GEDE-KRANIER FRA en vandretur i Grækenlands bjerge, sort-grumset hjemmebrygget snaps i store sylteglas, en fjer, en broderet måge og en lysende triceratops-lampe. Det er blot nogle af de ting, der omkranser computeren på Johan Olsens skrivebord.
”Jeg skal lige have mine smøger,” siger han og forklarer, at han har lagt en plan. Han vil gerne gå en tur i Universitetsparken, der gemmer sig på den anden side af Biologisk Institut på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro i København. Johan Olsen tager guldindfattede Aviator-solbriller og en sort-falmet bondekasket på og griber et sølvetui indgraveret med et insekt. Cigaretterne.
Johan Olsens cv kan ved første øjekast synes broget og pege i mange retninger. Men da han viser vej ud mod parken, fortæller han, at forskningens og musikkens verden faktisk ikke ligger specielt langt fra hinanden. I hvert fald ikke for ham, når det kommer til arbejdsmetoder.
”Begge dele har en kreativ proces, som er virkelig sjov. Når man skriver sange, får man en idé, der spirer ud af en stemning indeni. I forskning kommer ideerne fra den intuitive forståelse af det, man arbejder med. Man arbejder for at forstå et eller andet. Det har musikken, sangen og eksperimentet tilfælles. Det er en virkelig høj fornemmelse, når det lykkes. Både at skrive en sang og at gennemføre et eksperiment,” siger den teater-aktuelle biolog, der i efteråret skal optræde med Pink Floyds ’The Wall’-album på Østre Gasværk Teater. Det er den første teaterkoncert, han har sagt ja til at medvirke i, fordi han har et ganske særligt forhold til netop den plade.
I BARNDOMSHJEMMET PÅ Østerbro var der to store idoler hjemme hos familien Olsen. Den ene var Charles Darwin, den anden var Niels Bohr. Tennisspilleren Björn Borg sneg sig ind på en tredjeplads. Faren var læge, men spillede bratsch i DR Symfoniorkestret stort set hele sit liv. Moren var fysik- og matematiklærer. Med andre ord var hjemmet spækket med naturvidenskab såvel som musik. Johan Olsen spillede selv violin og bratsch som sin far, og fra han var otte år, drømte han om at blive biolog. Pladesamlingen derhjemme bestod af indspilninger af klassisk musik og lidt Beatles, så det var i skolen, at Johan Olsen blev introduceret til ABBA og tidens rytmer i det hele taget. Som 12-årig sad han så til en fødselsdag, hvor fjernsynet kværnede i baggrunden. Mellem udsendelserne kørte tonerne og teksten ”All in all, it’s just another brick in the wall”, og den unge dreng var bjergtaget.
”Jeg huskede bare det nummer der,” siger Johan Olsen og tager et sug af sin cigaret.
”Og så tænkte jeg: ’Hold nu kæft, det er fedt, det der.’”
Noget tid efter skulle familien på sin årlige ferie på en bondegård på Mors. En af feriedagene gik turen til et kræmmermarked, og her fandt Johan Olsen Pink Floyd-pladen i en stor bunke.
”Jeg lånte penge af min far til at købe den,” husker han, mens han går forbi biologistuderende, der sidder under træerne og skriver avancerede formler på whiteboards, de har hevet med ud i skyggen.
Tilbage på bondegården stod der en pladespiller oppe på loftet. Den havde ikke nogen forstærker, men Johan Olsen fandt ud af, at han kunne høre musikken alligevel, hvis han lagde øret helt tæt til pickuppen. Og sådan brugte han en sommerferie på at høre ’The Wall’ i en næsten hviskende version.
”Da vi kom hjem, hørte jeg den altid. I årevis. Min mor var ved at blive sindssyg. Også min bror. Det var faktisk frygteligt for dem, og det var virkelig et issue i vores hjem,” siger han.
For familiefredens skyld sørgede Johan Olsen imidlertid for at skrue ned, når han hørte, at hoveddøren gik op efterfulgt af morens skridt.
”Det var et overlevelsesinstinkt. Min mor er fra Amager, ha ha. Men jeg havde virkelig en følelse af, at der var nogen derude, der forstod, hvad der foregik inden i mig, når jeg hørte musikken og læste teksterne.”
VI HAR MISSET Newtons æbletræ!” udbryder Johan Olsen og skråner tilbage hen over Universitetsparkens svedne, gule græs, der har lidt under forsommerens tørke, hen imod et skævt, men frodigt grønt æbletræ.
”Jeg har et ritual herude om efteråret, hvor jeg plukker et æble og spiser det. De er egentlig ikke særlig gode, men der er noget ophøjet ved at spise et æble, hvor jeg ved, at Isaac Newton har haft den samme smag i sin mund.”
Historien forlyder, at astrofysikeren Jens Martin Knudsen fik fat på en stikling i haven hos Isaac Newton, tyngdelovens fader, som han tog med hjem og plantede lige her ved Københavns Universitet.
Når frugterne atter skyder frem på Newtons æbletræ i Universitetsparken, skal Johan Olsen ikke kun gnaske sig igennem historiens vingesus, han skal også synge for på Pink Floyd-klassikerne på teaterscenen. Og selvom han efterhånden er ganske vant til at optræde, er der alligevel spænding at spore. For det er noget andet at optræde på teatret end – med hans egne ord – at ”stå og råbe folk ind i hovedet” med Magtens Korridorer, hvor han har været forsanger i snart tre årtier.
”På teatret er alt koreograferet. Jeg kommer ikke til at tage et skridt eller lave en eneste bevægelse, som ikke er aftalt på forhånd. Det er jo et kæmpe musikstykke med band og folk, der danser. Det er virkelig vigtigt, at du ved præcis, hvor du skal være på den scene,” siger Johan Olsen.
”Jeg glæder mig sindssygt meget til at spille sammen med det store band på teatret. Hold kæft, hvor er de gode, mand.”
Det metalliske cigaretetui og Ronson-lighteren bliver listet ned i lommen på de sorte, skinny rockstjerne-jeans igen. Johan Olsen går tilbage til start. Der er møde på instituttet om få minutter.
