DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENT skulle egentlig aldrig have været med.
Til mødet 11. oktober 2023 med lederne af en række jødiske organisationer i Det Hvide Hus var hans tilstedeværelse ikke påkrævet, men da Hamas 7. oktober angreb Israel, kunne han ikke lade være med at komme.
Joe Biden fortalte de forsamlede i The Indian Treaty Room – under det, der efterfølgende blev beskrevet som et to timer langt fælles sørgemøde – at faderen havde lært ham et udtryk fra barnsben: ”Den, der tier, samtykker.”
Én for én har den 81-årige præsident gennem årene taget sine tre børn (en fjerde døde som etårig) og også sine børnebørn med til Dachau, når de fyldte 14 år. Koncentrationslejren i den sydtyske by var den første af sin slags og blev opført i 1933 – samme år, som Adolf Hitler kom til magten. De første fanger var politiske modstandere, men snart blev jøder, romaer, homoseksuelle og modstandsfolk fra flere lande, herunder Danmark, anbragt i lejren.
”Jeg ønskede, at de skulle se, at man ikke kunne undgå at vide, hvad der foregik, når man gik gennem porten. Du kunne ikke undgå – som land – at vide, hvad der foregik. Og det er et faktum,” sagde Joe Biden til mødet, hvor han blev stående længere ved talerstolen end forventet. Præsidenten ville gerne takke lederne for deres støtte og understrege, at det betød noget, at amerikanerne så, hvad der skete, sagde han.
Dagen forinden havde en journalist på den israelske nyhedskanal i24NEWS berettet, at israelske soldater efter angrebet på kibbutzen Kfar Aza nær grænsen til Gaza havde fundet ”babyer med deres hoveder skåret af”. Et klip, der angiveligt forestillede netop det, gik viralt på X (tidligere Twitter), og kort efter havde journalisten skrevet i et tweet, at ”soldater fortalte mig, at de tror, at 40 babyer/børn blev dræbt. Det præcise dødstal er stadig ukendt.”
”Jeg mener …,” sagde Joe Biden og ledte efter ordene.
”Jeg … jeg har lavet det her længe. Jeg troede aldrig, at jeg ville se … få bekræftede billeder af terrorister, der halshugger børn … jeg troede aldrig …. jeg …”
Et øjeblik syntes præsidenten at være tabt i egne tanker, inden han rundede af med at tilføje, at der var lande i Mellemøsten, ”inklusive arabiske nationer”, som forsøgte at være til hjælp.
OMKRING 1.200 ISRAELERE, hvoraf størstedelen var almindelige civile, blev dræbt ved angrebet 7. oktober, og ikke bare vidneudsagn, men såkaldte tekniske beviser som overvågningsbilleder samt video- og lydoptagelser har dokumenteret, at Hamas voldtog, lemlæstede og myrdede løs i flæng.
Hamas har imidlertid nægtet at have halshugget børn og/eller babyer, og da avisen Washington Post efterfølgende kontaktede Det Hvide Hus, måtte en talsmand for præsidenten præcisere, at hverken han eller amerikanske embedsmænd havde set sådanne billeder eller haft mulighed for selv at bekræfte de forlydender.
Joe Biden – kendt for fortalelser og fejlhuskninger – refererede til, at en talsmand for den israelske premierminister Benjamin Netanyahu samt netop historier i pressen havde fortalt, at børn og babyer var blevet fundet med deres hoveder ”skåret af” i Kfar Aza efter angrebet.
I december skrev den israelske avis Haaretz, at oplysninger fra blandt andet Israels nationale sundhedsforsikring, politiet og ledere af de kibbutzer, der var mål for angrebet, afslørede, at et enkelt lille barn blev dræbt af Hamas. Det var den etårige Mila Cohen, der blev dræbt sammen med sin far, Ohad, i kibbutzen Be’eri (den israelske hær, IDF, har hidtil afvist at undersøge angrebet på Kfar Aza yderligere, fordi det vil være ”mangel på respekt for de døde”).
De halshuggede børn og babyer i Kfar Aza er ikke de eneste, vi måske aldrig vil kende sandheden om, og hvis sandheden, som den græske digter Aischylos sagde, er det første offer i krig, har der sjældent været så mange ofre som i krigen mellem Hamas og Israel.
