Kort opsummeret: Du blev født i Tanzania, voksede op på dine forældres farm i regionen Iringa, talte udmærket engelsk og var flydende i swahili. Hvad var det for en barndom?
”Der var meget frihed. Vi måtte ikke gå alt for langt væk hjemmefra, men grunden var stor, og mig og mine brødre kunne bevæge os frit rundt. Flere gange legede vi, at vi var opdagelsesrejsende. Vi fandt skind fra slanger, der havde skiftet ham, og vi legede, at vi slog telt op. Noget at spise skulle vi jo også have, så en dag lavede jeg bål ved at sætte ild til noget græs og nogle kviste. Tilfældigvis opdagede gartneren det og fik sat en stopper for det. Men alt i alt var der ikke så mange ting, vi ikke måtte.”
Da du skulle i skole, blev du sendt på svensk kostskole 100 kilometer derfra. Fik du ikke hjemve?
”Jeg kunne godt lide at være der. Og vi havde vores søde forstanderinde, tante Ruth, som man kunne gå ind og putte sig hos, hvis man var ked af det om natten.”
Iringa, Tanzania. Sussi hygger med sin mor. Foto: Privat
Troede du, at du skulle overtage farmen en dag?
”Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg forestillede mig, men jeg tænkte vel, at mit liv skulle være i Tanzania. En enkelt gang var jeg på besøg i Danmark til jul. Det var koldt og sneede, og jeg glædede mig, til vi skulle hjem til Afrika.”
Det kom du også, men kort efter vendte du tilbage til Danmark, da dine forældre besluttede at flytte hjem, og dine forældre åbnede en campingplads i Vendsyssel. Hvordan var det at begynde i skole i Saltum?
”I starten følte jeg mig ret eksotisk. Klassekammeraterne var meget interesserede i, hvad jeg havde lavet i Afrika. Men interessen forsvandt, da de fandt ud af, at jeg ikke var frygtelig meget anderledes end dem. Så faldt de tilbage i deres egne kliker, og så endte jeg med at være lidt udenfor. Jeg havde en ret livlig fantasi og forsøgte at gøre mig spændende igen ved at fortælle, at vi havde set tyre med ild ud af næseborene dernede. De troede ikke rigtig på mig.”
Jambo Vesterhav, Sussis forældres campingplads i Saltum. Jambo betyder ’hello’ på swahili. Foto: Privat
Du spiste også engang en regnorm?
”Det var som at spise sand i gelé. Jeg gjorde det for at pille nogle drenge ned, der gik og drillede. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, men det gav respekt. De holdt op med at drille os piger, da de så, at jeg kunne noget, de ikke kunne.”
I 8. klasse begyndte du at spille i band sammen med Arne, Christian og Leo fra skolen. Du og Leo blev kærester og var klar over, at I ville satse på musikken. Da I nævnte for en studievejleder, at I gerne ville være balmusikere, blev han skidesur. Din far syntes heller ikke, det var en god idé …
”Min far havde læst beskrivelser fra København om fordrukne musikere. Og det er rigtigt, musikerne drak mere, dengang i 70’erne. Det har jeg nu aldrig gjort. Hvis nogen har budt mig en drink, og jeg følte mig småfuld, kunne jeg mærke, at jeg ikke spillede så godt. Det brød jeg mig overhovedet ikke om. Men det var selvfølgelig usikkert arbejde. Alligevel var vi villige til at give det en chance, da vi gik ud af skolen. For min fars vedkommende blev det først fuldt acceptabelt for ham, at jeg var musiker, da jeg og Leo senere underskrev en stor kontrakt med værtshuset Skansen i Skagen. Først da var vi noget ved musikken, haha. Selvom vi allerede havde klaret os som suppe, steg og is-musikere i over 12 år.”
Sussi og Leo, 1976. Foto: Privat
Suppe, steg og is – og slagsmål og befamlinger. Du har både måttet tørre blod af forstærkeren og svinge guitaren efter en fyr, der stak hånden op under dit skørt. Det lyder, som om I spillede nogle vilde steder rundtom i Nordjylland …
”Det var nogle sjove steder, vi blev sendt hen, men det var jo vores arbejde, så det tog vi med. Senere hen oplevede vi aldrig den slags. Hvis nogen blandt publikum ville slås, må de have ordnet det udenfor. Da vi etablerede os i Skagen, gjorde vi meget ud af at komme publikum ved i pauserne, og de senere år gik vi altid ned og lavede alle de selfier med folk, de ville have.”
