PRØV AT TRÆDE herop engang,” siger Martin Bigum og peger på en skammel.
Skribenten tager imod invitationen og kigger gennem et glughul ud over skifertagene på Frederiksberg Allé. Igennem regn og dis kan man skimte Zootårnet og Frederiksberg Rådhus. Seks etager længere nede brummer formiddagstrafikken, men i tårnværelset er virkeligheden på behagelig afstand. Hver en hylde, hver en krog vrimler med legetøjsfigurer, nips og andre samleobjekter fra populærkulturens verden. Ét sted stirrer en Darth Vader-maske sammenbidt ud i luften. Et andet sted smiler Rascar Capac, inkamumien fra Tintin, sit diabolske smil. Et tredje ser en amerikansk fodbold let forundret ud over at have fået en fjerprydelse på sit æggehoved.
Martin Bigum fandt lidt tilfældigt det ottekantede tårnværelse, da han for 11 år siden ledte på nettet efter et atelier.
”Jeg kunne næsten ikke fatte det. Jeg har virkelig gjort et kup,” siger han.
Og det var ikke kun udsigten og dets lysthus-agtige bræddehygge, han faldt for – eller at han bor et frisbeekast fra arbejdspladsen – men især det lys, som vinduerne kaster ind fra alle otte sider, også når himlen er grå.
”Det er dagslys, én til én. Og det er perfekt, når man skal male.”
Martin Bigum slår ud mod væggene og tre af sine nyeste værker. Mandshøje malerier fulde af farver og ekstatisk lys: en ung kvinde med kappe og parasol, en vital yngling med blond surferhår og bar overkrop og en kubistisk komposition, der tilsammen danner omridset af en aldrende maler. 16 malerier om året bliver det til, når han er mest effektiv, fortæller Martin Bigum, der har en dobbeltradet cremehvid malerkittel over habitjakken og silkeslipset. Der er kolleger, der er mere produktive, men sådan er nu engang hans tempo og temperament, hans perfektionisme. For eksempel er det ikke altid et nemt sted at være, når et værk er omkring 95 procent færdigt. For hvor længe skal man blive ved, og hvornår bør man lægge penslen? Efterhånden sidder erkendelsen ikke i hjernen, knap nok i hånden.
”Man kan altid blive ved. Altid gøre noget anderledes. Der er altid detaljer, man kan diskutere,” siger Martin Bigum og peger på nogle grønlige og violette skygger ved den friske unge mands ribben.
”Men de her billeder sagde det selv. At de var, som de skulle være. Der skulle ikke gøres mere ved dem.”
MARTIN BIGUM VOKSEDE op i Brøndby Strand og elskede tegneserier – som mange andre drenge født i 60’erne. Han lærte sig selv at tegne og begyndte som 15-årig at freelance for den danske redaktion af Mad Magazine. Efter seks år med faste bestillinger på vittighedstegninger til det satiriske seriemagasin begyndte han dog at længes efter videre rammer, og efter et par års tilløb indkøbte han i 1989 professionelt malergrej og gav sig i kast med lærrederne. Inspirationskilderne var mangfoldige, fra modernistiske ikoner som Picasso, Matisse og Hopper til en næsten samtidig landsmand som Michael Kvium. Han var i hvert fald sikker på, at han ville lave noget med smæk på.
”Som dreng var jeg vidne til opførelsen af Brøndby Strand-planens brutale beton og så, hvordan blokkene fortrængte stedets hyggelige landsbypræg. Jeg havde allerede dengang en klar fornemmelse af, at man havde gennemtrumfet noget uigennemtænkt, noget umenneskeligt. Jeg tror, det er derfor, at jeg, da jeg senere begyndte at male, var sikker på, at jeg ville lave noget med masser af farver, gerne så store billeder som muligt.”