MENS RAKETTER TRAK deres spor over himlen i Gaza, og soldater fra IDF og medlemmer af Hamas’ væbnede gren, Ezzedine al-Qassam-brigaden, sloges, blev der fra første dag udkæmpet en hidtil uset informationskrig mellem de krigende parter samt deres tilhængere og modstandere. Det måske mest omtalte eksempel var eksplosionen på Al-Ahli Arab-hospitalet den 17. oktober. En eksplosion, som Israel straks fik skylden for af Hamas på de sociale medier, men såvel israelerne som en række vestlige efterretningstjenester mener, at eksplosionen sandsynligvis skyldtes en fejlslagen affyring af en raket fra Gaza – afsendt af den militante gruppe Islamisk Jihad.
Ifølge det britiske teknologiselskab Logically var der i den første uge efter Ruslands invasion af Ukraine for to år siden 63 millioner opslag, posts eller delinger om krigen på Facebook, X, Instagram, Tumblr, YouTube, Reddit og blogs.
Det tilsvarende tal var 78 millioner i ugen efter Hamas’ angreb.
”Hvad angår disinformationer, repræsenterer krigen mellem Israel og Hamas en perfekt storm,” siger Rita Katz, direktør for SITE Intelligence Group, et privat efterretningsfirma med base i staten Maryland.
”Konfliktens globale rækkevidde og splittende effekt på samfund bliver mødt af en kaotisk strøm af had samt dis- og misinformation på nettet. Det ses tydeligst på X, hvor pålidelige oplysninger drukner i et hav af internettrolde, ekstremister, statsligt forbundne konti, som udgiver sig for at være journalister, samt influencere med blå flueben, der deler hvert eneste rygte, de falder over. Hver gang nogen viser mig en ny video fra X, tøver jeg med at tro på, hvad jeg ser, fordi det halvdelen af gangene viser sig at være fem år gamle optagelser, klip fra spillefilm eller andre irrelevante episoder.”
PÅ ØSTERBRO I København viser ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation særudstillingen ’Kommunikation i krise’, som illustrerer, hvordan krige og kriser forandrer vores måde at kommunikere på. Og omvendt. Den måde, vi kommunikerer på, risikerer i sig selv at medvirke til at skabe og forstærke kriserne og krigene.
”I krig bliver kommunikationen og ’sandheden’ trukket meget hårdt op, fordi det drejer sig om at kunne få folk til at følge sig og dø for sådan en sandhed,” siger ENIGMAs direktør Magnus Restofte om udstillingen på første sal, der ligger hen i mørke. Dels for at få de oplyste udstillingsgenstande til at stå frem som på en teaterscene, dels for at understrege udstillingens dystre bagtæppe.
”Senest har vi set det i krigen mellem Israel og Hamas, hvor den første sandhed, som vi hurtigt reagerede på med afsky og forargelse, var, at en terrororganisation havde udført et forfærdeligt angreb. Herefter er der så kommet andre nuancer af sandheden,” siger Magnus Restofte og fortsætter: ”Sandheden er i virkeligheden den, vi alle sammen forsøger at nuancere, når vi kommunikerer og modtager kommunikation. Under en krig kan vi se, hvad kommunikationen betyder, og de store konsekvenser, det kan få, hvis vi tror på en sandhed, og den så viser sig at være forkert.”
Særudstillingen handler om ’alternative sandheder’, hvilket kan være alt fra ’Folkemodtageren’, den billige, massefremstillede radio, som Joseph Goebbels udspyede sin propaganda igennem, til en deepfake med Volodymyr Zelenskyj, som i marts 2022 opfordrede ukrainerne til at lægge deres våben og overgive sig. Deepfake er en metode, hvor et computerprogram via billeder, video og lyd kan skabe en falsk optagelse af en virkelig person. Kort forinden havde det ukrainske Center for Strategisk Kommunikation og Informationssikkerhed advaret om manipulerede videoer, der havde til formål at skabe panik, og nævnt, at det netop kunne være en video, hvor præsidenten fortalte, at Ukraine overgiver sig.
”Billedets fald som sandhedsvidne,” kalder museet videoen.
