LÆRKE KLØVEDAL ER bange for at komme for sent. I rigtig god tid har hun forladt København for at komme med færgen til Aarhus, og hun ankommer som den allerførste til færgelejet. En time før afgang.
”Ja, okay,” siger hun, selvironisk og en anelse forlegent på den tomme, vindblæste færgehavn med front mod bølgerne under gråvejrsskyerne. ”Det var vist bare mig, der var nervøs.”
Hun er ikke meget for at være på farten. Hader det faktisk. Bliver altid sindssygt nervøs forinden.
”Det er det samme hver gang. Jeg kan ikke finde mine ting. Jeg bliver hektisk og urolig, og mest af alt får jeg sådan en kæmpe sorgfølelse. Jeg kommer til at gøre nogle overdrevne ting og sige alt for meget farvel til min søn, selvom jeg for pokker bare skal til Jylland og have én overnatning,” siger hun, og vidste man det ikke, skulle man ikke tro, at hun var datter af Danmarks måske mest kendte eventyrer, Troels Kløvedal, der døde i 2018.
Men hun kan ikke løbe fra det, selv hvis hun ville, for hun ligner ham og har fået det at vide hele sit liv: det næsten barnlige smil, de lange ben og arme, det umulige hår, der bliver til tottet uldhår, hvis ikke hun føntørrer det om morgenen.
”Jeg er det af hans børn, der har tilbragt mindst tid med ham, og måske den, der fysisk ligner ham mest,” som hun skriver i sin anmelderroste debutbog ’Sømærke’ fra 2023, der handler om at være barn af eventyrere og idealister, men at savne kompas til virkeligheden, hvis man er anderledes i sit væsen.
I dag skal den 45-årige forfatter, madanmelder og radiovært på ’Det sidste måltid’ til Odder for at holde oplæg om bogen på byens bibliotek. På vej op ad rampen til færgen lidt senere på eftermiddagen holder hun anspændt fast i sædekanten.
”Jeg hader det. Vi kører mit mareridt lige nu. Jeg er virkelig dårlig til al transport. Og til at finde vej. Det er altid med hjertet oppe i halsen,” siger hun, før bilen omsider holder stille i færgegaragen. Hun klikker selen af og smiler: ”Det er rimelig sporbart i forhold til min egen opvækst med mange afskeder. Jeg pakker også altid for meget, som om jeg aldrig kommer hjem igen.”
DET VAR i kollektivet ’Jumbo’ på Amager, at hendes forældre mødte hinanden i 1976. Hendes far var lige kommet hjem fra en af sine eventyrlige sejladser, da han og moren Maiken blev forelskede på stedet. På en efterfølgende rejse til Sri Lanka med ’Nordkaperen’ opdagede de, at hun var gravid, og den kommende far rejste sig og råbte ud over vandet: ”Det bliver en pige, og hun skal hedde Lærke!”
Begge forældre var en del af 68’er-oprøret, der brød med samfundets normer, og da Lærke Kløvedal blev født i september 1978, var de allerede gået fra hinanden igen. Derfor var det heller ikke hendes far, der var med til fødslen, men morens veninder fra kollektivet. Da meldingen nåede frem til Troels Kløvedal, befandt han sig på havnen i Svendborg og fejrede det med smørrebrød og øl. Han var på vej mod nye eventyr.
Kort efter flyttede Lærke Kløvedal og hendes mor til den anden ende af landet, til Thy, hvor moren med to veninder havde købt en gammel skole, som de omdannede til et kollektiv, hvor de også tog plejebørn ind. Det meste af Lærke Kløvedals opvækst foregik på disse kanter, men i forskellige konstellationer, og der var også en afstikker til Portugal, da hendes mor sammen med andre kollektivister hævede pensionen, købte en appelsinfarm og rejste sydpå for at starte ’Fattigrøvenes ferieparadis’, som de døbte farmen, hvor de sov i telt under korkegene og badede i den nærliggende kildedal.
