DA JEG VAR BARN, flyttede min familie fra Tyrkiet til Finland. Jeg var lille, så jeg kan ikke huske så meget derfra, men jeg kan huske, at det altid var kridhvidt, fordi det sneede så meget, og at det var så koldt, at havnen frøs til. Der blev sat trafiklys op, så man kunne køre over havnen på isen. Det var så stort og vildt for mig.
Mine forældre arbejdede på den tyrkiske ambassade. Min mor var rengøringsdame, og min far var altmuligmand. Vi boede i et lille hus i baghaven, og når min bror og jeg stod op, var de allerede i gang med arbejdet. Vi løb over til ambassaden og fik morgenmad af kokken, og så brugte vi dagen på at fange egern og lege i haven. Meget sent på aftenen kom mine forældre hjem.
Min verden var meget lille, men alting virkede så stort. Jeg kan huske, at der i haven var sådan nogle megastore pindsvin, nærmest på størrelse med harer. Da jeg som voksen fik mit eget hus i Danmark og undrede mig over, at pindsvinene her er så små som appelsiner, spurgte min mand mig, om det måske havde noget med min højde som barn at gøre. Det var først der, det gik op for mig, at pindsvinene nok ikke er større i Finland.
Özlem Cekic på skødet af en pædagog i Finland. Billedet er taget af hendes far. Foto: Privat
VI VAR NOGLE af de første og eneste fra vores landsby i Tyrkiet, Haciömeroglu, der kom til Finland, og livet var meget ensomt, for mine forældre kendte ikke nogen i landet. De hørte, at der var mange fra landsbyen, der boede i et land, der hed Danmark, hvor grøntsagerne var billigere. Min far morer sig stadig over, at det var prisen på tomaterne, der gjorde, at vi flyttede til Danmark og ikke England.
Vores første lejlighed lå i Peter Fabers Gade på Nørrebro, lige over for Assistens Kirkegård, og vi brugte kirkegården som vores have. Jeg var fem, min storebror syv, og min lillebror et halvt år gammel. Når vores forældre ikke arbejdede, lavede min mor lækkerier, og så tog vi tæpper med derover og holdt picnic. Det var en taglejlighed på 40-50 kvadratmeter, og der var ikke noget varmt vand eller et bad, men vi havde en balje, man kunne bade sig i. Under os boede der andre gæstearbejdere, der var kommet til Danmark på grund af manglen på arbejdskraft, og det var faktisk kendetegnende for hele blokken og gaden.
Landsbyen Haciömeroglu, som den så ud, da Özlems far forlod den i 1974 for at tage til Danmark. Foto: Privat.
Vores forældre fik rengøringsjobs, hvor de skulle møde meget tidligt, og de tog hjemmefra klokken 4:30 om morgenen. Det var svært for dem at passe os, så vi blev sendt tilbage til Tyrkiet, hvor vi boede hos min mormor i to år. De vidste ikke, at man kunne få passet sine børn på skæve tidspunkter her i landet.
Jeg kom tilbage til Danmark, da jeg var 10 år, og alt mit danske var røget. Mine forældre var flyttet til Vesterbro, og jeg startede på Matthæusgades Skole i en modtageklasse. Det oplevede jeg klart som en taberting. Alle de rigtige elever gik i klasser med et bogstav, men modtageklassen havde ikke noget. Alle eleverne fra indvandrer- og flygtningefamilier havde en konkurrence kørende om, hvem der hurtigst kunne lære sproget, så vi kunne komme i en rigtig klasse. Jeg vandt. Jeg var den første, der lærte dansk, og så kom jeg på Ny Carlsberg Vejens Skole. Jeg var omkring 12 år, og jeg var så stolt.
Med storebror i baghaven til den tyrkiske ambassade i Helsinki. Özlems mor har selv lavet tøjet. Foto: Privat
JEG KOM PÅ Rysensteen Gymnasium og uddannede mig senere som sygeplejerske. I begyndelsen arbejdede jeg inden for børne- og ungdomspsykiatrien, og jeg havde mange nattevagter. Jeg var i slutningen af tyverne. Når børnene sov, læste jeg ofte deres journaler. Jeg kunne se, at nogle af dem nærmest brugte en hel barndom på at få behandling, fordi ventelisterne var så lange. Jeg syntes, det var så urimeligt. Hvis et barn brækkede benet, kunne de komme på skadestuen med det samme, men hvis det var sjælen, der havde brug for hjælp, skulle de vente 2-3 år.
