JEG KOM TIL verden samme dag, som kommunistpartiet afsluttede sit tredje centralkomité-plenum. Her præsenterede partileder Deng Xiaoping sine planer for en reform af Kina, der skulle trække landet ud af fattigdom og gøre det til en økonomisk stormagt inden for de næste 50 år. Min far var begejstret for visionen og kaldte mig Xinxin, som betyder vækst.
Da jeg var et år gammel, blev jeg uforklarligt ramt af store smerter. Mine forældre havde allerede mistet min storebror til en hjertesygdom, mens han var spæd, og lægerne gav mig ikke mange år at leve i. Min mor udviklede en alvorlig depression, og min farmor mente, at det var bedst, hvis jeg boede hos hende. Så jeg flyttede fra storbyen Tianjin tæt på Beijing ud til en lille provinsby i Sichuan-provinsen i det vestlige Kina.
Min mormor sagde sit job som børnehavepædagog op for at passe mig og forkælede mig, blandt andet med urimelige mængder af teæg fra de 10 høns, hun og min morfar holdt på altanen. Teæg laves ved at koge æg i en blanding af sort te, soja, sichuanpeber og andre krydderier, og jeg elskede at spise dem med kogte ris eller rissuppe.
Man snakkede meget om mad i min familie. Alle familiehistorierne involverede mad: ”Det var et rigtig fint bryllup. Der var en god balance mellem de forskellige retter.” Eller: ”Det var et rigtig dårligt bryllup, de løb tør for svinekød midt under festen.”
Xinxin med sin far til hest, 1982.
SEKS ÅR BOEDE jeg hos mine bedsteforældre, uden at man nogensinde fandt ud af, hvad jeg fejlede, inden jeg flyttede tilbage til mine forældre. Min far var redaktør og forfatter, og vi gik tit til bogreceptioner. Ham og hans venner smuglede vestlig litteratur, for eksempel Kierkegaard, ind fra Hongkong, og det var en naturlig ting, at prisvindere og bestsellerforfattere kom i vores hjem. Jeg overvejede overhovedet ikke, om jeg skulle være forfatter. Det var man vel bare.
Som syvårig begyndte jeg at skrive dagbog. En dag havde min far besøg af en redaktionschef, der pressede ham til at skrive noget til sin avis. Min far ville ikke, og redaktionschefen blev så fornærmet, at han tog noget af min dagbog. ”Jeg tager det her,” sagde han. Jeg sagde: ”Det er fint, bare jeg får penge for det.” Det endte med at blive bragt i avisen, og redaktøren sendte mig 10 yuan, hvilket var en okay løn i betragtning af, at en fabriksarbejder fik 30-40 yuan om måneden dengang. Fra den dag opfattede jeg mig selv som professionel forfatter.
Min mor var redaktør på et stort forlag, men trivedes ikke. En dag hørte hun om et land, hvor tilværelsen skulle være lettere. Det var Danmark. Efter et højskoleophold i Danmark blev hun boende, og lidt senere sendte hun bud efter mig, mens min far blev hjemme i Kina, hvor han knoklede for at få sit nystartede forlag op at stå.
JEG VAR 12 ÅR og havde ikke specielt meget lyst til at være her, men begyndte i en modtageklasse. Det var i 1991, og folk vidste meget lidt om Kina. De betragtede os vist som harmløse og primitive. Jeg blev spurgt, om alle kinesiske mænd gik med hårpisk, og om kinesiske tv-apparater var lavet af bambus.
Jeg lærte hurtigt dansk, og som 13-årig indsendte jeg en kronik til Berlingske. Jeg var chokeret, da jeg fik afslaget. Det lyder måske lidt fjollet, men jeg havde virkelig svært ved at forstå, at man ikke syntes, at det, jeg skrev, var helt fantastisk. Jeg havde allerede fået publiceret flere ting i Kina.
Som en undtagelse i familien er min mor ikke særlig interesseret i mad, så jeg savnede al maden hjemme fra Kina. Ved særlige lejligheder kom vi på Lai Hoo, en solid kantonesisk restaurant i Store Kongensgade, der var velbesøgt af kinesere. Ellers var kinesisk mad i begyndelsen af 90’erne mest noget, der eksisterede på grillbarerne.
Ad flere omgange endte vi i en slags ghetto. Først på Amager, siden hen i Glostrup. Min mor fandt sig en kæreste, der drak, og jeg tænkte: ”Hvis jeg skal lære noget, hvis jeg skal blive til noget, må jeg lære nogle andre mennesker at kende.” Så jeg søgte en friplads på Sorø Akademi, hvor jeg blev kostelev og gik i gymnasiet.
DA JEG SOM 18-årig endelig fik antaget en kronik hos Berlingske, følte jeg, at det var på tide. Kort efter blev jeg ansat på AOK, Berlingskes guidesektion om København, efter at jeg havde skrevet et vredt læserbrev. De havde skrevet noget om asiatisk mad, som jeg mente, at de havde fået galt i halsen. Svend Rasmussen, redaktøren, kaldte mig ind til en snak, og det endte med en aftale om, at jeg skulle skrive for dem fremover. Endelig følte jeg, at jeg var ved at være på rette hylde.
Jeg begyndte at spise rigtig meget ude, men da jeg var midt i tyverne, satte jeg mig for at lære at lave noget af den mad, jeg savnede hjemmefra. Kinesiske kogebøger er ikke ret pædagogiske. Typisk nævner opskrifterne ikke andet end ingredienserne. Der er ikke nogen fremgangmetode og sjældent en mængdeangivelse på. De fleste er baseret på, at du enten har en kokkeuddannelse selv eller har folk til at hjælpe dig.
