SARA BRO RÅBER farvel til datteren, smækker hoveddøren til kanalhuset i Sluseholmen og sætter sig på cyklen med kurs mod DR-byen. Først hen over havnekanalen, så lidt efter tværs over Artillerivej, mens hun i bedste københavnerstil nikker til buschaufføren og skærer ind over morgentrafikken.
”Vi må ikke komme for sent jo!” siger hun med sin karakteristiske stemme, mens hun suser videre gennem det fredfyldte naturområde på Amager Fælled. ”Er det ikke fedt, det her? Er det ikke en dejlig cykeltur?”
Det er tidlig morgen, og Sara Bro er på vej ind for at optage det mest populære radioprogram herhjemme med ugentlige lyttertal på lige knap en million. Da hun lidt efter trasker igennem svingdøren ind til Danmarks Radio, er der usædvanligt stille i mastodontbygningen.
”Jeg elsker det her tidspunkt, når man ankommer og er helt høj på at skulle sende,” siger hun morgenfrisk, mens store, blonde krøller dingler om ørerne på hende.
Inde i studiet er redaktør Andreas Jeppesen og tilrettelægger Anna Tychsen Staugaard allerede mødt ind og ved at gøre klar. Der står kaffe, rundstykker med ost og andet bagværk klar på bordet. ”Jeg har byttet om på rækkefølgen af et par af dilemmaerne,” siger redaktøren. ”Jeg syntes, at det blev lidt for tungt i starten, så jeg har rykket den der med vasketøjet ind i første time.”
Sara Bro skimmer hurtigt den opdaterede programoversigt igennem.
”Den der med vasketøj er herregrineren,” siger hun og slår sin velkendte høje latter op. ”Han ved slet ikke, hvad han åbner for med det dilemma.”
HISTORIEN BEGYNDER i et kollektiv i Vedbæk nord for København. I starten af 70’erne var hendes forældre en del af hippiebevægelsen med alt, hvad det indebar af kassebukser, utæmmet hårvækst og ukonventionel livsstil. Sammen med en flok venner havde de købt et gammelt kloster og indrettet det i tidens ånd med fælles sovesal og bollerum. Her levede de det frie liv, da de som 21-årige pludselig fandt ud af, at de skulle være forældre.
”De var kærester, men dengang ejede man jo ikke hinanden. Det hele var meget frit,” fortæller Sara Bro et par uger tidligere i sin lejlighed i Københavns Sydhavn, mens kanalvand langsomt løber forbi uden for det store glasparti.
Forældrene forlod kollektivet og rykkede ind i en toværelses lejlighed på Fiolstræde i Indre København, men da moren var i fuld gang med at læse til socialrådgiver, gik faren hjemme med hende de første par år. Han syede datterens tøj, lavede aftensmad, tog sig af de huslige pligter og gik op i at præge Sara Bro med bestemte værdier fra en meget tidlig alder.
”Jeg var tæt knyttet til min far, og han forsøgte at lære mig, hvordan jeg skulle agere i verden, eksempelvis at jeg altid skulle signalere, at jeg ikke var bange for noget,” siger hun og fortæller, at hendes far også var meget opsat på, at hun ikke måtte lære at gøre rent – i stedet skulle hun lære at tænde bål, bruge en boremaskine og den slags.
”Som voksen spurgte jeg ham: ’Hvorfor syntes du ikke, at jeg skulle lære at gøre rent?’ Og så sagde han: ’Jeg ville ikke have, at du skulle bruge dit liv på at opvarte nogen mand. Jeg ville have, at du brugte din energi på at være kreativ.’”
DA HUN VAR to år gammel, gik forældrene fra hinanden, men i stedet for at gå hvert til sit flyttede de ind på hver sin etage i en tidligere politistation på Store Kongensgade i Indre København, som også var blevet lavet om til et kollektiv.
Flere andre tidligere par flyttede også ind i kollektivet med små børn, der på den måde kunne være tæt på begge forældre og gå rundt fra etage til etage, som det passede dem.
”Det var superfedt, man kunne frit rende rundt alle vegne, også i gården og baggården, og der var masser af børn at lege med,” husker hun og fortæller, at der til at begynde med var én etage, hvor hun sov med flere af de andre børn, en anden etage med et fælleskøkken, hvor alle spiste sammen, og sådan var det ellers fordelt rundtom i ejendommen. Der var også fællesbade, fællestoiletter og konsensusdemokrati, hvor alle beboerne skulle blive enige om alle beslutninger.
