TUREN TIL RINGSTED går forbi Ishøj. I forbifarten spotter Mick Øgendahl ’Tina’s Quick’ og indskyder midt i en talestrøm om noget helt andet: ”Genial pølsevogn!”
Engang boede han selv en ketchupklat derfra. Som nyudklækket standupkomiker flyttede han i 2003 ind i sit første hus i Greve Landsby, hvor han havde hjemme i otte år, mens han slog sit navn fast med shows som ’Tåfræser’ og ’Undskyld!’ Siden har han lavet spillefilm, tv-shows og meget andet, og nu turnerer han rundt med sit syvende onemanshow ’Bad Boy’, der solgte 100.000 billetter allerede inden premieren. Han startede i september 2024 og slutter først – 150 shows senere – i midten af juni.
Han har turneret land og rige rundt i 25 år, og da gps’en lidt efter vil have ham til at tage en bestemt motorvejsafkørsel, kigger han uforstående på den.
”Hvad? Hvorfor vil du have mig af her?” spørger han, slår den fra og fortsætter ad den vej, han selv har indkodet i hovedet. Lidt efter triller han ind på bagsiden af Ringsted Kongrescenter, hvor aftenens show skal afholdes.
”Jeg tror faktisk, jeg har rekorden for flest shows i Ringsted på samme turné – otte, hvis jeg ikke husker galt,” siger han og slukker motoren.
I BACKSTAGELOKALET hænger han sit showtøj – denimvest og cowboybukser – på et tøjstativ over et skakternet gulv, så placerer han en klase bananer og sin transportable pladespiller på sminkebordet foran et stort vægspejl. Han har altid sin pladespiller med, når han er på turné.
”Jeg optræder nogle gange i kæmpestore idrætshaller, hvor backstage blot er et omklædningsrum. Jeg prøver bare at gøre det lidt hyggeligt,” siger han.
Han har for vane altid at høre Everlast-pladen ’Whitey Ford Sings the Blues’, inden han skal på. Når han hører de sidste to numre, ved han, at nu gælder det. Denne eftermiddag, stadig med et par timer til showstart, er det dog soulsangeren Bill Withers’ stemme, der fylder backstagelokalet med sangen ’Friend of Mine’.
Lidt efter trasker han hen til salen, hvor teknikeren Brian sidder klar ved pulten. Midt på scenen står en gul knallert omgivet af gule hjelme med lamper indeni under store bogstaver, der danner ordene ’Bad Boy’.
”Husk nu at grine ekstra højt af mine jokes i aften,” siger han til Brian, mens han gennemgår lydprøverne. ”Jeg skal nok spille rollen i dag, men det koster ekstra, det ved du jo,” svarer teknikeren.
”Jeg mobilepayer dig lige.”
Mick Øgendahl forsvinder ud bag scenetæppet. Lidt efter kommer han ind igen i fuldt firspring.
”Jajoyeah, hvassåååå, RINGSTEEED,” råber han i mikrofonen og begynder at rappe ud over den tomme sal med de næsten 1.000 tomme stole, der et par timer senere vil være fyldt til bristepunktet: ”Jeg er en bad boy med kæmpestore løg, motherfucking badass går rundt i cowboytøj …”
DA MICK ØGENDAHL begyndte at optræde i midten af 90’erne, blev han altid ramt af en forfærdelig nervøsitet før sine shows. Hele dagen var ødelagt, fordi han konstant tænkte på, at han snart skulle ind foran publikum, og de sidste par timer før showstart eskalerede det: Han travede hvileløst rundt og kastede ofte op.
”Nogle gange kastede jeg også blod op. Det var en kombination af for lidt mad og for meget nervøsitet, kaffe og alkohol. Jeg kunne ikke spise noget, før jeg skulle optræde, og bagefter var jeg selvfølgelig ved at gå sukkerkold, og så spiste jeg for hurtigt og kastede op igen. Det var helt ad helvedes til,” fortæller han et par uger tidligere på sit kontor på Frederiksberg, der har adresse i en gammel tandlægeklinik.
”Det er egentlig ufatteligt, at jeg blev ved, men det at få lov til at optræde var så brændende et ønske.”
Hans læge gav ham medicin og beordrede ham til at få såkaldt reglementeret kost, og det kurerede mavesåret. Det var værre med nerverne. Den gradvise erfaring tog toppen af angsten, men langtfra det hele, og selvom det er blevet meget bedre i dag, er det stadig umuligt for ham at indtage noget som helst, før han skal på scenen.
”Jeg kan godt blive forvirret, når jeg ser kunstnere sidde fuldstændig ubekymrede ude bagved og spise og snakke, og så kommer arrangøren og siger, at de skal på, og så rejser de sig bare og går ind på scenen. Altså, jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan lade sig gøre.”
