”DET VAR LIGEGODT SATANS”
Martin: ”Efter at have været udsendt til Kosovo som soldat i 2003 begyndte spørgsmålene at melde sig: Hvad skal man så? Skal man købe en lejlighed, stifte familie? Eller tage ud at se lidt mere af verden? Nysgerrigheden vandt, så jeg tog rygsækken på og rejste rundt i Asien i 10 måneder. Lige siden har jeg skiftevis sparet penge sammen og taget af sted igen. I 2018 vandrede jeg i bjergene i Afghanistan og besøgte nomadestammer i det område, der bliver kaldt The Panhandle – en lille tange klemt inde mellem Kina, Pakistan og Tadsjikistan. I den region har man aldrig rigtig været involveret i konflikten mellem Taleban og den vestlige verden, og folk lever i fred og fordragelighed. Når det er sagt, er det stadig Afghanistan, så når man krydser grænsen, stopper alle de vanlige sikkerhedsmekanismer. For at få visum skal man skrive et brev til konsulatet, hvor man tilkendegiver, at man er klar over, at der ikke længere er nogen, der passer på én, når man rejser ind. Det tog et halvt år at planlægge, men turen blev et af mit livs højdepunkter. Jeg vandrede rundt i næsten 4.000 meters højde ved at følge nogle gamle sovjetiske kort, jeg selv havde indtegnet bosætninger på, som jeg på forhånd havde researchet mig til. Landskaberne er blandt de smukkeste på planeten, og langt derude i ingenting møder man mennesker, der bor i telte og små hytter og lever i deres helt egen verden. De er lidt nervøse for fremmede, men når først det er afklaret, at man kommer med gode intentioner, bliver man inviteret på te og en bid mad. Da der stadig rejser salgskaravaner rundt på den gamle silkevej, har mange et gæstehus til omrejsende gæster, typisk en lille jordhytte. Jeg kunne ikke tale med dem, men alligevel blev jeg kun mødt med varme. Det har jeg oplevet mange steder. For nogle år siden brugte jeg et par år på at cykle fra Rotterdam til Katmandu, en tur på 38.000 kilometer igennem Centralasien. Jeg havde aldrig tænkt, at man kunne rejse på den måde. Men da en god kammerat af irakisk oprindelse, som planlagde at cykle fra England til Thailand, fortalte om det, åbenbarede det hele sig pludselig for mig: ’Det var ligegodt satans – man kan jo cykle så langt, som man vil!’”
Lamaer og alpakaer i det nordlige Argentina.
MODVIND OG EDDERKOPPER
Katja: ”Lige så længe jeg kan huske, har jeg haft lyst til at komme ud. Som 17-årig tog jeg på highschool i Pennsylvania og har siden sjældent boet i Danmark i mere end et par år ad gangen, før jeg er taget af sted igen for at bo ude i verden. For snart fem år siden mødte jeg Martin, og selvom jeg syntes, det var virkelig spændende at cykle så langt, virkede det også … en smule vanvittigt. Da det blev seriøst mellem os, sagde jeg til ham, at jeg ville støtte ham 100 procent, men at jeg nok ikke kom til at være en del af det. Jeg havde ingen erfaring med friluftsliv og havde ikke sovet i telt, siden jeg var barn. Det hele virkede fjernt for mig, men under pandemien begyndte vi at tage små cykelture rundtomkring herhjemme. Vi cyklede Fyn rundt, det var 60 kilometer om dagen og noget af det hårdeste, jeg havde prøvet. Jeg sov ikke i fem dage, fordi jeg var bange for at sove i telt og shelter, selvom Martin forsøgte at gøre det hyggeligt ved at lave pandekager over bål. Senere cyklede vi Limfjorden rundt. Det var påske, blæsevejr, modvind, snestorm og megakoldt, men alligevel var der noget ved det, som jeg virkelig nød. En forårsdag i 2021 så vi et program med Ewan McGregor, der havde kørt på motorcykel fra Argentina til Los Angeles, og jeg hørte mig selv sige: ’Skal vi ikke gøre det samme på cykel?’ Det var Martin klar på. To dage senere havde vi købt flybilletterne, og ni måneder senere, i starten af januar 2022, ankom vi til Argentina med vores cykler og vores udstyr: telt, soveposer, liggeunderlag, kogegrej og et vandfilter, så vi kunne drikke vand fra floder og åer. Vi lagde fra land i Rio Gallegos i Patagonien, en af verdens sydligste byer. Dernede er alt fladt og øde, og der er kun bittesmå grusveje, der snor sig i landskabet. Og så er der altid en heftig vind. I to måneder cyklede vi uafbrudt i kraftig modvind – 25 meter i sekundet. Første dag cyklede vi otte timer og kom kun 40 kilometer. Vi var fuldstændig smadrede om aftenen, og efter tre dage i det rene modvindshelvede søgte vi i en frokostpause ly i en grøftekant. Vi var så trætte, at vi faldt i søvn, og da vi vågnede igen, kiggede jeg direkte på en sort edderkop i buskadset, lige hvor vi havde sovet. Det var en sort enke – en af verdens giftigste edderkopper. Midt ude i ingenting fik jeg mit livs største panikanfald.”
