HIMLEN ULMER GRÅT bag landsbykirken og den lille klynge af huse, der kommer til syne bag marker med grønne efter-afgrøder. Lige efter grusgraven, når man kommer ad hovedvejen fra Roskilde, ligger landsbyen Glim.
Allan Otte åbner døren ud til gårdspladsen. Støvregnen prikker ubeslutsomt i luften, mens han byder indenfor i det, der var et mørkt og klamt garagerum, da han og familien for tre år siden skiftede en lejlighed i hovedstaden ud med en villa i Glim. I dag er det omdannet til atelier med god loftshøjde og masser af dagslys. På endevæggen hænger et flere meter bredt maleri, som Allan Otte arbejder på for tiden, et dalstrøg ved Kornerup Å, der et sted omkring det gyldne snit bliver gennemskåret af Holbækmotorvejens retlinede betonviadukt.
Vi går over i hovedhuset for at brygge te, og Pelle, en nysgerrig sortgrå cockerspaniel, følger med.
”Den lugter lidt. Altså ud af munden,” advarer Allan Otte, der er i jægergrøn cowboyskjorte og med vandkæmmet tilbagestrøget hår.
’Fastkørt’ (øverst) og ’Gledet’, begge 2010.
MENS TEEN TRÆKKER, snakker han om slægtskabet, som han føler med den danske maler L.A. Ring, der i begyndelsen af 1900-tallet bosatte sig i Baldersbrønde i periferien af det, vi i dag ville kalde Københavns vestegn. Her malede Ring sine omgivelser i al slags vejr, fortæller Otte, der er begyndt at samle på den gamle mesters billeder.
”L.A. Ring var en forrygende gråvejrsmaler,” siger han, mens vi kigger på et lille maleri af nogle nøgne træer og undselige bondehuse omkring gadekæret i Baldersbrønde. På den modsatte væg hænger et andet Ring-motiv, et nedbrændt bondehus, hvor kun skorstenen står tilbage.
”Lidt forenklet sagt gjorde Ring oprør mod guldalderkunsten, der havde en tendens til at se bagud og drømme sig væk til fordums storhed.”
I modsætning til guldaldermalere som P.C. Skovgaard og Th. Lundbye, der dyrkede et idealiseret, uberørt dansk landskab fra før industrialiseringen, var Ring optaget af sin samtid og malede lige så gerne telefonledninger, togbaner og grusgrave som et smukt parti fjordland ved havblik.
”Ring er gået hen og blevet en prisme, jeg ser verden igennem, når jeg skal male. For eksempel malede jeg, kort efter vi var flyttet herud, et maleri med titlen ’Roskilde Skyline’, hvor man kan se Roskilde Domkirkes to spir mod himlen – men også kraftvarmeværkets høje skorsten i den østlige del af byen. På den måde har byen i dag to vartegn. Mange synes jo, varmeværket er grimt. Jeg synes, det giver mening at male det af den simple grund, at det er der. Og det tror jeg også, Ring ville have gjort, hvis det var ham, der skulle male Roskilde i dag.”
Allan Otte har ad flere omgange skildret sin fødegård, blandt andet med billedet ’Nedbrydning’ fra 2019.
ALLAN OTTE VOKSEDE OP i Mejlstrup uden for Aars i Vesthimmerland, hvor faren holdt malkekøer, og familien havde været landmænd i generationer.
”Jeg er vokset op i en stald, kan man næsten sige. Jeg hjalp i hvert fald tit til derude.”
Han havde også talent for at tegne, men det var først, da han begyndte på Vesthimmerlands Gymnasium i Aars – udsmykket både inde og ude med værker af især Per Kirkeby – at han rigtig fik øjnene op for kunst. Nysgerrigheden bed sig fast, og mens brødrene blev i landbruget – storebroren er i dag konsulent på malkerobot-området – flyttede den unge Allan Otte omkring årtusindskiftet til København for at gå på Kunstakademiet.
Det første års tid malede han kaffekopper, vasketøjskurve og andre dagligdagsobjekter, der nu lige var foran ham, mens han arbejdede sig ind på det malertekniske og på, hvad hans pensel havde at fortælle. Lige indtil en dag i en sommerferie, hvor han kørte hjem til fødegården efter natarbejde på fjerkræslagteriet i Aars. Og dér, i morgenlyset, mens han overtræt kørte forbi vindmøller, gårde og bakker, slog en tanke ned i ham. Hvad hvis han gav sig til at male det, der altid havde været lige uden for døren?