En fredag eftermiddag kom der en far ind og bad om en tid med overlægen. Han havde læderhandsker på og en læderjakke, der var fyldt med huller. Vi fortalte ham, at man skal have en henvisning for at få en tid med overlægen, men så sagde han, at han var bange for, at han ville komme til at slå sit barn ihjel, hvis ikke vi kunne tage barnet ind. Han fortalte, at han havde været sammen med sit barn, siden det blev født, og at han havde prøvet at få hjælp i 9-10 år, men altid var blevet mødt af en lukket dør.
Først tænkte jeg: ”Hvad er det for en far, der vil slå sit barn ihjel?”, men så sendte vi et hold ud for at hente barnet. Det viste sig at være umuligt. Barnet havde næsten ikke noget sprog, næsten ikke noget tøj på og meget lange negle og var voldeligt. Det havde været umuligt for faren at klippe neglene, fordi barnet bed, når man kom for tæt på. Vi var nødt til at sende politi ud for at hjælpe med at hente barnet. De første par uger, barnet var indlagt, nåede det at ødelægge to garderobeskabe og 12 stole, og tre af medarbejderne kom på skadestuen. Barnet var fikseret flere timer hver døgn. Jeg kunne ikke forstå, hvordan man i et land som Danmark kunne have svigtet den familie så meget, og mine negative tanker om faren forsvandt.
Student, 1996. Foto: Privat
Da vi udskrev barnet, havde det det flotteste tøj på, hilste på os alle sammen og sagde farvel. Det var tydeligt at se, at psykiatrien kunne gøre en kæmpe forskel. Men det var også et soleklart eksempel på, at vi ikke altid har et system, der hjælper dem, der har mest brug for det. Jeg er blevet præ-get meget af de her enkeltsager, og det vil altid være en sag, der står klart i min hukommelse.
På et tidspunkt så jeg en seddel på opslagstavlen, hvor der stod, at vi manglede en tillidsmand. Jeg tænkte: ”Yes, nu har jeg en chance for at gøre en forskel.” Mine kolleger var glade for, at jeg gad. Jeg stillede op, lavede valgplakater og blev valgt som -tillidsmand for 70 sygeplejersker.
En dag kunne jeg se, at formanden for Dansk Sygeplejeråd fik mere i løn end statsministeren. Der skulle dengang fem sygeplejerskelønninger til at dække lønnen. Jeg stillede op til Dansk Sygeplejeråds bestyrelse og var den første med minoritetsbaggrund, der blev valgt ind. Medlemmerne elskede mig, og vi arbejdede sammen om at få de her lønninger ned. Men min karriere dér sluttede, for jeg kunne se, at hvis man virkelig skulle ændre noget, skulle man være i et politisk parti – og i Folketinget.
Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix
JEG STILLEDE OP for SF i 2007, og jeg blev valgt ind. Jeg havde født min datter, en måned før jeg blev valgt, og hun var stadig en lille baby, der blev ammet, da jeg havde min første arbejdsdag i Folketingssalen.
Jeg måtte ikke have hende med ind, så jeg ammede hende, lige inden jeg gik ind i salen som folketingsmedlem for første gang. Min mand tog hende med op på tilhørerpladsen og sad der i en grøn jakke med rød skjorte, så jeg kunne få øje på dem. Jeg løftede min hånd for at vinke til dem. Der blev taget et billede, og da jeg så det bagefter, kunne jeg se, at jeg havde en kæmpe ammeplet. Mælken var løbet. Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg ser det billede. Jeg synes, det er helt fantastisk, at jeg står der, som nybagt mor, som en af de første kvinder med minoritetsbaggrund og som barn af en arbejderklassefamilie. Jeg var så stolt, at jeg var ved at briste.
Kort efter holdt jeg min første tale i Folketinget. Da jeg satte mig tilbage på min plads, havde jeg fået to mails fra borgere. ”Hvad laver en terrorist som dig på folkets fineste talerstol?” stod der i den ene mail, der ligesom den anden var fuld af ord som ’perkerrotte’ og ’perkerluder’. Det gik op for mig, hvor rigt det danske sprog er på skældsord.
Jeg fik hemmelig adresse, et meget nært forhold til politiet og lærte retssystemet godt at kende indefra. Men det hårdeste var alle de der hademails. Man betaler en meget høj pris, når man er en offentlig person, måske især når man er en af de første kvinder med minoritetsbaggrund i Folketinget. Det er ikke for at klynke, men det er en helt anden virkelighed, man pludselig lever i. Man er nødt til at tænke på sine børns sikkerhed og lægge øre til de mest forfærdelige trusler.
Valget 2007. Özlem Cekic med sin fire uger gamle datter Yasmin på armen. Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
JEG ER MØNSTERBRYDER, og det er jeg meget bevidst om. Jeg er født i et andet land, mine forældre var rengøringsarbejdere, og jeg blev gift tidligt i et arrangeret ægteskab, som jeg senere forlod. Den bagage, jeg har med, har været med til at definere mig, og jeg er aldrig løbet fra den. Vi hylder mønsterbryderne, og det lyder så positivt, men at være mønsterbryder er et meget ensomt erhverv. Hver gang man bryder mønstrene omkring sig, kommer man ud i nogle nye omgivelser, hvor man starter helt forfra.
