1. FULD UDRYKNING
I mit barndomshjem i Skælskør var der en brandalarm, som gik hver dag præcis klokken 17. Når jeg havde nye venner på besøg, kiggede de med store øjne. Hvorfor var der ingen, der gjorde noget? Min far skænkede bare en ny kop kaffe og slog alarmen fra, min lillesøster og jeg var vant til det. Vi vidste godt, at alarmen bare var en test. Min far arbejder stadig som brandmand i Skælskør, men kun på deltid, fordi der ikke er nok brande i byen – gudskelov, kan man sige. Resten af tiden er han maskinarbejder. Selv troede jeg i mange år, at jeg også skulle være brandmand.
Der var virkelig gang i mig som barn. Som i virkelig. Jeg er født i 1994 og tilhører nok den sidste generation, der ikke fik diagnosticeret ADHD. Jeg følte mig ikke anderledes end de andre – jeg havde bare ekstra meget krudt i røven. For min mor handlede hele min barndom om at sørge for, at jeg blev stimuleret og kørt træt. Ellers kravlede jeg op og ned ad væggene. Jeg gik til både fodbold og håndbold, og da jeg var ni år gammel, sendte min mor mig så til teater. Nok fordi jeg altid havde sunget og danset som lille. Og fordi jeg elskede opmærksomhed.
Der findes en video af mig som baby, hvor jeg danser i min sparkedragt. Den står åben forneden, frit udsyn til det hele. Jeg vipper til musikken, men pludselig stopper jeg op. Fanger kameraet. Og begynder at tisse på gulvet, mens jeg griner. Jeg har det nok fra min far, som altid har været en kæmpe entertainer. Hans far-jokes kan stadig få mig til at grine oftere, end jeg kan lide at indrømme. Når jeg som barn havde venner på besøg, og vi lavede byg selv-burgere, spurgte han: ”Vil du have én-mat, to-mat eller tre-mat?” ”Vil du have en a-gurk, en b-gurk eller en c-gurk?”
Min mor står fast på, at min kreativitet til gengæld kommer fra hende. Hun er nok et af den slags mennesker, der aldrig helt turde – eller fik lov til – at forfølge sin egen kreative side. Hun har været administrativ medarbejder, blandt andet på borgerservice og flere skoler, men senere i livet gav hun efter for kreativiteten og begyndte at male og synge i gospelkor. Måske var det også en af grundene til, at hun sendte mig til teater. Men til at begynde med ville jeg slet ikke af sted. Jeg var virkelig sur på hende. Teater var jo kikset. I Skælskør spillede man håndbold eller fodbold, ellers troede folk, at man var homoseksuel. Sådan var det desværre.
Teatret lå i den gamle Skælskør Folkehøjskole. Jeg husker salen som ekstremt stor, men i virkeligheden var der nok syv rækker. Scenen var bare på gulvet. Jeg troede, at jeg ville hade det, men hurtigt fik jeg gode venner – og min første veninde, Emilie (sangerinden Jada, red.). Tænk, at man faktisk kunne have venner af det andet køn. Det anede jeg ikke. Og da vi øvede til vores første forestilling, en juleforestilling, forelskede jeg mig i teatret. Instruktøren var Ulla Jessen, som har spillet med i et hav af revyer og de såkaldte sengekantsfilm. Efter en scene stoppede hun prøverne og pegede på mig: ”Det her, det er den energi, vi har brug for,” sagde hun. Bagefter spurgte hun mig, om jeg ville gå til optagelse på Eventyrteatret. Jeg var helt ekstatisk.
2. SLIPSEDRENG MED JAZZHÆNDER
Eventyrteatret har en dramaskole, som holder optagelsesprøver én gang om året, i oktober. De var for længst slut, da jeg kom ind efter jul, men Ulla Jessen havde arrangeret, at jeg kunne få en audition alligevel. Jeg var 11 år gammel og stod i den gamle teatersal i Valby, et vildt sted med farverigt tapet på væggene og gyldne lysekroner i loftet. Foran mig sad en jury med blandt andre teaterleder Susanne Vognstrup. Jeg sang en sang, vistnok noget Disney, og dagen efter fik jeg at vide, at jeg var blevet optaget.