Moren og hendes veninde ville sælge dansk rugbrød i Portugal og dernæst portugisiske kakler i Danmark, men da ingen af ideerne endte efter planen, og pengene slap op, rejste de tilbage til Thy.
Det var en barndom defineret af meget flytteri og mange søskende. Ni halv- og stedsøskende for at være helt præcis, men som hun skriver i ’Sømærke’, føles ni halvsøskende nogle gange som ”at have ingen søskende”.
”Det var ligesom bare noget, jeg måtte rumme. Der blev aldrig sat spørgsmålstegn ved, om det måske var lidt forvirrende eller rodet for et barn, eller om det var noget, jeg var okay med,” siger hun, mens Molslinjen tøffer ud på det åbne hav.
”Nu har jeg selv sammenbragte børn, og vi har brugt meget tid på at facilitere hele det setup. Arbejde for, at det var rart for dem at være i den nye fælles virkelighed, og være tydelige voksne ved at snakke og lave ting sammen og tage sig af de problemer, der kom. Sådan rimelig basic pædagogisk arbejde. Sådan var det ikke i min barndom.”
FAREN SÅ hun sjældent. Måske et par gange om året. Enten hvis han kom på mere eller mindre uanmeldt besøg, eller hvis han tilfældigvis skulle holde foredrag i Thy. Ellers glimrede han mest ved sit fravær. Som hun skriver i en af de mest citerede passager af ’Sømærke’: ”I alle årene er der om min far blevet skrevet, at han havde modet til at gøre det, andre kun drømmer om: at forlade den grå hverdag og tage derhen, hvor drømmene bliver til virkelighed. Men den grå hverdag, det var jo mig.”
I løbet af sin opvækst havde Lærke Kløvedal en oplevelse af at være i en form for forhandling om, hvor hun selv skulle placere sig i forhold til ham. For han var en, alle kendte, og som hendes klassekammeraters forældre altid spurgte ind til – med beundring i stemmen.
”Hvis jeg fortalte en historie om min familie som barn, blev det til en fortælling om Troels Kløvedal. Så var hele anonymiteten forsvundet. Det var et heftigt vilkår, at der altid var en anden historie, en anden person, der kom før én selv. Den kendte forælder. Det gav en helt vild selvbevidsthed, som jeg ikke synes, man bør have på sig som barn.”
En gang imellem var Lærke Kløvedal på besøg hos sin far. Når ikke han var ude at rejse, boede han på en gammel firlænget gård på Djursland. Her kredsede det hele om ham. Og ved middagsbordet var det altid ham og de andre mænd, der underholdt med historier fra de syv verdenshave. Om Biscayen, Samaria-kløften og Bosporus-strædet. Troels Kløvedal sad altid for bordenden, når søkortene blev rullet ud, og der skulle fortælles historier om det, som for alvor betød noget: at rejse.
”Som barn tror jeg, at jeg syntes, at det var åndssvagt, at der var en, der skulle bestemme det hele – min far. I mit voksne liv får autoriteter det stadig til at krible i mig. Jeg tror, det er en reaktion på at skulle være sød, artig, påpasselig og ligesom sno sig for at gøre patriarken tilpas.”
DET LÅ I kortene, at man efter gymnasiet skulle på dannelsesrejse, og med en far, hvis rejseprogrammer kørte nonstop i fjernsynet, følte Lærke Kløvedal en særlig forpligtelse til også at være eventyrlysten. Hun rejste for eksempel til Indonesien, men kun et døgn senere blev hun ramt af opkast og diarré og glædede sig bare til at komme hjem.
”Jeg voksede op med, at oplevelser og eventyr og alt, der vender udad, har værdi. Man skulle altid rejse længere væk, klatre højere op. Der var ingen værdi i det modsatte, i at have et stille, men rigt, indre liv, og der var aldrig nogen, der sagde, at de ikke kunne lide at rejse,” siger hun og fortæller, at jagten på den høje energi og intensitet fulgte hende i mange år – selv efter at hun havde erkendt, at hun ikke var eventyrer af natur.
