Anne-Cathrine Riebnitzsky har skrevet en roman, der foregår cirka fem minutter i vor tidsregning. Vi snakkede med hende om vise mænd, ubesmittet undfangelse og om, hvad vi kan bruge historien om Jesu fødsel til i dag.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Shutterstock

Det begyndte med et forslag fra Bibelselskabet om at lave en gendigtning af Bibelen, som du takkede nej til. Hvorfor var det mere interessant at lave en roman?

”Jeg læste Bjarne Reuters ’Bogen – Bibelen genfortalt’ og tænkte: ’Det har jeg på mange måder svært ved at gøre bedre.’ Men jeg var blevet interesseret i spørgsmålet: Hvad foregik der egentlig, dengang Jesus kom til verden? Jeg trives bedst med at skrive romaner, så det var oplagt for mig at prøve at se verden gennem Josef og Marias øjne og forsøge at forstå dem og deres tid. Men jeg var nær aldrig kommet i gang på grund af ærefrygt. Det drejer sig jo om rigtig mange menneskers tro. Det virkede godt nok som et halsbrækkende projekt, men det udviklede sig i mig, indtil jeg tænkte: ’Nu prøver jeg.’”

Så hvad fik dig overbevist?

”Jeg tog på researchrejse til Israel, hvor jeg aldrig havde været før, og det var spændende at se de arkæologiske udgravninger. Se landskabet. Se, hvor tæt Betlehem ligger på Jerusalem. Hvor oplagt det er, at der har været meget fåreavl i området – fordi du ikke kan dyrke jorden som sådan. Jeg tænkte: ’Bank under bordet, det kan nok godt lade sig gøre.’

Så var der Romerriget, som jeg heldigvis allerede vidste meget om, fordi jeg havde en blændende latinlærer i sin tid og har gået i skole i Spanien, hvor man har en stærk romersk arv. Spørgsmålet var så, hvordan jeg skulle få alt det ind i én historie. Det voksede til en roman, der omfatter ikke bare Maria og Josef, men også Herodes, præsten Zakarias, en romersk legionær, en karavanefører – og fem grupper af personer omkring dem.”

Foto: Simon Klein Knudsen

Hvad har du lært om Jesu tid gennem din research, som du ikke vidste i forvejen?

”Man ved ikke præcis, hvor de vise mænd fra Østerland kom fra. Men man ved, a folket nabatæerne byggede et velstående samfund på handlen med guld, røgelse og myrra i det nuværende Jordan. Det var deres tre vigtigste indtægtskilder. Så for mig virker det meget oplagt, at de vise mænd kom derfra. Jeg tog til Jordan og besøgte udgravningerne i Petra, nabatæernes hovedby, og det er svært ikke at blive imponeret over, hvad de fik stablet på benene.”

De voksede på dig, nabatæerne?

”De er fascinerende. Man ved, at de havde huler til deres døde, vi ved, at kvinder havde relativt høj social status. Deres bedre boliger havde varme i gulvet. De var dygtige med dromedarer og heste – for det er et barsk ørkenlandskab, de har skullet færdes i.”

Du opererer ikke med tre vise mænd. Kun Balthazar, som vi kender, har du med. Og så har du givet ham følge af nogle sympatiske og dygtige karavaneførere samt en større karavane. Hvorfor?

”Der er ingen, der for alvor ved, hvor mange vise mænd der har været. Til gengæld er det sandsynligt, at det har været en større forsamling, der drog ud for at opsøge den nye konge. For det var som regel sådan, man rejste dengang.”

Hvordan harmonerer det med din ordenssans som forfatter, at den historiske Jesus kommer til verden før Jesu fødsel?

”Teologer har længe vidst, at han nok blev født omkring år 8-6 før vor tidsregning.”

Men det ved mange læsere jo ikke.

”Nej, det gør de ikke. På et tidspunkt skulle jeg holde et oplæg på forlaget, hvor forfattere bliver inviteret til at fortælle læserne om, hvad de arbejder på. ’Hvad? Er Jesus født før Jesu fødsel?’ Folk sad med kæben nede på brystet. Det er også derfor, det står på allerførste side, for det rykker ved folks opfattelse.”

PEN OG SVÆRD

Anne-Cathrine Riebnitzsky, 50 år.

Uddannet fra Forfatterskolen, 1998. Uddannet sprog-officer i russisk, 2003.

Har arbejdet ved ambassaden i Rusland og været udsendt i Afghanistan, både som soldat og som udenrigsministeriets rådgiver.

Har som forfatter vundet Bogforums Debutantpris og Boghandlernes Gyldne Laurbær.