Vandretur i Patagonien mod bjerget Cerro Torre, hvor man ved egen kraft skal hejse sig over på den anden side af en brusende flod.
Parret kom blot 40 kilometer frem efter otte timers cykling i det vindblæste Patagonien.
DEN SJOVE SMERTE
Martin: ”Efter et par måneder i Argentina krydsede vi ind over Andesbjergene til Chile for at køre på den lange grusvej Carretera Austral, der løber igennem Patagonien på den chilenske side. Her er utrolig smukt med bjergsøer, floder og nationalparker. Samtidig forsvandt vinden, fordi vi kom på vestsiden af bjergene. Til gengæld fik vi så regn, og det havde vi i fire uger, før vi krydsede tilbage til Argentina og fortsatte videre op i Sydamerika. Der er mange ufremkommelige veje på de egne med sand og kæmpesten, hvor det er næsten umuligt at cykle. Men det er også noget af det, der er sjovt. Man kalder det type 2 fun, når noget er forfærdeligt, når man gennemgår det, mens det i retrospektiv bliver rigtig fedt. Det begreb er en stor ting i cykelrejseverdenen, hvor man ofte går igennem hårde strabadser, man efterfølgende sætter pris på. I det sydvestlige Bolivia havde vi en rigtig type 2 fun-oplevelse. I et meget øde område i over 4.000 meters højde med fantastisk farverig natur og vulkaner, der stikker op i himlen, var der kun sand- og grusveje i meget dårlig stand. Vi havde 12 dage, hvor vi måtte tvinge vores cykler frem. Det tog hele dagen at nå blot et lille stykke, og samtidig var det svært at finde vand og mad, så vi måtte virkelig rationalisere vores medbragte portioner. Det var utrolig hårde dage, men i dag står det som et af højdepunkterne.”
Ved floden Santa Cruz. Hygge i Argentina indebærer ofte at grille kød.
MENNONITTER OG FODBOLD I JUNGLEN
Katja: ”Undervejs tog vi flere gange små ferier fra vores cykelrejse. Vi fløj til Galapagos-øerne og tilbragte 10 dage, vi gjorde holdt i små byer og tog spanskkurser, og vi var på flotte vandreture, blandt andet seks dage i de savtakkede bjerge i Patagonien. Vi fandt også en båd i Peru, der kunne tage os 1.500 kilometer ind i Amazonjunglen til byen Iquitos. Den slags klarer man på den gammeldags måde ved at gå ned til havnen og forhøre sig hos forskellige kaptajner. Vi endte ombord på en form for sejlende bus med speedbådsmotor, der fungerede som en lokal transportbåd ud til de små lokalsamfund dybt inde i junglen. Det tog 40 timer. Der var folk, der steg på med aber på skulderen og bananer, kokosnødder og elektronik i favnen. Der var også en, der havde en fodbold med, som skulle afleveres til to små drenge langt, langt ude i en lillebitte landsby, og vi kunne se fra båden, hvor begejstrede de blev, da de modtog den. Vi stoppede hele tiden i små lokalsamfund for at aflevere eller modtage pakker, og på floden sejlede folk op til os i små kanoer og solgte ris og bananer, så man kunne få et lille måltid undervejs. På et tidspunkt trådte også seks mennonitter ombord. De er lidt ligesom amish-folket i USA, og de snakker plattdeutsch. De bor ude i junglen, fordi de gerne vil væk fra alt, der er moderne, og lever et meget traditionelt, gammeldags liv med landbrug og hestevogne. Dem faldt vi i snak med, for vi var selvfølgelig nysgerrige: ’Hvad laver I her?’ Og fordi vi var hvide europæere, gjaldt det samme den anden vej: ’Hvad laver I her?’”