De fleste kinesere, der er gode til at lave mad, har været med i køkkenet fra barndommen og lært det af en tante eller en bedstemor. Det har jeg ikke, jeg var et forkælet barn, da jeg boede i Kina, men jeg har en god madhukommelse. Jeg kan stort set ikke glemme et godt måltid.
Jeg ringede til familiemedlemmer i Kina for at høre, hvordan de havde lavet den og den ret, og fik alle mulige tricks, som det havde taget mig årevis at finde frem til på egen hånd. For eksempel at man skal komme rigeligt salt i vandet, når man udbløder judasøre-svampe, så de åbner sig ordentligt, og alt snavset kommer ud. Det hjalp mig også, at der begyndte at komme videoer på YouTube, hvor amatørkokke forklarer, hvordan man laver de traditionelle retter, idiotsikkert og nede på jorden.
I 2015 FIK JEG udgivet ’Find motivationen’ min første bog i Danmark. Den er tænkt som en hjælp til udmattede danskere og handler om, hvordan man arbejder med dovenskab. Jeg arbejder selv stadigvæk med min egen dovenskab, og et par af pointerne, som jeg har med fra min kinesiske kultur, er, at man skal begynde med at indse, at vi alle er dovne, at forandring kræver, at man klart kan se sit mål for sig, og at man får hjælp fra familie og venner til at nå det. På det mere lavpraktiske plan handler det for eksempel om at lade være at bruge snooze-knappen.
Jeg havde gået noget tid og tænkt på at skrive en bog om kinesisk mad, da jeg fandt på også at gøre det til en bog om min egen familie.
Historien begynder med min oldefar, der i 1800-tallet rejste til Sichuan-provinsen med en drøm om at gøre chiliplanten populær. Chiliplanten var kommet til Kina fra Sydamerika i 1600-tallet, men var ikke blevet særligt udbredt i madlavningen i løbet af de første par hundrede år.
Første gang min oldefar smagte det, blev han skræmt og brød sig ikke om det. Men da han senere tænkte på fornemmelsen i munden, savnede han den alligevel, så han begyndte stille og roligt at eksperimentere med chili i maden.
Da han en dag smagte sichuanpeberkorn, der giver en særlig lammende fornemmelse på tungen, var han sikker på, at Sichuan var stedet at forsøge at gøre chili populær. Med årene lykkedes min oldefar med sin plan, og sammen med min oldemor solgte han chiliprodukter nok på markederne til, at de kunne lægge penge til side til deres børn. I løbet af et par generationer gik min familie fra analfabetisme til velstand og videregående uddannelser. Og i dag er Sichuan-køkkenet kendt over hele Kina for sin brug af chili. Hvis ikke min oldefar stædigt havde holdt fast i sin idé, havde der måske ikke været nogen til at skrive om det i dag. Derfor begyndte jeg familiekrøniken ved ham.
De fleste af opskrifterne i bogen er min families. Andre er almindelige retter fra Tianjin eller fra Sichuan-provinsen, de to steder, jeg voksede op. Retter, som jeg kan huske at have smagt og set blive lavet, og som jeg efterfølgende har researchet på og prøvet mig frem med i køkkenet. Jeg har gjort meget ud af at måle alting på tid og på gram. Lave retterne igen og igen og tage masser af noter undervejs. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende før, og det var hårdt arbejde.
For eksempel er der en ret med braiseret svinekød, som mange kinesere mener er vanskelig på grund af en karamelliserings-proces, der let kan gøre retten brændt og bitter. Efter adskillige test fandt jeg ud af, at man ikke skal vente, til sukkeret er lysebrunt, men putte svinekødet på, lige så snart sukkeret er gennemsigtigt, så undgår man at brænde det på.
I MANGE ÅR eksisterede kinesisk mad i København næsten kun i en kalorietung fordansket version med masser af dybstegte retter og sursød sauce. Det var ikke særlig kinesisk, men det havde sin egen charme, og nogle lavede det rigtig godt, der var særligt et sted på Åboulevarden, Chun Bo, hvor jeg altid kom med mine veninder for at spise igennem, inden vi skulle i byen og danse hele natten, dengang jeg var en ung partypige. Der var ingen smalle steder på den buffet, kinarejerne var ekstra store, og priserne steg nærmest aldrig. Desværre lukkede den for et par år siden.
I dag er den kinesiske madscene i København mere varieret. Danskerne er mere åbne over for chili, hvidløg og alle mulige slags indmad. Og de fastboende kinesere i Danmark tager lange videregående uddannelser, har flere penge mellem hænderne og råd til at gå regelmæssigt ud at spise. Desuden kommer der mange kinesiske turister til landet, og det har været med til at give et kundeunderlag. Berejste kinesiske SoMe-stjerner har sågar blogget om, hvor man finder de bedste kinesiske restauranter i København.
Der er stadig mange myter om kinesere. For eksempel er der folk, der fortæller mig, at kinesere hverken kan tåle alkohol eller mælkeprodukter. Nogle sender mig endda links til videnskabelige artikler, der skulle bevise det. Jeg synes, det er absurd. Prøv bare at tage en tur til Kina, og se, hvor mange barer og iscafeer der er – folk elsker alkohol og flødeis.
I det hele taget elsker kinesere mad – så meget, at det kan være årsag til, at man ikke matcher på en dating-app, hvis man ikke kan lide de samme ting. Det kan jeg sådan set godt forstå. Jeg mødte min mand på en rejse til Reykjavik, og vi gik på byens dengang bedste sushi-restaurant. Da jeg lagde mærke til, at han godt kunne lide wasabi, tænkte jeg: Det her kunne godt gå hen og blive seriøst.