”’For fanden, det er da mig, der skal male de her landskaber,’ tænkte jeg.”
Allan Otte, 2024. Foto: Ingrid Riis Hovgaard
HANS TIDLIGE MALERIER er nærmest støvsuget for liv og bevægelse. Der er ikke mangel på drama, men dramaet er ansigtsløst. Biler ligger i grøftekanter. Busser står fastfrosne i frontalsammenstød. Gravemaskiner er kæntret i jordskred. Vindmøller knækket midtover. Overalt er naturen og den danske provins scene for tekniske, menneskeskabte uheld og ulykker, men uden de mennesker, de berører.
”Jeg gjorde en dyd ud af, at det hele stod stille,” siger han.
Allan Otte solgte billeder, havde galleri, kom med på udstillinger, blev kaldt en fornyer af dansk landskabsmaleri. Men efter 10 år med stivnede scenerier følte Allan Otte selv, at det var tid til at rykke videre. Skubbet kom fra en uventet kant. Den nu afdøde stifter af Muskelsvindfonden Evald Krog ville gerne have Otte til at male sit portræt.
”Som han sagde: ’Du har jo malet så mange ting på hjul.’ Han sagde også, at det værste handicap, han kunne forestille sig, var at mangle humoristisk sans.”
Otte malede Krog i fuld figur med den kørestol, der også hjalp Krog med at trække vejret, og inkluderede en stikkontakt i kanten af billedet, der fortæller om en absolut afhængighed af strøm.
”Jeg havde aldrig forestillet mig, jeg skulle være portrætmaler. Men det var lidt af en gave at få den bestilling. Krog var en flamboyant figur. En meget anderledes krop. Og fuld af liv.”
Derefter kom der også mere liv på Allan Ottes lærreder. For eksempel landmænd og ikke mindst køer, som maleren blandt andet har fremstillet under kælvning, malkning og inseminering.
’Evald’, 2017.
MED DYRENE INDE i billedet gik det op for maleren, at han havde fundet en direkte åre til beskuerens inderste.
”Lige så snart jeg maler billeder af dyr, taler det til folks følelser. Det har jeg det fint med,” griner Otte, der i 2017 præsenterede et billede af en rød ko med en inseminørs gummihandskeklædte hånd dybt inde i sig på en udstilling i København.
”Der har du definitionen på et overgreb,” lød det spontant fra en bekendt. Da han noget tid senere præsenterede det samme billede på en udstilling på Heart i Herning, mødte han et andet blik på motivet.
”En omviser sagde til mig, at her var endelig en udstilling, hendes far ville sætte pris på. Han var nemlig inseminør,” fortæller Allan Otte.
”Jeg kan godt lide at konfrontere folk med deres fordomme. Mange antager, at insemination af køer er det samme som dyrplageri, men sætter man sig lidt grundigere ind i det, finder man ud af, at en inseminør er en specialist, der gør sit arbejde hurtigt og skånsomt. Hurtigere end en tyr, der muler på og tager for sig. Sådan en tyr er et ret voldsomt bæst at få op på ryggen. Og den beder ikke om samtykke.”
Hvad med din familie, hvad synes de om dine billeder?
”Jeg tror, de er glade for at se sig repræsenteret på en måde, der ikke er fordømmende. Landmænd er vant til altid at blive bashet. Men jeg tror også, de ser på mine billeder med forundring: Hvorfor vil man overhovedet skildre noget, der er så trivielt? For dem er mine billeder lidt som at male en Netto-forretning eller nogen, der lufter hunden. Helt almindelige og dagligdags.”
Og du selv, kan du egentlig lide det danske bondeland?
”I høj grad. Folk antager ofte, at mine billeder er en kritik af landbruget. Det er de ikke. Jeg ser det ikke som min opgave at provokere nogen. Det har noget med sanddruelighed at gøre. At vise verden ærligt, som den er, til vores tid. Der hvor jeg kommer fra, er landskaber noget, man dyrker. Landbruget er en kultur, der sætter spor. På godt og ondt. Det har en klar effekt på klimaet, og jeg vil ikke kloge mig på, hvordan man bedst får den formindsket. Men det er jo det, der er på spil nu- -politisk: Vi er et landbrugsland. Men ønsker vi også at blive ved med at være det?”
