JEG KOMMER FRA landsbyen Fjelstervang syd for Herning. Min far var iværksætter og åbnede virksomheder. Blandt andet husker jeg en, der lavede styringstavler til maskiner og robotter. Det var dynamisk og fascinerede mig, men jeg er ordblind og var dårlig til alle de boglige fag i skolen, så jeg slukkede for drømmen om selv at blive iværksætter. Jeg kunne knap nok læse en børnebog, hvordan skulle jeg kunne skabe en virksomhed?
Da jeg gik ud af 10. klasse, vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Min mor snakkede med den lokale tømrer og spurgte, om han ikke manglede nogen. Så kom jeg i lære hos ham. Efter jeg var blevet udlært, arbejdede jeg et års tid som svend. Tømrerjobbet var fint, men det var ikke faglig passion, der fik mig op om morgenen. Så jeg sagde op og arbejdede et halvt års tid på et skiresort i Frankrig. Bagefter arbejdede jeg et halvt år som pædagogmedhjælper i en børnehave. Det var åbenlyst, at jeg skulle finde på et eller andet. Jeg kunne sådan set godt lide håndværk, men jeg kunne også mærke, at jeg var drevet af noget andet, noget mere.
Tilfældigvis så jeg en dag en udsendelse på Discovery Channel. Den handlede om rope access, en metode, man benytter i USA, hvor rebklatrere arbejder på højhuse og andre svært tilgængelige steder, typisk med vinduespudsning og vedligeholdelse. Jeg syntes, det så sjovt ud. Det gad jeg godt lære. På det tidspunkt eksisterede faget nærmest ikke herhjemme, så jeg tog til England for at tage et kursus, hvor jeg lærte om klatreteknikker, sikkerhed og rigning, altså den måde, man fastgør tovværket.
JEG FIK EN basiscertificering fra den internationale brancheorganisation IRATA. Jeg var på niveau 1 og måtte arbejde med rebadgang, så længe der var en niveau 3-certificeret klatrer til at holde øje med mig. Så var det ud at få den praktiske erfaring i fingrene, og jeg var heldig at få en masse jobs offshore, først på olie- og gasboreplatforme og senere på vindmøller. Det var mest små vedligeholdelsesopgaver, malerarbejde og inspektion. Det var et sjovt erhverv, og jeg kom hele tiden ud i nye situationer. Der er mange svært tilgængelige steder på sådan en platform, der er mange tunge komponenter, der skal hejses op, og det er tit teknisk udfordrende at finde ud af, hvor og hvordan man skal rigge, for at det kan fungere.
Jeg hørte selvfølgelig historier om folk, der var faldet ned. Og det ville da være løgn at sige, at jeg aldrig var nervøs. Jeg vidste jo godt, at hvis jeg faldt ned fra en vindmølle, så var jeg færdig. Men jeg vidste også, at det kan være lige så farligt at falde to meter ned ad en stige. Hvis du ikke er forberedt og ikke tager fra, kan du brække nakken af det. Mange synes, det ser halsbrækkende ud, når vi hænger højt oppe, men vi er en af de brancher, der har færrest uheld. Netop fordi sikkerhedsforanstaltninger er en helt integreret ting i alt, du laver. Der sker mange flere uheld på en almindelig byggeplads. Du tror, du er sikker, fordi du står på en lift eller et stillads. Men så har nogen fjernet et gelænder, mens de skulle læsse nogle brædder, og glemt at sætte det tilbage. Den slags sker ikke i et reb, man selv har sat op, og hvor man har taget højde for alting.
Jeg førte logbog over mine timer, og efter 1.000 timer i selen var jeg klar til et kursus mere og niveau 2 af min IRATA-certificering. Efter yderligere 1.000 timer var jeg klar til at tage eksamen på niveau 3 som certificeret rebtekniker. Jeg arbejdede nogle år for forskellige virksomheder i Danmark, hvor markedet for erhvervsklatring var på vej frem. Jeg var ikke så imponeret over mine arbejdsgivere. Jeg syntes ikke, at de var rigtig fokuseret på kvaliteten i det arbejde, vi lavede. Jeg syntes ikke, de var rigtig ambitiøse. Det var sådan lidt cowboystil. Arbejde, der gik under radaren. Det frustrerede mig. Jeg mente, man burde lave noget, der skaffede branchen anerkendelse. Jeg snakkede med min far. Han sagde: ’Hvis du er så dygtig, kan du vel bare starte op selv og konkurrere de andre ud.’
