DET PISSER NED over Brønshøj nord for København, men alligevel strømmer mennesker alle vegne fra i retning af lysmasterne, der lyser op i det grå, drivvåde efterårsmørke.
Det er tredje runde af pokalturneringen, der står Brønshøj-Frem på menuen, og 2.513 tilskuere er mødt frem på Tingbjerg Ground, hjemmebane for ’Hvepsene’ i de gul- og sortstribede trøjer. Der er udsolgt, det er stadionrekord, billetterne blev flået væk på kun et par døgn, og ifølge sportschefen i Brønshøj kunne de sagtens have solgt det dobbelte, måske endda det tredobbelte antal, til trods for at de to gamle arbejderklubber roder rundt i dansk fodbolds fjerde- og tredjebedste række.
En time før kampstart er der allerede spækket på langsiderne. Folk er pakket ind i regntøj, paraplyer agerer værn mod stormfloden, og på tribuneafsnittet varmer Brønshøjs stemningsskabende fans, Drunken Army, som de kalder sig, op med en fælles boogie-woogie.
”Så ta’r vi antabussen frem, så ta’r vi antabussen tilbage, så ta’r vi antabussen frem, og så smider vi den væk, så si’r vi boogie-woogie, og så drejer vi omkring, og så går vi på DRUK!”, brøler de i nogenlunde unisont kor. Lidt efter er det en gammel ’Bølle Bob’-klassiker, der har fået sig en omskrivning: ”Vi’ for grimme til at elske og for fulde til at slås, der er ingen, der har rigtig brug for os!”
Brønshøjs fans kalder sig selv de smukkeste i København, BK Frem kalder sig selv for det ægte København, og bag det ene mål er festen også i gang, men her er den iklædt rød-blå farver. De mere end 500 Frem-fans synger ud i den kolde nat: ”Sutterne fra Sydhavnen, lå-lå-lå-lå-lå.”
UNDER OPVARMNINGEN får en mand skudt sin øl ud af hånden af en bold, netop som han er på vej rundt bag det ene mål. Vrissende vender han om for at begive sig tilbage, forbi det ene hjørne, hvor en børneflok leger tagfat til duften af cigaretter og pølser – på disse kanter kaldet ’hvepsebørger’ – og hen til den nærmeste bod, hvor køen er lang efter guldbajere på halvliters dåse.
Da spillerne løber ind på banen, blinker måltavlen med påskriften ’Så er det hvepsetid’, og en guldglimmerkanon fyres af fra tribunen. En høj bold losses op, en Brønshøj-spiller bider i græsset efter en duel med nummer 17 fra BK Frem. Den meget veltrænede mand får at vide af en syngende Tingbjerg Ground, at han er ”dårlig og tyk, dårlig og tyk, nummer 17 er dårlig og tyk!”
Så forvandles sangen til en form for kampråb anført af en Brønshøj-fan af omfangsrig statur:
”Hvad drikker nummer 17?”
”SOVS!”
”Hvad drikker nummer 17?”
”SOVS!”
”Hvad drikker nummer 17?”
”OPBAGT SOVS!”
DER ER SPRITTERE, hipstere, kæderygere, børnefamilier, rødder, særlinge, hippier, anarkister, bedsteforældre, midaldrende ægtepar og alt derimellem blandt publikum, og på sidelinjen siger en ung universitetsstuderende til sin kammerat, mens de begge er gennemblødte af regnen: ”Jeg synes bare, at sådan noget her er meget sjovere end at se FCK eller Brøndby.”
BK Frem kommer foran 1-0, og en ældre mand rejser sig fra en hvid plastikstol for at tage sagen i egen hånd.
”Nu går jeg på toilettet, så scorer Brønshøj,” forsikrer han to andre mænd i samme alder, men da han lidt efter vender tilbage med tømt blære, er stillingen stadig den samme. Så får BK Frem pludselig straffespark, og den ældre mand tager igen skæbnen i sine hænder.
”Chang redder alting,” forsikrer han, men det gør målmanden Lucas Chang-Andersen ikke. Sydhavnssutterne kan endnu en gang fuldemandskramme bag det ene mål.
BK Frem scorer også til 3-0, mens tomme øldåser og cigaretskod hober sig op – der bliver dog møjsommeligt ryddet op af fansene selv på udebaneafsnittet efter kampen.
En lille knægt med hvepsefarvet halstørklæde om halsen siger til sin far, hvis hånd han holder: ”Jeg forstår ikke, at de ikke har scoret et eneste mål.”
”Lige om lidt scorer de,” forsikrer farmand.
Så bliver nogens ven pludselig skiftet ind, og en drengeflok rejser sig fra sæderne og råber:
”Kom så, Marcuuuus! Kom så!”
