Hit-mand
ANDREAS RINGBLOM GRINER lidt, mens han låser op. Vi er på vej ind i kælderen under en stor brun klods af en bygning, der tilhører Region Hovedstadens Psykiatri. Døren er skrammet, og ingen har gidet feje de visne blade væk, som vinden har blæst ind i den grelt lysstofrør-oplyste korridor. Det kunne være scenografien i en dansk gyser.
”Her er ikke så creepy, som det umiddelbart virker,” siger Andreas Ringblom og leder os videre ned ad gangen til sit indspilningsstudie, som han har haft på hænderne i 15 års tid.
De første mange år var de en større gruppe musikere, der deltes om det, men resten er stille og roligt sivet andre steder hen i tilværelsen, og de seneste år har der kun været ham tilbage. Det rummelige studie byder – ud over arbejdsstationen med computer, højttalere og forstærker – på et par dybe sofaer og bløde tæpper på gulvet. Andreas Ringblom lejer stedet for en slik, hvilket er belejligt – selv når man har været med til at skrive et nummer, der i år nåede op på tre milliarder streams.
”Det er helt skørt,” siger Andreas Ringblom, der er i langærmet Nirvana-T-shirt og hue. Fra øret dingler et krucifiks.
Han er del af en lille gruppe danskere, et slæng, kalder han det, som skriver asiatisk pop. De laver færdige sange, som de selv indsynger, inden de sender dem til deres danske publishing-firma, en slags musikforlag, som arbejder med at få numrene ud i Asien, og nummeret ’Lover’ skrev han sammen med sine danske kolleger Max Ulver og Daniel Schulz til den kinesiske sanger og tv-stjerne Cai Xukun, bedre kendt som Kun. De kendte ikke til Kun, da de i 2020 blev foreslået et samarbejde, men hans pladeselskab præsenterede ham som en kinesisk Justin Bieber. Nummeret fik premiere på et kinesisk tv-show, og siden lå ’Lover’ på førstepladsen på de kinesiske hitlister i ugevis. I perioder blev sangen spillet en million gange i døgnet.
Når man afleverer et nummer som sangskriver, hører man det først igen, når det udkommer, og selv om nummeret strøg direkte til tops, havde Andreas Ringblom det lidt ambivalent, da han hørte Kuns færdige nummer første gang.
”Vi havde skrevet, hvad vi selv følte var et underspillet, amerikansk lydende R’n’B-nummer. Når der så kommer en asiatisk popstjerne på, bliver udtrykket mere dramatisk, med større vibrato og mere følelsesladet. Men efter mange års arbejde med asiatiske sangere ved jeg godt, at deres æstetik tit bare er lidt anderledes.”
Foto: Privat
DA ANDREAS RINGBLOM som helt ung flyttede fra Fyn til København, var det med drømmen om selv at slå igennem som popsanger. Omtrent midt i sine tyvere fik han sammen med producer Ulrik Schultz opmærksomhed med bandet De Dødelige, hvor han selv leverede den melankolske, R’n’B’-inspirerede vokal. De varmede op for Nik & Jay, skrev under med Sony, udgav to ep’er, fik gode anmeldelser og vandt et par priser. Andreas Ringblom var dog realistisk nok til at kigge sig om efter en anden måde at sikre fremtiden, hvis nu De Dødelige aldrig slog igennem på øverste hylde. Som 26-årig begyndte han på Sonic College i Haderslev, en uddannelse for lyddesign rettet mod folk, der ville lave filmmusik, lydeffekter, musik til reklamer og den slags.
”Det miljø var fuldt af ildsjæle, der sad i studierne dagen lang for at eksperimentere og udvikle sig. Jeg blev selv en meget bedre producer, lærte alle knapperne og mulighederne på en synthesizer at kende,” siger Andreas Ringblom, der boede i Haderslev i tre år.
”Haderslev er en studieby fuld af unge. Jeg boede sammen med nogle andre dudes i en kæmpe lejlighed – det har man råd til i Haderslev – og alle boede fem minutter fra hinanden. Det var som at gå på højskole.”
Andreas Ringblom pendlede frem og tilbage mellem Sønderjylland og hovedstaden, hvor han optrådte og indspillede med De Dødelige. Men som tiden gik, blev han klar over, at han ikke længere selv skulle stå på scenen og levere varen.
”Jeg havde lavet min egen musik, siden jeg var 15, skrevet og sunget mine egne sange. Efterhånden følte jeg et stærkt behov for ikke at være den, der stod på scenen. Jeg elskede musikken, men jeg hadede presset og fik sceneskræk big time.”
