MAN KAN SE dem fra stationen. Nede fra vandet. Fra snart sagt alle vinkler i Brøndby Strand. De ikoniske betonhøjhuse i Brøndby Strand Parkerne, der blev opført 1968-74 som 50 meter høje vartegn for Vestegnen og et monument over den socialdemokratiske drøm: Arbejderklassen skulle ud af de slidte københavnerlejligheder, ud, hvor der var frisk luft og masser af plads – plads til det gode liv.
Men én ting er drøm, noget andet virkelighed. Det viste sig senere, at man i byggeriet af de knap 2.900 almenboliger havde anvendt fugemasse med PCB, et kemisk og svært nedbrydeligt giftstof, der kan sprede sig til mennesker og forårsage en lang række sygdomme. Derfor blev det i 2017 besluttet, at fem af højhusene skulle rives ned, og i dag – en onsdag formiddag i september – er der et stort hul i midten af det, der før var Brøndby Strands skyline.
Det har regnet, og himlen har samme farve som betonen. Det er den måske første rigtige efterårsdag i år, og Liv Duvå har fundet sin sorte dunjakke frem.
”Jeg havde gået og glædet mig til at have den på,” siger hun, da vi mødes i hendes barndomskvarter, ”men nu føler jeg, at det måske alligevel er for varmt.”
Vi sætter os i Kulturhuset Brønden, ikke langt fra stationen. Gennem vinduet er der udsigt til et af de tilbageværende højhuse, en massiv grå bygning, der efter nedrivningen står lidt alene. Egentlig er der også PCB i det, fortæller Liv Duvå, og i de andre seks tårne i den anden ende af Brøndby Strand Parkerne, men koncentrationen er under den grænseværdi, som man fra politisk side har besluttet ikke udgør nogen fare.
Nedrivningen, Danmarks største nogensinde, stod på i cirka to år og blev færdig i september 2023. For mange af beboerne var det som at se hele deres liv blive jævnet med jorden, og selvom det er længe siden, at Liv Duvå og hendes familie flyttede, blev hun alligevel påvirket, da hun første gang hørte, at højhusene fra hendes barndom skulle rives ned.
”Jeg tænkte: Det kan da ikke være rigtigt!”
Arkivfoto af Brøndby Strand Parkerne under opførelsen 1970-71. Foto: Forstadsmuseet
PÅ DET TIDSPUNKT var forfatteren så småt gået i gang med at skrive på sin fjerde roman, ’Ned fra himlen’. Hun vidste, at den skulle handle om Maria, en ung, nybagt mor, der impulsivt forlader sin akademikerkæreste og må række ud til sin familie, som hun ikke har haft kontakt med længe. Hun vidste også, at de nok skulle til Brøndby Strand, men det var først, da hun læste om nedrivningen, at hun fandt den ramme, som romanen udspiller sig i. Sideløbende med fortællingen om Maria og om ophav og kærlighed på Vestegnen løber en fortælling om højhusene, nedrivningsarbejderne og de giftige kemiske forbindelser, der siver fra betonen og ud i beboerne.
”Jeg fik lov at komme på rundtur i et af de sidste højhuse, inden det blev revet ned,” fortæller Liv Duvå.
”Man havde fjernet alt inventaret, og samme dag som jeg var på besøg, skulle de til at vælte nogle af de store betonelementer. Jeg stod oppe i de her helt afskallede lejligheder, som på den ene side var tomme og på den anden side fulde af levet liv. Der var spor af de forskellige lag af maling og tapet, og på en væg var der markeringer fra, at man havde målt et barns højde, små detaljer, som jeg tog med i min bog.”
Liv Duvå er med egne ord ikke særligt god til kemi, så hun måtte bruge lang tid på at researche, hvad PCB – en forkortelse for poly-chlorerede biphenyler – egentlig er, og hvordan det påvirker mennesker. I sin bog beskriver hun det usynlige giftstof som ’spøgelser’, hvis konsekvenser ikke er til at se med det blotte øje, men som blandt andet forbindes med visse kræftsygdomme, hudlidelser og ADHD.
”Der var jo rigtig mange gode intentioner bag Brøndby Strand Parkerne, men der er noget ironisk i, at man samtidig forgiftede folk,” siger Liv Duvå.
”Det var jo ’bare’ arbejderklassen, der skulle bo der, og det skulle gå stærkt, så man brugte de billigste materialer. Jeg har engageret mig politisk i almene boligområder og såkaldte ghettoer, og der er en skævhed i vores samfund, hvor dem, der forurener mest, bliver mindst forurenet – mens dem, der ikke har så meget, ender med at bo i giftige boliger.”
LIV DUVÅ VOKSEDE selv op i noget af Brøndby Strand Parkernes lavere byggeri, der løber labyrintisk og næsten endeløst mellem højhusene. Hendes bedsteforældre var nogle af de første, der flyttede ind, og da hun selv blev født, besluttede hendes mor at forlade det hårde og beskidte Vesterbro og vende tilbage til de trygge rammer fra sin barndom i Brøndby Strand.
Netop tryghed er det ord, Liv Duvå bruger, når hun skal beskrive sin opvækst i det sociale boligbyggeri på Vestegnen, der ellers ofte bliver associeret med sociale problemer, ghettolister og kriminalitet. Efter arbejderklassen fulgte tyrkiske gæstearbejdere, siden kom bosnierne, og i dag huser området 60 forskellige nationaliteter.
”Jeg havde faktisk lidt præstationsangst, da jeg skulle ’vende tilbage’ og skrive bogen,” fortæller hun.
”Der er rigtig mange, som har beskrevet det her sted på en meget lidt flatterende måde. Hvis der er en dansk dramaserie, som skal filme noget, der handler om ballade og bandekriminalitet, er det seriøst altid her, de filmer. Et år, da man offentliggjorde ghettolisten, brugte man et billede af Brøndby Strand på forsiden, selvom området slet ikke var på listen. Men i virkeligheden er her meget stille og roligt, og der er et stærkt sammenhold og en følelse af fællesskab, som man alt for sjældent hører om.”
For nogle uger siden var Liv Duvå så tilbage, her i Kulturhuset Brønden, for at tale om sin bog foran alle de lokale beboere. Forinden havde hun været ”helt ekstremt nervøs, for jeg har jo ikke boet herude, siden jeg var 18, og jeg var så bange for, at folk ville føle, at jeg havde udnyttet deres hjem til at skrive en bog – at jeg ikke var ægte nok”.
Men sådan gik det ikke. Salen var fyldt, og Liv Duvå fik overvældende mange positive tilkendegivelser.
”En kvinde, som havde været sundhedsplejerske herude i 20 år, fortalte mig, at hun kunne genkende rigtig meget i bogen, og den nye borgmester købte eksemplarer til sine kolleger oppe på rådhuset,” siger hun.
”Der var også nogle, som spurgte, om det ikke var lidt voldsomt at kalde PCB’en for gift – mange af beboerne herude føler stor stolthed over deres hjem. Men jeg var glad for, at folk kunne mærke, at jeg har skrevet den her bog med så meget solidaritet og kærlighed til Brøndby Strand som overhovedet muligt.”