Men hverken Marcus Porsgrunn eller de andre Brønshøj-spillere kan gøre fra eller til, ved slutfløjt er det Fremmernes spillere og fans, der kan danse fællesdans i regnen. På vej væk fra stadion må flere fra Drunken Army kæmpe med at gå lige ned ad alleen, men humøret er lige så højt som altid. På melodien ’Oh When the Saints’, synger de:
”Vi er på vej, vi er på vej, vi er på vej i Champions Leeaaguuee, og vi er iiiikke til at stoppe, vi er på vej i Champions League!”
UNDER COVID-19-pandemien blev topfodbold lukket ned over hele verden, men herhjemme var det stadig tilladt at tage til fodbold i de lavere divisioner. Det fik lokket sanger og sangskriver Jonas Villumsen på en opdagelsesrejse, hvor han genfandt sin kærlighed til fodbold og til fællesskabet. I 2022 udkom han med ’Bølge – eller otte noter fra tribunen’, der blev nomineret til årets sportsbog.
Jonas Villumsen husker, at han tit sad med sin far i 90’erne og så Michael Laudrup spille for Barcelona, og hvordan han dengang var hardcore Barça-fan.
”Men jo ældre jeg blev, jo mere følte jeg mig fremmedgjort over for europæisk topfodbold. Det blev sværere for mig at lukke øjnene for mekanismerne og for de uhyrlige pengesummer på den etablerede fodboldscene, og selvom mit hjerte stadig banker for Barcelona, er det ikke så stærkt som tidligere.”
Under den første lockdown sad han i sin lejlighed og savnede at være omkring andre mennesker uden nødvendigvis at skulle interagere med dem. Tvunget af omstændighederne tog han ud for at se AB-Frem på Gladsaxe Stadion.
”Det kunne være nærmest kunstnerisk tilfredsstillende at se Barça spille, og det er noget andet at se 2. division, men fodbold er i sig selv så genialt, at det uanset niveau bare er fundamentalt spændende. Mest af alt holder jeg af at komme ud og fornemme andre folk. Der er få steder, hvor folk er så forskellige og har så vidt forskellige baggrunde som i de danske divisioner. For mig er det sådan en sanseoplevelse at gå til fodbold. Alle duftene og det der med at overhøre, hvad folk siger til hinanden. Der er så meget humor hele tiden.”
DET ER FREDAG eftermiddag på Østerbro Stadion, og mens sikkerhedsvagterne i orange veste ryger smøger, og stadionboderne så småt er ved at åbne, tager Brian Nehm sig et hvil ved en af træbænkene ved siden af idrætshuset, den store røde murstensbygning, der tidligere var et kommune-hospital.
På den lyseblå himmel er solen så småt ved at kravle ned bag hovedstadens bygninger og Parken – hjemmebane for FCK og landsholdet – der tårner sig op lige ved siden af. Men for Brian Nehm er der kun B.93, og den 36-årige fanklubformand har allerede været her i flere timer for at gøre klar med tifo, flag og bannere på tribunen til B.93-Esbjerg i 1. division.
”Jeg er født ind i det. Indtil min farfar døde, var vi på et tidspunkt fire generationer på stadion herude. Det ville have været mærkeligt, hvis ikke jeg blev 93’er,” siger Brian Nehm, der fik stadiondebut i 1988, det år han blev født. Hans far stiftede den gamle fanklub i 1997, og hans mor passer stadig merchandiseboden, som hun altid har gjort.
”Man bliver jo grebet af det. Man føler sig hjemme her. Det kan jeg også se med min egen søn,” siger han og nikker mod sønnen Willads, der løber rundt med et par kammerater og ligesom faren er klædt i mørkeblå B.93-hættetrøje.
Stjernespiller Nicolaj Thomsen møder ind, og fan Anton Rothstein med hue og hornbriller rejser sig fra bænken ved siden af Brian Nehm for at gå hen til ham.
”Det er jo det, 93 er for mig,” siger Mugge, en af de andre 93’ere, der er mødt tidligt. ”Der er ikke langt fra spillertrup til fans, måske møder man en af spillerne på en festival og får et shot sammen, eller også støder man på anføreren på Østerbrogade og får en sludder.”
Kilde: Danmarks Statistik
En yngre fyr i flokken, med læderjakke og ørering, fortæller, at han og gutterne for nylig sad på en bar efter en kamp, da en af spillerne kom forbi og sagde: ”Nå, hey, det er sgu da jer!”
”Han skulle også bare ud at hygge sig efter kampen. Jeg er ikke sikker på, at sådan nogle situationer forekommer derovre,” siger han med henvisning til Parken lige ved siden af.