Senere blev det mere opdelt, hver etage blev sit eget lille kollektiv, og hun kom selv til at bo med sin mor og to andre kvinder samt den enes datter. Hver lille familie havde egne værelser, men der var ikke lås på dørene, for alt blev i udgangspunktet stadig betragtet som fælleseje.
”Alt var åbent, og man kunne også gå ind på andre børns værelser og lege med deres ting, uden at de var der. Men jeg kan også relatere til nogle af de ting, der er blevet fortalt om at være barn på Christiania. Det var slet ikke lige så vildt, men det var jo nøgenhed og fester, og som barn var man med til alt. Der var også alle slags mennesker i det kollektiv, men så fik man forklaret, at der skal være plads til os alle sammen. Jeg er vokset op med et klart menneskesyn om, at man ikke er forkert, bare fordi man ikke er som de andre.”
I DEN GRUPPE af børn, som Sara Bro hang sammen med i kollektivet, var hun den yngste. To af hendes bedste venner i dag, Mia Koerner og sangeren Kaya Brüel, var dengang nærmest en form for pseudosøskende. Mia var et par år ældre end Kaya, der var et par år ældre end Sara Bro, og derfor var rollefordelingen i trioen helt klar.
”Jeg havde aldrig noget at skulle have sagt. Når vi legede ’familie’ som børn, skulle jeg altid være hund eller luft. Det var jo megakedeligt, for så var man ikke rigtig med i legen, men så plejede de at sige: ’Jo, du er, for der er ingen, der kan trække vejret, hvis du ikke er her,’” griner hun
Til gengæld havde Sara Bro noget andet, som flere af de andre børn misundte hende: Hun og moren levede temmelig traditionelt og med faste rammer. Hun skulle eksempelvis være i seng på bestemte tidspunkter.
”Nogle af de andre børn kunne finde på at lyve om, at de ikke kunne lege og skulle hjem i seng, blot for at få en følelse af det der liv med faste rammer,” fortæller hun. ”Som barn kan man godt søge noget, man ikke selv har. Min egen store drøm dengang var at bo i Høje Gladsaxe. Jeg havde en veninde, som boede derude, og der var kabel-tv, affaldsskakt og hjørnesofa. Jeg syntes, at det var rent heaven, hver gang jeg var der, og jeg blev ved med at tigge min mor: ’Kan vi ikke nok, please, flytte derud?’”
ET AF DE største ungdomsoprør kom, da hun som 11-årig begyndte at gå med makeup. Det blev anset som strengt forbudt.
”Det var virkelig ulovligt i de voksnes øjne. Vi voksede også op med, at man ikke måtte have bh på, og at man ikke måtte være feminin, så derfor blev jeg besat af alt feminint,” siger hun og fortæller, at hun dengang så med beundring på sin mormor, som altid gik med makeup, smykker, højhælede sko og nederdel.
”Min mor var også feminin, men på den der hippie-kollektiv-agtige måde, mens min mormor i højere grad repræsenterede sådan en Barbie-femininitet. Det var jeg superfascineret af.”
Det var også Sara Bros mormor, der kom hende til undsætning, da hun ramte teenageårene.
”Jeg fik nogle ret store bryster, men man skulle helst ikke gå med bh i kollektivet, og min mormor syntes simpelthen, at det var noget pjat, så hun tog med ud og købte tre bh’er til mig.”
I kollektivet blev der ofte holdt store fester med bands, hvor det væltede ind med gæster. Forældrene var blot 23 år gamle, da de flyttede ind, de andre beboere var på samme alder, og det bar stedet præg af. Da Sara Bro og de andre blev teenagere, fik flere af dem en aversion mod det, der var forbundet med kollektiv-livet, og de ville bare hjemmefra hurtigst muligt.
”Det var virkelig ’Paradise Hotel’ i kollektivet, men med mere hår på fissen. Vi ville bare gerne leve sådan nogle helt normale, småborgerlige liv, hvor vi kunne lave stegt flæsk med persillesovs og servere mad på bordet hver dag klokken 18.”
