KIRKEGÅRDEN ER FYLDT til bristepunktet. De blå-gule flag svæver i vinden over de mange nye grave, der er dækket af store plastikbuketter, og ved foden af korsene er der fotos af de døde, blandt andet af et seksårigt barn. I den lille østukrainske landsby Hroza mistede 59 mennesker sidste år livet, da et russisk missil ramte den lokale café under en mindehøjtidelighed for en ukrainsk soldat. Angrebet, der rev utallige familier itu, og som FN har undersøgt som en krigsforbrydelse, slog omkring en fjerdedel af byens borgere ihjel, og det sendte graveren på overarbejde på kirkegården, der måtte udvides til de omkringliggende marker.
Værst gik det ud over gaden Samarska, hvor 23 personer døde ifølge de lokale. 70-årige Volodymyr Mukhovaty mistede sin hustru, sin søn og sønnens hustru i angrebet. Han sidder på en bænk ude foran sit lille landsbyhus iført en grå jakke, som han har knappet op på grund af varmen.
”Nogle gange vågner jeg op om natten og begynder at græde. Jeg kan også mærke tårerne presse sig på, når jeg taler om det. Det går bedre nu, men jeg har svært ved at komme over det. Traumerne vil altid plage mig,” fortæller Volodymyr Mukhovaty, der ved en tilfældighed ikke fulgte sin kone til mindehøjtideligheden 5. oktober 2023.
”Andre nætter kan jeg høre min hustrus stemme. Jeg løber forvildet ud i mit undertøj for at lede efter hende på gaden, før det går op for mig, at hun er død. Det er brutalt. Det er som at genleve det hele en gang til,” siger han og slår sig på venstre bryst for at vise, at smerten sidder gemt i hjertet.
Volodymyr Mukhovaty har boet i landsbyen Hroza hele sit liv.
Volodymyr Mukhovatys barnebarn, 24-årige Alexander, bor lidt længere nede ad gaden. De forsøger at gå gennem sorgen sammen, men pensionisten Volodymyr har svært ved at finde ud af, hvad han skal gøre. Det var hustruen, der stod for det med følelserne i familien. Det var hende, der altid vidste, hvad der skulle gøres. Ikke kun det huslige, hun var omdrejningspunktet i familien, især for børnebørnene.
”Jeg kan ikke engang finde ud af at bruge vaskemaskinen. Jeg vasker i hånden og er begyndt at lære at lave mad igen. Alt er svært for os alle. Jeg havde i det mindste mange gode år med min hustru. Jeg er allerede en gammel mand, men hvad med alle de unge, der har fået deres liv knust? Hvad skal de dog gøre?” spørger Volodymyr Mukhovaty.
”Hvad pokker skal jeg gøre?” spørger han og tilføjer, at mange af de døde, såsom hans hustru, blev revet i stumper og stykker af den voldsomme eksplosion, der fik jorden til at ryste, som var det et jordskælv, der havde ramt Hroza.
36 kvinder, 22 mænd og et barn døde i eksplosionen. Nogle blev fundet uden arme og ben, andre blev næsten ædt op af flammerne, og nogle af kisterne indeholder derfor kun få ligdele.
FØR DEN RUSSISKE invasion af Ukraine i februar 2022 havde Hroza omkring 300 indbyggere. Mange flygtede, i takt med at de russiske soldater krydsede grænsen. Landsbyen kom under russisk besættelse kort efter og blev først befriet syv måneder senere under en ukrainsk modoffensiv samme år.
Hroza, som på ukrainsk betyder ’tordenvejr’, er på mange måder en normal landsby i Østukraine. Siden Sovjetunionens fald er arbejdspladserne forsvundet, og mange lever af deres forvoksede køkkenhaver og af høns og køer og andre dyr, der render rundt i byen,
Nogle borgere har tilmed nogle få hektar, som de dyrker med gamle sovjetiske traktorer, der jævnligt høres brumme gennem de små gader. Den øgede velstand, som Ukraine har oplevet siden uafhængigheden fra Sovjetunionen i 1991, er ikke rigtig nået til Hroza.