Tidligere spillede Nicolaj Thomsen faktisk for FCK i Superligaen, men i dag nyder han livet i divisionerne og skabte tidligere i år overskrifter, da han gik på barsel midt i opstarten til forårssæsonen.
Denne aften venter Esbjerg fB, og der forventes op mod 3.000 tilskuere, inklusive 500 vestjyder. Sådan har det ikke altid været på Østerbro Stadion.
”Det er absolut nye tider,” siger Brian Nehm og griner.
I 1999 slog B.93 bundrekord i antal tilskuere til en superligakamp. Kun 180 mødte frem til en 0-5-lussing mod Viborg, og dagen efter bragte Politiken som en gimmick samtlige navne i kampreferatet, inklusive Brian Nehms. I 00’erne raslede klubben ned igennem rækkerne og endte i Danmarksserien, og så besluttede Brian sig for at starte den nye fanklub.
”Vi har nogle gange stået 10-20 mennesker deroppe fem minutter før kampstart,” siger han og nikker mod tribunen. ”Og i dag står vi som sild i en tønde.”
”Klubben laver mange tiltag. Hvilken kamp var det, hvor der var koncert både inden og efter kampen? Og østers ovre i boden?” spørger en af de andre.
”Og den skide naturvin, der så ofte bliver talt om!”
”Selv kommentatorerne, når jeg sidder og ser highlights i fjernsynet, siger ting som: ’Så skal vi en tur til Østerbro Stadion, hvor de nok fik deres naturvin galt i halsen.’”
De slår en høj fælleslatter op.
”Jeg synes sgu, det er meget sjovt, for de har jo også lidt ret,” siger en anden. ”Sådan er Østerbro-borgere.”
THE WAR ON DRUGS brager pludselig i højttalerne. Det er speakeren Lloyd, der har taget hul på festen i boksen over tribunen. Hans far var i mange år stadionspeaker i FC Midtjylland, men da B.93 for et par år siden manglede en speaker, foreslog tilflytteren, at han kunne hoppe ind i boksen og gøre som farmand. Det var ikke alle københavnere, der tog lige godt imod midtjysk dialekt i højttalerne midt på Østerbro, men de måtte sande, at han både kunne speake og spille musik.
”Jeg kan huske en kamp, hvor han havde fået Oasis-mania, hvor han udelukkende spillede Oasis i to timer i streg op til kampen,” siger en af de unge gutter i flokken og griner. ”Det var lidt meget af det gode.”
Flere af dem begyndte at følge B.93 i 2016.
”Vi var stive hjemme hos Seb, og så var der en, der så et opslag på Facebook om, at B.93 søgte en maskot. Så søgte Laksen det, og 10 minutter senere skrev Brian: ’Jobbet er dit.’ Weekenden efter stod vi alle sammen på stadion, og Laksen rendte rundt inde i Dirch (klubbens maskot er en hanelefant opkaldt efter Dirch Passer, der var B.93-fan, red.). Så blev vi fans,” fortæller Mugge, mens de andre griner. Så tilføjer han: ”I bund og grund er jeg fuldstændig ligeglad med, om vi vinder eller taber, så længe jeg kan være her med mine kammerater hver weekend. Vi kan også rykke ned i 2. division. Det var et dejligt sted at være.”
”Mange af de nye, der kommer i dag, gør det jo egentlig ikke for kampens skyld. Man kan godt savne det der med bare at sidde i en lille gruppe og bide negle og have noia på under kampen,” siger Anton Rothstein, der er vendt tilbage fra sludderen med Nicolaj Thomsen.
Han blev selv fan som niårig, fordi han ikke ville holde med de gode, og i dag er det ham, der har skrevet hovedparten af slagsangene, der bliver sunget.
”Det er en slags olympisk disciplin at skrive fodboldsange og få det til at harmonere med, at vi jo ikke er sådan et uhyggeligt hold. Jeg ser slet ikke mig selv som sådan en fodboldfantype. Jeg ved godt, at jeg er det, men jeg er jo ikke idiot.”
TIL LYDEN AF Suedes ’Beautiful Ones’ begynder folk at vælte ind på Østerbro Stadion tre kvarter før kampstart. Det er ungt og smart, det er lange frakker, kasketter og øreringe, og der er flere kvinder end til den gennemsnitlige fodboldkamp.
I merchandiseboden under tribunen betjener Brian Nehms mor de mange, der skal have en af de moderigtige spillertrøjer, kasketter eller striktrøjerne med broderet B.93-logo til 950 kroner stykket med hjem.