Som teenager opsøgte hun i høj grad kernefamilier, både igennem kærester og venner. Ikke mindst ved juletid, for i kollektivet foregik juleaften sådan, at alle børnene blev stuvet sammen i én lejlighed, og så holdt de voksne en ordentlig fest nedenunder, mens der var vagtskema, og de på skift tog tjansen med at passe ungerne.
”Så jeg har altid elsket juleaften. Altså, jeg var som en magnet på dem, der holdt den mest traditionsrige jul. Jeg idealiserede virkelig kernefamilien og den der tryghed, der var forbundet med julemad og flæskesteg og alt det der.”
DENGANG GIK HUN i Sølvgades Skole, en af byens mest centralt beliggende, men ikke som sådan et eksklusivt sted i fattig-80’erne. Området omkring skolen var spækket med bodegaer, og det var ikke ualmindeligt, at man så lærerne sidde og hænge på en af dem, når man selv var på vej hjem om eftermiddagen.
I de år døjede Sara Bro en hel del med selvværdet og selvopfattelsen af at være ’den kiksede veninde’.
”Når en eller anden fyr prøvede at score en af mine veninder, var jeg ligesom med på slæb, og så fik jeg stukket en drink i hånden, og så var det sådan: ’Get out.’ Jeg havde kæmpestore briller, jeg havde vildt mange bumser, mit hår var, som det er nu, helt ustyrligt. Jeg havde bare sådan en følelse af, at jeg så weird ud. Min mor syede også meget af mit tøj, og som teenager blev jeg meget bevidst om, at jeg ikke passede ind i den måde, man skulle se ud på.”
I de år var det tøjmærket Ball, Levi’s og Buddy-dynejakker, der var det hotte i skolegården, og, hvis man virkelig skulle sætte trumf på, mærket Gerry. Efter skole var det fast kutyme at tage ind til Strøget og kigge på Chuck Taylor 501’er, sømandssweatre med ruskindslapper og de små, prikkede Mads Nørgaard-tørklæder i vinduerne.
”Det er stadig fuldstændig indprentet i mig, fordi jeg så tit sad og forbandede mit liv: Hvorfor er det aldrig mig, der kan få den der blå Buddy-dynejakke?”
Mange af de andre havde råd til at få fingrene i det smarte mærketøj, men Sara Bro måtte nøjes med billige kopivarer, som hendes mor købte til hende – blandt andet fra Frøkjær. Hun forsøgte længe at slutte fred med Frøkjær-dynejakken og få den til at ligne den ægte vare, men til sidst besluttede hun sig for, at det simpelthen var for latterligt. I stedet gik hun over i den genbrugsbutik, der lå tæt på hendes skole. Her kunne man fylde en pose med tøj for en 10’er, og så stylede og sammensatte hun det på sin egen måde. Hvis ikke det passede, klippede hun det til, der røg et par ærmer her eller en hals der, men det var langt sjovere end at forsøge at efterabe de andre.
”Hvis man ikke passer ind i en gruppe, kan man forsøge at moderere sig selv, eller man kan hoppe i den modsatte grøft, gå kontra og i stedet forstørre de sider, man har. Man kan prøve at blive hende, alle fyrene gerne vil have, men hvorfor bruge en masse energi på at passe ind i en rolle, man alligevel ikke passer til? Jeg tog de kort, jeg havde fået tildelt, og så begyndte jeg at spille dem på den måde, som jeg syntes var sjovest.”
SOM 20-ÅRIG blev hun inviteret ind i programmet ’P4 i P1’. Hendes veninde Mikala Krogh (dokumentarinstruktør og i dag redaktionschef i DR) var producerelev på ungdomsprogrammet. I en sommerferie skulle hun stå for planlægningen, og derfor spurgte hun veninden Sara, om hun havde oplevet noget, hun kunne dele med lytterne.
De to havde mødt hinanden nogle år tidligere på Rantzausminde Efterskole på Sydfyn og efterfølgende, som 16-17-årige, lavet en dokumentarfilm ved navn ’Epilog’ om efterskolelivet, og de var overbevist om, at de skulle være instruktører og lave dokumentarfilm. Sara Bro tog et forløb på kunstfotoskolen Fatamorgana og fik derefter job i en kopibutik på Frederiksberg, så hun bagefter kunne komme på dagpenge og lave sin næste film.
