok
Som en kok, der har arbejdet på flere fine dining-restauranter i USA, krævede det ikke den store overtalelse at skulle flytte til København. Noma var talk of the world, når det kom til mad, så jeg var meget nysgerrig efter at opleve det på tætteste hånd. Min kæreste og jeg havde datet i halvandet år, og at bo i Danmark gav mest mening for os.
Madscenen i København eksploderede takket været Noma og Relæ de følgende år i 2012, 2013, 2014 og 2015. De bragte en masse talentfulde udenlandske kokke til landet, og så poppede det pludselig op med nye sjove og afslappede steder, ikke kun nynordiske restauranter. For mig har det gjort byen så meget mere interessant at bo i, fordi man nu har muligheden for at gå ud en hvilken som helst aften i ugen og få et godt måltid uden at skulle betale flere tusind kroner.
At kramme er ikke så stor en del af den amerikanske kultur. Vi har dette underlige bro hug, som jeg aldrig har været fan af, hvor man lige klapper hinanden på ryggen. Der er intet følelsesladet ved det. Her i Danmark registrerede jeg hurtigt, at man krammer sine venner, når man siger hej og farvel. Som tilflytter prøvede jeg at omfavne den kultur, så jeg gik altid med krammet, hvis jeg mødte venner eller bekendte til min kæreste, hvor det måske havde været mere passende med håndtrykket. Det satte mig i nogle akavede situationer. Da jeg senere mødte mine gamle venner fra USA og krammede dem, som man gør i Danmark, sagde de forbløffet: ”Dude, hvad laver du?”
Smørrebrød er fantastisk. Hvis jeg får en ven fra USA eller et andet land på besøg, inviterer jeg altid vedkommende ud til frokost på Restaurant Møntergade. Man får en øl, nogle snaps og så to stykker smørrebrød. Godt nok har man brug for at sove efter sådan et måltid, men man mærker virkelig, at man er i København, når man spiser smørrebrød. Det er anderledes end noget andet sted i verden.
Jeg har altid hadet smalltalk, som vi er kendt for at praktisere i USA. At tage hen til købmanden og blive bombarderet med snak om vejret eller anden løs snak. Derfor var det en øjenåbner for mig at komme til Danmark og så stoppe på cykel i myldretidstrafikken ved et lyskryds. At være omgivet af mennesker, og der er ikke én person, som siger noget til nogen. Alle kigger bare lige frem. De anerkender ikke engang din eksistens. Der er ikke et smil. Der er ikke noget. Jeg tror, at de fleste amerikanere nok ville mene, at det ikke var særlig venligt. Men jeg elsker det.
Jeg kan virkelig godt lide mortensaften. Den danske tilberedning af and er så god. I USA var min yndlingsferie også Thanksgiving, fordi der ikke skal ske andet end at spise og være sammen med venner og familie. Der er ingen gaver eller noget ræs. Og så må jeg bare sige, selvom det lyder cheesy, at jeg bliver blæst bagover af at fejre nytår i Danmark. Jeg kunne simpelthen ikke tro det, da jeg gik ud på gaden første gang og oplevede denne krigszone med fyrværkeri overalt i byen. Det ville aldrig kunne foregå i USA, hvor man sagsøger hinanden hele tiden.
København må være en af de bedste byer i verden at rejse til på en forlænget weekend. Der er så meget kultur. Der er gode museer. Der er god mad. Det er en smuk by. Det er nemt at komme rundt. Hvis man er god på cykel, kan man komme overalt på 10 minutter. Jeg elsker, når folk kommer her, og jeg kan vise dem rundt i tre eller fire dage. Jeg er meget stolt af det. Jeg elsker at give dem de lokale tip. For eksempel at tage til Refshaleøen en hverdag, hvor det føles meget mere lokalt. Starte med at få noget lækkert bagværk hos Lille Bakery, tage en svømmetur og så spise på La Banchina.
Faktisk elsker jeg det danske vejr. Det blæser, men er aldrig for koldt. I New York om vinteren kan man få det vildeste snevejr, og der kan være utrolig koldt. At man skal have en let jakke på om sommeren i Danmark, kan jeg godt lide.
Danskere har en tendens til at generalisere. For eksempel kan I godt lide at se mit eget hjemland, der har 330 millioner indbyggere, på én bestemt måde, og det er så uretfærdigt. Hvis man bor i Californien sammenlignet med Tennessee, er det to forskellige verdener. I dagens Amerika kan vi ikke blive enige om noget som helst.
Det nynordiske køkken er forbi. Selv Noma laver ikke rigtig længere den slags mad og lukker også snart. Der vil være en ny madtendens, der tager over, men jeg tvivler på, at den starter i København. Den skal dog nok komme til København på et tidspunkt. Alle madtrends spreder sig.