Imens går sønnen rundt på stemningsafsnittet ’Terrassen’ og skimter nervøst mod en lysmast, der ikke vil virke, mens stadionspeakeren sætter Gitte Hænnings ’Ta’ med ud og fisk’ på højttaleranlægget – en hilsen til de mange udebanefans fra Esbjerg.
Da dommeren forbarmer sig og lader kampen gå i gang med kun tre fungerende lysmaster, griber Brian megafonen på den nu propfyldte tribune, sønnen Willads går i gang med trommerne, og straks efter gjalder en af de sange, som Anton Rothstein har skrevet, ud over anlægget – en omskrivning af filmsangen ’Man sku’ altid bo på landet’ fra 1958.
”Man sku’ altid bo i by-en
Fuck Jylland, fuck Fy-en
For der er så rart i by-en
Og på Østerbro Sta-di-on.”
Dampen står op fra pissoirerne i den kulsorte aften, og inde på banen får de lokale helte røvfuld. Rødt kort og 0-3 efter en times spil. Det eneste større jubelbrøl kommer efter en times tid, da den fjerde lysmast pludselig virker igen.
Da det efter 67 minutter bliver til 0-4, er det de færreste, der overhovedet kigger op. I stedet begynder udvandringen fra dem, der skal videre i byen. På Terrassen fortsætter Brian, Anton og de andre dog ufortrødent med en syngende bøn til spillerne: ”Vi vil ha’ mååål, bare et enkelt lille mååål!”
Spillerne kan ikke honorere anmodningen, men
alligevel bliver de ved slutfløjtet klappet ud.
”Det var verdens reneste tackling ved det røde kort,” siger forsvarsspiller Jacob Egeris til Brian Nehm, da han og resten af truppen highfiver fansene langs tribunen. ”Men tak for opbakningen i hvert fald!”
Dem, der ikke er gået i byen, er gået på druk i VIP-loungen, og til sidst er der kun far Brian og sønnen tilbage på den tomme tribune, hvor der ligger udtrådte plastikflag, cigaretskod og tomme ølkrus alle vegne. Sammen slæber far og søn flag, bannere, trommer og andet udstyr tilbage til redskabsrummet, der er bygget ind i tribunen.
”Nu er jeg sgu træt,” siger Brian Nehm med glinsende pande og hæs stemme.
”Det er direkte hjem og sove, og så må vi jo prøve igen i næste weekend.”
B.93-fanklubbens formand Brian Nehm.
B.93-spiller Nicolaj Thomsen (t.h.) med en fan.
SIDEN MORTEN BRUUN lagde støvlerne på hylden i Silkeborg IF, har han som ekspert og kommentator dækket slutrunder og europæisk topfodbold i mere end to årtier og besøgt store stadioner rundtom i verden. Men han tager også til fodbold i Odder, eller hvor det måtte være.
”Det er en fundamental anderledes oplevelse end at gå til Superliga og international fodbold. Man kan måske sammenligne det med at gå til stadionkoncert med Bruce Springsteen eller ned på det brune værtshus og høre den lokale visesanger, hvor hyggen er i højsædet. Jo længere ned man kommer, jo mindre væsentligt bliver det jo også, hvad der foregår på banen. Det er simpelthen hyggeligt. Det er det, jeg søger, og jeg tror, at mange har det sådan. Når jeg en dag ikke har det samme arbejdsliv, tror jeg, at jeg selv bliver en del af den strømning, som er i gang for tiden, hvor folk søger de lavere divisioner.”
I dag er Morten Bruun tilknyttet TV 2, han er også forfatter til flere bøger, her-iblandt ’Kampdag – Turen går til dansk fodbold’ fra 2021, hvor han beretter om 43 danske klubbers identitet og historie.
”Jeg tror, vi er mange, der har svært ved at elske fodbold, som vi gjorde engang. I de sidste 25 år har topfodbold bevæget sig i en retning, hvor det er svært at holde lige så meget af den – med den enorme kommercialisering og flerklubs-konglomerater og de her vanvittige lønninger og transfersummer. Jeg er stadigvæk fascineret af den fodbold, der spilles, når eksempelvis Barcelona møder Real Madrid, men jeg har også et behov for at blive mindet om, hvad fodbold engang bestod af, og hvad den stadig består af, når man kommer længere ned i divisionerne.”
Da han selv spillede for Silkeborg IF, var Riisvangen Stadion i Aarhus en form for fristed. Han kunne ikke tage i byen som sine jævnaldrende, og derfor blev det et fast lørdagsritual for ham at se Aarhus Fremad spille. Her kommer han stadig jævnligt. En anden, nyere, favorit er 3.-divisionsholdet Avarta i Rødovre.
”Det er simpelthen det fineste lille stadion. De har noget, de kalder ’halløjsovs’, som du får til din stadionpølse, som de står og laver i en stor gryde. Jeg kan godt lide sådan nogle kendetegn.”