Mens hun arbejdede i kopibutikken, begyndte en 14 år ældre fyr at sende hende blomster. Han boede lige ved siden af, var blevet distanceforelsket i hende, og til sidst dukkede han op og inviterede hende to uger til Bali.
”Jeg sagde bare ja, fordi det lød grineren, så vi var af sted på den der ferie, men det gik selvfølgelig helt galt, for han var helt vild i varmen, og jeg ville kun have, at vi skulle være venner. Bagefter ville han have, at jeg skulle flytte sammen med ham, og det havde jeg ikke lige lyst til.”
Dén historie fortalte Sara Bro i ’P4 i P1’, og det fandt journalisten, der interviewede hende, så underholdende, at han spurgte, om hun ville prøve at være vært på ’Børneradio’. Hun vidste ikke engang, at det var et job, men om hun tjente sine penge det ene eller det andet sted, var lige meget, så hun takkede ja.
Foruden jobbet i kopibutikken havde Sara Bro indtil da gjort rent på en skole og været ekspedient i en videobutik, men nu var hun som bare 20-årig pludselig en del af Danmarks Radio. Hun var den yngste på redaktionen, men hun var opfindsom, hun fik blandt andet stablet det første DM i Børnerap på benene, og så blev hun ansvarlig for programmets børnereportere – børn på mellem 10 og 13 år, der interviewede andre børn, der stak lidt ud.
”Der var sådan en jargon på ’Børneradio’, som handlede om, at det var okay at være anderledes. Hvis man var en nørd, var det bare fedt, og vi hyldede især de børn, som blev holdt udenfor i klassen eller blev betragtet som weird af de andre.”
Først blev hun ansat i fire måneder, så fire mere, og sådan fortsatte det, men hendes oprindelige mission blev ved med at spøge i baghovedet.
”Jeg havde hele tiden den der filmdrøm, og jeg tænkte, at når det gik galt med værtsjobbet, måtte jeg på dagpenge, leve af havregrød og få lavet den film. Men der blev bare ved med at ske alle mulige grineren ting.”
I MORGENSTUDIET i DR-bygningen møder først paneldeltagerne Jakob Ellemann-Jensen og Anders Morgenthaler ind, og lidt efter tidligere tv-vært Lisbeth Østergaard.
”Jeg har været oppe siden klokken fem, det syntes yngstemanden på seks måneder, at jeg skulle,” konstaterer Jakob Ellemann-Jensen, der går direkte i kaffen.
”Vi er samme alder, men jeg kan allerede nu sige, at du holder dig bedre. Jeg ville få et fysisk sammenbrud, hvis jeg skulle op klokken fem,” siger Anders Morgenthaler
Så tager Sara Bro ordet.
”Jeg føler lige, at jeg skal sige noget, fordi Lisbeth ikke har været med før. Altså, du skal jo bare fyre den af. Der er 10 dilemmaer, og vi tager alle dilemmaer lige alvorligt. Når jeg hæver en pote, er det, fordi der er nyheder, og så har man et minut til at runde af.”
”Eller fordi det er noget værre vrøvl, det, man siger,” indskyder Jakob Ellemann-Jensen.
”Det går ikke ud på, at vi skal være enige,” fortsætter Sara Bro. ”Man må gerne holde på sit og dø på sin egen lille bakke.”
”Jeg har været oppe på den bakke i mange år,” siger Anders Morgenthaler. ”Jeg havde et helt årti med Søren Pind, hvor vi stod på hver vores bakke. Det var meget populært.”
Sara Bro skærer igennem, og få minutter senere, under en livlig snak om grøn grød til morgenmad, markerer hun tavshed til de andre, og så kommer jinglen.
UD PÅ FORMIDDAGEN er det endelig tid til vaske-dilemmaet, som Sara Bro og resten af redaktionen har set frem til. Lytteren Mads har skrevet ind til ’Sara & Monopolet’, fordi der er opstået problemer med vasketøjet mellem ham og hans hustru. I hans optik findes der fire vaskegrupper – hvid vask, farvet vask, hvid kogevask og farvet kogevask – men ifølge hustruen Mille findes der otte plus vaskegrupper.
”Nu skal I holde tungen lige i munden, fordi det her er faktisk alvorligt,” siger Sara Bro, da de tre monopolister griner højlydt. Værten fortsætter med at remse dilemmaet op fra lytteren: ”Hver gang jeg vasker tøj, kommer der altid en bemærkning om, at jeg gør noget forkert.”