I 2023 fik Allan Otte en bestilling på et portræt af dronning Margrethe. Hoffet havde bedt kunsthistoriker Bente Scavenius, kendt for sin medvirken i DR’s ’Kunstquiz’, om at anbefale en maler, og hun pegede på Otte.
”Jeg blev beæret. Også noget overrasket, og jeg var også lidt usikker på, om jeg kunne slippe godt fra det,” siger han.
”Men det glædede mig at høre, at dronningen ønskede et privat portræt. Officielle portrætter skal i sagens natur være højtidelige, og de bliver nemt lidt stive, vil jeg sige, mens et privat portræt i højere grad kan fokusere på mennesket.”
Billedet skulle hænge på Graasten Slot, og det var også her, Allan Otte kom på besøg for at møde dronningen. Han spurgte hende, hvad hun foretager sig, når hun er i Graasten, og hun svarede, at ud over at være sammen med venner og familie og læse bøger broderer hun.
”Det gav god mening for mig at skildre hende i en situation, hvor hun kan holde en pause fra pligterne og forventningerne og alle de mennesker, der altid omgiver hende og vil have en bid af hende,” siger maleren, der tog omkring 300 snapshots af dronningen med nål og tråd i hånd, men uden at den daværende regent egentlig poserede for ham.
Allan Otte bruger altid fotografier som forlæg for sine malerier. Det kan være egne fotos eller billeder, som han finder på nettet og fragmentvis stykker sammen og forbedrer med billedbehandling, indtil han er tilfreds med kompositionen. Sådan var det også med dronningeportrættet, der bygger på en collage af omtrent 25 snapshots fra dagen på Graasten Slot. Med den digitale skitse på plads brugte Otte de næste 7-8 måneder på maleriet, inden det var klar til at komme op at hænge i dronningens sommerresidens.
”Det er usædvanlig lang tid for et billede, der ikke er større end en kvadratmeter. Men jeg havde besluttet virkelig at gennemarbejde alle de små detaljer. Jeg tror, jeg brugte tre måneder alene på at male de små blomster i kjolen, hun har på. Jeg er endt med at være ret tilfreds med den kjole. Og jeg synes, den er virkelig meget hende.”
Undervejs i maleprocessen skete der det overraskende, også for maleren, at dronningen abdicerede. Hvilket ikke gjorde portrættets storytelling ringere.
”Fra at være et billede, der skulle vise dronningen, når hun holder fri, vil det måske nu blive opfattet som et billede af hende, efter hun har trukket sig tilbage. Selvom det egentlig ikke var det, der var meningen.”
’Dronning Margrethe’, 2024. Portrættet kan opleves på Kunstmuseum Brandts i Odense fra 1. december til 23. februar 2025.
NU BESKÆFTIGER HAN SIG igen med det royale. Denne gang er han dog rykket bagud i kongerækken, rigtig langt bagud. I billedet af Kornerup Å og Holbækmotorvejen, der hænger på atelierets endevæg, gemmer sig nemlig en reference til kong Skjold, et ifølge sagnet uledsaget drengebarn, der ankom til Lejre-området i et tomt skib for at blive fisket i land og ende som danernes første konge. Kornerup Å munder ud i Roskilde Fjord, og i princippet kunne Skjold være ankommet netop dér.
”I dag bevæger der sig en graffitibemalet motorvejsbro hen over landskabet. Betonkonstruktionen hæver sig op over noget, der ligner et guldalderlandskab. Fortid og nutid mødes.”
Allan Otte kalder sit endnu ufærdige maleri ’Danmarks vugge’. Igen vil han gerne stikke til vores forestillinger om, hvad det er for en virkelighed, vi lever i.
”Mange, ligesom jeg selv i øvrigt, køber økologisk ind og føler sig ansvarlige. Og synes samtidig, de skal have lov at flyve på ferie hvert år. Og ville aldrig undvære Holbækmotorvejen, der hurtigt kan bringe dem til København eller sommerhuset i Odsherred. Jeg kan godt forstå, at man også vil give sig selv lov til bare at leve lidt indimellem. For ellers bliver det hele for tungt,” siger Allan Otte.
”Det, jeg ikke kan holde ud, er frelst-heden.”