I dag er det en hobby for Morten Bruun at besøge nye stadioner, også i de lavere divisioner, og selvom spillet interesserer ham, interesserer han sig mere for fortællingerne bag holdene. For ham ville det være uforløst for eksempel at se Aalborg Freja mod Vejgaard i pokalturneringen uden først at tilegne sig viden om Aalborg Frejas storhedstid.
”En anden ting er, at de voldelige tendenser, der er mellem fangrupperne i topfodbold, simpelthen er decideret fraværende ved de her kampe. Det er nogle meget mere hyggelige fangrupper i divisionerne, og jeg tror også, at mange demonstrativt dyrker modsætningen til den fanopførsel, vi ser i en stor del af superliga-klubberne, ikke kun i FCK og Brøndby. Man viser, hvad det er, fodbold egentlig handler om: at se nogle hold spille, og så holder vi måske tilfældigvis med hvert sit hold, men det gør jo ikke spor.”
FORAN RIISVANGEN STADION i Aarhus står en ældre mand med et olmt ansigtsudtryk og knapper to dåsebajere op, rækker den ene til sin kammerat og konstaterer knastørt:
”Det værste, der kan ske for et menneske, det er jo at dø af tørst.”
Det er en time før kampstart mellem Aarhus Fremad mod Skive i 2. division, og selvom det er oktober, bager solen ned over det lille stadion, der ligger omkranset af høje træer midt i et roligt villakvarter. Som man siger på disse kanter: Der er altid solskin på ’Vangen’.
Inde på stadion er der Kim Larsen i højttalerne, og røgen står op fra grillen, hvor en stribe ’Fremads stærke’ syder i skindet. De er ”okay stærke, uden at de slår ihjel”, som en yngre mand i boden formulerer det.
Den faste fotograf, Trine, render rundt og leder efter en lighter. ”Er det ikke typisk, man er storryger, og alligevel glemmer man sin lighter!” griner hun hæst, og i merchandiseboden byder Olav Keblovszki med landets tykkeste aarhusianske dialekt myndigt velkommen til enhver, der lægger vejen forbi.
”Goddag, de herrer!”
”Jeg synes simpelthen, den er så flot,” siger en ung fyr, mens han holder den gul-sorte hjemmebanetrøje op foran sig.
”Jamen, det er den da også. Og den fylder også godt, ikke,” siger Olav, iklædt samme trøje, og klapper sig på maven.
”Følger den med?”
”Ej, det gør den sgu ikke. Den har taget mig mange år!”
OLAV KEBLOVSZKI har både været med til at male bænke og sætte reklameskilte op, og til hver hjemmekamp hjælper han, hvor der er brug for ham. Det er ikke, fordi han er kommet på Riisvangen i specielt mange år, som han selv siger det – kun i 42.
”1997, du! Fanbussen til Svendborg,” siger han, næsten drømmende. ”Fanbussen til Svendborg! Den dag kan jeg fortælle længe om – vi vandt 2-1, rykkede op i Superligaen, og på hjemturen badede vi i springvandet på Rådhuspladsen. Jeg kom meget sent hjem, men jeg kom da hele vejen ned ad bakken til sidst.”
Og så et andet, nyere minde fra pokalturneringen i 2022.
”Hold kæft, den dag vi bankede Brøndby 4-0. Det var sateme i orden,” siger han og tilføjer: ”Men det er jo ikke det, det handler om. Nu har jeg boet her i snart 50 år, og vores unger har gået i børnehave og skole nede ad vejen, og alle forældrene kommer her stadigvæk. Det er sådan et lillebitte samfund i en stor by.”
Desuden har Olav Keblovszki lært ikke at sætte forventningerne for højt. Med tre kampe tilbage af sidste sæson skulle Aarhus Fremad blot bruge et point for at rykke op i 1. division, men så kiksede det fuldstændig.
”Der plejer at gå gummiben i den, men ve’ du hva’, jeg er kold i røven. Vi skal bare ha’ nogle gode lørdage, og så må vi ta’ resten, som det kommer,” siger han, da tre ældre mænd kommer slæbende forbi merchandiseboden i et mageligt tempo.
”Goddag, de herrer,” siger Olav højt og myndigt. ”De må være fra Skive. Der er sgu ingen fra Fremad, der går så langsomt.”
Aarhus Fremads stadionspeaker, Erik Louw.
’HJØRNEBANDEN’ ruller ind på deres faste pladser i hjørnet med rollatorer, bodega-veste og smøger i gabet. For en håndfuld år siden blev de landskendte, da der blev vist et klip af dem i tv-programmet ’Natholdet’, hvor de sang deres repertoire af kreative slagsange, ikke mindst ’Alle skal dø, Nietzsche havde ret!’