Før de russiske kampvogne væltede over grænsen, var politik noget, der foregik i den ukrainske hovedstad Kyiv og ikke noget, man snakkede om. Men invasionen ændrede alt. Et par huse længere nede ad gaden fra Volodymyr Mukhovaty boede familien Mamon i et murstenshus. Husets to sønner, 30-årige Volodymyr og 23-årige Dmytro – der før invasionen havde arbejdet for det ukrainske politi – hoppede hurtigt over på russernes side under besættelsen.
Flere lokale forklarer, at russerne stjal landbrugsmaskiner samt metal fra en lokal virksomhed, da de besatte Hroza. Russerne holdt sejrsparade, kampvogne fræsede gennem byen og hvirvlede støvskyer op, og der var kontrolposter flere steder i landsbyen.
Her stod de to brødre og hjalp invasionsstyrken med at holde byens beboere i skak.
Pensionisten Volodymyr, der ofte drak øl og stærk ukrainsk vodka med familiens far, var chokeret. Han havde ingen anelse om familiens kærlighed til Rusland, og da russerne flygtede, stak familien Mamon også af. Han troede, at det var så det.
MEN EFTER MISSILANGREBET kom det frem, at de to brødre havde givet russerne nys om mindehøjtideligheden. Den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU fremviste beskeder, som viste, at de to brødre havde holdt kontakten til andre lokale i Hroza og den vej igennem fundet ud af, hvor og hvornår mindehøjtideligheden skulle afholdes.
”Jeg forbander dem, når jeg går forbi deres hus. Hvordan kunne I gøre det? Hvordan kunne I finde på det? Det er så forfærdeligt. Vores børn legede sammen. Vi er døbt det samme sted. Jeg kan simpelthen ikke fatte det,” siger Volodymyr Mukhovaty om familien og de to brødre, der menes at befinde sig i Rusland.
Volodymyr Mukhovaty spytter mod huset, når han går forbi. Det må være hjemsøgt, forklarer han, og derfor holder de lokale sig også langt væk fra huset. Nogle af de lokale har overvejet at brænde det ned, da huset stadig står og minder alle om familien Mamon og deres forræderi.
”Jeg vil bare gerne have, at de bliver fanget og sat af her hos os. Så skal vi nok selv tage os af dem,” siger han, mens gæs og høns render rundt på grusvejen.
”Mit barnebarn Alexander gik endda i skole med Dmytro Mamon. Nu er Dmytro skyld i, at begge hans forældre er døde. Jeg kan ikke fatte det.”
Forræderiet har fået mange til at kigge sig en ekstra gang over skulderen. Fronten og de russiske soldater er blot 40 kilometer væk, og det er ikke til at sige, om der er andre kollaboratører blandt de tilbageværende. En bekymring, mange lokalsamfund i hele Ukraine siden invasionen har delt.
Pludselig er det ikke til at vide, hvem man kan stole på. Det stille og rolige landsbyliv virker nu som en illusion, og troen på det gode i mennesker er begyndt at smuldre. Volodymyr Mukhovaty forklarer, at mange, ældre især, har et positivt syn på tiden under Sovjetunionen, hvor der altid var arbejde. Hvor staten tog sig af alle.
Han er enig i, at livet var nemmere, da tilværelsen fra fødsel til grav var skrevet i sten. Men han kan ikke forstå, hvordan det kan få folk til direkte at forråde deres egne.
”Jeg kan sige det klart. Putin vil bare ødelægge alting. Det burde være synligt for os alle sammen nu. Hvis de kommer igen, bliver jeg bare en slave.”
LIUBOV OG VALERIY KOZYR mistede datteren Olga, svigersønnen og svigersønnens forældre i missilangrebet. 55-årige Liubov og 62-årige Valeriy deltog ikke selv i mindehøjtideligheden med de tre børnebørn. I stedet kunne de se missilet slå ned i cafeen, der var et samlingspunkt for Hroza og fungerede som forsamlingshus.
Valeriy Kozyr var ude at se til grisene i baghaven, da der pludselig lød et stort brag.
