IRAN, 2019
En varm morgen i august drejer jeg nøglen i min Suzuki Samurai fra 1984 og triller ud ad Glorupvej. Målet er at læse en Pixibog på torvet i Shiraz. Der er ikke noget dybere formål, jeg synes bare, at navnet lyder smukt: Shiraz.
Efter gymnasiet i Helsingør har jeg gjort som så mange andre og er taget til København for at læse. Men da mit studie i litteraturvidenskab nærmer sig sin afslutning, begynder tankerne at hobe sig op. Skal jeg virkelig købe en dyr andelslejlighed, forgælde mig, cykle op og ned langs Søerne hver dag og betale af resten af livet? Tanken føles klaustrofobisk, som om jeg er fanget på en legeplads. Sjovt for en stund, men der må være mere.
Sammen med nogle venner beslutter jeg at købe en faldefærdig gård på Glorupvej i Hesselager på Sydøstfyn. Vi har en idealistisk tanke om at være selvforsynende, så vi køber gården kontant, begynder at dyrke jorden og starter vores eget lille kollektiv, som vi kalder ’De Sydvendte Spande’.
Efter at være flyttet dertil tænker jeg: ”Hvad laver man egentlig på landet?” Man kører knallert, og en dag foreslår min ven Anders, at vi kan prøve at finde ud af, hvem der har den hurtigste knallert i nabolaget. Ved startlinjen står jeg selv sammen med vores naboer længere oppe ad vejen, Anders og Ellen på 84. Det bliver startskuddet til Glorup Ræs. Nabo-Anders vinder første udgave, og jeg kommer nummer 2.
På et tidspunkt får jeg dog lyst til at køre længere, rigtig langt faktisk, og det er sådan, ideen om at nå til Shiraz opstår. Hver aften, når jeg har kørt dagens etape, finder jeg et godt sted i en vejkant eller en skov, hvor jeg kan slå mit telt op. Så laver jeg mad, ofte havregryn eller ris, og sidder og kigger op på stjernerne. Men da jeg mange etaper senere kommer kørende med mine 35 km/t ud ad en tyrkisk landevej og pludselig hører en høj lyd fra motoren – ’kragagagaga’– tænker jeg, at det var det for denne gang.
Iran, 2019.
Før jeg får set mig om, står der en flok lokale omkring mig, småsnakkende og tyggegummityggende, mens børnene løber omkring. Pludselig udbryder to mænd, at de kender en mekaniker i en by 70 kilometer væk, og jeg kan bare køre med dem. Få minutter senere har de hentet deres kvægvogn, og da jeg løfter min knallert op bagpå, får jeg lort på både hjul og håndtag. Børnene peger og griner, og de unge mænd hujer, mens jeg står der i lort til anklerne. Vi når frem, og mekanikeren får på en eller anden måde fikset problemet. Et par timer senere er jeg på hjulene igen. Et problem er løst, og jeg har mødt mindst 30 nye mennesker undervejs.
Da jeg efter 35 dages knallertkørsel, 25 motorsammenbrud og store mængder havregryn og ris endelig sidder på torvet i Shiraz, er jeg spændt på at læse Pixibogen ’Da Mis kom til Pixiland’, som jeg har slæbt med hele vejen. Men da jeg læser den, viser det sig, at den er … virkelig dårlig. Lidt småracistisk og mildest talt ikke banebrydende litteratur. Hvad havde jeg egentlig forventet? Det er trods alt en Pixibog.
Jeg bliver ramt af en følelse af tomhed. Her står jeg, langt fra mit hjem, omgivet af Shiraz’ skønhed, men alt føles ligegyldigt og ubetydeligt. Det er ikke destinationen i sig selv, der har været målet, men mødet med menneskene undervejs.
Hjemturen går blandt andet gennem Ukraine og Polen i december måned, hvor det kan blive ned til 10 minusgrader, og på en knallert føles det bidende koldt. Jeg får næseblod af kulden, der er is i mit skæg, og jeg tænker kun på at komme hjem. Jeg tilbagelægger turen fra Nordtyskland til kollektivet – 10 timer og mere end 300 kilometer – i ét stræk. Følelsen af at køre over den stiplede linje fra vores ræs hjemme på Glorupvej er den bedste ved hele rejsen. Jeg bryder ud i gråd, men forstår også, at jeg er nødt til at tage af sted igen.