Året efter indsendte han tre malerier til Charlottenborgs censurerede forårsudstilling og fik alle tre antaget. Et par år senere skabte han sin kutteklædte mandsling Art – en tegneserieversion af manden med leen og en humoristisk personificering af den kunst, som samtidens postmoderne filosoffer erklærede for død. Men Art levede i bedste velgående og blev en gennemgående karakter på Martin Bigums lærreder, der fik stadig større eksponering på danske udstillinger og museer, som 90’erne skred frem.
I dag, mere end tre årtier og en håndfuld maleriske stilspring senere, hænger Martin Bigum på de største museer herhjemme, på samlinger i Sverige, Frankrig og Schweiz samt hos private kunstelskere i Japan, Europa og USA. Og der er fortsat en støt efterspørgsel efter de billeder, som maleren tålmodigt frembringer i atelieret.
”Er der noget, jeg har lært gennem årene, så er det, at man har brug for stamina. Der er tider, der er med én, der er tider, der er mod én. Men jeg ved, at hånden tegner, når jeg sætter den til papiret. Jeg ved, at den connecter med farverne, når jeg giver mig til at blande maling op. Jeg ved, at jeg kan stå inde for mig selv. Og det er nok den stamina, der har sat mig i stand til at skrive en roman,” siger Martin Bigum, der har brugt halvanden time fem dage om ugen de sidste godt syv år på romanen ’Hovedværk’, der udkom dette efterår.
FOR OTTE ÅR SIDEN så Martin Bigum for sit indre blik en gammel mand, der stod foran en allé af forskellige rulletrapper.
”Vildt billede, tænkte jeg. Det må være en aldrende kunstner, som ser tilbage på sit livsværk!”
Martin Bigum prøvede at skitsere visionen på papir og overvejede, om den skulle blive til et maleri, men syntes, at der lå noget mere i det. Ikke bare et øjebliksbillede, men en bred og dyb fortælling.
Rulletrappens potentiale fascinerede ham.
”Der er så mange perspektiver i den. Så meget symbolik. Den er en moderne bekvemmelighed, der skal gøre det lettere for mennesker at blive transporteret med alt deres habengut. Du kan komme op. Du kan komme ned. Vi skal nok hjælpe dig. Men du må selv finde ud af, hvilken etage du skal af på,” siger Martin Bigum, der en morgen tog computeren med på kaffebaren lidt længere nede ad Frederiksberg Allé og oplevede, at historien nærmest skrev sig selv, lige så snart han satte fingrene til tasterne.
Derefter sad han på cafeen hver morgen mellem halv otte og ni, inden han skulle i atelieret for at male. Omtrent halvanden side blev det til om dagen. Martin Bigum udgav tre digtsamlinger, inden poeten i ham løb tør i 2006. Siden har han drømt om at skrive en roman med episk schwung, og han har taget tilløb med mere end en håndfuld ufærdige manuskripter. Ingen af gangene kunne fortællingen rive ham selv med, og projekterne endte i skuffen. Men med ’Hovedværk’ var der fra starten et helt andet flow.
Bogen handler om den fiktive kunstner Wilhelm Riels, der er berømt for sine naturtro og finurlige rulletrappeskulpturer. Riels, der er blevet 70, står over for sin store retrospektive udstilling på noget, der kunne være Statens Museum for Kunst. Nu skal alle rulletrapperne én gang for alle udstilles i samme sal, og fra dette udgangspunkt kigger han tilbage på sit liv.
Drengen Wilhelm vokser op i efterkrigstiden med en mor, der er en talentfuld maler – mere end en glad amatør. Men hun bliver holdt nede og gemt væk af Wilhelms rige advokatfar, der skammer sig over sin malende kone, mens han selv mænger sig med avantgarden og køber deres værker. Forholdets fernis er tynd, og Wilhelm lider som iagttager under sine ulykkelige forældre – en central, tragisk scene finder sted på Magasins rulletrapper.