Historien går, at alle spritterne i gamle dage stod spredt rundt på stadion og drak deres bajere og råbte hver for sig, men så tænkte den gamle direktør, at det var smartere at samle dem i det ene hjørne. Der blev sat et par bænke op og hentet et par seksløbere med fadbamser, og værsgo, Hjørnebanden, så er der serveret.
Et andet sted på stadion får den tidligere Aarhus Fremad-reservemålmand Claus Quiding en sludder med PH, der har været holdleder på førsteholdet i 48 år, før han slår et smut ind i ’VIP-loungen’. Der er pølser og pomfritter på cafeteriabordene og vimpler i loftet fra de hold, Aarhus Fremad har mødt igennem tiden, og fanformanden Pingo har gang i en familiefødselsdag, selvom hans fødselsdag egentlig først er en uge senere, men nu spiller Fremad jo hjemme i dag.
For halvandet år siden blev klubben købt af den nigerianske IT-milliardær Shola Akinlade, der har opfundet en form for MobilePay, som han solgte videre til en amerikansk teknologigigant, og for sine mange penge drømte han om at købe en fodboldklub i Europa. Gennem en bekendt hørte han, at der muligvis var en i Aarhus, der kunne fås til billige penge.
”Så skrev han til Lars (Kruse, red.) over LinkedIn, om han måtte købe Aarhus Fremad. Lars kunne se, at det var en nigerianer, der skrev, at han havde mange penge og et godt tilbud, så han tænkte da lige sit,” fortæller Claus Quiding og skraldgriner, da netop Lars Kruse kommer hen til hans bord.
”Ja, det havde jeg ikke lige set komme, men han er sgu bare en hyggelig fætter,” siger direktøren om den nye ejer.
På vej hen mod sin faste plads, stående på den ene langside, får Claus Quiding også en hurtig sludder med Aarhus Fremad-træneren Morten Kjærgaard, der lige er ovre for at slukke vandingsanlægget, inden spillerne løber på banen.
”Ham, der var træner før, slog også græs herude, fordi der ikke var nogen penge,” siger den tidligere målmand og griner igen.
”Så når man kom forbi om formiddagen, kom træneren altid kørende på havetraktoren.”
MIDT UNDER KAMPEN sendes der bud efter Morten fra speakerboksen.
”Jeg kunne godt tænke mig, at Morten lige kom herover,” lyder det over højttaleranlægget til spredte grin blandt publikum.
”Han mangler nok kaffe,” er der en, der siger.
Lidt efter sker det igen.
”Morten, Moorten, kom lige herover i speakerboksen.”
Det viser sig, at toiletbåsene ved en fejl er låst, og Morten er den eneste, der har nøglen, og som tissetrangen har meldt sig hos de tørstige aarhusianere, er det hurtigt blevet kritisk. Med problemet løst kan speaker Erik Louw igen vende tilbage til kampen.
Han har siddet her siden 2006, men har ”da været hjemme en gang imellem”, som han selv siger det. Det er en lille speakerboks, der mest af alt ligner et sort træskur, med et gammeldags ur med visere og en manuel måltavle ude foran.
”Jeg har kun op til ni, og der er kun én krog, så hvis de scorer 10 mål, må jeg ud at holde 1-tallet derude,” siger han og griner.
Men denne dag bliver det ’4’ ud for Aarhus Fremad og ’0’ ud for Gæster, og da det sidste mål bliver sat ind i anden halvleg, kan Erik Louw ikke dy sig for at synge en moderne stadionklassiker over højttaleranlægget.
”Fiiire-fiiire-fiiire-fiiire-nuuuul!”
NICOLAI BRYDE NIELSEN er grundlægger af Groundhopping Tours, der arrangerer fodboldture langt væk fra de store, traditionelle arenaer. Han er selv passioneret groundhopper, et voksende fænomen, der går ud på at besøge så mange forskellige stadioner som muligt.
”Der findes en app ved navn ’Futbology’, hvor man kan registrere, hvilke stadioner man har besøgt, og jeg var nummer to i Danmark for 5-6 år siden. I dag er der 6.000 brugere. Det eksploderer for tiden, og det er jo fedt for fodbolden og for de mindre klubber, for så kommer folk derud og lægger penge i stedet for at sidde hjemme i sofaen og følge med i fjernsynet.”
Som knægt cyklede Nicolai Bryde Nielsen ned til estadio comunale i Fredensborg og så det lokale hold spille i Sjællandsserien. Han ved ikke helt hvorfor, men han blev bare forelsket i at sidde på den lille betontribune.
