DET KYRILLISKE ALFABET
I efteråret 2016 var jeg i Rusland med en ven. Vi rejste rundt med tog og var begyndt med et par dage i Sankt Petersborg. På byens banegård, hvor vi ventede på nattoget til Moskva, hang et stort kort over Rusland og alle nabolandene, altså de tidligere sovjetrepublikker. Alle navnene stod på russisk, men fordi jeg har specialiseret mig i geografi, siden jeg var 7-8 år gammel, og min mor gav mig et atlas, kunne jeg afkode stederne, og derfra også de russiske bogstaver. Jeg kunne jo hurtigt se, hvor der stod Moskva, og så kunne jeg gætte mig til, at c var s og b var v.
Usbekistan.
Længere mod vest på kortet kunne jeg se, at der stod Sankt Petersborg, og så var jeg ligesom i gang. Det tog mig to timer cirka at afkode og lære bogstaverne, og siden har jeg ikke glemt dem. På det punkt har jeg lidt af en elefants hukommelse. At kunne det kyrilliske alfabet er en stor fordel, når man skal finde rundt i Rusland og i de tidligere sovjetrepublikker, som jeg siden har besøgt flere af.
Blandt andet da jeg var i Ukraine i 2017 og skulle navigere rundt i metroen. Og i sommers, da jeg var i de centralasiatiske lande Kasakhstan, Tadsjikistan, Usbekistan og Kirgisistan. Jeg kan dog ikke tale eller forstå russisk, men det var en god og lærerig måde at slå tiden ihjel dengang på banegården i Sankt Petersborg.
Tadsjikistan.
ITALIENSK FOR BEGYNDERE – OG VIDEREKOMNE
Jeg har noget med tog. Så snart der har været mulighed for det, har toget været min førstepræference. Min første store rejse til udlandet var også med tog. Det var med min far, der tog mig med på interrail, da jeg ikke var ret gammel. Efter den tur erklærede jeg, at jeg ville være globetrotter, når jeg blev stor. Det har min mor fortalt, jeg kan ikke selv huske det.
Men jeg husker stadig Venedig, hvor jeg blev væk fra min far. Jeg var ikke meget mere end fem år, og jeg blev selvfølgelig bange, men jeg husker det ikke, som at jeg gik i total panik. Jeg kan huske en mand i jakkesæt og med hat, der tog mig med hen på en café, indtil min far fandt mig. Allerede dengang var jeg lidt ude at opleve på egen hånd, kan man sige. Italien er et af mine yndlingsrejsemål i Europa. Det var også her, jeg første gang prøvede at stå op klokken møg for at fotografere.
Trevi-fontænen.
Jeg havde allerede fotograferet en del på det tidspunkt, blandt andet inspireret af den amerikanske fotograf Steve McCurry, der havde en udstilling på Frederiksborg Slot (i 2015. red), som jeg så. McCurry er blandt andet kendt for sine portrætter af folk fra Afghanistan, Pakistan og Indien, og mange af dem er taget helt tæt på, hvilket jeg dog ikke rigtig selv dyrker så meget. Det er sjældent, jeg fotograferer mennesker, heller ikke mig selv. Men der var noget i McCurrys komposition, der talte til mig.
I Rom stod jeg op klokken fem og tog den første metro til Den Spanske Trappe. Det var magisk. Der sad to mennesker på hver sin side af trappen, og da de gik nogle minutter senere, havde jeg det ellers meget populære område helt for mig selv. Bagefter gik jeg op til Piazza Navona og Trevi-fontænen. Rom er en virkelig smuk by, men man skal tidligt op, hvis man vil nyde den alene. På samme tur var jeg også nede ved Pompei, hvor man netop har indført restriktioner på, hvor mange der må komme ind. Der var det bedste besøgstidspunkt sjovt nok hen på eftermiddagen. Der var selvfølgelig stadig en del mennesker, men alligevel lykkedes det at få nogle billeder, der fik stedet til at ligne en filmkulisse.
Mount Fuji.
BJERGTAGET
Mit yndlingsland i verden er Japan. Der er sindssygt smukt, og man finder ikke et høfligere folkefærd end japanere. Første gang, jeg var der, var med min far i 2013. Det var på den tur, det med at tage billeder for alvor opstod – med den iPhone 4S, jeg havde dengang. Da jeg kom tilbage 10 år senere, kunne man godt mærke, at engelskniveauet havde rykket sig, og at de ikke er lige så sky som førhen. Næsten alting står også med det latinske alfabet, så det er ikke svært at finde vej, selvom jeg ikke kan japansk og heller ikke kan læse tegnene.