I fik en flot kontrakt med Skansen i 1988: Fem år til en million om året. Alle medierne kom til Skagen, og turistbusser stoppede ud for jeres hjem i Pandrup. Hvad var det, I havde, der gjorde, at I kunne få så stort et engagement og tiltrak jer så meget opmærksomhed?
”Vi har altid sat en ære i at være søde og rare og spille på opfordring. Aldrig gøre nar ad andre, men vi kunne sagtens finde på at gøre nar ad os selv.”
Hvordan?
”Der var engang en blandt publikum, der kaldte os for den hoppende ged og bukken. Leo havde geddebukkeskæg, og jeg stod og hoppede og sprang på min ene kvadratmeter på scenen, så jeg kunne godt se sammenligningen. En aften, hvor vi optrådte, sagde jeg så: ’Vi har for resten fået et nyt navn …’ Det grinede folk vældig meget af.”
Sussi og Leo vidste altid, hvad de skulle lave. Foto: Privat
Hvordan fandt du din måde at optræde på?
”Den kom bare til mig. Jeg har altid godt kunnet lide at danse, og dengang vi spillede suppe, steg og is, fandt jeg ud af, hvor utrolig trættende det er bare at stå stille. Jeg husker en aften i vores tidlige karriere i Kaas Forsamlingshus, hvor jeg dansede, mens de spiste, og en af gæsterne kom op og bad mig om at holde op, fordi de fik suppen galt i halsen, haha.”
I løbet af jeres år på Skansen kom der mange prominente gæster for at høre og se jer. BBC havde sågar planer om at lave et program med jer. Hvem gjorde det særligt indtryk at møde?
”Prins Henrik kom engang forbi med nogle venner – uden sikkerhedsvagter. Leo og jeg snakkede lidt med ham i pausen, jeg kan ikke huske om hvad. Senere fandt vi ud af, at han skulle have været til en officiel fest i Norge, men var stukket af og taget på Skansen i stedet. Det var ikke, fordi jeg blev benovet over, at han var der. Jeg syntes bare, det var friskt gjort.”
Du er ikke kun musiker, men også maler. Hvordan kastede du dig over maleriet?
”I 1991 fik jeg en overanstrengelse og blev temmelig syg. Normalt havde jeg altid travlt, også når vi ikke var på arbejde. Så syede jeg for eksempel vores kostumer. Nu fik vi en ekstra fridag skrevet ind i vores kontrakt. Leo vidste, at jeg kunne lide at male, så han foreslog, at jeg gjorde noget mere ved det. Det gav mig en anden spænding end musikken. At male føles nærmest, som om man ser maleriet blive fremkaldt. Nogle gange kan jeg blive helt opslugt af det, helt høj nærmest, så jeg glemmer at trække vejret, når jeg kan se, at ’det her bliver skisme godt’. Til at starte med var det landskabsmalerier og dyr. På et tidspunkt foreslog Leo, at jeg også malede mennesker. Jeg var lidt nervøs, men kastede mig ud i det. Og de lignede da mennesker, hehe.”
Og efterhånden virker det, som om du lagde dig fast på en erotisk motivverden …
”Det er sjovt, at bare fordi man maler en kvinde eller mand nøgen, så skal det opfattes erotisk. Lige meget om de bare drikker en kop te.”
Men det ser da ud, som om noget af det, du laver, er eksplicit erotisk?
”Jo, jo. Noget af det har da noget med det at gøre. Det er nok det, jeg er blevet mest kendt for.”
I spillede på Skansen i 23 år i træk, de fleste af ugens dage. Hvordan holder man til det?
”Ren og skær vilje, tror jeg. Når vi nåede til fredag-lørdag, kunne jeg godt være dødtræt og tænke: ’Oh, shit, hvordan kommer jeg igennem den her aften?’ Når jeg så fik guitaren på, og folk begyndte at synge med og feste, så – pist – forsvandt trætheden fuldstændigt. Så hyggede jeg mig igen.”