I stedet udviklede han planen om at blive sangskriver og bruge sit melodiøre på andres vegne.
”Jeg tænkte på, om jeg kunne prøve at sætte mig i andres situation. Gøre det samme, som jeg hele tiden havde gjort, bare for andre.”
SOM SANGSKRIVER FANDT Andreas Ringblom en opskrift for musik-arbejdet, men da han kom ud fra Sonic College og begyndte at tilbyde sit arbejde til de danske pladeselskaber, erfarede han, at det ikke gav meget smør på brødet.
”Typisk er man tre sangskrivere om at dele royalties. Groft sagt tjener du kun rigtige penge, hvis dit nummer bliver et rigtig, rigtig stort hit. Et nummer skal streames 15 millioner gange på en måned, hvis jeg skal få noget, der ligner en løn på 23.000.”
En veninde, der også er sangskriver og havde fået nogle sange ud i Asien, kom med en idé. Hvis ikke du kan tjene nok på at skrive sange til danskere, hvorfor finder du så ikke et større sprogområde? Hvad med K-pop? Andreas Ringblom havde selvfølgelig hørt om den farverige sydkoreanske popmusikscene med den efterhånden globale gennemslagskraft med drengegrupper som BTS og pigegrupper som Blackpink. Men han havde ikke for alvor haft genren på radaren.
”Hun fortalte, at der var andre penge at tjene derovre. For eksempel køber fansene stadig cd’er med deres yndlingsgrupper, selv om de færreste ejer en cd-afspiller. Når man elsker et band, støtter man det virkelig med alt, hvad det indebærer af merchandise. På den måde kan K-popkulturen minde lidt om Spice Girls-æraen her i Europa,” siger Andreas Ringblom, der gav sig til at følge alle de store koreanske pladeselskaber på YouTube for at få genren under huden.
”Jeg lyttede til sindssygt meget K-pop. Det var noget af en learning curve. Ikke mindst æstetisk, det var en helt anden smag, end jeg var vant til. Hvis vi i Vesten snakker om, at less is more, så er det derovre more is too little. Der er fuldt smadder på, underspillethed eller minimalisme er ikke virkemidler, de benytter sig af. Samtidig skal et K-popnummer gerne hele tiden overraske og føles dynamisk, så midt i de allermest poppede numre finder du jazzede akkorder og ekstremt eksperimenterende lag. K-pop indeholder ofte meget komplicerede elementer.”
Andreas Ringblom begyndte at holde af genren. Han besluttede at forsøge at skrive sange til grupperne – da det er der, de største salgstal ligger – i højere grad end til soloartister. Udfordringen bestod i at finde på vers til 6-7 forskellige medlemmer, hvor to af dem typisk er rappere.
”Ofte virkelig dygtige rappere med Eminem-agtige flows. Heldigvis startede jeg med at rappe, da jeg begyndte at lave musik som 15-årig, så det var en fed måde at udfolde det igen, uden at nogen behøvede at se mig gøre det.”
Foto: Privat
IGENNEM HALVANDET ÅR sendte Andreas Ringblom sange af sted mod Sydkorea, men uden at få hul igennem. Til sidst besluttede han og en lille håndfuld sangskriverkolleger at tage flyveren og banke på nogle døre i Seoul.
”Det lykkedes os at få kontakt til nogle pladeselskaber, der tog møder med os og inviterede os ud at spise. Det betød meget at få det netværk.”
En korrespondance mellem Andreas Ringblom og hans danske kolleger og de sydkoreanske pladeselskaber kom så småt på gled, og de kommende år var han i Seoul i hvert fald to gange om året for at deltage i sangskriver-camps hos pladeselskaberne, hvor de blev sat sammen i grupper og hver dag i en uges tid skulle spytte et færdigt nummer ud.
”Der er virkelig knald på, man arbejder 12 timer om dagen, møder en masse mennesker og spiser en masse middage.”
Forinden havde sangskriverne fået nogle hemmeligstemplede dokumenter med ledetråde til, hvilke slags numre de forskellige grupper gik og ledte efter. Arbejdsdagen begyndte typisk med, at en producer fandt på et par akkorder, en form for minimalt skelet, som sangskriverne kunne bygge en melodi over.