”Jeg faldt bare til jorden. Jeg løb mod huset og så, at cafeen var ramt. Jeg hoppede på cyklen og hastede mod stedet. Selv græsset brændte. Alle var døde. Alle var væk. De havde nok lige sat sig ned for at spise,” siger Valeriy Kozyr, mens han tænder en smøg ude foran huset og peger mod cafeen, hvor alle større fester blev afholdt.
Tre børnebørn blev forældreløse, og Valeriy og Liubov Kozyr måtte træde til. En talemåde siger, at tiden læger alle sår, men det er Valeriy uenig i: ”Jeg kommer til at leve med den her smerte resten af mit liv. Det går ikke en dag, uden at jeg tænker på dem og græder. Nu er vi børnebørnenes tætteste familie, og det er min grund til at leve.”
Hans kone bryder ind og forklarer, at datteren Olga og børnebørnene kun boede to huse længere nede ad vejen. Der er så mange minder bundet op på stedet. Hun kan se for sig, hvordan hendes datter løber op og ned ad grusvejen efter familiens høns. Hvordan hun leger gemmeleg med de andre børn omkring træerne eller svømmer med de andre børn i landsbyens lille sø.
”Jeg tror ikke, at du kan forstå vores smerte. Forestil dig, at du kigger på en anden person, der har skåret sig. Det bløder. Du kan se det, men du kan ikke selv forstå, præcis hvor ondt det gør, hvis du ikke har prøvet det.”
Ægteparret Kozyr mistede deres datter og svigersøn i angrebet og passer nu både gården og tre forældreløse børnebørn.
VALERIY KOZYR GÅR om i baghaven. Da han åbner havelågen, stormer en gruppe høns ud for at få næbbene i det grønne græs. Han lader dem gå og viser den lille grisestald i baghaven, hvor grisene nysgerrigt følger ham med øjnene.
Det er ikke længe siden, at familien slagtede en af grisene, og Valeriy Korzyr byder på ukrainsk salo, der minder om urøget bacon og spises med tørt, mørkt brød. Ofte følger der også vodka med.
”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det for jer i Danmark. Det er måske håbløst, for hvordan vil I kunne forstå det? Det gør ondt indeni. Hele tiden. Du gør alt rigtigt i dit liv. Du passer dig selv, tager vare på din familie. Ser børnene vokse op. Ser dem lære nye ting. Du har måske ikke meget, men nok til dagen og vejen. Og så kommer russerne pludselig. Og så er freden afløst af døden. Ødelæggelser, smerte. Du forsøger at vågne op, men det er ingen drøm. Det er måske bedst, hvis I danskere ikke kan forstå det, for det betyder, at I har et godt liv. Jeg håber aldrig, at I vil føle den her smerte”
Lige nu er Hroza på ukrainske hænder, men det kan hurtigt ændre sig, da russerne presser hårdt på ved fronten 40 kilometer væk. Det er muligt, at russerne kan bryde igennem de ukrainske forsvarsværker. Derfor har Valeriy pakket en taske med de vigtigste dokumenter, så familien straks kan stikke af i bilen. Aldrig igen vil han være under Rusland.
”Vi har aldrig bedt Putin om at komme her. Det er, som om russerne intet hjerte har. Hvis folk ikke hadede dem før, så gør mange det nu.”
En undersøgelse lavet af Kyiv International Institute of Sociology viser, at andelen af østukrainere, der gerne vil være en del af Rusland, er faldet fra 28 procent i 2013 til 11 procent i invasionsåret 2022 og ned til blot én procent i dag. Andelen af ukrainere, der tror, at Ukraine kan besejre Rusland, har samtidig taget et fald siden 2022, hvor 80 procent troede på sejren, til 60 procent i dag.
”Jeg vil bare leve i et frit Ukraine med mit ukrainske flag. Om jeg er rig eller fattig, er ikke vigtigt,” siger Valeriy Kozyr, der pludselig bliver afbrudt af sin kone, der vil på markedet i nabobyen og brokker sig over, at manden har ladet hønsene gå frit. Han finder en stor kæp frem og jager med besvær hønsene tilbage igen.