”Én ting var eventyrene, en anden var idealet om at hoppe fra forelskelsestue til forelskelsestue. Hvis forelskelsen dalede, var relationen nok død. Jeg havde ikke så meget at spejle mig i, når det kom til lange kærlighedsrelationer, fordi de i min familie oftest blev omtalt som kedelige og ’bredrøvede’. Der har været en uro, en rastløshed, som har været gennemgående i mit liv, og jeg har selv været sådan en, der har haft mange jobs, mange kærester og boet mange steder. Det har taget mig rigtig mange år at finde ro.”
LILLEJULEAFTEN I 2018 gik Troels Kløvedal bort omgivet af sine fem børn på gården i Djursland. Nogle måneder senere tog Lærke Kløvedal tilbage for at tilbringe et par uger på gården alene.
Det var en opbrudstid, hvor hun følte sig ”en lille smule i frit fald”, og noget trak hende mod farens gård og særligt hans lille digterhytte for enden af den store have. Forskellige forlag havde i årenes løb kontaktet hende med henblik på måske at skrive en bog. Hun havde holdt kaffemøde på kaffemøde, men aldrig rigtig landet, hvordan hun skulle gribe det an. Det eneste, hun var helt sikker på, var, at det i hvert fald ikke skulle være en erindringsbog, og hun skulle under ingen omstændigheder selv være på forsiden.
”Så det gik supergodt,” siger hun ironisk – for det gik stik modsat. ”Dengang havde jeg slet ikke lyst til at skrive om mig selv. Som i slet ikke. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at gå rundt om min egen fortælling.”
På farens gård fik hun ikke skrevet meget. Det meste af tiden sad hun bare og stirrede ud i luften. Men på en måde var det også præcis, som det skulle være. For hun fik sagt farvel.
”Han døde i december, og vinterkulden og begravelsen og alt det der … det var fandeme råt. Og så stod jeg der i haven, det var det vildeste forår, og alt stod i flor. Der var sådan en syren-regn, og der var bare … et eller andet, der gav mening. Jeg fik en klar fornemmelse af, at gården ligesom var afsjælet, at han var væk. Altså, at han virkelig ikke var her mere.”
Hjemme i København cyklede Lærke Kløvedal hver morgen ind på Det Kongelige Bibliotek – Den Sorte Diamant – for her at prøve at ryste den bog ud gennem fingrene, som hun vidste, gemte sig et sted. De første par uger gik som på gården, men så cyklede hun en morgen hen over Langebro og fik pludselig en fornemmelse af, at noget trængte sig på. Nogle sætninger, som ville hende noget, og som hun blev nødt til at reagere på.
”Jeg har hverken prøvet det før eller siden, men jeg havde et seks-timers skriveflow i træk,” siger hun om den dag, hvor minderne væltede ud af hende. For eksempel dengang hendes far kom uanmeldt på besøg i Thy, og de cyklede til stranden sammen, men hun fik sin fod i klemme i cykelhjulet og efterfølgende havde en fornemmelse af at have ødelagt noget, der ellers var gået godt.
”Der er så mange hensyn at tage i min familie, men at kunne tage afsæt i ’jeg husker’ blev en måde at finde min egen berettigelse. Hvordan jeg husker tingene, er faktisk kun mit. Det var utrolig forløsende at skrive den bog. Det var erindringer og ord, der kom fra mit hjerte, mit system, som blev skrevet med mine fingre på min computer. Der er min fars sandhed, min mors sandhed, mine søskendes sandhed, men det her er min historie. At skrive den bog har været afgørende for min måde at være i verden på.”
Alligevel blev hun overrasket over, hvor stor en del af pressedækningen der kom til at handle om hendes far, da bogen udkom:
”De var meget optaget af, om der var et oprør, et opgør, en konflikt. Men det er jo netop ikke en historie, der handler om, at mine forældre og den generation har gjort det forkert. Den handler om, at jeg har følt mig forkert i dét.”