På vej ud i passatvinden fra jungleområdet The Darién Gap.
I den lille landsby Anachucuna sammen med kuna-folket. Rejsen foregik i mindre både fra Colombia til Panama, hvor der ikke findes en vej på land.
KUNAER OG KANOTUR
Martin: ”Efter at have cyklet hele vejen op igennem Sydamerika nåede vi til det nordlige Colombia. Det var en kæmpe milepæl for os. Vi ankom til en lille havneby med migranter fra hele verden, der ville videre til USA. Det var slusen ind til Centralamerika og videre nordpå. Mellem Colombia og Panama ligger området The Darién Gap. Det er et berygtet lovløst område kun med små junglestier. Her er menneskesmuglere, narkosmuglere og alle mulige kriminelle oprørsgrupper, så det ville vi selvfølgelig helst holde os fra – også selvom jeg kort overvejede, om vi skulle gøre det med cykel, for det var der vistnok en, der havde gjort engang i 70’erne. Vi kunne kun komme videre med enten fly eller en af de turistsejlbåde, der øhopper fra bountystrand til bountystrand. Det første ville vi ikke, for det ville føles forkert i forhold til rejsens præmis, og det andet var temmelig dyrt. Vi fandt ud af, at der var et netværk af små lokale transportbåde, og at vi kunne komme til Panama ved at tage fem forskellige både, der ville lede os forbi bittesmå lokalsamfund på de små øer. Undervejs mødte vi en fransk kvinde, der skulle samme vej, så hende slog vi os sammen med, men da vi skulle med den tredje båd, var vejret så dårligt, at afgangen blev aflyst i flere dage frem. Til gengæld tilbød to lokale at fragte os videre i en lille trækano med påhængsmotor. Det er passatvind, der rammer de egne, så der var kæmpebølger, men det gode ved en trækano er, at den ikke ville synke, sagde de. Hvis den kæntrede, skulle vi bare holde fast i den. Det tog halvanden time i den lille trækano med alt vores udstyr, inklusive cykler, og undervejs blev de to lokale mænd så betagede af vores franske veninde, at de hele tiden vendte sig mod hende og prøvede at charmere sig frem. Det gik fint nok, indtil vi lige pludselig ramte en stor bølge totalt skævt, så båden næsten væltede. Så måtte jeg skære igennem: ’Så gutter! I kan flirte, når vi er fremme!’ Til sidst kom vi heldigvis sikkert i land, hvor vi mødte det lokale kuna-folk, der har deres eget sprog. Selvom de i dag delvist lever i den moderne verden med smartphones og internet, havde de først lige fået rent drikkevand, og de havde endnu ikke noget kloaksystem. Vi skulle bo i en lille junglehytte på stolper i strandkanten, og da det blev aften, kunne vi lige pludselig se en masse pandelamper i mørket. Det viste sig, at vi boede lige op ad det yndede toiletsted.”
MISHAG I MEXICO
Katja: ”Kun én gang blev vi advaret mod et område, mens vi var der. Det var i det centrale Mexico, ikke så langt fra Mexico City. Efter at have tilbagelagt en stejl bjergside i øsende regnvejr ankom vi til en lille kiosk, hvor vi købte noget at drikke. Vi spurgte damen bag disken, om hun kendte et sted i nærheden, hvor vi kunne sove, og hun kiggede skræmt på os. ’I skal ikke sove her. Her er banditter og dårlige mennesker. I skal køre tilbage, hvor I kom fra.’ Nu var vi jo lige kørt hele vejen op ad den stejle bjergside, så det lokkede ikke at køre ned igen. I stedet besluttede vi os for at cykle ind i byen for at mærke stemningen. Stort set alle steder var vi blevet mødt af smil og vink, men her kiggede alle mærkeligt på os. Ingen sagde noget, men ved rådhuset faldt vi i snak med en mand i en stor trenchcoat, der kendte alle, der kom forbi. Han kunne hjælpe os med at finde et sted at sove, men blev alligevel ved med at holde os hen. Først da mørket faldt på, bad han os om at følge efter hans lille bil. Nu var det for sent at vende om, og vi nåede begge to at tænke farescenarier, men til sidst ankom vi til et hus, hvor vi fik lov at låne et skur at sove i. Han ville til gengæld have penge, det havde været hans bagtanke, og da det kun drejede sig om 80 danske kroner, hostede vi op uden at beklage os. Den familie, vi boede hos, fortalte os, at ingen på disse kanter gik ud, når mørket faldt på, fordi det var så usikkert et sted. Men vi sov trygt i skuret, og næste dag fortsatte vi over endnu et bjergpas, og så blev tingene lidt mere normale igen.”