I UDKANTEN AF Hroza, tæt på byens kirkegård, sidder fire landmænd og drikker cognac foran en lade. 60-årige Anatoly Dolganin, der har mistet sin søster i missilangrebet, har taget plads i en gammel rød sofa og tager rigeligt for sig af den ukrainske salo. Tomme ammunitionskasser hænger på væggen bag ham. En hestesko, der symbolsk hælder nedad, pryder også den hvide ydermur. De fire landmænd har hver især omkring fem hektar, som de samarbejder om at dyrke.
En sovjetisk Lada står i laden nær en slidt traktor fra Belarus, der udfører det hårde arbejde på markerne. Det har den gjort i årtier, og det er der ikke råd til at lave om på.
Anatoly Dolganin læner sig tilbage i sofaen. En af de andre landmænd rusker hans mave, så fedtet bævrer, og siger, at her er et bevis på, at livet ikke er helt dårligt. Mavens ejermand ryster på hovedet over sin kammerat og har svært ved at beskrive, hvordan han har det. Alle lever fra dag til dag i Hroza, og landmændene går ikke så meget op i politik. Det betyder dog ikke, at de elsker Rusland, langtfra. Politik er bare ikke noget, de traditionelt er gået op i, for selv om Ukraine er et demokrati, er det, som om demokratiet ikke rigtig er nået ud til dem her i Hroza. Her er folk vant til, at beslutningerne bliver truffet andetsteds i de større byer, som det altid har været. Under Sovjetunionen var det bare i Moskva i stedet for i Kyiv. De har i generationer lært at holde hovedet bøjet i forsøget på at få det bedste ud af situationen: pløje markerne og tage sig af børn og børnebørn. Derfor har de heller ingen planer om at flygte, hvis russerne kommer igen. De vil fortsætte med at gøre som altid, siger Anatoly Dolganin.
”Russerne har jo været her før. Dér fortsatte vi også med at pløje, så og høste. Det kommer vi til at gøre igen. Jeg har ingen planer om at tage nogen steder hen. Hvor vil de også have brug for os? Det har jeg svært ved at se.”
Landmændene byder på cognac, svinefedtet og det mørke brød går på omgang, og de fortæller, at de har svært ved at forestille sig, hvordan danskerne ville overleve, hvis det var os, der skulle ud i mudrede skyttegrave og slås med russerne.
Anatoly Dolganin og hans venner tager ingen steder hen, hvis russerne kommer tilbage.
ANATOLY DOLGANIN rejser sig fra den knagende sofa og byder stolt gæsten ind i sin gule Lada, som han købte kort før invasionen, og som vistnok er hans kæreste eje. Det kan godt være, at radioen ikke virker, men han er ligeglad, han kan alligevel ikke lide musik. På bagsædet ligger en rusten sav, og den gamle Lada kæmper sig ned ad en hullet vej, hvor han gør stop ved nogle birketræer og viser, hvordan han langsomt tapper saft gennem et plastikrør, der er presset ind i træet. ”Gratis saftevand,” siger han.
”Vi lever så godt, vi kan. Vi gør, som vi altid har gjort,” siger han og kører hen til sit intakte landsbyhus i nærheden af det bombede forsamlingshus. Murbrokkerne er fjernet, og kun få ødelagte bygninger står tilbage. Blomster ligger på jorden sammen med de mange lys, som folk har tændt for at mindes de dræbte. Det er planen, at der skal opføres en engle-statue til minde om dem, men ikke alle er lune på ideen. Anatoly Dolganin ved ikke, hvad han selv skal tænke. Måske var det bedre at bruge pengene på landsbyens borgere?
I baghaven til sit hus viser han sine høns og ænder. En anden – ødelagt – Lada står i haven blandt skrald, et gammelt badekar og en afmonteret håndvask.
”Det er måske ikke meget, men det er mit. Livet her er svært lige nu. Vi sørger alle. Selv dem, der ikke har mistet nogen, men jeg kan ikke forestille mig at bo noget andet sted end her. Det er mit liv, mit hjem. Det er her, jeg hører til.”