MØRKET ER VED at falde på, da bilen triller ind foran Odder Bibliotek, der ligger omgivet af en stor græsplæne, en lille å og små, farverige rækkehuse.
”Enten er jeg talt virkelig varm, eller også er jeg helt tør af at snakke så meget,” griner Lærke Kløvedal, da hun træder ud af bilen.
”Men nu skal vi have en lille mad, og så er der forhåbentlig også et lille glas vin. Det hjælper!”
Hun skæver hen over asfalten til biblioteket.
”Jeg har simpelthen en booker nu. Han er vant til, at de optrædende har ønsker, så han spurgte mig, hvad jeg ville have, og jeg sagde ’ikke noget’. Men han mente, det ville være rart med et eller andet, når man har transporteret sig tværs over landet. Så nu bestiller jeg altid rugbrødsmadder og et glas vin.”
Indenfor er flere hundrede klapstole linet op omgivet af bogreoler.
”Vi kunne have solgt det dobbelte antal billetter,” siger biblioteksdirektøren, da han tager imod sammen med en håndfuld medarbejdere.
”Wow,” siger hun benovet og kaster et blik på de mange stole.
”Snildt,” gentager direktøren. ”Er det ikke rigtigt, at du gerne vil have en æggemad og noget vin? Det står på sedlen.”
Lidt efter skænker Lærke Kløvedal sig et glas fra en flaske Chardonnay, kold og med dråber ned ad siden, og tager en ordentlig tår.
”Ahhh … jeg siger dig, det er dejligt med et glas vin.”
EN TIMES TID senere træder hun op på scenen i sort blazer, en hvid striktrøje med perler lavet af designeren – og veninden – Lærke Bagger, sorte bukser og hvide Asics-sneakers. Odder Bibliotek er propfyldt, og selvom hun forinden har slugt flere og flere gab i knytnæven, er hun nu en fisk i vandet. Svarer omhyggeligt på spørgsmål fra bibliotekets projektleder, der agerer aftenens vært, og knytter anekdoter til, der får publikum til at grine på de rigtige tidspunkter.
Hun læser passager fra bogen, fortæller om titlen, der tager afsæt i de høje sømærker af træ langs den jyske vestkyst, og om efter sin fars død at finde breve, som hendes forældre sendte til hinanden som nyforelskede i 70’erne: ”Det er virkelig intimiderende at få et kendskab til dem på en helt anden måde.”
I pausen skal der skrives autografer, og det trækker i langdrag, for køen er monsterlang, og hver gang hun har hugget hovedet af den, vokser den på ny. Der drikkes hvidvin og sludres, og imens betragter biblioteksdirektøren virvaret med tilfredshed.
”Min far døde for nylig,” siger han pludselig. ”Jeg synes faktisk, det har været lidt ligesom at være i selvterapi at læse bogen.”
Så er Lærke Kløvedal langt om længe tilbage på scenen.
”Jeg har også fået vin,” siger hun og løfter glasset mod publikum.
”Hvor mange har egentlig læst bogen?” spørger projektlederen.
Stort set hele salen rækker hånden i vejret. Lærke Kløvedal kigger rundt med et genert ansigtsudtryk og fremstammer et ”Wow”.
I LØBET AF DAGEN er tidspessimisten blevet tidsoptimist. Lærke Kløvedal har bestilt bord på en restaurant i Aarhus, som hun tidligere har besøgt et par gange – og anmeldt – og hun har allerede én gang ringet til dem og beklaget, at hun kommer til at være sent fremme, sådan omkring klokken 20:45. Men da hun forlader Odder Bibliotek efter yderligere autografskrivning, smalltalk og et par selfies, har klokken rundet 21:30. Hun må endnu en gang ringe og beklage forsinkelsen. Hun puster ud, men uden at være rigtig træt.