”Jeg elsker det her dilemma,” siger Lisbeth Østergaard.
”Hvad siger du, Ellemann?”
”Jeg tror, at mange sidder og nikker derhjemme i stuerne og siger: ’Jamen, det er den samme diskussion, vi har. Det er ligesom det der med at fylde en opvaskemaskine, hvor den ene er en skandinavisk arkitekt, og den anden er en bavian på amfetamin,” siger den tidligere vicestatsminister.
”Og det er mig, der er arkitekten,” tilføjer han. Det får Anders Morgenthaler til at flække af grin.
”Mads, du skal sige, og det mener jeg faktisk helt seriøst: ’Hør her, hvis jeg ikke kan gøre det her godt nok, så må du selv vaske,’” konkluderer han lidt efter.
Sara Bro opsummerer:
”Jeg føler, at svaret herinde fra studiet er: ’Mads, bland dig uden om det der tøjvask, og hjælp med nogle andre opgaver, hvis du ikke kan finde ud af alle de kategorier.’”
I løbet af formiddagen når panelet forbi dilemmaer om alt fra at give børn smartphones til en familiefar i fyrrerne, der er blevet smaskforelsket i en 21 år yngre kvinde på arbejdspladsen og ikke ved, hvad han skal gøre.
Til sidst er det tid til at uddele en ’Sara & Monopolet’-T-shirt for dagens bedste dilemma. Den vinder Mads for sin banale, men
alligevel universelle problemstilling.
I SLUTNINGEN AF tyverne stod Sara Bro selv i sit livs dilemma. Hun havde aldrig gjort sig de store tanker om at stifte familie, men nu var der pludselig risiko for, at det ikke længere var en mulighed.
Mens hun en dag tumlede rundt med sin daværende kæreste, mærkede hun en knude i brystet, og et efterfølgende lægebesøg afslørede, at hun var ramt af brystkræft. Hun var 27 år, og indtil da havde hun levet i den opfattelse, at kræft var noget, der kun ramte gamle mennesker.
Det stod heldigvis hurtigt klart, at hun ikke var i fare for at dø, hun havde kræft i en lukket knude, der ikke havde bredt sig til andre steder i kroppen, så lægerne var rolige. Men det betød ikke, at hun slap for kemo og strålebehandling.
”Når man er på kemo, er man helt væk fra hegnet, og det er næsten umuligt at lave helt almindelige ting som madlavning. Man kan slet ikke koordinere, og man har intet overskud, det er en ekstrem stressbelastning bare at holde sig flydende,” siger hun og husker, hvordan vasketøjet hobede sig op i bunker.
”Jeg havde i forvejen ingen forkærlighed for husligt arbejde, men nu kunne jeg slet ikke lave noget. Jeg blev træt hele tiden, som et femårigt barn, og jeg tænkte bare: ’Please, lad mig blive normal igen.’ Da jeg så endelig begyndte at blive det, kom de store tanker: ’Hvad vil du egentlig med dit liv?’”
Kemoen fik Sara Bro til at miste håret og se meget syg ud, og selvom hun ikke var bange for at dø, blev døden alligevel noget, hun kom til at forholde sig til.
”Man bliver jo pludselig præsenteret for en tankegang om, at man i princippet kan dø i morgen. Sådan her,” siger hun og knipser.
”Kræft, lastbil, whatever. Det er jo ikke givet, at dit liv fortsætter, til du bliver gammel.”
Behandlingen betød risiko for, at hendes fertilitet ville tage skade, og efterfølgende skulle hun på en hormonkur i fem år, der drastisk forøgede risikoen for at komme tidligt i overgangsalderen.
Efter at hun blev raskmeldt, fik hun først sønnen Fritz og et par år senere datteren Miriam.
”Lige siden dengang har jeg taget en beslutning om, at der ikke er nogen grund til, at jeg sidder og venter på, at tingene lander i favnen på mig. Jeg kan lige så godt gå ud og gøre det, jeg gerne vil. Nu.”
I MIDTEN AF 00’erne fandt to DR-kolleger på en kærlighedsbrevkasse, og da Sara Bro blev spurgt, om hun ville være med, sprang hun straks om bord. Sammen lavede de en dummy, som de præsenterede for afdelingschefen. Ideen blev dog afvist på stedet, men så let lod hun sig ikke affeje. Hun havde en veninde, der skulle til et møde med en chef helt oppe i systemet, så hun fik lokket hende til at tage dummyen på kærlighedsbrevkassen med.