For seks år siden lavede Mick Øgendahl og Frank Hvam showet ’Det gode selskab’, og det var et lettere turbulent forløb. Alligevel forsøgte de sig med et nyt show, men denne gang blev de nødt til helt at stoppe projektet, fordi det var ved at koste dem venskabet.
”Man afsøger, hvor det hele skal hen, og dér bliver jeg meget sensibel. Der skal ikke ret meget til at skubbe mig ud over kanten, og det førte så til, at Frank og jeg endte i et … jeg kan ikke engang sige clash, for det var mig, der tabte småkagerne … fuldstændig urimeligt,” siger han og fortæller, at han efterfølgende måtte skrive en undskyldende mail, hvor han lagde sig fladt ned.
”Vi ville gerne lave noget mere sammen, men vi er trods alt så voksne, at vi er blevet enige om, at vores venskab vejer tungere. Som Frank sagde: ’Du er 95 procent guttermand og fem procent røvhul.’ Det har han nok ret i, så jeg holder de fem procent for mig selv og bevarer mit venskab med Frank.”
I stedet holder Mick Øgendahl sig til soloshows, hvor han selv kan styre processen fra start til slut. Og selvom det at turnere er forbundet med nerver og uro, er det også det værd:
”Jeg elsker at komme til et nyt sted og mærke den der følelse, man i teaterverdenen kalder for fibrillo. Man bruger sommerfuglene i maven som brændstof til at få motoren til at køre. Jeg elsker at stå på scenen, og det er samtidig en form for bekræftelse af ens identitet. Det er jo for fanden det, jeg gør.”
FALSTERDRENGEN Mick Øgendahl tilbragte de første måneder af sit liv i Silkeborg, inden hans biologiske forældre endte i et grimt brud. Kort efter flyttede han med sin mor og stedfar til Falster. De første par år boede de i forskellige lejemål, før de landede permanent i aftægtsboligen til en stor gård for enden af en allé langt ude på landet – der hvor karlen havde boet i gamle dage. Den nærmeste landsby, Nørre Ørslev, hvor der var en Brugsen, en kirke og et gadekær, lå fem kilometer væk.
”Altså, der var bare langt til alt, ikke? Men det er jo lidt den klassiske om ålene, der bliver opdrættet i ståltanken. Hvad ved de om, hvad der er på den anden side? Men jeg syntes, det var fantastisk at vokse op dernede.”
Forældrene havde ikke meget, men i barndommen studsede han ikke over det. Det var kutyme, at hans mor syede kantebånd på hans bukser, når de blev for korte, og det samme med sommerferierne, hvor familiens rustbunke af en bil slæbte campingvognen til nærliggende campingpladser.
Der var også ture med fodbold- og gymnastikholdet, som han ikke kunne tage med på, fordi der ikke var råd. Han skulle have været til Island med sine gymnastikkammerater, men nej. I stedet måtte han vente, til han var 26 år, med at sidde i en flyvemaskine for første gang – fra København til Aalborg.
”Lige præcis turen til Island snakkede jeg med min mor om for nogle år siden, hvor hun sagde, at hun stadig fortrød, at jeg ikke kom med. Hun ville ønske, at de havde taget et lån, så jeg kunne komme af sted, sagde hun, hvor jeg var sådan: ’Ej, nej, nej, selvfølgelig skulle I ikke det.’ Jeg syntes dengang, at vi havde det skidegodt, men som voksen kan jeg godt se, at vi var lidt af nogle fattigrøve.”
I stedet gik Mick Øgendahl på opdagelse i fantasien. Han var en enspænder, der i timevis kunne spille fodbold med sig selv, mens han samtidig stod for kommenteringen, når han efter en fed dribling scorede endnu et mål.
”Det er lige før, jeg bliver rød i hovedet, når jeg tænker på det, men jeg driblede nogle gange ind i straffesparksfeltet og ’blev fældet’, så der blev straffespark, og så scorede jeg selvfølgelig på straffesparket – og kommenterede det hele med stor indlevelse.”
Han sprang også rundt i halmballer på markerne og skød med bue og pil efter fuglene, når kornet blev gult og begyndte at knejse under sommersolen. Efteråret bragte roesæsonen med sig, der kom smat på vejene, og det stank, når der blev kogt roer på Sukkerfabrikken inde i Nykøbing.
Mange år senere var han sammen med en kæreste i København, da det begyndte at storme kraftigt udenfor. Nærmest pr. automatik greb han overtøjet. ”Kom, vi skal på stranden og gå en tur,” sagde han, men kæresten forstod det ikke. Det blæste jo, så hvorfor gå ud?
”Hun havde ikke det samme med fra sin barndom. Jeg kan stadig huske, hvor fedt det var at gå på stranden om vinteren, mens det stormede, og man så isskruninger på havet og blev blæst fuldstændig igennem.”
