ERITREA, 1991
Jeg har, siden jeg var 14 år gammel, været medlem af Internationalt Forum og støttede i min ungdom flere forskellige befrielsesbevægelser. Jeg rejste også flere gange ud for at komme tæt på, særligt til Mellemamerika. Hjemme i Danmark havde jeg arbejdet lidt for den eritreiske befrielsesbevægelse Eritrean People’s Liberation Front. De ønskede at blive uafhængige af Etiopien, der havde besat landet, efter at kolonimagten Italien havde trukket sig. Etiopierne var støttet af Sovjetunionen, men jeg kunne se, at eritreerne var ved at vinde kampen. Det passede med, at jeg skulle lave mit afslutningsprojekt på Journalisthøjskolen, og så tog jeg af sted.
Jeg havde aldrig været i Afrika før, og det var vanskeligt at komme ind i landet på grund af krigen, men via nogle eritreere, jeg kendte i Danmark, lykkedes det. Jeg havde en fotograf med. Vi fløj til Egypten, hvorfra vi skiftede til Sudan Airways, der fløj os videre til Khartoum, hovedstaden i Sudan. I lufthavnen var der ingenting. Ikke engang toiletter. Skulle man på toilettet, måtte man gå ud bag en skærm, der var stillet op på en mark ved siden af. Endelig kom de, dem, vi havde en aftale med, og vi kørte af sted – ud i en ørken, der føltes uendelig.
Vi skulle overnatte i en bunker den første nat, og det var helt mørkt, da vi ankom. Vi kunne mærke gekkoer, der løb hen over os i løbet af natten. Dagen efter stod vi op til et fantastisk lys, og lige uden for bunkeren stod der et akacietræ med reder fra væverfugle.
Vi havde to sværtbevæbnede soldater som guider, og vi kunne kun rejse om natten, fordi de sovjetiske fly bombede alt, hvad de så. Men om natten indstillede de bombningen; det rakte udstyret ikke til. Først når mørket faldt på, kunne vi flytte os. Når vi kørte, så vi ikke andet end billygter i mørket og en gang imellem en antilope, der sprang over vejen. Hele rejsen varede en måned, og undervejs blev eritreerne mere og mere modige. Befrielsen var på vej.
Vi fik som regel kun ét måltid om dagen. Et stort stykke fladbrød, som vi smurte tun ud over og delte. Vi havde to liter vand om dagen pr. mand. Den varmeste dag var der 43 grader, og generelt var temperaturerne deroppe omkring. Undervejs blev jeg desperat, fordi jeg var så tørstig. En dag, da det pludselig var begyndt at regne, så jeg en vandpyt, mens vi var ude at køre, og jeg bad chaufføren om at holde ind. De mente ikke, det var nogen klog idé, men jeg havde sådan nogle klortabletter, jeg kunne putte i og rense vandet, hvorefter jeg skulle vente en time, men det kunne jeg ikke. Så jeg drak det. Og blev syg.
Jeg havde før været i lande, hvor der blev udkæmpet krige, men det var første gang, jeg befandt mig ved selve fronten. Befrielsestropperne havde omringet hovedstaden Asmara, og når vi kiggede op, mens vi bevægede os i skyttegravene, kunne vi se indtørrede lig ligge på den golde jord. Området var fyldt med gammeldags landminer lavet med ståltråd og håndgranater. I luften lød der konstant skud.
Bag fronten viste soldaterne os nogle opbevaringsskure fyldt med russiske trækasser. Den første kasse, de åbnede, var fyldt med kranier. Den næste med støvler og stumper af ben. Rygsøjler i en tredje, hænder i en fjerde. Det var levn fra etiopiske soldater, der havde deserteret. Hvad jeg så der, var billeder, som jeg efterfølgende håbede, var noget, jeg havde opdigtet, men det var det ikke. Et halvt år senere var jeg stadig ikke sluppet af med sygdommen fra mit vanddrikkeri. På Rigshospitalet fandt de ud af, at jeg havde en amøbe inden i mig.
LIBERIA, 1997
Op gennem 90’erne var Liberia præget af borgerkrig. Og det var virkelig, virkelig forfærdeligt. Seks forskellige etniske grupper bekrigede hinanden, og der var ingen, der havde et politisk program. Rå magt var alt, hvad det handlede om.