Jeg har taget mange kampe alene, jeg har stillet mig i orkanens øje alene, og det har givet mig nogle ar på sjælen. Nogle af dem er enormt smertefulde, andre er meget lærerige, og nogle er begge dele. Jeg har med jævne mellemrum gået til psykolog for at bearbejde ting som de hademails og trusler mod mine børn, jeg har fået. Og når man er en offentlig person, ender man på forsiderne på godt og ondt. Jeg ser det som at gå til fysioterapeut for sjælen. Jeg ville gå til fysioterapeut, hvis jeg fik ødelagt mit knæ, så jeg går til psykolog for at få fikset min sjæl.
Özlem Cekics forældre, hende selv og hendes storebror. Foto: Privat
EN MORGEN KLOKKEN FIRE forlod jeg Christiansborg efter satspuljeforhandlinger, der havde varet hele natten. Det var tæt på daggry, og da jeg gik hjem, tudede jeg hele vejen. Jeg havde i to år arbejdet for, at anbragte børn også skulle have hjælp, når de blev 18 år. Dengang var det sådan lovgivningsmæssigt, at man ikke kunne få hjælp, når en anbringelse sluttede. Jeg syntes, det var så uretfærdigt, for det gik ud over i forvejen udsatte børn. Klokken lidt i fire forpligtede vi hinanden til at kigge på det igen næste år, og jeg følte ikke, jeg havde formået at skabe de resultater, jeg kæmpede for.
Der var så meget politisk spil, så meget spin, så mange personlige interesser og drillerier mellem partierne, der gik ud over dem, vi var blevet valgt ind for, og de løfter, vi havde givet dem. Da jeg arbejdede i psykiatrien, følte jeg, at det tog lang tid, før man kunne se, at ens arbejdsindsats virkede, men det var ingenting mod, hvor lang tid det tog at skabe resultater som politiker. Da jeg begyndte i Folketinget, indså jeg, at der kunne gå år, før en aftale kunne blive til noget.
Foto: Privat
MIN MAND OG mine børn kunne aldrig regne med, at jeg kom hjem til aftensmad, da jeg arbejdede i Folketinget. Jeg prøvede at være hjemme, men der var altid en forhandling, der trak ud, et interview, man skulle stille op til, et møde, man pludselig skulle nå. Jeg holdt kun rigtig sommerferie én gang i de otte år, jeg sad i Folketinget, og jeg var nødt til at rejse væk fra Danmark for at kunne holde ferie. Vi pakkede bilen, slukkede mobiltelefonerne og kørte Europa rundt med tre børn på bagsædet.
Jeg plejer at sige, at hvis Folketinget var en normal arbejdsplads, ville Arbejdstilsynet havde lukket den for længst. Jeg har stor respekt for de mennesker, der orker det på sigt, for som folketingsmedlem har man meget lidt liv uden for Folketinget. Og samtidig med at man arbejder og knokler så meget, har man meget lav troværdighed i befolkningen. På den ene side giver det så meget mening at kæmpe for den samfundsudvikling, man tror på, men man betaler så dyrt for at blande sig i debatten. Selvom jeg fik mange personlige stemmer, blev jeg ikke genvalgt i 2015. Noget af det første, min mand sagde, var, at nu kan vi endelig spise aftensmad sammen igen.
Sammen med overrabbiner Bent Melchior ved modtagelsen af N.F.S. Grundtvigs Pris for brobyggerarbejdet mellem religioner. Foto: Privat
JEG VAR EN nyhedsjunkie, der skulle afvænnes, da jeg stoppede. Som folketingsmedlem stod jeg op klokken fem, læste alle aviser, lyttede til Radioavisen og stillede ofte op til interviews. Jeg følger stadig godt med, og jeg læser stort set alt, for jeg kan godt lide at vide, hvad der sker i Danmark og verden. Men det er ikke lige så intenst.
Det bedste ved at være i Folketinget var de resultater, jeg skabte i psykiatrien. Emner som behandlingsgaranti og psykologhjælp kom højt på dagsordenen i de år, og vi fik en anden tilgang til mennesker, som var psykisk syge. Jeg havde et meget tæt samarbejde med sindslidende, og det var med til at rykke ved nogle ting. Man siger ikke længere psykisk syg i samme sætning som kriminel og farlig.