Og hvordan holder man det ud uden at blive bare lidt vanvittig? Du mener, at du har spillet ’Himmelhunden’ 25.000 gange …
”Så meget har jeg ikke tænkt over det. Herregud, hvor tit tager en tømrer sin hammer uden at tænke over det? Hvor mange gange sætter vi os ud i bilen og kører uden at tænke over det? Vi kører, fordi det er nødvendigt. ’Himmelhunden’ er nødvendig, fordi folk gider synge med på den og synes, at den er hyggelig.”
I valgte ikke at få børn, fordi arbejdet ikke levnede tid til det. Hvorfra kommer den ekstreme pligtopfyldenhed?
”Måske har jeg set mine forældre arbejde på campingpladsen, også når de måske ikke lige havde lyst. År efter år gjorde min mor stadigvæk hytterne klar hvert forår, når sæsonen startede. Jeg tror bare, jeg er sådan. Det var Leo også. Han havde det meget svært de sidste år, hvor han næsten var for syg til at spille, men gjorde det alligevel. Hvis man har lovet at komme og spille, så gør man det også.”
Velafstemt: Sussi og Leo begyndte at spille sammen i skolen og holdt sammen som par og duo i over 50 år. Foto: Privat
Da Leo døde, var du allerede i gang med at spille med dit nye band, Sussi & Drengene. Hvornår kom det i gang?
”Leo faldt og brækkede hoften i vores autocamper for fire år siden. Efter operationen fik han det aldrig rigtig godt igen. Men han blev ved med at tage med ud at spille. Han vidste godt, at hvis han holdt op, så skulle han være alene hjemme, og det havde han ikke lyst til. Han sad på en høj stol under koncerterne, mens jeg og vores trommeslager, Thomas, gik rundt og var bange for, at han skulle dejse om. En dag sagde jeg til ham, at nu skulle han på pension, det gik ikke længere. Det kunne han for så vidt godt se. Inden Leo døde, begyndte Thomas og jeg at øve med Kim. Leo hørte os spille og syntes, vi havde en god energi.”
Hvad får dig til at blive ved?
”Efter Skansen drev vi nogle år vores eget spillested, Ritz i Frederikshavn. Der satte vi rigtig mange penge til. Jeg fortryder det ikke, det var noget, vi skulle prøve. Men jeg har ikke millioner på bankkontoen. Leo og jeg fik bygget om på vores gård for nogle år siden, og hvis jeg vil blive her, er jeg nødt til at betale af på afdragene. Så nu får jeg min pension og går på arbejde ved siden af. Men selv hvis det ikke var for pengene, ville jeg gøre det. Jeg elsker at spille. Jeg er ikke mere lykkelig, end når jeg er på scenen.”
Foto: Privat
I din biografi skriver du, at du altid har været Sussi fra Sussi og Leo. Nu skal du til at finde ud af, hvem Sussi er. Er du blevet klogere siden bogens deadline?
”Absolut. De sidste 3-4 år skulle jeg hele tiden holde øje med, hvordan Leo havde det. Om han var syg eller havde ondt. Han blev en skygge af sig selv, og til sidst var det fast arbejde at passe ham. Mens jeg gik og savnede den Leo, han var engang. På en måde forestillede jeg mig ikke, at jeg kunne tage ud at spille uden ham. Men nu har jeg fundet ud af, at det kan jeg godt. Pludselig føler jeg en stor frihed. Og finder sider af mig selv, jeg kan bruge oppe på scenen.”
Hvilke sider?
”Jeg er nok lidt mere flirtende. Jeg har også tidligere flirtet lidt fra scenen, men nu gør jeg det mere. Og mere bevidst. Det giver en rigtig god stemning. Man får folk til at grine og smile. Og det er skideskægt. Det behøver ikke at være noget rent fysisk. Det er lidt svært at forklare. Men det ligger for eksempel også i måden at synge og spille på.”
Måske noget med glimt i øjet?
”Ja … men det synes jeg nu, jeg har haft længe, hehe.”