Dramaskolen er et 12-ugers intensivt forløb. Sidst på foråret går man til optagelsesprøver til efterårets forestillinger. Jeg spillede min første som 12-årig, året efter jeg var blevet optaget. Derefter var jeg først med igen som 14-årig – og derfra hvert år, indtil jeg fyldte 18. Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har brugt i toget frem og tilbage til København eller på E20-motorvejen i mine forældres bil. Undervisningen foregik efter skole, og de første år kørte min far mig, selvom han skulle op klokken fem næste morgen. Han havde altid sit grej med, så mens jeg øvede, fordrev han ventetiden med at fikse ting på teatret, hvis noget skulle hænges op på væggen, eller en bænk skulle repareres. Sådan gjorde vi fire gange om ugen, når det var allermest intensivt. Min barndom var virkelig The Alex Show. Nogle gange tror jeg, at min tre år yngre lillesøster følte sig lidt overset.
I løbet af min skoletid fyldte jeg mindst et par kontaktbøger, fordi jeg ikke kunne sidde stille. Heldigvis fik jeg en klasselærer på de sidste klassetrin, som tog fat i mig og sagde: ”Tag dig nu sammen, mand. Jeg ved jo godt, at du kan.” Men det ændrede ikke på, at jeg var dødtræt af folkeskolen, da jeg gik ud af 9. klasse.
Jeg burde nok være startet på dramalinjen på gymnasiet, men fordi der skulle ske noget nyt, valgte jeg at gå på handelsgymnasium i Slagelse. Jeg er ikke stolt af at sige det, men jeg mødte op i skjorte, slips og blazer. Det troede jeg, at man skulle. I min fritid rendte jeg rundt med jazzhænder og spillede teater inde i København. Jeg elskede at spille skuespil, men jeg overvejede også, om jeg skulle læse marketing på Copenhagen Business School. Som barn havde jeg været både fodbold- og teaterdreng, og nu stod jeg igen med et ben i hver lejr.
Jeg spillede den helt store hovedrolle som kong Arthur i ’Sværdet i stenen’, da jeg var 15 år gammel. Året efter skulle Eventyrteatret opføre ’Herkules’, og jeg tænkte selvfølgelig, at jeg ville få hovedrollen igen – jeg følte, at de andre bare kiggede på mig: Nå, hva’ så, goddaw, Hercules. Men så gav de mig en birolle som Dionysos, festens gud, der havde fire scener i alt. Den skulle jeg lige sluge, haha. Indtil jeg fandt ud af, at det uden sammenligning var den sjoveste rolle i forestillingen. Som Dionysos kunne jeg virkelig lege, klæde mig ud i leopardvest og en krone af vindruer og tillade mig at være alt for meget. Bifaldene fra publikum var langt større, end da jeg spillede kong Arthur.
Det var i 2010, og der ligger stadig en optagelse af forestillingen på YouTube. Når jeg ser den i dag, græmmer jeg mig over, hvor dårligt det er. Hvorfor var der ikke en voksen, som bad mig gasse lidt ned? Men dengang syntes jeg, at det var fantastisk. Det var dér, jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville være skuespiller.
3. ”NU RINGER DU BARE, VINTERBERG”
Jeg var 15 år, da jeg begyndte at gå til castings på tv-serier. Men i starten spillede jeg teater foran kameraet. Min eneste referenceramme var Eventyrteatret, så når jeg kom til casting, troede jeg, at jeg stadig skulle ramme bagerste række. Det tog mig et par år at lære at skrue ned, inden jeg som 17-årig fik min første rolle i en miniserie på TV 2. Den hed ’Outsider’ (2012), ingen kan huske den i dag, men dengang tænkte jeg: Nu er den der. Nu bliver jeg en rigtig skuespiller. TV 2. Miniserie. Jeg skal spille skurken. Fedt, mand. Hvad bliver det næste ikke? Men da serien udkom, skete der ingenting i et år. Jeg gik til castings og fik afslag på afslag igen.