I Nordamerika er der flotte steder at ligge i telt, men man skal passe på ikke at tiltrække sultne bjørne. Hav aldrig mad inde i teltet, men hæng det op i træerne.
DOLLARGRIN OG BJØRNE
Martin: ”I det nordlige Mexico cyklede vi i en hedebølge. Den højeste temperatur var 56 grader, men det var faktisk rarere at cykle igennem varmen og få en smule vind frem for at sidde stille og svede. Da vi ankom til Texas, var det stadig hedebølge, så vi stoppede på en McDonald’s for at få noget at spise og lidt aircondition i ansigterne. Lige pludselig kom en mand gående imod os, lagde en 10-dollar-seddel på bordet og sagde: ’I admire you.’ Det havde vi ikke prøvet før, men hen over de næste uger fik vi flere gange pengegaver af amerikanere. De mødte os med beundring, men også en smule bekymring over, at vi havde cyklet hele vejen igennem Mexico. Flere mente, at vi var meget heldige at være sluppet levende ind i USA, og der var også et par stykker, der fortalte os, at man risikerer at få stjålet sine organer i Mexico. Det var sjovt at fortælle dem, at vi altså havde mødt de dejligste mennesker i Mexico og spist den bedste mad, det var de ikke vant til at høre.
Øverst: Gennem den nordmexicanske ørken i hedebølge. På den varmeste dag var det 56 grader varmt. Nederst: Bjergtagende udsigt i Canada.
Fra Texas fortsatte vi op til New Mexico, Colorado og Wyoming. Det er stater med lave befolkningstal og meget smuk rå natur. I Wyoming cyklede Katja hen over en klapperslange på vej ned ad en grusvej ved Great Divide Basin. Det var også heromkring, vi begyndte at se bjørne. Vi fortsatte ind i Montana og videre ind i Canada, hvor vi tog en afstikker på 1.500 kilometer i et loop gennem Rocky Mountains og nationalparkerne Banff og Jasper. Undervejs så vi 11 sorte bjørne. Mange steder blev vi advaret, og når man camperer i det fri, må man tage sine forholdsregler. Man må aldrig lave mad i sit telt, og man skal holde alle lugte væk derfra, selv tandpasta, creme og sæbe risikerer at tiltrække bjørne. Hver dag måtte vi derfor hænge vores ting op i træer 100 meter væk fra teltet, og så sov vi med en bjørnespray, som er en form for stor og kraftig peberspray. Man skal dog helst undgå en situation, hvor man skal bruge sådan en, for så er det allerede ret kritisk. To dage efter at vi havde forladt Banff National Park, kom der en melding om, at et kærestepar og deres hund var blevet dræbt af en grizzlybjørn. Når man har været af sted længe, bliver man lige lovlig afslappet, fordi der alligevel aldrig sker noget, så det var lidt af et wakeupcall. Efter 22 måneder cyklede vi over Lion Gate Bridge, en stor bro, der minder om Golden Gate Bridge, og så var vi i Vancouver, hvor rejsen sluttede. Næsten i hvert fald. Vi fløj til Amsterdam, hvor vi havde købt vores cykler. Dem, der havde solgt os dem, ville gerne have dem tilbage, så de kunne fortælle om vores rejse, til gengæld mod at forære os to helt nye. Så vi byttede og begyndte at cykle hjem til Danmark. Men pludselig kom der en meget kraftig storm i Nordeuropa. Da vi nåede til Bremen, orkede vi ikke mere. Vi tog toget hjem.”
Lejr på verdens største saltslette i Bolivia, der har et areal større end Sjælland.