TILBAGE PÅ GADEN Samarska viser 24-årige Alexander, Volodymyr -Mukhovatys barnebarn, sin Lada frem. Det er en model 1500, og bilen, der blev bygget i Sovjetunionen i 70’erne, er den dyre af slagsen med to sæt forlygter. På bilen har Alexander printet et dødningehoved og det ukrainske våbenskjold, og indeni hænger et billede af jomfru Maria, for bilen har ingen airbag og er uden seler, så den er plastret til med religiøse symboler for at give lidt beskyttelse.
Alexander Mukhovaty kæderyger den ene cigaret efter den anden, og efter at han har gjort rent hos sine grise, tager han på en tur til nabobyen Shevchenkove. Her skal han hente tre venner, der i aften har aftalt at grille kylling og pølser over bål. Han sætter sin mobiltelefon til bilradioen, og mens Eminems hits brøler ud af højttalerne og ud gennem de nedrullede bilvinduer, pifter han ad kønne piger, da Ladaen humper ind i Shevchenkove. Før invasionen elskede han at lave TikTok-videoer med sine venner, hvor de lod, som om de rappede. En af dem, der var med, var 23-årige Dmytro Mamon, ham, der forrådte Hroza og dermed var medskyldig i Alexanders forældres død.
”Vi festede sammen. Vi voksede op sammen. Jeg hader ham virkelig, ” siger Alexander, der savner sine forældre og plejede at bruge utallige timer med sin far. Hans mor var, som i mange andre familier, hende, der bandt det hele sammen og holdt ham i skak. Nu er hun der ikke længere til at sørge for, at han ikke laver ulykker, men han kan stadig mærke hendes ånde i nakken. Som om hun kigger ned på ham fra en sky i himlen.
Alexander Mukhovaty elsker sin Lada, men hader russerne og vennen, der forrådte landsbyen.
VEJENE ER HULLEDE i Shevchenkove, og den gamle Lada knager. Bilen, der er designet til at ligne en Fiat 124, har 71 hestekræfter og svært ved at komme over bakkerne. Mens Alexander Mukhovaty venter på de tre venner i byen, kommer en drukkenbolt over for at bede om penge. Bag rattet vifter han ham væk og fortæller, at Ukraine har problemer med alkoholisme, især i de mindre samfund, hvor elendigheden efter Sovjetunionens fald har fået en del skæbner til at forsvinde i en rus af billig vodka. Kapitalismen har ikke været god for alle.
De tre venner griner, da de ser, at Alexander har slæbt en journalist med. På turen tilbage spotter de en fasan på vejen, og kammeraten Vlad stormer ud af bilen for at få den til at flyve. Han vil se den flotte fjerpragt, men fasanen løber bare væk. Ved landsbyhuset fylder de bagagerummet med træ, før turen går hen over en markvej til en lille sø.
Kyllingen simrer hurtigt over bålet, mens Alexander viser videoer af diverse drukture på sin mobil fra før den russiske invasion. Dmytro Mamon dukker op igen og igen på videoerne. Han var en del af slænget. Vennerne kan ikke begribe, hvad han har gjort.
”Det er bare ikke fair, men vi kan ikke gøre noget ved det. I hvert fald ikke lige nu,” siger Alexander Mukhovaty.
Han stikker sin kniv i kyllingen, kødet er færdigt, og der er snart udgangsforbud.
Efter missilangrebet ville Alexander, der har et dødningehoved tatoveret på sin venstre underarm, melde sig til hæren for at give russerne igen. Men hans tante slog i bordet, hun ville ikke kunne bære, at hun også skulle miste ham. Han makkede ret, men ukrainske mænd over 25 år kan nu blive mobiliseret til hæren, så Alexander venter på sin fødselsdag. Så kan det være, han får sin vilje:
”Vi er nødt til at stoppe dem. Vi har intet andet valg.”
Stefan Weichert bor i Ukraine, hvor han arbejder som korrespondent for danske og internationale medier. I 2022 blev han sammen med en dansk kollega ramt af skud fra russiske styrker. Efter et hospitalsophold i Danmark tog han tilbage.