”Så skal man bare performe. De tænder mikrofonen, og du ser, hvad der kommer ud. Stiller dig op og synger nogle melodier med fjolletekst. Jeg har efterhånden skrevet så meget, at der næsten altid kommer et eller andet ud, der lyder hen ad en sang. Bagefter byder de andre sangskrivere ind med deres input. Har melodien brug for lidt kærlighed? Hvad skal teksten egentlig handle om? Det fungerer godt som en kollektiv ting.”
ARTISTERNE, DER MÅSKE skal synge ens sang, havde han ikke meget at gøre med. Stjernerne selv er sjældent en del af sangskrivningsprocessen. De får det færdige nummer, og så indspiller de deres vokaler indover. Inden da har teksten været igennem hænderne på en koreansk tekstforfatter, der gendigter på koreansk og strør lidt engelske ord ud over sangen, som regel nogle helt andre end dem, der oprindeligt stod.
”Det er lidt random,” griner Andreas Ringblom, der dog indimellem rendte ind i nogle af stjernefrøene på pladeselskaberne, hvor unge mænd og kvinder med artistpotentiale bliver skolet og formet, dansetrænet og stylet, inden de bliver sluppet fri som flyveklare K-popidoler.
”Når de ser en foreigner komme gående, ved de, at du potentielt er en sangskriver til et nummer, de en dag kommer til at synge. De har stor forståelse for, at du er et vigtigt led i kæden, og man får dybe buk, måske træder de til side for én på gangen,” siger Andreas Ringblom, der forsøgte at gengælde venligheden, men fortæller, at man hurtigt kan fare vild i den koreanske kutyme.
”Det er superkompliceret. Det er virkelig en høflighedskultur. Vi kommer og er meget outspoken og vil gerne give et kram til hilsen. Det har de det meget akavet med,” fortæller Andreas Ringblom, der også har oplevet, at kulturkløften kan gøre samarbejdet vanskeligt.
”Du kan sidde til en session, hvor man prøver at skrive en sang, og fornemme, at de ikke er helt tilfredse. Når du spørger, om der er noget, du skal gøre anderledes, siger de: ’No-no, it is good!’ Efter to uger med det prøvede jeg en dag at forklare, at det var okay. De måtte endelig sige, hvis der var noget, vi kunne gøre bedre. Til sidst fremstammede den koreanske sangskriver: ’I think, maybe, the pre-chorus needs work!’ Han rystede næsten. Det var så svært for ham.”
Det kommercielle gennembrud kom, da Andreas Ringblom var med til at skrive nummeret ’Wow’ for drengegruppen Stray Kids. Nummeret var med på et album, der solgte 600.000 cd’er, og sangen er i dag streamet mere end 40 millioner gange på Spotify.
”Jeg var til en koncert med gruppen, og der var tale om, at jeg skulle møde dem, men det skete aldrig,” siger Andreas Ringblom, der heller ikke i første omgang mødte Kun.
Det kinesiske idol kom dog til Danmark i 2023 for at skrive et par sange med Andreas Ringblom og hans danske sangskriverkolleger, der på afstand har kunnet følge, hvordan nummeret ’Lover’ har fået sit eget liv i Kina.
”Jeg forstår, at sangen har haft en betydning for mange kineseres liv. Når man ser optagelser fra stadioner, hvor Kun synger den, kan man tydeligt høre publikum synge med. Den har været overalt i radioen og på tv. Det er en kinesisk kulturel reference. Det er syret. Men jeg mærker samtidig ikke rigtig succesen på min egen krop.”
Har ’Lover’ gjort dig rig?
”Jeg tjente en anstændig månedsløn i nogle måneder. Men det er ikke så vildt, som det lyder.”
Foto: Privat
FOR NYLIG BEGYNDTE Andreas Ringblom igen at udgive sin egen musik, nu under kunstnernavnet Andy Etc.
”Jeg har elsket at lave K-pop, men nu har jeg behov for at finde min egen musikalitet. På papiret ser det jo sejt ud, at man har været med til at skrive et nummer, der har milliarder af aflytninger, men jeg har ikke rigtig mærket det. Jeg savner lidt en reaktion fra publikum. At have en reel connection til folk.”
I forhold til sceneskrækken føler Andreas Ringblom sig mere robust i dag.
”Jeg er blevet ældre. Det er gået op for mig, at folk måske ikke tager mig lige så seriøst, som jeg selv gør. Før i tiden måtte intet gå galt, jeg måtte ikke fejle. Jeg har et mere realistisk blik i dag: Selv hvis noget går galt, vælter hele verden ikke. Jeg har en anden ro i dag. Jeg har skabt mig en karriere. Jeg har sat mit aftryk i verden.”