”Vi smuglede det der VHS-bånd op til chefen, og kort efter kom meldingen: ’Fedt, det skal vi have!’ Så bestilte hun 16 programmer. Vores egen chef blev selvfølgelig pissesur,” griner hun.
Det blev til fire sæsoner af ’Hjerteflimmer’, 50-60 episoder i alt, hvor forskellige ungdomsidoler var med til at besvare kærlighedsspørgsmål fra lytterne. Programmet blev også sendt i loop i flere sommerferier, og det nåede massivt ud til en hel ungdomsgeneration, der stadig ikke havde stiftet bekendtskab med YouTube og den kommende bølge af sociale medier.
”Vi havde en stor platform, og jeg fik bunker af mails fra alle mulige unge, blandt andet muslimske teenagere, som skrev, at programmet var deres adgang til informationer, fordi de ikke kunne tale med deres forældre om den slags.”
Mange år senere mødte Sara Bro flere og flere, der var vokset op med ’Hjerteflimmer’, som foreslog hende at lave det igen. Derfor slog det hende pludselig: Måske var det tid til ’Hjerteflimmer for voksne’?
Hun foreslog ideen til forskellige chefer i Danmarks Radio, men ligesom sidst var der ikke den store opbakning. Hvem ville gide lytte til det? Men et par år senere til et kaffemøde med den nye chef for ’P3 Podcast’, Karen Straarup, fik hun nævnt ideen i en sidebemærkning – og så var den hjemme.
I 2020 blev første afsnit af ’Hjerteflimmer for voksne’ sendt, og det strøg hurtigt til tops på hitlisterne. I programmet deler to gæster ud af personlige kærligheds-anekdoter, mens de får rådgivning af terapeuten Jytte Vikkelsøe, og ud over værtsrollen stod Sara Bro for det hele selv, inklusive at optage og klippe programmet. I 2024 overlod hun værtstjansen til Sebastian Lynggaard efter at have produceret mere end 100 afsnit.
Hun betragter selv ’Hjerteflimmer for voksne’ som det, hun er mest stolt af at have lavet.
”Det er min egen idé fra ende til anden, og jeg kæmpede så meget for den. Der er chefer, der har haft alle mulige forslag til, hvordan det skulle være – eksempelvis forskellige eksperter i hvert program. Men jeg har været fuldstændig klar i mælet: ’Nej, det er sådan her, det skal være!’”
Programmets popularitet tilskriver Sara Bro dog Jytte Vikkelsøes ”tankevækkende perspektiver”, der har det med at vende op og ned på Disney-forestillingen og taler for, at det er konflikterne, der er det interessante. Hun gengiver sit yndlingscitat fra kærlighedseksperten: ’Et problem er en oplevelse, som din identitet er for snæver til at rumme.’
”Det er for mig super mindblowing,” siger hun, ”for det er jo så rigtigt. Hvis man ser alting som oplevelser, også ens fiaskoer, ser verden pludselig meget anderledes ud.”
Det var ren selvterapi for Sara Bro at lave ’Hjerteflimmer for voksne’, for hun var træt af, at hun selv ”fuckede så meget op i sine kærlighedsrelationer hele tiden”, som hun siger.
En dag sagde Jytte Vikkelsøe til hende: ”Du har aldrig været forelsket i nogen, det er slet ikke det, det har handlet om. Du er kun gået ind i relationer, hvor du vidste, at du øjeblikkeligt kunne skride, så der aldrig var nogen, der kunne gå fra dig.”
”Da hun sagde det, bladrede jeg alle mine parforhold igennem, og så ramte det mig bare: ’Det er jo rigtigt!’”
EFTER FORÆLDRENES skilsmisse boede Sara Bro med sin mor på den ene etage i kollektivet, men kunne løbe op på sin fars etage, hvis hun havde lyst til det. Det fungerede, under omstændighederne, men der gik ikke længe, så fik han en ny kæreste og flyttede helt ud.
Hun havde været vant til konstant at være sammen med sin far, men den nye fordeling betød, at hun boede hos sin mor i kollektivet tre uger ad gangen og én uge hos sin far. Når dagen endelig oprandt, var det månedens helt store højdepunkt.