”JEG STÅR LIGE i en flygtningelejr og skal til at lave et interview,” siger TV 2’s internationale korrespondent Rasmus Tantholdt i telefonen, mens han befinder sig på Vestbredden. ”Må jeg ringe tilbage lidt senere?”
Ofte må journalisterne støtte sig til andenhåndskilder. Ikke mindst under en krig, hvor de sjældent ser fronten eller nøjes med at dukke op, når slaget er overstået, massakren fuldbyrdet, og overgrebene har fundet sted. ’Anyone Here Been Raped and Speaks English?’ er således titlen på den britiske krigskorrespondent Edward Behrs erindringer – spørgsmålet blev stillet af en journalist fra BBC til en gruppe belgiske nonner, der var blevet evakueret med fly fra Stanleyville under Congokrisen i 1964.
Da Rasmus Tantholdt nogle timer senere ringer tilbage, fortæller han, at i de tilfælde – som nu – hvor journalister ikke kan komme ind i Gaza og være øjne og ører for seerne derhjemme, lader han i stedet parterne komme til orde (på samtaletidspunktet havde både Israel og Egypten lukket deres grænser til Gaza).
”Så må du som seer vurdere, hvad du tror på,” siger han.
Problemet er måske heller ikke nødvendigvis, om en historie er sand eller falsk. Det er snarere, at nogle mener, at vi skal se, høre og læse bestemte historier om krigen.
”Vær venlig at blive der. Du leverer billederne, og jeg leverer krigen,” som den amerikanske bladkonge William Randolph Hearst i 1897 telegraferede til illustrator Frederic Remington. Netop ankommet til Cuba havde han meddelt New York Journal, at han ikke som forventet havde fundet tegn på borgerkrig i den dengang spanske koloni og derfor ønskede at vende hjem igen.
Andre gange er problemet, at nogle mener, at bestemte historier ikke bør komme frem.
Ikke mindst de såkaldte fixere, eller lokale hjælpere, som Rasmus Tantholdt og andre krigskorrespondenter benytter sig af, kan have deres egen politiske dagsorden. Fixerne kender sproget, har kontakterne og hjælper med at aftale interview.
Denne dag er Rasmus Tantholdt sammen med palæstinensiske Fahdi, hans fixer på Vestbredden, og få minutter forinden havde fixeren opfordret den danske journalist til at lade være med at fotografere de billeder, en 14-årig palæstinensisk dreng havde hængende på væggen i sit værelse. Drengen var netop blevet løsladt efter at have været fængslet for at kaste sten efter israelske soldater.
”Du skal nok ikke filme de billeder, Rasmus,” lød det fra fixeren med henvisning til, at flere af mændene på billederne betragtes som terrorister i Israel og Vesten.
”For så tror folk, at han har lyst til at blive ligesom dem.”
”KAMERAET LYVER ALDRIG, men det kan være løgnens medskyldige,” har den britiske redaktør, journalist og forfatter Harold Evans sagt. Kameraets position ændrer betydningen af det eller den fotograferede. Fotografier bliver retoucheret, uønskede personer skrives ud af historien – eller bare forkortet, som det skete, da Svend Auken i 1973 besøgte Nordkorea og hjemme igen måtte konstatere, at benene var skrumpet på de officielle billeder under besøget. Årsag: Den store leder Kim Il Sung måtte ikke fremstå kortere end ’Lange Svend’.
Der er alt det, vi ikke ser på fotografiet. Som i fotografiet fra Vietnamkrigen, hvor den sydvietnamesiske general og politichef under Tet-offensiven i 1968 henretter en tilfangetaget kommunist med et enkelt pistolskud på gaden i Saigon. Fotografiet var med til at miskreditere såvel politichefen som den sydvietnamesiske regering og dens krigsførelse. Men faktisk var det en halv løgn, forklarede fotografen Eddie Adam. Ifølge fotografen var årsagen til skudepisoden, at politichefen kort forinden havde fundet en ven og kollega samt dennes familie, som var blev myrdet af den tilfangetagne.
Og endelig er spørgsmålet selvfølgelig: Hvad er det egentlig, vi ser?