Da jeg stoppede i Folketinget, skrev en af mine kolleger fra Venstre, som jeg havde siddet i udvalg med, en mail til mig. ”Hvem skal nu stille alle de relevante spørgsmål i udvalget?” skrev hun og så, at de ville savne mig. Der kan jeg huske, at jeg tænkte, at det er demokratiet, når det er bedst.
Jeg havde jagtet magten i årevis. Jeg er et politisk dyr, der altid søger indflydelse, men da jeg stoppede i Folketinget, gik det op for mig, at jeg har det godt med ikke at være partipolitisk. Og det gik op for mig, at man også kan have stor indflydelse uden for Folketinget. Som politiker bliver man skolet i at skabe afstand til de andre politikere og partier. Nu er jeg blevet bedre til at se alle de steder, hvor jeg kan være enig med andre.
På den store scene i New York for at tale om dialogkaffe. Foto: Privat
JEG STARTEDE dialogkaffe-konceptet, efter jeg havde været i zoologisk have med min søn. Vi var nødt til pludselig at tage hjem, da en nynazist med pædofile tendenser, som havde chikaneret mig i otte måneder, blev ved med at ringe til mig. Jeg var bange for, at han vidste, hvor jeg var, og kunne se mine børn, så vi skyndte os hjem.
”Hvorfor hader han dig så meget, mor?” spurgte min søn, og jeg sagde, at det er, fordi nogle mennesker er dumme. Det hørte min ven Jacob Holdt, fotografen bag ’Amerikanske billeder’, som var med. Han sagde: ”Kom nu, det kan du gøre bedre”, og foreslog, at jeg skulle ud og møde dem. Jeg sagde, at de ville slå mig ihjel. ”Nej, de gør ej, for du er folketingsmedlem. Og hvis de gør, bliver du en martyr,” grinte han.
Jeg havde gemt alle de hademails, jeg havde fået, så politiet havde noget at gå efter, hvis der skete mig noget. Jeg åbnede den mailboks, jeg havde gemt dem i, og startede med at opsøge den, der havde sendt mig flest mails. De startede og sluttede alle med ordet ’terrorist’.
Jeg instruerede min mand nøje. Hvis ikke han havde hørt fra mig inden for en time, skulle han aktivere politiet. Manden, jeg skulle mødes med, var blevet smidt ud af Dansk Folkeparti på grund af sine holdninger til jøderne. Han havde lavet radio for nazisterne og været undercover-fotograf på Jagtvej 69, Ungdomshuset, og lagt billeder af de autonome op i en database for højreekstremister. På alle mulige måder var han ret ekstrem. Ham ville jeg hjem til for at spørge ham, hvorfor han hadede sådan nogle som mig.
Uden skrivebord i en lejlighed i Sigerstedgade i København. Foto: Privat
JEG VAR HUNDERÆD, da jeg tog af sted. Jeg tog morgenmad med, for hvor der er mad, er der fred. Jeg ankom til adressen, og det, der slog mig først, var, at der var en græsplæne. Jeg havde taget gummistøvler på, for i mit hoved boede racister i en muddergrøft. Det gik op for mig, at jeg også havde mange fordomme med.
Han serverede kaffe af kaffestel, der var mage til mine forældres. Jeg var i chok over, at vi havde noget til fælles. Jeg var der i to en halv time, og vi havde det så hyggeligt. Da jeg gik derfra, havde jeg det dobbelt. Jeg kunne godt lide ham, fordi han var så udiplomatisk, og samtidig kunne jeg ikke holde mig selv ud, fordi jeg havde haft det så hyggeligt med en, der havde så racistiske holdninger. Der vidste jeg, at jeg selv havde et problem, for jeg oplevede, hvor mange fordomme jeg selv havde, hvor lidt jeg lyttede, og hvor meget jeg selv dømte ham. Vi skal alle sammen blive bedre til at blive opmærksomme på vores fordomme og blinde vinkler og gå ud på broen og møde vores medborgere.
Siden da har jeg drukket flere hundrede kopper dialogkaffe med alle mulige mennesker, som sender mig hademails eller er dybt uenige med mig. Og næsten uanset hvor grimme folk er i sproget i deres hademails, har de altid bagt kage og lavet kaffe, når jeg kommer. Jeg har lært, hvor meget vi har til fælles med hinanden, for alle har hoveddøre, titler, ægtefæller og de samme billeder af deres børn på deres køleskabe og de samme drømme på deres børns vegne, som jeg har. Nu bruger jeg al min tid i Brobyggerne til at få befolkningsgrupper til at mødes på tværs af forskellighed og på trods af uenighed. I 2019 blev ordet ’dialogkaffe’ optaget i den danske retskrivningsordbog. Jeg joker nogle gange med, at min integrationsproces er fuldendt. Jeg startede i modtageklassen og har nu leveret et ord til det danske sprog.