Året efter, mens jeg gik i 3. g, fik jeg endelig en ny rolle, i TV 2-julekalenderen ’Tvillingerne og julemanden’. Igen tænkte jeg: Så for satan. Nu er det umuligt ikke at lægge mærke til mig. Nu ringer du bare, Vinterberg. Men hvad skete der? Jeg brugte 16 uger på at rakke frem og tilbage til Aalborg med fly og tog. Den sidste del af optagelserne foregik hver dag fra seks til 16, samtidig med at jeg skulle læse op til mine afgangseksamener på HHX. Og da det kom ud i december, skete der ikke en fløjtende fis.
Imens julekalenderen blev sendt, arbejdede jeg som lærervikar på min gamle folkeskole. Børnene var ellevilde, omringede mig på vej ind på lærerværelset, og jeg måtte kæmpe for at få bare en anelse ro, når jeg underviste. Men der kom ingen nye roller af den grund. Hver anden weekend var jeg ude at brage i byen i Slagelse med mine venner fra gymnasiet. De andre weekender hang jeg ud i København med mine venner fra Eventyrteatret.
En af dem var begyndt at studere film- og medievidenskab og talte meget varmt om det. Så jeg gav det et skud og søgte ind. Men jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Pludselig var jeg omgivet af akademikere, som talte om gamle tyske stumfilm, og jeg kunne slet ikke følge med. Jeg syntes til at starte med, at det var noget sort-hvid-pis. Når der var filmvisning klokken otte om morgenen, kedede jeg mig så meget, at jeg flere gange faldt i søvn. Men de andre var nørder ligesom mig selv. De var der, fordi de virkelig interesserede sig for noget, ikke fordi nogen havde sagt, at de skulle. Jeg fik venner, som stadig er nogle af mine bedste i dag. Og selvom jeg kun gik der et år, lærte jeg da også noget om film – og at sætte mere pris på tysk ekspressionisme fra 1920’erne.
4. BENLØS VIKING
En morgen i begyndelsen af sommeren 2015 var jeg til eksamen i filmhistorie. Det var en vanvittigt berygtet eksamen på film- og medievidenskab, fordi den var helt uden hjælpemidler. Jeg trak amerikansk film 1930-45, og så skulle jeg ellers snakke om det 35 minutter i streg.
Omtrent samtidig havde jeg fået mig en agent. Jeg var 21, gik stadig til castings og havde fået mulighed for at lave et self-tape til fjerde sæson af tv-serien ’Vikings’, som skulle laves samme dag som min eksamen. Jeg gik op klokken otte, fik 10, tog hjem og øvede mig på scenen i to timer, og klokken 12 troppede jeg op på min agents kontor. Men mit hoved var fyldt med årstal og instruktører, og jeg kunne slet ikke mine replikker. Til gengæld havde jeg set en del af serien og havde godt styr på accenten.
Jeg var på Roskilde Festival, da jeg et par uger senere fik at vide, at jeg var gået videre til anden runde af castingen. Det samme var min ven Marco Ilsø, som jeg var på festival med. Vi lånte hans mors bil, og bagstive efter fire dages druk kørte vi af sted til Stockholm. Marco havde ingen stemme, og jeg måtte anstrenge mig for at holde bilen på vejen. Men vi kom frem, jeg fik fyret min 20 minutters casting af, og det var så dét. Til gengæld gik vi glip af Kendrick Lamar på Orange Scene, og jeg kan huske, at jeg var rasende.