SYRIEN, 2022
Ved et busstoppested i Tyrkiet møder vi en ung kvinde og hendes onkel. Min kæreste og jeg skal videre til Libanon med båd, hvorfra vi vil ind i Syrien. Igen er vi taget af sted uden noget større formål, end at jeg syntes, det lød spændende, når folk spurgte, hvor jeg skulle hen: ”Jeg er på vej til Syrien.”
Kvinden og hendes onkel viser sig at være syrere, flygtet fra krigen syv år tidligere. Vi fortæller dem, at vi netop er på vej til Syrien. Pigens stemme ændrer sig, og hun begynder at trække vejret hurtigere. Hun forklarer, at hun har en far, der bor i Damaskus, som hun ikke har set, siden krigen brød ud, og spørger, om vi vil besøge ham. Vi får hans telefonnummer, og min kæreste tegner et portræt af pigen.
Fra Libanon krydser vi til fods over grænsen til Syrien. Det er den relativt fredelige sydlige del af landet, men der er stadig IS-lignende fraktioner, som opererer enkelte steder, og mindet om den brutale borgerkrig, der har hærget landet i over et årti, hænger som en skygge over os. Vi møder et dansk par. Sådan nogle rigtige grå guld-turister, som forsøger at etablere sig netop der – spørg mig ikke hvorfor. For det er ikke fedt at være et sted, hvor krigen er så tæt på, og hvor folk har oplevet uhyrlige ting for ganske kort tid siden. Det er som at være gæst i nogens tragedie.
Syrien, Mohammed, 2022.
Da vi nogle dage senere kommer til Damaskus, finder vi nogle folk, der taler engelsk, og beder dem ringe til nummeret, vi har fået af pigen. Vi får fat i faren og aftaler at mødes foran et hotel i det centrale Damaskus. Han hedder Mohammed, er taxachauffør og i halvtredserne. Da vi giver ham tegningen af hans datter, begynder han at græde, altså stortude. Det samme gør vi. Det er rørende og forfærdeligt på samme tid.
Livet er meningsløst. Man kan godt lade, som om der findes en mening, men det gør der ikke. Af og til opstår der dog momenter, hvor man føler sig i harmoni med verden. Filosoffen Hartmut Rosa bruger begrebet resonans, et øjeblik, hvor man føler sig som en del af verden. Den der følelse af, at nu giver det faktisk mening, det, man har gang i. Jeg har fundet ud af, at resonans for mig opstår, når ting er besværlige. Folk spørger mig ofte, hvorfor jeg rejser. Jeg er ikke rigtig interesseret i det spørgsmål. Det er som at spørge, hvorfor man står op om morgenen – man gør det bare, fordi livet fortsætter.
Ja, du står op, fordi du skal på arbejde, fordi du er sulten, eller fordi du tisser i bukserne, hvis du bliver liggende. Der er mange gode grunde, men det handler om at få dagen til at fungere. Jeg kan faktisk ikke særlig godt lide at rejse. Det er mere sådan en form for drift mod, at jeg ved, at jeg bliver nødt til det for ligesom at holde mig i gang. Holde mit hoved frisk. Blive ved med at tro på det gode i andre mennesker.
Kirgisistan, 2024.
RUSLAND, 2024
I starten af 2024 får jeg lyst til at rejse til Rusland gennem Kasakhstan, min længste tur til dato. Jeg skal over bjerge og gennem ørkener, og min Suzuki Samurai må desværre se sig slået. Den er gået i stå ved sidste Glorup Ræs, og det går ikke at køre til Rusland på en knallert, som ikke kan gennemføre 400 meter rundt i det sydfynske terræn.
Jeg køber en Honda C90 Super Cub. Onde tunger vil kalde det en motorcykel, men enhver biker ville grine, hvis jeg dukkede op til et træf på den.