”Det var ret nemt for min far i den forstand, at det aldrig blev hverdag hos ham. Vi lavede alle mulige ting sammen, vi skulle i biografen, vi skulle dit og dat. Det blev altid sådan en exceptionel uge, som var meget sjovere end hjemme hos min mor. Først senere forstod jeg, at man godt kan køre sådan i en uge, men ikke tre uger i træk med madpakker og det hele.”
Selvom det var eksotisk at være hos faren, var det også … underligt. For hun boede der jo ikke. Og hendes far boede ikke med hende.
”Jeg hader det der med, at psykologer altid siger sådan noget med, at ’Nå, men det har jo nok noget med din barndom at gøre’.”
Hun vrænger ansigtet ironisk.
”Men det er jo fucking rigtigt. Selvfølgelig påvirker det én dybt, hvis ens forældre bliver skilt, når man er lille. Man får et grundchok i sin eksistens, som kommer til at forme ens reaktionsmønstre fremadrettet, og det er jo vildt svært at lave om, fordi det ikke er en bevidst beslutning, man træffer ud fra et fornuftigt perspektiv. Det er et barn, der prøver at beskytte sig selv,” siger hun og fortæller om dengang, hun vikarierede som vært på radioprogrammet ’Tværs’, hvor de havde en hypnoterapeut inde, der havde hjulpet en ung pige, som havde så meget angst, at hun ikke turde gå på gaden – på grund af et møde med en fuld person som barn.
”Hun er så lille, da det sker, at hun ikke kan huske det, og uden at være klar over det laver hun en redningsaktion på sig selv, der skal forhindre hende i at gå på gaden igen.”
Sara Bro sporer samtalen ind på sig selv.
”Som voksen kan jeg jo sagtens forstå, at min far får en kæreste og flytter ud, og jeg har aldrig været sur på ham over det. Mine forældre har været supergode forældre, de har altid været gode venner og sådan noget, men det er gået op for mig ret sent i mit liv, at da han flyttede ud, oplevede jeg det, som om han forsvandt ud af mit liv. Og så traf jeg en beslutning om, at det skulle jeg aldrig gå igennem igen.”
HUN GÅR UD ad svingdøren i Danmarks Radio efter endnu en omgang ’Sara & Monopolet’. Det er snart fire år siden, hun fik værtstjansen – til stor overraskelse for sig selv. 23. december 2020 var hun netop gået på juleferie, da telefonen ringede fra et nummer, hun ikke kendte. Hun havde spist frokost med sine børn, fulgt dem hen til deres far på Nørrebro, og nu gik hun ad Nørrebrogade og nød julefreden sænke sig. Derfor lod hun også telefonen ringe, men fik så en sms fra samme nummer. Det var radiodirektøren på Danmarks Radio – ring tilbage hurtigst muligt.
”Jeg vidste, at hvis jeg ringede, ville det betyde mindre ferie. Men samtidig var jeg alt for nysgerrig til at lade være.”
I røret fik hun beskeden om, at Mads Steffensen var stoppet med at lave ’Monopolet’ efter 17 år, at de skulle have en ny vært, og at det skulle gå tjept. Radiodirektøren havde hørt ’Hjerteflimmer for voksne’, var begejstret for Sara Bro i værtsrollen og havde derfor peget på hende.
”Det lød jo vildt sjovt, men jeg sagde også til hende, at jeg er en helt anden type vært. Så sagde hun: ’Det er præcis derfor, jeg gerne vil have, at det bliver dig. Kan du holde møde i morgen?’ ’I morgen? Juleaften?’” spurgte Sara Bro. ”Nårh ja, men så 1. juledag?” lød svaret fra direktøren.
”Der var ikke tid til at sidde på hænderne. Samtidig måtte jeg ikke sige det til nogen. Ikke min mor, ikke mine kolleger, ikke nogen venner, ikke til nogen som helst.”
To uger senere, 9. januar 2021, blev første udsendelse af ’Sara & Monopolet’ sendt, og værten var spændt på, hvordan lytterne ville håndtere, at det nu var hende, der skulle præsentere danskernes dilemmaer. Men hun var ikke nervøs.