Honcho Street i Fujiyoshida.
Sidst jeg var i Japan, tog jeg ud for at se Mount Fuji, som man ikke nødvendigvis skal forvente at opleve som på Instagram og reklamer, da det tit er dækket af tåge. Også her måtte jeg tidligt op, og ved den berømte Chureito-pagode ventede jeg i over en time, inden åbenbaringen kom, og tågen lettede. For enden af trappen, der fører op til Chureito-pagoden, fik jeg en fantastisk udsigt til Mount Fuji med træer med røde efterårsfarver og uden mennesker, selvom jeg langtfra var den eneste, der prøvede at fange det perfekte efterårsbillede.
På vej ned tog jeg en lille omvej for ikke at ødelægge billedet for de andre. Uden jeg var klar over det, fandt jeg byen Fujiyoshida og området med den berømte Honcho Street, der har Mount Fuji i baggrunden. Jeg fandt det ved et rent tilfælde. Det er det, der sker, når man ikke har nogen specifikke planer, hvilket også er derfor, man ikke skal planlægge alt til punkt og prikke.
EN FREMMED PLANET
Som barn var jeg meget tidsstyret. Jeg blev hentet af sådan nogle taxabusser, når jeg skulle i skole, og hvis bussen var 5-10 minutter forsinket, kunne min verden nærmest bryde sammen. Det er noget, man er nødt til at leve med, når man er på farten.
Jeg kom af med det, da jeg var 12-13 år, og det, der faktisk effektivt dræbte det, var, da jeg selv skulle begynde at tage offentlig transport. Jeg sørgede for, at jeg altid kom før de andre, og så betød det pludselig ikke noget. Siden har det ikke været det store problem, og det er selvfølgelig afgørende for, at jeg kan rejse, som jeg gør. Forsinkelser er jo en del af rejselivet. Selvfølgelig kan man være enormt træt og bare gerne ville frem, men det er ikke noget, jeg panikker over. Jeg tager stort set tingene, som de kommer.
Star Wars-landskab i Tunesien.
Som da jeg var i Tunesien for to år siden, hvor jeg primært tog rundt med de minibusser, tuneserne kalder louage. Jeg har de senere år haft en interesse i at opsøge filmlokationer rundtomkring, og jeg skulle til ørkenbyen Tozeur i den vestlige del af landet. Først skulle jeg tage en louage til én by og derfra en anden videre, men da jeg kom til det første stop, var der fuldstændig øde. Det var bare et lille holdested midt ude i ingenting.
Det så ikke ud, som om der nogensinde havde kørt en louage. Men det fandt jeg så en, der gjorde, og jeg fik set Tozeur og området omkring byen, hvor flere af scenerne fra ’Star Wars’ er optaget. Det så virkelig ud til at være fra en anden planet, hvilket man også fik følelsen af, når man var der.
TASKERØVERI
I Sydafrika blev jeg desværre røvet med en pistol i Johannesburg. På trods af at jeg boede tæt på stationen, tog jeg alligevel chancen og gik ud med den store taske, jeg havde med. Der kom fire unge mænd bagfra, og den ene tog hårdt fat i tasken. En af dem havde en pistol, og så var jeg nødt til at give slip på tasken. Samtidig følte jeg mig enormt heldig, da jeg kunne være blevet dræbt. Og de frarøvede mig heller ikke min lille taske, hvor jeg havde alt det vigtigste. Der var stort set ikke andet i min store taske end tøj.
Bagefter ville jeg indlevere en anmeldelse på den lokale politistation, men jeg var for presset i forhold til at nå toget videre, så i stedet indgav jeg politianmeldelsen i Durban, som gik for at være endnu farligere end Johannesburg. Men her skete der mig ikke noget.
Kruger-Nationalparken.
Jeg har også rejst en del i Latinamerika uden problemer, og generelt er tommelfingerreglen i lidt mere belastede områder at holde sig til befærdede steder, hvor der er mange mennesker. Så er sandsynligheden mindre for, at uheldet rammer. Det her skete netop en søndag, hvor der ikke var helt så mange mennesker på gaden, og det er noget, kriminelle udnytter. Det kan måske lyde voldsomt, og det var det også, men jeg fortsatte turen uden yderligere ubehageligheder.
På den sidste del af turen var jeg på safari i Kruger-nationalparken i fire dage og så både zebraer, løver, næsehorn og elefanter. Det var en god tur efter omstændighederne, og generelt er sydafrikanere enormt venlige og gæstfri mennesker. Episoden i Johannesburg har ikke påvirket mit syn på landet. Når det kommer til stykket, ved man jo aldrig, hvor man finder forbryderne.
