TIDLIGT OM MORGENEN den 10. august 2008 bragede en gummiged ind gennem væggen til Dansk Værdihåndtering, en stor, grå bygning i et industrikvarter i Brøndby.
Optællerne hos virksomheden, der håndterer kontanter for den danske detailhandel og finanssektor, stak af, og gerningsmændene kunne uhindret tage for sig af pengene. Kuppet, der havde været måneder undervejs, var planlagt med militær præcision: Røverne var bevæbnede med automatvåben og bar skudsikre veste.
På både Holbækmotorvejen og Roskildevej havde de spredt partisansøm og antændt 11 skraldebiler for at skabe trafikalt kaos og forhindre politiet i at nå frem. De flygtede fra stedet i tre stjålne Audier, som senere blev fundet i en grusgrav, men pengene var der intet spor af. Og selvom det senere lykkedes politiet at optrevle et større netværk af gerningsmænd og få 15 personer dømt, er der stadig kun fundet en brøkdel af de 65-70 millioner kroner, der blev stjålet i danmarkshistoriens største kup.
Instruktør Frederik Louis Hviid, der står bag filmen ’Shorta’ og DR-serien ’Huset’, husker, at han var sammen med sin far den morgen, hvor røveriet fandt sted. De sad og læste avis, da hans far sagde: ”Det er sgu lige før, det er så godt lavet, at de har fortjent det.”
NÆSTE GANG Frederik Louis Hviid stødte på røveriet, var i 2016, mens han gik på filmskolen Super16. Han havde netop lavet sin midtvejsfilm om et bankrøveri, og han var meget optaget af genrefilm, især af krimifilm, den slags, man havde tradition for i Hollywood, men måske ikke så meget herhjemme. Så da en af hans medstuderende, produceren Kasper Dissing, forærede ham bogen ’Kuppet’ om røveriet på Dansk Værdihåndtering, blev han helt opslugt af tanken om at fortælle historien om det historiske kup på det store lærred.
Der var bare ét problem: Ingen ville nogensinde give to fuldstændigt uprøvede filmskabere penge til at lave en kæmpe kupfilm med et stort karaktergalleri og masser af vilde actionsekvenser.
”Så vi lagde den på hylden,” fortæller Frederik Louis Hviid, ”og da vi blev færdige, gik Kasper og jeg i første omgang hver sin vej: Han tog på Zentropa, hvor han var med til at producere ’Druk’, og jeg endte på Toolbox Film, hvor jeg lavede ’Shorta’ sammen med Anders Ølholm.”
Begge film blev en succes på hver sin måde – ”nogen vandt en Oscar, andre gjorde ikke,” som Frederik Louis Hviid siger og griner. Men ’Shorta’, en film om to betjente, der bliver jaget vildt efter en fejlslagen politiaktion i et socialt boligområde, solgte 120.000 biografbilletter, fik verdenspremiere ved filmfestivalen i Venedig og blev kaldt ”et lille mesterværk” af anmelderne. Og pludselig, i 2020, stod både Hviid og Dissing med en helt anden ballast. Nu kunne det godt lade sig gøre at overtale Det Danske Filminstitut.
Foto: Thomas Howalt Andersen
FREDERIK LOUIS HVIID er fascineret af at fortælle historier, der tager udgangspunkt i noget virkeligt. For ham er kuppet mod Dansk Værdihåndtering ikke kun fortællingen om et røveri, men også en menneskelig historie.
”Det slog mig, at de her gerningsmænd på mange måder besad en masse kvaliteter, som havde været prisværdige i alle andre arenaer: De drømte stort, de var drevne, modige, kreative og risikovillige, og det fascinerede mig. Som min far hjemme ved køkkenbordet kunne jeg ikke helt lade være med også at være lidt imponeret. Jeg ville gerne vide, hvad det var for en slags mennesker, som var i stand til at gennemføre den bedrift, som sådan et kup også var.”
Iinstruktøren fik kontakt til den tidligere bokser Steffen Andersen, der har afsonet otte års fængsel for at være en af hovedmændene bag kuppet, og som i dag bor i Spanien. Han kom til at danne grundlag for filmens ene hovedrolle, spillet af Gustav Dyekjær Giese.
”Steffen er en meget privat person,” siger Frederik Louis Hviid. ”Men det lykkedes os at bryde isen og overbevise ham om, at vi ikke bare var ude efter at pege fingre ad en skurk. Steffen har haft en helt igennem forfærdelig barndom, som ville drive enhver ud på et sidespor, og han har følt sig uden for samfundet hele sit liv. Han havde forsøgt at blive Danmarks bedste bokser, og da det ikke gik, måtte han jo finde noget andet at være den bedste til. Det kan lyde mærkeligt, men jeg tror ikke, at det var pengene, der var hans primære motivation. Han ville bevise sig selv og opnå noget, som ville blive husket.”
STEFFEN ANDERSEN VAR samarbejdsvillig, men der var også ting om kuppet, han stadig ikke ønsker at fortælle. Der er stadig gerningsmænd, som ikke er dømt – og penge, som ikke er fundet.
”Vi lavede en aftale, inden vi gik i gang, om at han til enhver tid kunne sige: ’Det her kan jeg ikke sige noget om’, og så ville jeg ikke grave mere i det. I stedet har jeg spurgt Steffen: ’Kunne man forestille sig, at en scene eller en samtale kunne foregå sådan her?’ Jeg ville gerne have, at filmen blev så realistisk som muligt, men samtidig er det jo ikke en dokumentar, så vi har selvfølgelig taget os nogle kreative friheder,” siger Frederik Louis Hviid, der for nylig inviterede Steffen Andersen til at se den færdige film som en af de første.
”Bagefter sagde han: ’Fra røveriet går i gang, har jeg ikke en finger at sætte på det. Det er næsten 1:1, hvordan det var i virkeligheden.’ Det var jeg ret stolt af.”
Hvad har du gjort dig af tanker om at samarbejde med en dømt kriminel i forbindelse med filmen?
”Jeg tror, jeg forholder mig lidt, som en journalist ville. Jeg har ingen holdning til moralen. Jeg ville gerne forstå hans bevæggrunde, og hvis jeg var gået ind til samtalen med en forudindtaget holdning om, at den her mand var forkert, så havde samtalen lukket sig, inden den gik i gang. Han er ikke den første kriminelle, jeg har talt med – det gjorde jeg også til ’Shorta’ og ’Huset’ – og hver gang møder jeg mennesker, som er vokset op med ekstremt meget modvind i deres liv. Har de så ikke et ansvar? Jo, det har de da. Men jeg vil også gerne udfordre folk til at tænke over, hvor meget medvind de selv har fået for at kunne lykkes.”
Så du kan godt sympatisere med mennesker som Steffen Andersen?
”Jeg kan i hvert fald forstå dem. Jeg tror, det er de færreste, der rejser sig fra sengen om morgenen og tænker over, hvordan de kan ødelægge det for alle omkring dem. Jeg er interesseret i historier og mennesker på kanten af systemet og samfundet, og jeg har ikke lyst til at lave film som en løftet pegefinger. Det hader jeg. Man må gerne diskutere de ting, jeg laver, som en samfundskommentar, til racisme i politiet (’Shorta’, red.) eller magtmisbrug i fængslerne (’Huset’, red.), men man skal også bare kunne tage i Fisketorvet, se den med sine venner og blive godt underholdt.” ν
’De lydløse’ får biografpremiere 31. oktober.