Som ung mand i 60’erne bliver Wilhelm selv skulptør og en del af en radikal spydspids. Da 80’ernes unge vilde kunstnergeneration kommer bragende, formår han med hjælp fra en ung assistent at gøre sig selv relevant igen. Op til den retrospektive udstilling sidder han stadig på samtidskunstens trone, men indeni er han en ødelagt mand, der aldrig har fået bearbejdet sin barndom, og kunstnerisk er han gået i stå.
”Nu drømmer han om at genfinde sin ungdoms vrede, nyfigenhed og aktion. Men han er viklet ind i det, der har lavet benspænd for ham i livet,” siger Martin Bigum, der begyndte at interessere sig for den mentale bagages betydning for kunsten, da han i 2009 blev fast deltager i DR K’s ’Kunstquiz’.
”Jeg fandt ud af, hvor fantastisk det var at kunne sige en masse ting om kunstværker, som ikke var blevet sagt før. Jeg opdagede dog, at kunstneres traumer kunne man ikke tale om. Hvis vi fik præsenteret et værk, kunne jeg nævne årstal og titel og overflyve en generations vilkår, og hvad der adskilte denne kunstner fra sine samtidige. Men at sige ting som: ’Han så jo faktisk i en ung alder sin ven skyde sig selv lige foran næsen af ham. Det var derfor, han kom til at male sådan’ – det var der ikke plads til.”
EN ANDEN DRIVKRAFT, der holdt ham til tasterne, var ambitionen om at skabe troværdige tidsbilleder. Bigum håbede på at skrive noget, der lige så godt kunne have været den kunsthistorie over den moderne danske kunstverden, som han selv gik og savnede, blot med den fodnote, at alle kunstnerne og kunstnersammenslutningerne er opdigtede.
”Det har været spændende at lave et langt fiskelinetræk på tværs af bogen: fra sen-40’ernes kunstscene med fattige, dårligt klædte kunstnere med en grov jargon, op gennem 60’ernes blussende ungdomsbevidsthed til en indcirkling af de unge vilde i 80’erne,” siger Martin Bigum, der både har trukket på fotoresearch, på sin generelle kunsthistoriske viden og på sine egne iagttagelser fra kunstverdenen og fra København i almindelighed.
”Lige fra jeg var helt ung, har jeg gået og observeret byen og samlet på steder og miljøer og tænkt, at det her kommer du til at kunne bruge en dag, hvis du sætter det sammen på en rigtig kløgtig måde. Sagt i al ydmyghed ved jeg, at der ikke var så mange af mine andre kolleger, der kunne have skrevet eller ville have haft lyst til at skrive den her bog.”
Skriveprocessen har dog ikke udelukkende været letflydende. I perioder har Martin Bigum oplevet ugers tørke. Andre faser har været præget af møjsommelig omskrivning.
”At skrive en roman er ligesom at skabe et stort tog. En togstamme af kapitler, man skal kunne gå igennem som læser, hvor der nok er blafrende døre og gardiner, der rammer dig i ansigtet undervejs, men hvis du går støt og roligt gennem toget, vil du se, du er på rette vej. Jeg vil sige, at det til tider har været et vildløbent tog. Det har været et stort arbejde at få det til at ankomme til Hovedbanegården til sidst,” griner Martin Bigum, der cirka syv år efter første anslag sendte sit manuskript til forlaget Turbine og fik en glædelig nyhed retur. Redaktøren var begejstret og syntes, han havde begået en fængslende og formfuldendt historie. En roman-roman, kaldte han den.
”Det er vildt at debutere som romanforfatter i en alder af 57, når man så længe har gået med den drøm,” siger Martin Bigum.
Udenfor hvisler bilernes dæk mod regnvåd asfalt. Hverdagen kører videre. Vi runder interviewet af, Martin Bigum har nok at give sig i kast med. Der er malerier, der skal males. Og så er han gået i gang med at skrive en ny roman.