Det berømte fotografi fra anden verdenskrig, hvor amerikanske marinesoldater rejste flaget på den japanske ø Iwo Jima, var ganske vist ægte (trods forlydender om det modsatte), men gav amerikanere derhjemme det forkerte indtryk, at krigen var vundet. Eftertiden har også stillet spørgsmål ved ægtheden af det berømte foto af en faldende soldat i den spanske borgerkrig. Fotografiet, hvor den ungarske fotograf Robert Capa i 1936 angiveligt fangede en republikansk soldat i den brøkdel af et sekund, han blev ramt af et skud. Det var en billedredaktør, som efterfølgende døbte fotografiet ’Faldende soldat’. Selv fortalte Robert Capa, som blev dræbt i 1954 af en landmine i Vietnam, at ”det prisvindende fotografi er født i fantasien hos redaktørerne og offentligheden, som ser det”.
HVER DAG MODTAGER Rasmus Tantholdt talrige beskeder fra pro-palæstinensere med billeder og videoer fra Gaza med opfordringen: Hvorfor filmer og fortæller du ikke om dette? Nogle gange får han også lignende beskeder fra den anden side i konflikten. Mængden og tonen i beskederne (som ligefrem kan være dødstrusler) har været voldsommere, end de plejer at være, når han dækker konflikten mellem israelerne og palæstinenserne.
”TV 2 bringer ikke billeder af børn, som bliver slået ihjel,” fortæller han. ”Eller billeder af menneskekroppe, som er halverede. Men det gør man på de sociale medier. Og det er de billeder, som folk nu sidder og får på deres mobiltelefoner. De billeder, som kommer ind i folks hverdag, og som de ikke kan forstå, at TV 2 ikke viser. For vi må da kunne forstå, hvor forfærdeligt det er for palæstinenserne. Hvorfor viser vi ikke de sande billeder? Hvorimod israelerne efterlyser, hvorfor vi ikke viser de sande billeder af de mennesker, som på bestialsk vis er blevet myrdet af Hamas i kibbutzerne.”
Hvis TV 2 viste billederne, risikerer stationen, at mange seere zapper væk, fordi de ikke kan holde ud at se dem. Resultat: Seerne mister interessen for krigene, konflikterne og katastroferne rundtomkring i verden.
Ifølge TV 2’s etiske retningslinjer bringer stationen ikke billeder, der ”krænker personers værdighed – hverken ofrenes, de pårørendes eller seernes”. Det kan dog være berettiget at vise ”ubehagelige og voldsomme” billeder som dokumentation og for at afspejle virkeligheden, også når det handler om krig. I sådanne tilfælde skal der foretages en afvejning af de modsatrettede hensyn, hedder det.
”LIDT FOR HURTIGE nyheder,” står der på ENIGMAs særudstilling ved en oplyst glasmontre med en støvet satellittelefon.
”Nu ruller nogle af de allersidste danske soldater ud af Irak i ly af nattemørket,” annoncerede satellittelefonens ejermand Jeppe Nybroe i TV Avisen den 29. juli 2007, da han fortalte historien om de danske troppers tilbagetrækning. Men kolonnen var på det tidspunkt på vej ind i Irak fra Kuwait for at hente nogle af de sidste danske soldater. De medvirkende soldater i indslaget forlod først et par dage senere Irak.
Selve klippet fra TV Avisen har museet ikke fået lov til at vise.
”Det skyldes, at klippet indeholder klar misinformation,” lyder forklaringen fra DR.
I 2007 var Ulrik Haagerup DR’s nyhedschef, og da han et årti senere stoppede, var det for at blive direktør for det da nystiftede Constructive Institute ved Aarhus Universitet. Her har Ulrik Haagerup siden forsøgt at få journalister til at sætte tempoet ned og tænke sig om en ekstra gang, før de rapporterer noget. Og frem for alt tænke over løsningerne på problemerne og på ’i morgen’ (modsat nyhedsjournalistik, som handler om ’nu’, og undersøgende journalistik, der handler om ’i går’).
”I dag er det vigtigste våben i en krig ikke en Kalasjnikov,” siger Ulrik Haagerup netop hjemvendt fra en workshop, som UNESCO havde arrangeret med en række østeuropæiske udgivere og forlæggere om tiden efter krigen i Ukraine, og hvordan medierne kan medvirke til at fremme den demokratiske samtale.