14 dage senere blev både Marco og jeg inviteret til Irland til tredje og sidste castingrunde. Hos Ashford Studios i Wicklow sad vi 12-14 unge mænd med blå øjne, som kom fra hele verden og skulle kæmpe om fire roller som sønner af vikingehøvdingen Ragnar Lodbrog. Jeg var kun blevet bedt om at caste på rollerne som de tre ældste brødre, men sidst på dagen, efter fem timer med prøver, prikkede en caster mig på skuldrene: ”Can you read for Ivar?”
Hele dagen havde jeg set de andre spille Ivar the Boneless, den yngste bror, men ærligt talt havde ingen af dem imponeret mig. Han led af en sygdom, som gjorde, at han ikke kunne gå, men jeg syntes, at de andre overspillede smerten. Jeg havde kun en halv time til at lære scenen. På vej op ad trappen til castingrummet spurgte jeg casteren, hvad Ivar egentlig var for en karakter.
”Ask Michael,” svarede han. Det var Michael Hirst, seriens hovedforfatter. Ham, man næsten ikke turde kigge i øjnene. Men selvom jeg var ved at skide grønne grise, tog jeg chancen.
“Michael, what’s up with this character?” spurgte jeg.
Hirst forklarede, at Ivar led af en form for knogleskørhed, som gjorde, at han havde konstante smerter. Jeg spurgte, om han var født sådan, og Hirst svarede ja. Jeg tænkte: Så er han jo vant til smerten. Jeg gik ind, satte mig med benene lidt slapt ud til siden og begyndte at sige replikkerne.
Første take fuckede jeg selvfølgelig op. Andet take kludrede jeg i den allerførste replik. ”Flot, Alex, her havde du muligheden, og så vælger du at ødelægge den,” tænkte jeg. Men tredje take fik jeg kæmpet mig igennem, og da scenen var slut, kunne jeg høre nogen i lokalet, der klappede. Jeg tænkte, at det måtte være for sjov.
To uger senere sad jeg på min agents kontor, midt i et nyt self-tape, da min agent kom brasende ind og udbrød, at jeg havde fået rollen som Ivar. Efter adskillige castingrunder med tusinder af mennesker valgte de mig, en uerfaren dansk skuespiller, som havde givet dem ét eneste bud på rollen. Jeg forstod det ikke. Det var helt vildt. Men Michael Hirst fortalte mig senere, at jeg fik rollen, fordi jeg ikke spillede smerten i kroppen, men viste den i øjnene.
5. THE NEW FUCKING LADS
I tre uger op til den første optagedag kravlede jeg rundt på et hotelværelse i Dublin. Jeg måtte finde ud af, hvordan jeg skulle bevæge mig, når min karakter ikke kunne bruge sine ben. Hvordan kom Ivar fra gulvet og op på en stol?
Den første dag på ’Vikings’-settet sad jeg sammen med tre af mine medskuespillere, blandt andet Marco, som også fik en rolle som en af de andre brødre. I et telt på toppen af bjerget Luggula syd for Dublin ventede vi på at blive kaldt ind til vores første scene, da en 60-årig irsk gut ved navn Ian kom ind til os.
Ian, der arbejdede med rekvisitter, kiggede på os og tog et hvæs af sin cigaret.
”Are you the new fucking lads?” spurgte han og pegede ud af teltet.
”Do you see these 300 people standing behind me? They don’t have a job next year if you fuck up.”
Jeg var i forvejen rystende nervøs, men jeg syntes også, at det var fedt. Jeg tændte på alvoren. Det her var ikke bare en leg med økser og sværd, folks levebrød var på spil. Vi kunne stadig gå på pub og drikke Guinness om aftenen, men når vi stod på settet klokken fem om morgenen i 10 sekundmeters vind på toppen af et bjerg, havde vi bare værsgo at give os 110 procent.Der gik næsten et år, før min rolle blev annonceret, og fjerde sæson af ’Vikings’ udkom. Indtil da havde jeg været fuldstændig ukendt, men nu fik jeg pludselig 2.000 nye følgere om dagen på Instagram. Da jeg ramte 100.000, sad jeg på toilettet til en julefrokost hos min farmor i Skælskør, ikke længe efter havde jeg over en million, og pludselig levede jeg et rockstar-liv, jeg aldrig havde turdet fantasere om.