JEG TOG EN dyb indånding og fik mit eget cvr-nummer. Til at starte med gik jeg ikke så meget ind i det, tjente penge freelance som tømrer og offshore i Norge. Men i 2016 fik jeg en søn og besluttede at stoppe med at rejse. Så jeg gik fuld tid ind i mit firma. Jeg havde ingen plan for, hvordan det skulle drives, eller hvad det skulle blive til. Men stille og roligt fik virksomheden vokseværk, og jeg hyrede en freelancer ind, som efterhånden blev fastansat. Jeg mødte en ligesindet, der skulle til at starte sit eget, men jeg fik ham overtalt til, at vi skulle være partnere. Sammen startede vi virksomheden Sky-Work. På et par år blev vi en af de største virksomheder i branchen i Danmark, og i dag er vi tre medejere.
Engang var det rebkompetencerne, der definerede faget, så kom håndværket i anden række. Vi har vendt den om. Vi har de håndværksmæssige kompetencer. Og vi kan klare opgaverne med et reb, så kunden kan spare penge på tungt materiel, og trafikken og miljøet bliver skånet for tung trafik. Vi kan lave murerarbejde, vi kan lave tømrerarbejde, vi kan stå for vedligeholdelse. Vi arbejder på nye højhuse, gamle højhuse, rækkehuse, gamle etageejendomme. Vi udskifter tegl i taget, vi fuger vinduer og facader. Vi lægger kilometervis af fuge. Alligevel er jeg blevet grinet ud af mødelokaler. Der er stadig mange, der har svært ved at forstå, at vi skulle kunne klare alle de ting med et reb.
En dag blev vi kontaktet af en agent for en arabisk mand, der gerne ville hyre os. Han ønskede at tilbyde sine kunder, at når de havde bygget deres højhus, ville det blive serviceret af et skandinavisk firma. Han inviterede os til Dubai. Det lugtede langt væk af scam, og han viste sig heller ikke at være den, han sagde, han var. Vi engagerede os aldrig i noget og mistede ingenting på det, men vi var nået at blive tændte på Dubai og endte med at starte en afdeling dernede, hvor vi vedligeholder både nye og gamle højhuse, som trænger til vinduespudsning og glasudskiftning.
DER ER NOGLE, der mener, at man ikke skal lave forretning i et land, hvor arbejdsvilkårene er så ekstremt ringe. Hos flere af vores konkurrenter dernede får folk inddraget deres pas ved ansættelsen. Så kan de ikke rejse nogen vegne, medmindre arbejdsgiveren giver dem lov. Sådan fungerer det selvfølgelig ikke hos os. Vi forsøger at give de ansatte bedre arbejdsforhold end konkurrenterne, ja, vi opererer med et ord som arbejdsglæde. Det kendte de slet ikke. Vi roser dem og lader dem vide, at de en vigtig brik, hvis vi skal have succes. De, der gør det godt, har også mulighed for at komme ind på kontoret og få en administrativ stilling. Alle mennesker har behov og drømme, og hvis du kan stimulere dem, kan du virkelig få noget ud af din arbejdskraft. Nu ser det ud til, at nogle af vores konkurrenter er begyndt at kopiere vores tilgang – men det er vist foreløbig mest på Facebook. Der er mange, der synes, jeg er naiv, men jeg har en brændende tro på, at vi med vores eksempel stille og roligt kan være med til at ændre arbejdskulturen.
I dag er det lig nul, hvad jeg selv får klatret. I stedet tænder jeg på at opbygge virksomheden. Vi har vel en 120-150 fast- og freelanceansatte i alt i Sky-Work. Kun én af dem er en kvinde, men vi vil gerne have flere. De er nogle gange mere hårdføre – det skal du bare ikke fortælle mændene. Den her branche blev bygget op af folk, der var passionerede inden for klatring. I gamle dage i New York og andre storbyer var det bjergbestigere, der hang på et bræt og pudsede vinduer. I vores firma vælger vi bevidst den slags folk fra. Det eneste, der er til fælles, er rebet. Vi leder efter gode håndværkere, ikke adrenalin-typer. Sportsklatrere er vant til risici. Men hvis man arbejder risikobetonet, udsætter man også sine kolleger for fare. Her tager vi ingen chancer.