”Det er historiefortællingen: Hvem kan fortælle den version af sandheden, folk køber? Eller hvem er i stand til at forhindre nogen i at tro på nogen sandhed?”
I Storbritannien har man grebet problemet helt konkret an. I maj sidste år oprettede BBC en særlig afdeling, BBC Verify, hvis 60 ansatte alene har til opgave at faktatjekke, analysere og verificere de mange videoer, klip og påståede sandheder, der konstant er i omløb.
I 2023 AFSLØREDE en undersøgelse fra Reuters Institute Digital News Report, at 20 procent af danskerne ofte eller indimellem aktivt undgår nyhederne – et tal, der er steget fra 15 procent i 2019. Især unge er nyhedstrætte og tilvælger stadig oftere sociale medier. ”Hellere glad og uvidende end oplyst og ulykkelig,” som en af de studerende på Aarhus Katedralskole sagde under et møde med Constructive Institute.
På de sociale medier risikerer vi alle i jagten på sandheden at ende som pigen Alice, der i Lewis Carrolls fortælling om ’Alice i eventyrland’ får øje på en talende kanin og vælger at følge kaninen ned i dens hul og her ender i en parallelverden. En verden, hvor krigens virkelighed gradvis bliver mere og mere forvrænget. Whistlebloweren Frances Haugen, tidligere produktchef i Facebook, i dag Meta, har afsløret, hvordan selskabets forretningsmodel blandt andet er at beholde os på platformen så længe som muligt. Og blandt de korteste veje til flere clicks er vrede og had.
Ifølge Tobias Liebetrau, som er forsker i dansk og europæisk politik på Københavns Universitet, var den lettere adgang til oplysninger, og ’demokratiseringen’ af disse, en del af den optimistiske samfundsfortælling i 90’erne, hvor Berlinmuren faldt samtidig med globaliseringen og fremkomsten af internettet. Tre måneder efter murens fald kom billedbehandlingsprogrammet Photoshop på markedet.
”Det gjorde, at vi ikke var opmærksomme nok på, at såvel globaliseringen som internettet også havde negative sider, som vi først siden har opdaget,” siger Tobias Liebetrau, som tidligere har været ansat på Center for Cybersikkerhed ved Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og var med til at lave Danmarks første nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi.
KOMBATTANTER har alle dage brugt de forhåndenværende våben i kommunikationsarsenalet i kampen om sandheden – eller fortællingen – om en krig. Den preussiske militærhistoriker Carl von Clausewitz beskrev i bogen ’Om krig’, hvordan krigens tåge altid hviler over fronten og får tingene til at synes større og mere groteske, end de er i virkeligheden.
I krigen mellem Hamas og Israel er ’krigens tåge’ en algoritmedrevet digital tåge af falske nyheder samt dis- og misinformation (algoritmer er matematiske systemer, der hjælper os med at finde indhold, der minder om det, vi tidligere har liket).
Krigen er samtidig den første efter fremkomsten af kunstig intelligens (AI) som et reelt våben til at svække sandhedsværdien af det, vi ser, hører og læser. Kunstig intelligens kan klone stemmer og skabe tekst, billeder, lyd og videoer, der fremstår som menneskeskabte. Eller udvikle såkaldte bots (der kommer af ordet robot), som er computerprogrammer, der udgiver sig for at være mennesker på de sociale medier, hvor de kan skrive indlæg, kommentarer og artikler.
Som Søren Kierkegaard sagde, kan vi bedrages på flere måder. Vi kan tro på det usande, men vi kan også blive bedraget ved ikke at tro på det sande. Alene risikoen for, at kunstig intelligens har skabt fotografier, film og lydoptagelser, vil fremover få mange til at stille spørgsmål ved, om de nu også kan stole på, hvad de præsenteres for.
”Bekymringen over deepfakes er meget mere udtalt i dag,” siger Hany Farid fra University of California i Berkeley, som har specialiseret sig i såkaldt digital retsmedicin og altså blandt andet deepfakes.
”Det kræver ikke titusinder af slagsen, det kræver blot nogle få, for at kilden bliver forgiftet, og alting bliver mistænkeligt,” som han siger.