”I dag er det ikke spillet på banen, men alt det rundtom, der skaber oplevelsen for mig – og så er det bare en bonus, hvis det samtidig bliver en fed kamp. Jeg har besøgt 594 stadioner, men på globalt plan er jeg langt efter andre groundhoppere. Der er blandt andet flere tyskere, der har besøgt over 5.000 stadioner, og jeg har nogle kammerater, der kun mangler at se fodbold i tre lande, så har de ’lukket’ hele kloden.”
Når man rejser på den måde, pointerer groundhopperen, får man mere og andet end ”bare Hennes & Mauritz eller Starbucks.” Det samme gælder, hvis man som turist i København i tillæg til turen på Strøget tager ud og ser BK Frem i Sydhavnen. Her mærker man det ægte lokale – holdets hjemmebane i Valby Idrætspark er den mest specielle oplevelse, man kan få i Danmark, mener han.
”Her er der ingen, der kommer for at se stjernerne. De kommer, fordi de elsker deres lille obskure lorteklub, som de har fulgt hele deres liv. Hvis man tager derud, skal man komme i god tid og lægge vejen forbi klubhuset. De gamle koryfæer mødes og spiser smørrebrød inden kampen på deres faste stole med navneskilte, og ude foran mødes de unge Sydhavns-knægte og lader op med bajere og sang. Der findes også fire BK Frem-stambarer, som altid er fyldt op efter kampene.
I det hele taget er den danske 2. division ”en vanvittig fed række for tiden” ifølge Nicolai Bryde Nielsen. Det er som at træde ind i en tidslomme at besøge de gamle, stolte klubber, der nu huserer langt fra toppen, fortæller han.
”Man skal altid gøre sig den tjeneste ikke kun at sætte sig på hovedtribunen. Hvis man eksempelvis besøger Sundby Idrætspark for at se Fremad Amager, så sørg også lige for at gå over på ’Sunny side’, og mærk det ægte Amager, hvor der bliver røget lidt tungt, og hvor der også flyver lidt flere bandeord gennem luften.”
DER ER DAKKEDAK på anlægget på Ishøj Stadion fem minutter i kampstart, hvor folk tanker op med durum og halal-hotdog fra madboden, før de fordeler sig på de røde stole på tribunen side om side med byens borgmester med Ishøj-halstørklæde eller læner sig op ad sponsorskiltene.
Det er Ishøj mod AB Gladsaxe i 2. division, og i det lille, hævede tribuneafsnit står sportschefen Murat Kütük i sine Airtox-arbejdssko med en tommestok stikkende op af arbejdsbukserne, en sort hættetrøje med påskriften ’Ishøj IF’ bagpå – og et lille apparat til at styre måltavlen i hånden.
”Dem ovre i speakerboksen kan ikke se måltavlen, så jeg er nødt til at styre den herfra. Og så har de alligevel aldrig styr på det, så derfor tænkte jeg: ’Så klarer jeg også det,’” siger han og begynder at klappe i takt til technohittet ’Ladioo’, da Vestegns-holdet løber på banen, mens pyro’erne tændes nede foran, og sort røg stiger til vejrs.
Kampen er gået i gang, da Ferhat Kayahan og hans kammerater forsamles oppe i tårnet ved Murat. En af dem sprætter en plastikpose med spritnye Ishøj IF-halstørklæder op og fordeler til de andre.
Da kammeraternes eget seriehold for et par år siden skulle spille, besluttede de sig for lige at se Ishøjs førsteholdskamp først, og når de nu var her, kunne de lige så godt synge nogle sange. Men de kunne kun sange om det tyrkiske storhold Fenerbahçe, derfor byttede de navnet ud med ’Ishøj’ og gik i gang.
”Vi kunne se, at den stemning, vi skabte, gav motivation til spillerne, så vi tænkte: ’Skal vi ikke også prøve det i næste uge?’ Og så har det hængt fast siden,” siger Ferhat Kayahan, der er formand for den danske Fenerbahçe-fanklub.
For nylig var flokken i Holland for at se Fenerbahçe på udebane i Europa League mod Twente, hvor blodtørstige hollandske hooligans forsøgte at komme i nærkontakt med tyrkerne før kampen, så det er en noget mere rolig oplevelse at se Ishøj.
”Vi tænder et romerlys i ny og næ, og så får vi lige et blik fra Murat, der siger, at det måske ikke er så smart,” siger han grinende i retning af sportschefen. ”Så sender vi nogle katteøjne tilbage, og så er vi venner igen.”
Omkring en halv time inde i opgøret begynder to af fyrene at slå på de medbragte trommer, og så forvandler Ishøj Stadion sig, næsten, til Şükrü Saracoğlu Stadion i Istanbul.