”Jeg tror, jeg er sådan lidt … excited. Der er vildt mange indtryk. Der er mange film, der kører. Jeg begynder at tænke over … fik folk det ud af det, de ville have?”
Blandt de mange fremmødte publikummer var hendes gamle engelsklærer fra gymnasiet.
”Han var så sød, og jeg bliver simpelthen så glad, når folk, jeg har kendt, møder op,” siger hun og tøver lidt: ”Men de der relationer … det er svært at nå alt det, man gerne vil, ikke?” siger hun og fortæller om dengang, hun var hjemme i Thy for at fortælle om bogen. Forinden var hun nærmest ”opkast-nervøs”, for på stolerækkerne sad mange af hendes gamle klassekammeraters forældre og mange gamle bekendte, og hun kunne ikke lade være med at spekulere på, om de tænkte: Hvem tror hun, at hun er?
Men ved foredragets afslutning blev hun mødt af den længste signeringskø, hun endnu har oplevet.
”Det var megarørende og en helt vildt syret aften. Lige da vi var flyttet til Thy, fik jeg slået en rokketand ud af en fodbold. Jeg var stadig halvt københavner og havde en følelse af overhovedet ikke at kunne finde ind til, hvad fanden der foregik. Men i foredragssalen var der en, der rakte hånden op og sagde: ’Jeg vil gerne starte med at sige undskyld.’ Så ved man aldrig, hvad der kommer, vel? Men så sagde hun: ’Jeg tror, det var mig, der skød din tand ud.’”
ET MØNSTER HAR gentaget sig hele dagen. På turen fra København til Odder har Lærke Kløvedal stillet næsten lige så mange spørgsmål, som hun har besvaret. Hver gang der har været en åbning, har hun byttet roller: ”Hvor kommer du fra i landet?” ”Hvad laver din kæreste?” ”Havde du en bedste ven, da du var 15 år?”
På Odder Bibliotek fik hun hele projektlederens fortælling om at vokse op i Italien og mere til, og fremme på restaurant Bardok i Aarhus er det igen hende, der stiller spørgsmålene. Denne gang til køkkenpersonalet, der hænger ud i baren efter afsluttet vagt.
”Har det altid været din drøm?” spørger hun en yngre kvinde efter allerede at have fået ud af hende, at hun netop har bestået kokkeuddannelsen.
Det er langt ud på aftenen, og der er ingen andre gæster i restauranten med klare blå, orientalske vægfarver og eksotisk musik i højttalerne. I en firestjernet anmeldelse nogle år tidligere beskrev Lærke Kløvedal restauranten som ”Georgien møder Italien møder Rusland møder Tyrkiet møder Frankrig”.
”Gav jeg dem for lidt stjerner? Måske kunne de godt have fået fem?” spørger hun, da hun sætter sig ved et af træbordene og siger: ”Er her ikke vidunderligt?”
Tjeneren kommer lidt efter med hvidvinen, en naturvin, der er på nippet til at være en orangevin, og hun lyser af begejstring.
”I love it! Det er en vin, man bare hælder ned. Der er ingen modstand. Man får lyst til mere og mere og mere.”
Da han lidt efter ankommer med khinkali – georgiske dumplings med svinekød – udbryder hun et overbegejstret ”Yay!”.
”Tak for at holde så længe åbent,” siger hun så. ”Det smager simpelthen så helt utrolig røvgodt.”
MADANMELDERE HAR IKKE samme magt som tidligere, hvor en dårlig anmeldelse kunne lukke en restaurant, men jobbet vækker stadig opsigt. Lærke Kløvedal har skrevet madanmeldelser for Politiken i snart syv år, og på de fleste restauranter i de store danske byer ved man, hvem hun er. Hun oplever det, når hun tropper op på en restaurant, og personalet, pludselig og uden forespørgsel, flytter hende til en bedre plads.
”Så bliver det ret tydeligt. Men man skal jo helst have en fornemmelse af, hvordan det er på en almindelig aften. Heldigvis har sociale medier åbnet markedet, så dagbladene slet ikke er så vigtige mere,” siger hun.