Da den omtalte deepfake med Volodymyr Zelenskyj dukkede op på de sociale medier, faldt de færreste for den. Blot et år senere, i juni 2023, blev flere russiske statsmedier dog i første omgang snydt af en tilsvarende deepfake, hvor præsident Vladimir Putin tilsyneladende indførte krigsretstilstand i Rusland.
I OKTOBER BRUGTE de russiske komikere Vovan og Lexus, Vladimir Kuznetsov og Aleksej Stoljarov, formentlig også deepfake-teknologi til at få Lars Løkke Rasmussen til at tro, at han førte en videosamtale med Moussa Faki, Den Afrikanske Unions kommissionsformand (ifølge Udenrigsministeriet er noget tilsvarende sket for i hvert fald ni andre lande). Udenrigsministeren vurderede under samtalen, som senere blev offentliggjort på nettet, at ”den ukrainske præsident vil tilpasse situationen og fastslå, at det nu er på tide at begynde forhandlinger”. Hvilket vakte opsigt, fordi Vesten – og Ukraine – hidtil har afvist enhver snak om fredsforhandlinger, så længe der står russiske soldater på ukrainsk jord. I 2020 snød komikerne også medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn ved at udgive sig for at være den belarusiske oppositionsleder Svjatlana Tsikhanowskaja (samtalen tog en brat vending, da ’hun’ spurgte, om det var korrekt, at danske politikere havde sex med skildpadder på dyrebordeller).
Benjamin Rud Elberth fortæller i telefonen, at han allerede nu vil kunne optage vores samtale, finde mit fotografi på nettet og ved hjælp af kunstig intelligens få mig til at sige – og mene – det modsatte af, hvad jeg lige har sagt. Det vil tage den tidligere digitale chef for Socialdemokratiet og nuværende direktør i kommunikationsbureauet Operate nogle minutter. Ikke timer eller dage.
”Dem, som siger, at de kan gennemskue en deepfake, er mennesker, som forholder sig til fortiden,” siger Benjamin Rud Elberth. ”Og fortiden var i går.”
Foreløbig har krigen mellem Israel og Hamas ikke været særligt præget af deepfakes. Der har været få eksempler, og færre har været overbevisende. Et omtalt fotografi af en mand, der angiveligt fører fem børn væk fra en bombet bygning, viste sig ved nærmere undersøgelse at være AI-genereret.
I stedet har tastaturkrigerne oftest benyttet sig af tidligere optagelser og fotografier og udgivet disse for at være nye, ligesom det har føget gennem luften med beskyldninger om, at mange af ofrene på disse optagelser i virkeligheden er skuespillere. Udtrykket ’Pallywood’, som er en sammentrækning af ’Palestine’ og ’Hollywood’, har fået en renæssance på de sociale medier og er ikke mindst blevet brugt af israelske og amerikanske bloggere.
”HVIS VI I DAG har et såkaldt informationsoverload af sande oplysninger, hvad sker der så, når vi tilsætter falske oplysninger?” spørger André Ken Jakobsson, som forsker i stormagtskonkurrence mellem USA, Kina og Rusland ved Syddansk Universitet.
Da forskeren ankommer til interviewet, viser han på mobiltelefonen, at det ”med et sundt tempo” er lykkedes at skære 12 minutter af Google Maps’ beregnede tid for gåturen til Den Sorte Diamant i København. André Ken Jakobsson har altid interesseret sig for teknik, it og computere, og efter at være blevet færdiguddannet som politolog forener han nu den private og professionelle interesse i studiet af, hvad han kalder gråzonen mellem krig og fred.
Siden oplysningstiden har tanken været, at frie, lige – og oplyste – borgere forsøger at løse deres uenigheder med argumenter, og at det bedste argument vinder i den offentlige debat. Men spredningen af falske nyheder samt dis- og misinformationer truer den tanke, og André Ken Jakobsson advarer om, at Vesten befinder sig i en informationskrig med sine fjender (læs: Rusland), som forsøger at påvirke os, vores værdier og sammenhængskraft.
”Især den teknologiske udvikling og internettet har gjort det nemmere og hurtigere at finde inspiration til at sammensætte og videreformidle egendefinerede verdens- og fjendebilleder,” hedder det i trusselvurderingen fra Center for Terroranalyse, og sidste år introducerede Politiets Efterretningstjeneste (PET) begrebet ’hybridisering’. Det dækker over, at flere og flere ”sammensætter en cocktail af deres egne verdens- og fjendebilleder, som er præget af ideologiske og religiøse forestillinger, men som også suppleres af konspirationsteorier, ekstrem voldsfascination og helt nære personlige forhold som for eksempel psykiske lidelser”.