Jeg rejste til landet, fordi jeg arbejdede på et filmmanuskript med instruktør Frode Højer Pedersen. Filmen var støttet af Unicef og handlede om børnesoldater, hvilket var et udbredt fænomen i Liberia i de år. Noget af det, vores film fokuserede på, var, at når de her oprørsgrupper kom til en landsby, stillede de familierne op på en række: far og mor og så børnene fra ældste til yngste. Først sagde de til den ældste søn: ”Vil du skyde din far og din mor?” Det ville den ældste søn ikke, og så skød de ham. Så sagde de til den næste: ”Vil du skyde din far og din mor?” Nej, heller ikke. Når de så nåede børn omkring de 11-12 år, sagde de ofte ja. Og så gjorde de det: skød deres forældre og blev taget med som børnesoldater.
Vi fløj dertil fra Elfenbenskysten. Det var ikke en flyvemaskine, som vi kender dem, men et gammelt Aeroflot-fly. En piratagtig rute, som der var masser af i Afrika. Sæderne sad løst, og der var ikke nogen dør ud til cockpittet. På gulvet rullede der en tom vodkaflaske frem og tilbage. Ud igennem vinduet fik jeg øje på landingsbanen. Den var fuld af kvinder og børn. De sad der bare, og de blev siddende, selvom vi kom tættere og tættere på. Først da vi var ved at være helt nede, rejste de sig stille og roligt op.
På et center, som Unicef havde bygget, mødtes vi med tidligere børnesoldater. Jeg skulle interviewe en af dem, en 13-årig dreng, og jeg vidste, hvad han havde gjort. Men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spørge, om han havde slået sin mor og far ihjel. Jeg vidste, at han havde skudt dem begge to, men jeg kunne ikke få ordene frem.
Mens jeg lavede interview, kørte instruktøren af sted for at købe en fodbold for at bløde stemningen op. En fodbold kan løsne alle problemer i verden. Da han kom tilbage med bolden, gav jeg mig til at spille fodbold med børnesoldaterne. Og så blev de jo drenge – lige dér – helt normale drenge, der spillede ligesom alle andre.
Da jeg stod inde i målfeltet på banen, skulle der tages et hjørnespark. Og mens jeg stod der – helt tæt op ad de her drenge – slog det mig, at det var massemordere, jeg stod sammen med. De var børn, men de havde alle sammen slået ihjel. Da fodboldkampen var forbi, satte de sig indenfor igen, og flere af dem sad bare og rykkede frem og tilbage med deres hoveder.
AFGHANISTAN, 2011
På vegne af dansk PEN (en global organisation af forfattere, journalister, redaktører og udgivere, red.) skulle jeg tjekke op på et projekt, der gik ud på at hjælpe afghanske forfattere. På det tidspunkt havde den vestligt støttede regering stadig magten. I hvert fald i Kabul og de andre store byer. PET havde i forvejen gjort det klart, at det i deres øjne var vanvid af mig at rejse hertil. Fem år forinden havde demonstranter i Kabuls gader afbrændt billeder af mig på grund af det der Muhammed-pjat. (Efter at have skrevet bogen ’Koranen og profeten Muhammeds liv’ havde han efterfølgende vanskeligt ved at finde en tegner, der ville illustrere profeten. Det var det, der førte til Jyllands-Postens 12 satiriske Muhammed-tegninger, red.).
Jeg deltog i en bogmesse i Kabul, hvilket jo i sig selv kan lyde en anelse absurd, men som de forfattere, jeg var sammen med, sagde: ”Du kan tage 2.000 kilometer i hver retning herfra. Vi er det eneste sted, hvor der er ytringsfrihed.” Da jeg ankom til bogmessen, blev jeg straks ført hen til den iranske modstandsfront, anti-islamisterne. De var der også, der var jo ytringsfrihed. Tæt på anti-islamisterne var en anden stand – flot og kæmpestor – og der stod et tv-hold ved siden af. Standen havde kun bøger om Ayatollah Khomeini. De opdagede straks, at der var en hvid mand til stede, og de ville have mig til at stille op til et interview. Jeg var lidt vævende – forhistorien taget i betragtning – men en forfatter, som jeg talte med, sagde til mig, at det nok var bedst, hvis jeg stillede op.
Så stod jeg der og tænkte: ”Åh nej, nu dukker mit billede op på iransk tv.” Så spurgte de mig, om ayatollahen var berømt i Danmark. Jeg sagde, at vi kender ham. Så spurgte de, hvad folk mener om ham. Jeg svarede, at det er der forskellige holdninger til. Pointen er: Jeg var en kujon. I stedet skulle jeg have sagt: ”Der er sgu ingen i Danmark, der kan bruge sådan en undertrykkende fascist til noget.” Men det gjorde jeg ikke.
Jeg var der i en uges tid, og der var aldrig nogen, der bemærkede, at det var mig, der var blevet brændt billeder af få år forinden. Men forfatterne vidste det vist godt. De vidste til gengæld også, at det var bedst ikke at sige noget. Når vi var ude at spise, både i Kabul og i Mazar-e Sharif i den nordlige del af landet, oplevede jeg dobbeltsikrede døre med sluser og soldater udenfor som et værn mod talebanere.