I 2017 var jeg til Comic-Con i San Diego. Jeg var fløjet ind til fan-messen på første klasse og var blevet indlogeret på et femstjernet hotel. I salen sad 4.000 mennesker med skjolde og vikingehjelme. Der var fans, som begyndte at græde, da de så mig. En fyr havde mit ansigt tatoveret på sin ene skulder. What the fuck? Jeg forsøgte at håndtere det, så godt jeg kunne, men det var overvældende og også lidt skræmmende. Jeg var jo bare en knægt fra provinsen, og jeg kunne høre min mor i baghovedet hele tiden: ”Nu holder du benene på jorden.”
6. TÅRER
I juli 2018 var jeg igen til Comic-Con i San Diego. Det var en fredag, og præcis som året før sad jeg til en paneldebat foran flere tusind fans. Bagefter skulle vi spise frokost, og mens vi sad der, blev jeg ramt af madforgiftning – det var som at blive kørt over af et tog, jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg skulle med et fly tilbage til Irland allerede om aftenen, men måtte udskyde det til søndag, fordi jeg var helt knækket. Optagelserne til sjette og sidste sæson af ’Vikings’ skulle begynde om mandagen, og selvom jeg stadig havde mavekramper om søndagen, blev jeg tvunget til at flyve hjem.
Jeg landede mandag morgen og blev clearet af lægen på settet, selvom jeg så dobbelt. Jeg fik nogle piller og kæmpede mig igennem 12 timers optagelser, hvor jeg skulle kravle rundt i hestelort. Hjemme i min lejlighed om aftenen tænkte jeg, at så var det overstået. Men mit immunforsvar var smadret, og kort tid efter fik jeg endnu en madforgiftning af at spise noget dårlig sushi. I alt havde jeg tre infektioner på 14 dage. Jeg var ligbleg, og min hud var helt ren, fordi jeg kun indtog vand. Jeg tabte mig ni kilo, og et par af mine kvindelige kolleger sagde, at jeg så skidegodt ud. Men jeg havde det elendigt.
Jeg endte med at være syg i fire måneder. Imens skulle jeg forsøge at spille hovedrollen i en af verdens største tv-serier. Det, der startede som en sygdom i min krop, spredte sig hurtigt til mit hoved. Min søvn forsvandt. Jeg spiste ikke noget. Jeg var blevet et vrag på rekordtid. Alligevel arbejdede jeg 12 timer om dagen fra mandag til fredag og brugte weekenden på at have angst over de nye replikker, jeg skulle lære til om mandagen.
Efter en måned eller to, kort før en kæmpe kampscene, vi skulle indspille, kom en af seriens producere hen til mig. Hun havde hørt, at jeg ikke havde det så godt.
”Jeg har det ad helvede til,” sagde jeg. Jeg var nede med både stress og angst. Det var hun ked af at høre, svarede hun. Og fortalte mig så, at min to sider lange monolog, der var planlagt 14 dage senere, var blevet rykket frem til dagen efter på grund af en dårlig vejrudsigt.
Jeg bønfaldt hende om at udskyde den, men der var ikke noget at gøre. Og så måtte jeg ud og først spille kampscenen iført mit 25 kilo tunge kostume og derefter direkte hjem og lære hele monologen til næste dag.
Det kom så langt, at jeg til sidst ikke havde lyst til at være her mere. I Dublin boede jeg i byens højest beliggende lejlighed, lige ud til Grand Canal. Jeg stod på min kæmpe altan og kiggede ud, mens jeg tænkte: ”Hvis det her fortsætter meget længere, så tager jeg springet.”