Da hun begyndte at skrive madanmeldelser, fik hun også den første spæde fornemmelse af egen stemme. Hun sendte en uopfordret ansøgning til Politiken og fik lov at lave en prøveanmeldelse af restaurant Gorilla i Kødbyen i København.
”Da jeg havde skrevet den igennem første gang, kunne jeg se, at det for pokker ikke var sådan, jeg lyder. Det var sådan, midaldrende mandlige madanmeldere lyder. Så jeg skrev den igennem igen, og den blev det allerførste lille pip af en personlig stemme,” siger hun om anmeldelsen, hvor hun lagde vægt på sansningen – som for eksempel ”solen, der farvede Kødbyen lyserød”.
”Jeg havde ikke tidligere læst om at blive berørt af måltidet og den slags. Men det er sådan, jeg spiser, så på en måde blev det også nødt til at være sådan, jeg skrev.”
TEENAGEÅRENE FIK Lærke Kløvedal fritidsarbejde på pizzeriaet Roma i Thisted og var betaget af, hvordan de italienske ejere efter lukketid gjorde sig umage med at lave mad til personalet og satte sig om bordet i fællesskab med maden i centrum.
Da hun senere flyttede til København, fik hun arbejde på først en burgerrestaurant og senere en af byens første sushirestauranter. Hun var draget mod den kulinariske verden og husker stadig, da hun cyklede på Christianshavn og så kokkene og køkkenpersonalet sidde foran Era Ora, byens italienske toprestaurant dengang, og hvordan hun oplevede synet som magisk.
”Jeg var lige flyttet til København, og ens sensorer er helt åbne. De sad der i solen med deres åbne kokkejakker og lignede fandeme … rockstjerner. Det var så sejt. Det var ligesom at se en skuespiller eller musiker, før de skal på scenen.”
Selvom hun elskede restaurantverdenen, overvejede hun ikke at skabe en karriere inden for den, men fandt til gengæld samme energi i filmbranchen. I begyndelsen af sine tyvere fik hun arbejde på Nimbus Film. Hun begyndte som ulønnet praktikant, men arbejdede sig op og var i en periode assistent for Thomas Vinterberg i kølvandet på den sprudlende dogmeperiode.
”Jeg fandt ud af, at jeg var god til at være fødselshjælper for andres ideer. I filmbranchen er der altid brug for en, der tager sig af ting og aflæser, hvornår der er brug for en kop kaffe. Lidt ligesom tjenerbranchen. Det er også en branche med meget store egoer, og det var noget, jeg kunne genkende. Jeg følte mig på en måde hjemme i det der med at have alle antennerne ude og sørge for, at overhovedet havde det godt.”
Senere tog Lærke Kløvedal journalistuddannelsen i Odense og fik job på DR, hvor hun i en årrække var journalist på Deadline og redaktionschef andre steder i huset – igen en rolle, hvor hun arbejdede for at forløse andre og deres ideer. Med tiden oplevede hun et voksende behov for at stille sig frem med noget, der var hendes, men først efter to stresssygemeldinger og en frivillig opsigelse på DR fik hun et tiltrængt perspektiv på det hele.
”Det gik op for mig, hvor gak en arbejdskultur der var i begge brancher. Det blev set som en styrke at sende e-mails fem minutter i midnat. Det var work hard, play hard, og i mange år var det også en stærk identitetsmarkør for mig selv. Jeg bildte mig ind, at jeg godt kunne lide at have travlt. I tyverne, da alle mine venner studerede, var jeg full on i gang med voksenarbejdslivet, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Hvorfor går det så langsomt for de andre?’ I dag undrer jeg mig over, hvad jeg havde så sindssygt travlt for.”
SIDEN DECEMBER 2019 har Lærke Kløvedal været vært på radioprogrammet ’Det sidste måltid’, hvor hun interviewer en kendt dansker, mens de spiser et selvvalgt treretters måltid – som om det var det sidste – og gennemgår vedkommendes eftermæle.