I dag tænker jeg meget på, hvad de laver i dag, de forfattere. Hvad er der blevet af dem? I de år nærmede Taleban sig magten. De rykkede frem igennem bjergene og landsbyerne og mod de store byer. Forfatterne, jeg mødte, fortalte mig om dengang, kommunisterne havde magten i landet. Det var – for dem – den frieste periode, de havde oplevet. For mange danskere er kommunisme lig med indskrænkelse af friheden. De afghanske forfattere havde oplevet det modsat.
NORDKOREA, 2015
Jeg tog dertil for anden gang for at arbejde på en bog om landet. Det gjorde mig til den første forfatter, der har fået lov at opholde sig i Nordkorea over længere tid. Overhovedet. Det er jeg lidt stolt af. Men jeg kan også godt skamme mig lidt, for det betyder, at de har tillid til mig. Jeg var der første gang i 1984 – drevet af en fornemmelse af, at det var det mest anderledes land i hele verden. Og det er det, det ved jeg nu.
Jeg fløj dertil via Kina, og jeg var den eneste hvide om bord. I den store og flotte lufthavn – de kan godt lide store og flotte ting i Nordkorea – fik jeg tildelt en meget partitro guide, en chauffør og en ung tolk, der var skidegod.
Jeg boede på et vandrerhjem i hovedstaden Pyongyang, men vi rejste også en del rundt og ud i landområderne. Jeg besøgte steder, ingen andre vesterlændinge havde været før. Jeg var under konstant opsyn, men nogle gange lykkedes det mig at opleve Pyongyang på egen hånd. Jeg løb en tur hver morgen. Igennem byen løber der en flod, og det er en flot by, Pyongyang. Nok den flotteste, jeg har været i. På en af løbeturene så jeg et af byens fattige kvarterer, det havde jeg aldrig læst nogen beskrive.
Pludselig ville min tolk også gerne løbe om morgenen, og den næste dag ville guiden også følge med på en elcykel.
Når vi kørte ud på ture, fik jeg sommetider mulighed for at snakke med de lokale. De var sjove og søde. En af pointerne i min bog er, at de almindelige mennesker i Nordkorea er ligesom os. De synes, det er skidehyggeligt at gå på restaurant, de vil gerne have, at deres børn går i en god skole og har nogle sunde fritidsinteresser. Men de er uvidende om, hvad der foregår uden for landets grænser. Og det er de bevidste om.
Undervejs var vi i Wonsan på den modsatte kyst af Pyongyang. En morgen stod jeg tidligt op og gik ud for at tage nogle billeder. I Nordkorea er det velset, at du udfører frivilligt arbejde. Graden af frivillighed kan diskuteres, men det er ikke sådan, at der står politi og tjekker det. Den morgen så jeg kvinder i høje hæle, fint tøj og med opsat frisure give en hånd med på et byggeri, der var i gang ved siden af hotellet. De bar rundt på murerspande, og jeg tog nogle billeder af seancen. Men dem, der var sat til at følge mig rundt, fandt ud af det, og de begyndte at true mig med fængsel.
Senere på turen opstod der en anden situation. Jeg havde medbragt nogle aviser, blandt andet en Weekendavis, og på et af hotellerne – et helt øde sted – havde jeg smidt avisens børnesektion ud. Senere samme dag, da vi kørte på motorvejen, blev min guide ringet op. De havde fundet avisen. Jeg sagde til guiden, at jeg havde smidt den ud, fordi jeg var færdig med den. Men det var absolut ikke lige meget. Vi lavede en U-vending på motorvejen og kørte tilbage i samme spor. Vi var de eneste på vejen. Uden for byerne kører der ingen biler.
Min tolk løb ind og kom tilbage helt glad, fordi hun havde fundet avisen. Jeg skruede bissen lidt på og sagde til dem, at det er det eneste land i verden, hvor man ikke kan få lov at smide en brugt avis ud, og at det helt sikkert ville blive taget med i min bog – som i øvrigt, og her overdrev jeg, skulle oversættes til tysk og så videre. Jeg tilføjede, at jeg havde smidt masser af aviser ud på vandrerhjemmet i Pyongyang.
De blev ved med at påstå, at det ved min indrejse var blevet noteret, hvad jeg havde med, og at det samme skulle med ud. Det troede jeg ikke på, men jeg blev alligevel lidt nervøs, da vi nærmede os hjemrejsen. I lufthavnen kom tolken og gav mig en orange plastikpose. I den var samtlige de aviser, jeg havde smidt ud rundtomkring i landet.