En dag på settet, en dårlig dag ligesom alle de andre, skulle jeg optage en meget følelsesladet scene. Kameraet kom helt tæt på i et close-up, og det næste, jeg husker, er, at der blev råbt: ”Cut!” I mellemtiden var der gået 45 minutter, hvor jeg for første gang i flere måneder ikke havde tænkt en eneste grim tanke. Det slog mig, at det, der havde gjort mig syg, og som jeg frygtede helt ud i fingerspidserne – mit arbejde – også kunne være et frirum. Det var et lille gennembrud, som gav mig håb. Om aftenen, når jeg lå derhjemme i sengen, kunne jeg pludselig tænke, at selvom i morgen nok blev dårlig, behøvede det ikke nødvendigvis at blive den dårligste dag i hele mit liv.
Samtidig begyndte jeg langsomt at kunne se en ende på det hele. Da vi endelig nåede til den sidste optagedag, skulle jeg spille en scene, hvor min karakter dør. Jeg spillede over for Marco, og i scenen, hvor den ellers psykopatiske, morderiske Ivar lå for døden og skulle indrømme over for sin bror, at han var bange, begyndte Marco pludselig at græde. Det gjorde han ellers aldrig, og det var ikke en del af planen. Jeg kunne heller ikke lade være med at græde.
Efter andet eller tredje take rejste jeg mig op, med alle følelserne uden på tøjet, og kiggede ud over settet. Normalt, på en så stor produktion, er der altid nogen, der larmer mellem de forskellige takes. Teknikerne roder lidt med udstyret. Folk står og sludrer, mens de ryger en smøg. Men der var helt stille. 300 statister sad på deres skjolde og så på uden at sige en lyd. Det eneste, jeg kunne høre, var en svag brise. Jeg gik ind i teltet og så playback af scenen på skærmen – hørte en replik, jeg ikke var helt tilfreds med. Og så var det tilbage på arbejde.
7. FORFRA, ALEX
Da ’Vikings’ sluttede, havde jeg optaget 10-11 måneder om året i tre et halvt år. Jeg var med i 51 episoder, og i al den tid havde jeg ikke én eneste sygedag. Jeg plejer at kalde det min uddannelse som skuespiller, men prisen for den var, at jeg vendte hjem til Danmark i slutningen af 2018 med både angst og en galopperende spiseforstyrrelse.
Det er nemt at sige, at jeg klarede det, at jeg er 10.000 gange stærkere, end jeg havde troet. Sandheden er bare, at det aldrig burde være sket. At nogen skulle have passet på mig. Men produktionen forstod det ikke. Og mit daværende agentbureau turde ikke gøre noget af frygt for, at det skulle ødelægge min internationale karriere.
I flere måneder lavede jeg ikke andet end at være sammen med min familie og venner. Jeg opsøgte en psykolog for at bearbejde det, der var sket. Min usårlighed var forsvundet. I de første måneder efter jeg kom hjem, vågnede jeg stadig klokken fem om morgenen og troede, at jeg skulle i krig i mere end én forstand. Det tog mig et år til halvandet at holde op med at være bange for mad. Men for hver dag, der gik, tog jeg nye babysteps: ”Gud, de her bønner smagte da egentlig meget godt.” Eller: ”Den her fest, som jeg var ængstelig ved at tage til, gik jo helt fint.” Langsomt fandt jeg ud af, at jeg ikke havde tabt mig selv på et gulv i Irland.
Da jeg endelig var klar til at arbejde igen, ringede telefonen bare ikke. Hallo, mand, jeg havde kraftedeme lavet ’Vikings’. Hvorfor ringede Vinterberg ikke? Hvorfor hørte jeg ikke fra Arcel eller Bier? Jeg var den mest erfarne skuespiller i min aldersgruppe i Danmark. Klart, det var kun én karakter, men ingen på min alder havde flere timer foran et kamera end mig. ”Hvad fanden sker der, Danmark?” tænkte jeg en overgang, men så var det bare at sluge skuffelsen og arbejde sig op igen.