I de hidtil cirka 140 afsnit har hun haft besøg af skuespillere, musikere, forfattere og af statsminister Mette Frederiksen. Hun var svær at trænge ind under huden på, men til den seneste nytårstale stod Lærke Kløvedals bog som en af de få på bagvæggen bag hende, så helt skidt var det vel næppe.
Det var i forlængelse af sin fars død, at hun fik ideen til programmet. Han var syg med ALS i flere år og gav sit livs sidste store interview til Ud & Se i 2018. Det oplevede Lærke Kløvedal som en rigtig fin måde at sætte punktum på.
”Han faldt så fint til ro ved at give sit sidste store interview. Der var noget i den proces, som jeg tror var rigtig godt for ham,” siger hun og fortæller, at hun i den forbindelse kom til at tænke over begrebet ’eftermæle’. Hvad kunne folk godt tænke sig, der blev nævnt og sagt, hvis man selv kunne vælge? Hvilke historier er væsentlige i vores livsfortælling? Og hvilke bliver bare genfortalt i det uendelige, uden at de måske er vigtige for én selv?
I ’Det sidste måltid’ læser Lærke Kløvedal en nekrolog højt for gæsten, som vedkommende får lov til at rette i, og så snakker de ud fra den. Ud over at være et interviewgreb er det også en anledning til at snakke om døden. Et tema, der fylder for hende selv, især efter at have begravet både en far og en stedfar. Mens hendes far var syg længe, kom stedfarens pludselige død som et chok.
”Det var vildt, hvor længe det varede, før der overhovedet var plads til sorgen. Det chok stod ligesom i vejen for alting. Det var omvendt med min far, der var der tale om ’ventesorg’. Når ens forældre dør, går det samtidig op for én, at man er den næste på bænken. Men så længe man har børn, duer det jo ikke at dø.”
LÆRKE KLØVEDALS barndom havde hendes mor en stor køkkenhave. Hun havde stor råvarebevidsthed og grønne fingre, og i perioder var de selvforsynende. Og selvom de ofte bare var de to, gjorde moren meget ud af måltiderne.
”Det kopierer jeg med sikkerhed ikke selv, når jeg er alene med min søn – så spiser vi bare et spejlæg. Men min mor lavede rigtig aftensmad hver aften. Det har i virkeligheden været hendes måde at vise omsorg på, og det gik op for mig, da jeg skrev bogen,” siger hun og fortæller, at hun for snart mange år siden blev opmærksom på begrebet ’kærlighedssprog’ – som handler om, hvordan vi på forskellig vis udtrykker kærlighed over for hinanden.
”Min mors kærlighedssprog var at lave mad. Hun lavede nogle helt fantastiske madpakker. Sandwich med alle mulige lækre ting. Det var nærmest en begivenhed i skolen at se, hvad hun havde lavet til mig.”
Lærke Kløvedal var aldrig med sin mor i køkkenet, men det var hun til gengæld med stedfaren Ole, da han kom ind i billedet.
”Nu har jeg selv prøvet at have børn med i køkkenet, og det tager jo en krig. Man er træt og sulten, og det er et svært tidspunkt, ikke? Men Ole havde sådan en lethed og en nysgerrighed på mad. Og så var han bare … rolig. Det gjorde ikke noget, at mayonnaisen skilte. Så lavede vi bare en ny.”
Det var også i særlig grad stedfaren, der lærte hende nydelsen ved at sætte sig omkring et bord og spise og bare være sammen.
”Måltidet er noget, vi deler. Det er tid, vi sætter af til hinanden. Man rejser sig ikke bare op og går efter én bid. Måltidet har sin egen dramaturgi, som jeg har det så godt i,” siger hun og fortæller, at hun omvendt har det svært med langbordet, som hun ofte oplevede i barndommen. Her var der for mange ubekendte: Hvem snakker man med? Snakker alle sammen? Snakker man én ad gangen, mens de andre lytter? Er der mange, der snakker sammen samtidig?
