Gå, bare gå
EN MILD SOMMERAFTEN i juni 2022 var der forbavsende få mennesker på stranden syd for Hirtshals. Gitte Holtze kom gående forbi og fik den idé at overnatte i klitterne med udsigt over havet.
”Man må ikke slå telt op på stranden, så jeg fandt et lille plateau i klitterne, hvor jeg rullede mit liggeunderlag ud. Klokken var ni om aftenen, men solen var ikke i nærheden af at gå ned, og så sad jeg der helt alene, og klokken blev 10, og den blev 11, og det blev midnat, og det var stadig lyst på den der måde, hvor solen glider ned i havet, og det bliver orange, lilla og sindssygt flot. Jeg sov næsten ikke den nat, for jeg blev ved med at vågne og kigge på den himmel,” fortæller Gitte Holtze.
Flere af hendes venner og folk, der på Instagram fulgte med i hendes vandretur ad Hærvejen op igennem Jylland, skrev til hende og spurgte, om hun ikke var bange. Om hun ikke frøs.
”Og nej og nej og nej. Jeg var bare helt i ro, nærmest i zen.”
50-ÅRIGE GITTE Holtze har besøgt alverdens fantastiske steder og set de smukkeste solnedgange, men alligevel fik hun den aften under den store pastelfarvede vesterhavshimmel den tanke, at hun ikke havde lyst til at være andre steder i verden. Måske blev oplevelsen forstærket af, at hun ikke havde forventet de helt store naturoplevelser på Hærvejen.
”Men så var det juni i Danmark og den natur, vi har med valmuer i grøftekanten, solen og bølgende kornmarker … Nogle steder ligner Hærvejen et mountainbikespor, andre steder går man på stranden, på heden eller igennem marker, og jeg blev undervejs optaget af, hvor mange dyr jeg så: rådyr, harer, ræve og kaniner. Der gik så meget Morten Korch i mig, og jeg fik hørt rigtig meget Shu-bi-dua. Det passede ligesom bare til landskabet,” griner hun og fortæller, at hun undervejs mødte en overraskende hjælpsomhed.
”Jeg mødte ikke ret mange mennesker, der var ude at gå, men jeg mødte en del, der boede langs ruten, og jeg fik rigtig meget hjælp fra folk, der tilbød, at jeg måtte slå mit telt op i deres have, eller som kom med jordbær til mig. Det var fremmede mennesker, der gjorde alt muligt for mig.”
Det samme gjorde sig gældende, da hun efter vandreturen tog til Skagen, blot for at opdage, at der var visefestival i byen og ikke et eneste ledigt sted at sove. Hun skulle mødes med en veninde med venner i byen, og 1-2-3 blev der slået en feltseng op til dem begge i et baglokale til en vintagebutik.
”Jeg oplevede den form for generøsitet, da jeg vandrede i USA, men der er også et helt community omkring The Pacific Crest Trail, som jeg gik. I Danmark tænkte jeg, at det aldrig kom til at ske. Men jeg oplevede det stik modsatte. Hvis man skal have lidt tro på menneskeheden, skal man gå Hærvejen.”
BÅDE TUREN PÅ Hærvejen for to år siden og vandringen i USA, hvor hun i 2018 gik over 4.000 kilometer, har Gitte Holtze skrevet bøger om, men hun har ikke altid været fan af vandreture.
”Jeg var i trediverne, før jeg lavede noget som helst aktivt i naturen, og jeg syntes, at det der friluftsliv var overvurderet. Der var beskidt, der var myg og så videre. Men jeg har altid godt kunnet lide at læse om vilde bjergbestigninger og om folk, der gjorde alt muligt sindssygt, og da jeg kom af sted på en vandretur til Nepal, fandt jeg ud af, at jeg var god til at gå i højder, sove ude og alle de ting, som jeg ellers havde tænkt var træls.”
Siden er vandreture blevet en vigtig del af hendes liv, hun arrangerer selv sine ture og tager ofte af sted alene. For hende er vandringen en kærkommen mulighed for at sætte tempoet ned og komme i kontakt med sig selv.
”Det er en kombination af eventyrlyst selvfølgelig … og en indre rejse. Og åh, hvor jeg hader det udtryk, men det er jo det, det er. En transformation på en eller anden måde, der for mig kommer af at gå. Det at bevæge sig langsomt i naturen giver mig en ro og en kontakt med det, jeg kommer igennem, på en anden måde, end hvis jeg sidder bag en bilrude eller på en cykel. Og jeg kan komme, hvorhen jeg vil. Det tager tid, selvfølgelig, men det er også en del af det.”
EN BEKENDT TIL Gitte Holtze sagde engang, at vandring renser sjælen, og selvom hun ikke er vild med floskler, er der en sandhed i det, synes hun.
Der bliver støvet af på øverste etage, og der kommer tanker op, man ikke har bedt om – på godt og ondt. Det kan også ske på kortere ture, som når hun går tur med hunden ved Amager Strand.
”Jeg kan bare sige, at jeg helt grundlæggende bliver i bedre humør, når jeg går, og når øjet falder på himmel, hav og træer frem for bygninger og en skærm. Jeg kommer mere i balance. Når jeg går, er der ikke noget, jeg skal nå.”
Gitte Holtze er journalist og forfatter. Hun har blandt andet skrevet bøgerne ’Jeg lever’ om at gå på The Pacific Crest Trail i USA og ’Hvad hærvejen gav mig’.