Det, der tiltrækker mig ved at rejse til Rusland, er at få indsigt i deres perspektiv – men også i de fortællinger, vi selv lever under. Vi hører ofte om den propaganda, russerne udsættes for, især hvordan information fra krigen fordrejes for at støtte Putins narrativ. De spørger sig selv, hvorfor Vesten kritiserer dem så hårdt for Ukraine-krigen, men ikke sig selv for Irak-krigen, hvor der døde absurd mange civile – langt flere end 100.000. Jeg er slet ikke konspiratorisk, højrefløjsperson eller pro-Putin, men jeg forstår godt, at russerne bemærker denne dobbeltstandard og sætter spørgsmålstegn ved Vesten, hvilket Putin yderligere bruger til at legitimere sin krig.
Jeg kører af sted i marts måned. Det er forbandet koldt, og jeg ender på hospitalet efter én dag. Jeg får en meget akut og voldsom lungebetændelse om aftenen i mit telt i Lübeck og har smerter i hele kroppen. Jeg er lige ved at droppe rejsen og tage hjem, men heldigvis får jeg det bedre dagen efter.
På en bakketop i Kirgisistan, 2024.
Noget af det vildeste på turen er at køre gennem Kasakhstan. Det er bare slette, så langt øjet rækker. Kasakhstan er jo et enormt land; det fylder en fjerdedel af hele Europa. Der er ligesom kun én vej, og den er bare ligeud i 500 kilometer. Der er ingen trafik. Det er så utrolig øde et land, og et par gange er jeg oprigtigt bange for at strande derude i ingenting, hvis jeg løber tør for benzin.
Kort efter jeg kommer ind i Rusland, kører jeg i et gigantisk hul. Jeg har lige fået fikset en masse problemer på motorcyklen, og på vej tilbage skal jeg rundt i et sving og smadrer direkte ned i hullet. Min nøgle flyver ud af tændingen, lander på vejen og bliver kørt over af en lastbil. Alle mine ting ryger ud af taskerne, det er forfærdeligt.
Da jeg kører videre, er mit hjul helt ekset, men det er utroligt nok det eneste, der er sket med motorcyklen. Jeg finder nogle gutter, som hjælper mig, og som jeg tilbringer nogle hyggelige dage med. De er en del af det, man bedst kan karakterisere som en patriotisk bikerklub. Super pro-Putin og super pro-krigen i Ukraine. Jeg prøver virkelig at være diplomatisk, når de spørger mig til mine holdninger til krigen, og det virker, som om de er okay med, at jeg ikke støtter krig i al almindelighed.
Rusland, Steel Eagles Patriotic Club, 2024.
De har en stor militærtank stående i gården, og lederen af klubben er af sted som frivillig i Ukraine for at hjælpe de russiske soldater. De er sikkert fulde af toxic masculinity og så videre, men det virker, som om de anerkender mig som rejsende – og de har vel respekt for, at jeg er kommet så langt på sådan en lille maskine. Den vejer 80 kilo, og i gennemsnit har jeg nok kørt turen med 50-60 km/t.
Da jeg skal videre ind i Estland, bliver jeg afvist ved grænsen. Jeg mangler et dokument, og der er ingen kære mor. Jeg har mødt det russiske bureaukrati før, og igen oplever jeg, at de er uden følelser – deciderede psykopater. De siger, at jeg må køre hele vejen tilbage til grænsen, hvor jeg kom ind fra Kasakhstan – ellers vil de anholde mig.
Det er næsten ubærligt, jeg har kørt tusindvis af kilometer, og nu står jeg bogstaveligt talt 10 meter fra grænsen og kan ikke komme igennem. Det ender med, at jeg tænker: ”Okay, fuck det. Jeg kører over til en anden grænseovergang, og hvis ikke jeg kan komme over der, så kører jeg op til Finland og ser, om jeg kan krydse gennem skoven illegalt.” Jeg tænker, at de ikke kan have så mange soldater på grund af krigen. Ved den næste grænseovergang er der kun kvinder. De er ikke glade, men forbarmer sig. Det er helt magisk. Da jeg kører over grænsen, er Estland det smukkeste land, jeg nogensinde har set i mit liv.