’Tempel’, hendes niende bog, udkom dette efterår.

Tænker du ’Tempel’ som en bog, læseren skal bruge til noget?

”Jeg ville ikke have noget imod, hvis det kunne være sådan en pendant til Ken Follett (bedstsælgende britisk forfatter af historiske romaner, red.) om, hvad der egentlig skete omkring Jesu tid. Jeg håber, at folk har lyst til at læse derudad. For den gode historie. Og så undervejs også blive lidt klogere på en tid og nogle fortællinger, der har været med til at forme os. Bibelen har sat aftryk på vores etik, lovgivning og moral. Der er mange nu, der aldrig har haft kristendomsundervisning. Men der er også en klar tendens med unge, der gerne vil vide lidt mere om vores traditioner. Jeg ser den søgen mange steder.”

Hvorhenne?

”Jeg er gift med chefen for Den Kongelige Livgarde. Og han ser det hos mange af de unge. De er ikke flasket op med traditionerne, men vant til, at alt går meget hurtigt, alt foregår på telefonerne, og der er 17 udgaver af sandheden. De længes efter noget, der står fast. Noget, vi har besluttet for århundreder siden. Jeg sidder også i redaktionsgruppen for en ny bibeloversættelse, og præsterne i redaktionsgruppen fortæller, at også de ser en modstrømning til det hurtige liv.”

I din bog balancerer du mere ’nutidige’ psykologiske personbeskrivelser med drømmesyn, åbenbaringer, ubesmittet undfangelse og den slags. Josef bliver for eksempel først jaloux, da han hører, at Maria er gravid, men ender med at købe forklaringen, da en engel kommer til ham i en drøm og forklarer tingenes sammenhæng. Hvordan har du arbejdet med at skrive miraklerne frem?

”Jeg syntes, at det var litterært uambitiøst bare at lade Maria knalde med en eller anden – eller at hun og Josef havde sex før ægteskabet. Jeg ville hellere forsøge at tage Bibelen på ordet. Tage det for et mirakel. Hvordan kunne det have set ud? Hvordan kunne det have føltes? Jeg skulle lige omkring, hvordan jeg egentlig selv forholdt mig til jomfrufødslen.”

Så hvordan har du det med den? 

”Jeg er troende kristen. Men troen er stor, og der er mange dele i den, man ikke behøver at forholde sig til i det daglige. Ligesom jeg kører bil hver dag, men ingenting fatter af gearkassen. Jeg gik og rumlede med det, og en dag talte jeg med Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun. Han sagde: ’Jeg har ikke brug for en gud, der ikke kan gøre en kvinde gravid. Det kan selv jeg finde ud af.’

Jeg kom til at le. Pludselig forstod jeg det: Jeg tror jo på en skaberkraft, der er i stand til at frembringe myriader af galakser. Jeg tror ikke på en gammel, skægget mand på en sky. Jeg tror på en enorm kraft, der kan gøre lige, hvad den vil. Jeg har ikke længere noget problem med jomfrufødsler – og så har jeg forsøgt at skrive det, så det giver mening.”

Et besøg i Petra i Jordan blev nyttigt for forfatterens research. Foto: Privat

Du bevæger dig også ind i hovedet på Herodes. I din udgave er han grusom og paranoid, men også dygtig og ambitiøs, ting, vi normalt opfatter som kvaliteter. Har du ligefrem forståelse for Herodes?

”Det var ikke unormalt på den tid at slå sine konkurrenter ihjel, inklusive sine egne sønner. Men han går dog så meget til stålet, at selv romerne synes, det er voldsomt. Han slår tre sønner ihjel, og kejser Augustus udvikler talemåden ’Hellere være Herodes’ svin end hans søn’– fordi jøderne ikke spiser svin. Jeg skal jo helst kunne forstå alle mine personer, men Herodes var udfordrende. En dag hørte jeg et stykke musik, der åbnede Herodes for mig – ’Gnossiennes’ af Erik Satie, som arbejder med disharmoni. ’Aha,’ tænkte jeg, ’det er lidt som Herodes.’ Han kører ligesom efter sit eget spor. Vanvittigt dygtig og ambitiøs, men masser af kaos i de sociale relationer. Hvem ved, måske havde han borderline.”

Din bog slutter, mens Jesus er ved at ramme børnehavealderen. Kan vi forvente en toer?

”Den oprindelige plan var én bog. Men da jeg kom i gang med stoffet, var der pludselig for meget. Nu er jeg godt i gang med toeren, og den går kun, til Jesus er 12. Så der kommer også en treer.”

Tags: ,

SE MERE