Eksempelvis bragte det russiske netmedie Ruslands Klokke i 2017 en historie om, at Danmark snart ville åbne sit første dyrebordel i København. Historien, hvoraf det fremgik, at Danmark tillader sex mellem dyr og mennesker, så længe førstnævnte ikke lider skade, blev hurtigt spredt på en række andre medier og blev også opdaget af EU’s særlige enhed for modarbejdning af falske nyheder og mis- og disinformation, East StratCom.
EU-enheden advarede dengang mod ikke at tage historien alvorligt. Den var blot den seneste i en række lignende af slagsen, der havde til formål at berette om ”moralsk forfald” i Europa.
”Historierne kommer op i andre sammenhænge, hvor man prøver at nedgøre Vesten, og så lyder den nye, falske historie pludselig mere sandsynlig. Usandhederne akkumulerer, og det åbner kunstig intelligens nu porten til helvede op for,” siger forsker André Ken Jakobsson.
ER SANDHEDEN DET første offer i en krig? På spørgsmålet tøver Jeanette Serritzlev, militæranalytiker på Forsvarsakademiet. På hendes kontor hænger et billede af George C. Scott i rollen som den amerikanske general George Patton i filmen, der har hans efternavn som titel. Billedet er ledsaget af teksten til generalens tale til sine soldater i starten af filmen: ”Hør her! Jeg vil have, at I husker, at ingen skiderik nogensinde har vundet en krig ved at dø for sit land. Han vandt den ved at få den anden stakkels dumme skiderik til at dø for sit land.”
”Hvis man skal være fræk, kan man sige, at sandheden også er det første offer i freden – eller hvad man nu kalder vores nuværende situation,” lyder det endelig fra Jeanette Serritzlev, der i 2023 udgav bogen ’Informationskrig’. Bogen var faktisk færdig allerede to år tidligere, men så kom invasionen af Ukraine, og med ét blev teori til virkelighed (Rusland er den case, hun bruger i bogen).
Militæranalytikeren bliver ofte spurgt, hvor de gode danske eksempler er på informationskrigen herhjemme, når hun skriver og holder foredrag om emnet.
”Der er få eksempler, og groft sagt så tror jeg ikke, at Kreml går op i, hvem der på et givet tidspunkt er statsminister i Danmark,” siger Jeanette Serritzlev, der ikke mener, at ”det nødvendigvis er relevant for Rusland at prøve at påvirke et dansk folketingsvalg”.
”Det handler om at skabe splid, splittelse og mistillid i et samfund og – over tid – at påvirke befolkningens holdning til EU og NATO. Hvilket er sværere at afsløre og pege på og sige: ’Hov, dér var et eksempel på informationspåvirkning.’ Det foregår ofte på mere subtile måder og med et længere tidsperspektiv. Men selvom man ikke lige kan pege på påvirkningen, betyder det ikke, at den ikke finder sted.”
RASMUS TANTHOLDT og fotograf Simon Borg var efter den russiske invasion i marts 2022 de eneste tilbageværende skandinaviske journalister i den ukrainske hovedstad Kyiv, og en eftermiddag blev han ringet op af statsminister Mette Frederiksen. De to danskere var sammen med deres fixer Euge på vej tilbage efter at have lavet en optagelse i Boryspil Lufthavn øst for hovedstaden, hvor soldater byggede skyttegrave på landingsbanerne.
Rasmus Tantholdt holdt ind ved en tankstation og slog medhør til på mobiltelefonen. Fixeren havde svært ved at forstå, hvad der foregik, selvom de flere gange forklarede, at det var rigtigt nok. Den danske statsminister – pressens minister – var i røret.
”Hun understregede, at en krig i dag blev udkæmpet på mange forskellige parametre, og at billeder, lyd og ord i en verden som vores spillede en meget større rolle, end det havde gjort før i tiden,” fortæller Rasmus Tantholdt.
”Og så bad hun os om at passe på os selv.”