”Hvis flere forskellige snakker, ender jeg med at sidde og lytte på alle samtaler, og så sidder jeg og vender og drejer hovedet. Det er enormt forvirrende. Man ender også tit med at fortælle den samme historie hele aftenen, fordi man snakker med en ny. Jeg er ikke vild med det. Jeg elsker de mindre borde, hvor man snakker én ad gangen og lytter til hinanden.”
I ’SØMÆRKE’ skriver Lærke Kløvedal om i årenes løb at spørge sin mor om, hvornår hun var lykkeligst. De fleste gange blev spørgsmålet affejet, men en enkelt gang svarede hun, at det var, når hun var på vej til noget nyt – på vej til Portugal og ’Fattigrøvenes ferieparadis’.
Men hvad med Lærke Kløvedal selv?
”Nu … eller ikke nu-nu, men …”
Hun bliver afbrudt, da tjeneren kommer med sidste servering. Grillet nakkefilet i granatæblesirup med fermenterede grøntsager, hjemmelavet yoghurt og fladbrød. Endnu en gang får hun stjerner i øjnene.
”Ej, hvor tjekket. Hvor fedt!”
Vinflasken er næsten tom, aftenen næsten slut. Dagen efter venter et familiebesøg i Aarhus, og så er det retur til Amager. I den kommende tid har hun tænkt sig at undersøge, om hun også kan skrive fiktion. Hun er ikke færdig med at skrive bøger, for processen omkring ’Sømærke’ viste sig at være afgørende.
”Jeg tror, det har været min redningskrans. Jeg har tendens til … hos min psykolog kalder vi det ’at være spejder’,” siger hun, tager fingrene op til tindingen og genopfører den klassiske tjikker-likker-spejderremse:
”Det er noget, der ligger dybt i mig: ’Se, hvor flittig jeg er!’ ’Se, hvor dygtig jeg er.’ Men det har jeg kunnet slippe i skrivearbejdet.”
Det er nemlig gået op for Lærke Kløvedal, at hun har det bedst, når hun ’vender indad’ og har et liv, der handler om familien og hendes nærmeste.
”Dengang på DR kunne jeg se, hvordan alt det, der var breaking, var ren heroin i årerne på nogle af mine kolleger. Men jeg blev bange og ængstelig, det skabte ringe i vandet, og jeg blev pludselig bange for at tage metroen. Jeg har haft brug for at slippe alt det der. Jeg tror ikke på, at vi udvikler os, når det støjer. Jeg tror, vi udvikler os, når der er stille.”
Så kommer hun i tanke om spørgsmålet fra tidligere. Hvornår er hun selv lykkeligst?
”Jeg er ikke sikker på, at lykken er så vigtig. Den er utrolig flygtig. Jeg tror, det er vigtigere at finde fred – med sig selv, sin opvækst, sine valg,” siger hun. ”Og det har jeg nok faktisk gjort nu.”
”Fordi jeg i så mange år har levet et liv, hvor tingene ofte er blevet revet op med rode, har jeg en forandringsparathed i mig – på godt og ondt. Den kan være sund og stærk, men også det modsatte. Jeg har fundet en base, der handler om min nære familie og den kærlighedsrelation, jeg er i. Jeg leder ikke på samme måde efter udveje, som jeg gjorde tidligere. Jeg vil bare gerne være lige her. Som den, jeg er, med en bundsolid fiskekrog ned i alt, der er min familie. Og jeg elsker hverdagslivet. Sorry, jeg ved, at det ikke er særlig spændende. Men jeg glæder mig til at komme hjem og til at stå op og sende min søn godt af sted med en madpakke i skoletasken. Og til at snakke med ham om, hvordan hans dag er gået, når han er hjemme igen. Det er det mest meningsfulde, jeg kan foretage mig.”