”Ishøj IF, Ishøj IF, olé.” Først helt stille og så, dikteret af rytmen, højere og højere og højere.
”ISHØJ IF, ISHØJ IF, OLÉ!”
I PAUSEN STARTER dakkedakken igen, mens spillere og trænere fortrækker til tre lyseblå håndværkercontainere, der udgør omklædningsrummet, og så mangler Ferhat og vennerne noget at synge om, eller rettere nogen at synge til, og retter fokus mod sportschefen.
”Murat Kütük – allez allez,” synger de, igen og igen, da Ishøj-fan Martin kommer op ad trappen i knælange shorts og en sort hættetrøje for lige at høre ’drengene’, om de tror, der stadig er håb om tre point.
De seneste år er Ishøj stormet op i rækkerne, men denne eftermiddag er de bagud 0-1 ved pausen.
”Men i Ishøj giver vi aldrig op,” siger han og fortæller passioneret, hvordan de weekenden forinden vendte et 0-1-nederlag mod Frem til en 2-1-sejr i allersidste sekund.
”Den sejr var meget, meget smuk. Frem er jo en gammel, gammel traditionsklub og en divisionsklub af kaliber, så hvis vi kan spille op med dem, og ligefrem vinde over dem, er vi jo berettiget til at være her. Og det er sådan set, hvad det handler om.”
I løbet af anden halvleg får Ishøj IF da også udlignet, men til sidst i kampen er de igen presset helt i bund.
”Abdul, kom nu i gang, mand!” råber en af dem mod vennen på banen, mens næste generation, 10 små drenge med Ishøj-halstørklæder omkring sig og chipsrør og Gatorade i hænderne, forsøger at starte deres egen slagsang:
”AB går med ble!”
Da kampen er slut, har Ishøj klaret skærene og fået uafgjort, og Ferhat og vennerne har sunget sig igennem endnu en ’rolig’ lørdag i divisionerne.
”Det er bare, indtil vi kommer i Superligaen,” siger vennen Mahmout.
”Eller indtil Murat laver et større stadion,” tilføjer Ferhat.
”Det kommer!” siger Murat.
”Så kommer der rigtig gang i Ishøj,” siger Mahmout. ”Det er stensikkert!”
TILBAGE I AARHUS på Riisvangen Stadion får Claus Quiding efter 4-0-sejren et dask på ryggen af sin kammerat Jonas: ”Det var sateme i orden,” siger han.
Hovedparten af de mere end 1.500 fremmødte tilskuere sjosker mod udgangene, mens speaker-Erik takker af med ordene ”Ha’ en fortsat god weekend, og hyg jer nu!”, men nede ved Hjørnebanden er der først nu ved at komme gang i den. Rollatorerne er rullet helt frem til banen, mens Aarhus Fremad-spillerne hånd i hånd løber frem i en hyldest og et fælles ”Hey, hey, hey!”-råb.
Denne lørdag eftermiddag er det dog en større flok børn, der fører an i fællessangene.
”Så lææænge jeg lever, så længe mit hjerte slår, så længe vil jeg elske Freeeemad,” lyder det med lyse drengestemmer og med enkelte hæse, brovtende voksenstemmer iblandt.
I merchandiseboden er Olav Keblovszki godt tilfreds, selvom han ikke så et eneste af målene.
”Men de siger, at den blev 4-0, så det må jo være rigtigt. 4-0, hvor svært kan det være? Det var det samme som mod Brøndby.”
Så nikker han mod de syngende børn.
”Det er en rigtig børnehave, der lærer sangene fra barnsben. Det er sateme i
orden!”
Så er der kunder i biksen, og en midaldrende mand med kort, sort strithår og briller vil gerne prøve en trøje med teksten ’Alle skal dø – Nietzsche havde ret’.
”Det er sådan en, man møder på arbejde med mandag morgen,” siger Olav.
”Jeg synes, at sloganet er fantastisk,” siger kunden og betaler.
”Det sjove er, at han vist aldrig har sagt det,” siger Mogens, en anden herre i mer-chandiseboden.
”Har han aldrig sagt det? Det skal du sgu da ikke sige, når jeg lige har købt den.”
”For helvede, Mogens,” afbryder Olav. ”Prøv at høre her, det ved han ikke en skid om. Han gør sig bare klog.”
Og så kommer den endelig, sangen. På melodien ’Sejren er vor’ nede ved hjørneflaget synger Hjørnebanden og børnebanden i fælles forening.
”Nietzsche havde ret, Nietzsche havde ret, Nietzsche-Nietzsche-Nietzsche havde ret. Alle skal dø, alle skal dø, alle-alle-alle skal dø.”
Lige til at gå hjem på.