Siden har jeg lavet ’Skyggen i mit øje’ af Ole Bornedal og medvirket i et par tv-serier. Internationalt er det skidesvært, fordi jeg går til casting på de samme film som Timothée Chalamet, og han har jo allerede fået rollen. Senest har jeg for første gang været med til både at udvikle, skrive og producere en serie fra start til slut – den hedder ’Kald mig far’.
Ideen opstod en aften, da jeg sad hjemme hos min gode ven Magnus Haugaard og drak gin og tonics med ham og Fanny Bornedal. Magnus og jeg havde gang i vores ongoing joke: Han er et år yngre end mig, høj og har et stort, flot fuldskæg. Jeg er ikke så høj som ham og kan ikke få skæg, men til gengæld er jeg udstyret med et babyface. Magnus drillede mig med, at jeg ikke er uddannet skuespiller.
”Du er jo bare en model, der siger nogle replikker,” sagde han.
”I det mindste får jeg ikke roller, der er plus 40 år,” svarede jeg.
”En dag kommer jeg til at spille din far,” sagde han.
Og så tænkte vi: Hvad ville der ske, hvis man lavede en serie om to venner, hvor den ene begynder at date den andens mor? Helt fra start var tanken, at vi i sidste episode skulle have en scene, hvor Magnus kigger på mig og siger: ”Skal du ikke til at kalde mig far?” Men serien handler også om kravene til rummelighed i København anno 2024, hvor man kan elske, hvem man vil, være det køn, man har lyst til, dyrke sin seksualitet, uanset hvad den er. Alt kan lade sig gøre, vi kan rumme og vise hensyn til det hele. Men kan man også rumme, at ens bedste ven knalder ens mor?
8. HOVEDET UD AF RØVEN
Under optagelserne til ’Kald mig far’ mødte jeg min kæreste Johanne (Milland, red.). Hun spiller en kærlighedsrelation, som min karakter får i løbet af serien, og nogle måneder efter vi var færdige med at optage, begyndte vi at ses i den virkelige verden. I dag har vi været sammen i lidt over et år.
Indtil jeg mødte Johanne, drønede jeg igennem mine tyvere med skyklapper på. Alt handlede om mig-mig-mig, men nu er jeg 30 og har måttet overgive mig til en tosomhed, jeg selv har valgt. Jeg føler, at jeg er ved at blive rigtig voksen. Det kan godt være, at jeg får en 30-årskrise lige om lidt, men lige nu synes jeg, at jeg tager nogle sunde skridt som menneske – efter jeg i nogle år har set mine venner finde et roligt leje i deres liv, mens jeg selv stadig kartede rundt og havde svært ved at sove om natten. Min læge kalder mig ’intelligent ADHD’er’ og har sagt, at det nok ville være godt med nogle livsstilsændringer, så nu har jeg sat min hverdag lidt mere i system: op på samme tid, i seng på samme tid, den slags. Min energi er på mange måder min superpower, men det er også nødvendigt for mig at tøjle den.
På mange måder kan man sige, at jeg endelig har fået hovedet ud af min egen røv. Det hjælper også, at jeg får perspektiv på tilværelsen gennem mit arbejde med velgørenhed. Jeg elsker at fotografere, og sidste år rejste jeg til Libanon og tog billeder til en kalender til støtte for de unge frivillige, som driver hele landets ambulancesystem. Vi var der i en uge, og jeg var blandt andet med til at bære gamle mennesker med astmaanfald ned fra femte sal klokken to om natten. Når man kommer hjem fra sådan en tur, er det svært at gå rundt og brokke sig over småting i ens eget liv. Så tænker jeg, at mit største problem, mens jeg går ind i trediverne, er, at jeg stadig ikke kan få skæg.