”Cheferne sagde: ’Vi regner med, at vi smider en masse lyttere, når du kommer til’, og i forskellige interview blev jeg hele tiden spurgt: ’Er du ikke bange for, om du kan fylde de store sko ud?’ Det var jeg faktisk ret meget i chok over. De fik det til at lyde, som om jeg aldrig havde lavet radio før. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ’Hvorfor tror de, at jeg ikke kan finde ud af det?’”
Så smiler hun bredt.
”Men det er trods alt sjovere den vej rundt – at nogen forventer, at man gør det dårligt, og så gør man det fucking godt.”
ARBEJDSDAGEN ER IKKE forbi. Sara Bro skal videre på optagelser til et nyt tv-program, som hun skal stå i spidsen for i det nye år. ’Resten af dit liv’ hedder programmet, hvor en række danskere, der står ved en skillevej, skal tage en beslutning om, hvordan resten af livet skal forløbe. Forskellige eksperter hjælper dem med beslutningen, og samtidig bliver de præsenteret for
forskellige statistikker undervejs.
”Hvis du ved, hvor gammel du statistisk set bliver, og dermed hvornår du statistisk set dør, er der måske nogle ting, du ville gøre anderledes,” siger Sara Bro om temaet, der optager hende meget og har gjort det i mange år.
Siden hun som 27-årig blev behandlet for sin kræftsygdom, har hun hvert år været til en årlig rutinekontrol, og i 2016 kunne lægerne konstatere, at hun igen havde fået forstadier til brystkræft.
Der var celleforandringer i et meget tidligt stadie, men hun valgte alligevel at få fjernet begge sine bryster for ikke at skulle leve med risikoen, og i samme ombæring fik hun lavet nye. Det var en proces, der tog tre år med forskellige operationer, før hun endelig, i 2020, kunne lægge hele forløbet bag sig – i hvert fald i teorien.
”Man kan ikke abstrahere fra det. I virkeligheden fylder døden meget mere i mit liv, end jeg nok giver udtryk for,” siger hun og fortæller, at mange af de gamle tanker kom væltende tilbage under det andet operationsforløb.
”Jeg er ikke bange for døden, men nu har jeg også siddet rigtig meget med Jytte (Vikkelsøe, red.), som elsker at snakke om døden, og som planlægger sit liv ud fra, at hun eventuelt dør lige om lidt. Det er en rimelig vild måde at leve på, men det har vakt genklang hos mig. Why the fuck not? Man har et kort liv, og det er muligvis meget kortere, end man tror.”
SPØRGSMÅLET GJORDE sig også gældende, da Sara Bro tidligere på året fyldte 50 år. Hvorfor ikke fejre sig selv med manér? På selve dagen var hun sammen med 50 veninder – med østers, kaviar og stor fest på Søpavillonen – hvor hun selv havde syet sin pink kjole efter Marilyn Monroes kjole i filmen ’Gentlemen Prefer Blondes’ fra 1953.
Hun holdt også fødselsdag for sine børn og sine nærmeste samt en større familiefødselsdag med 130 gæster, og senere holder hun en fjerde fødselsdag med sin træner og andre medlemmer af den klub, hvor hun til daglig træner vægtløftning.
Sara Bro er passioneret dødløfter med en personlig rekord på 100 kilo, en sport, hun først fik øje på for få år siden. Hun havde brug for at få kontrollen over sin krop og ikke mindst at føle sig stærk. Og det hjalp hende at meditere, vinterbade og særligt at træne.
Det skarpe hjørne falder samtidig sammen med, at hun har været single i tre år. Det er første gang ”i hundredtusind år”, at hun har været single så længe.
”Tidligere har jeg haft en opfattelse af, at det der med at være single ligesom gik ud på at skulle finde en kæreste. Jeg er åben for tanken om, at det måske ikke nødvendigvis handler om det,” siger hun.
Faktisk oplevede Sara Bro det nærmest som det omvendte af en identitetskrise at fylde 50 år.
”Der er nogle gange folk, der vil give mig et kompliment, og så siger de: ’Man kan slet ikke se, at du er 50.’ Men jeg vil gerne have, at man kan se, at jeg er 50, for jeg er 50, og jeg er megaglad for det. Jeg føler, at jeg er mere i harmoni med mig selv end nogensinde før. Jeg har faktisk lige skrevet til min far, at jeg elsker mit liv. Sådan kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det.”