HJEMME FRA SKOLE havde han som regel et par timer alene, før forældrene kom fra arbejde. Det betød, at han enten kunne nå at tænde for de tyske kanaler på flimmerkassen og være heldig at falde over stumfilmsstjerner som Gøg & Gokke, Buster Keaton og Charlie Chaplin eller – endnu bedre – lytte til en plade med Linie 3.
”Ligesom jeg var alle spillerne, når jeg spillede fodbold med mig selv, var jeg også både Thomas, Anders og Preben. Jeg hørte pladerne så meget, at jeg kunne veksle mellem alle tre og hele tiden være den, der sagde det sjove og fik grinene.”
Forældrene havde også en lp ved navn ’Brokkassen’ med Dirch Passer, Jørgen Ryg, Ulf Pilgaard og andre, som han brugte timevis på at lytte til, og senere så han Kai Løvring optræde på amfi-scenen foran biblioteket i Nykøbing Falster. Han fik også øjnene op for Monrad & Rislund, og sammen med kammeraterne Adam og Simon begyndte han at lave kassettebånd, hvor de tre ’liveoptrådte’ hjem–me på drengeværelset som deres idoler.
”For dem var det en leg, for mig var det det, jeg ville med mit liv. Men det sagde jeg selvfølgelig ikke.”
Bortset fra når han legede Monrad & Rislund med vennerne, optrådte han aldrig for andre, heller ikke sine forældre. Kun i fantasien stod han foran et latterramt publikum, for han var helt sikker på, at han ville blive latterliggjort, hvis han fortalte sandheden.
”I mange år vidste jeg inderst inde, at jeg var en underholder. Jeg ville op på scenen, jeg ville optræde, men jeg blev i skabet med det, for jeg var en vatpik, der ikke turde stå ved mig selv.”
DEN INDRE KONFLIKT blev kun større i teenageårene. Mens han gik rundt med hemmelige underholder-drømme, blev der kælet for knallerter i garagerne, som i sommermånederne blev luftet på Larsens Plads i Marie-lyst. En dag var der en, der pissede i hans styrthjelm, så han måtte køre hjem uden.
”Jeg elskede og hadede den der jargon, og sådan har jeg det stadig. Det er på den ene side et ret trygt miljø at være i, fordi tingene aldrig ændrer sig, men det gør også, at det bliver et miljø, der lukker sig om sig selv. I Knud Romers ’Den som blinker er bange for døden’ siger han, at problemet med Falster er, at dem, som kommer udefra, har utrolig svært ved at komme ind, og dem, der er inde, har utrolig svært ved at komme ud.”
Da han var omkring 16, blev flere af hans barndomsvenner en del af øens rockermiljø – med steroider og heftig aktivitet i fitnesscentrene. Det begyndte også at flyde med stoffer til festerne, og det hele blev hårdere og hårdere. En dag røg en af dem, han var vokset op med, i spjældet for at vansire en anden ung fyr med en ølflaske.
”Jeg tænkte: ’Det er ikke godt, det her. Det er virkelig ikke et sundt miljø.’ Jeg følte mig ret ensom, fordi jeg vidste, at det var noget helt andet, jeg ville. Men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme derhen.”
EFTER FOLKESKOLEN BEGYNDTE han på EFG – Erhvervsfaglige Grunduddannelser – inden for jern og metal, og et år senere fortsatte han på maskinlinjen på HTX i Næstved, hvor han flyttede ind i en lille lejlighed. Banen var kridtet op til en senere ingeniøruddannelse, og hvis det kiksede, kunne han altid få job som automekaniker eller maskinarbejder. Sådan så hans mor det i hvert fald.
”Det var noget, jeg gjorde for hendes skyld. Så er vi igen tilbage til det der med at være en vatpik. Jeg var ret sent udviklet og havde ikke mange meninger om noget som helst. Jeg flød bare med strømmen og gjorde, hvad andre syntes, ikke mindst min mor. Jeg tror også, at det var derfor, at opgøret blev voldsomt. Da det kom, gad jeg simpelthen ikke længere høre på nogen andre. Slet ikke hende.”
I Næstved blev Mick Øgendahl kæreste med Rikke, der var venner med Tommy og Lasse fra den hedengangne rapgruppe Hvid Sjokolade. Det blev et skæbnesvangert møde for den unge falstring. De to jævnaldrende var fuldstændig optaget af at forfølge deres drøm. De havde kun en plan A, og den var at komme til at leve af rapmusik.
”Det var sindssygt inspirerende at møde nogle, som gik 100 procent målrettet efter det, de drømte om. Vi havde det pissesjovt sammen, og jeg så lidt op til dem.”
Selvom han havde det fint med både lærere og kammerater på maskinlinjen, var det ikke, hvad han drømte om, og han begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de valg, hans mor tog for ham. Skulle han virkelig leve sit liv for at please hende?
FLERE AF DEM, Mick Øgendahl havde gået til gymnastik med, tog på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, og han besluttede sig spontant for at gøre det samme. Ud over gymnastik stod den på dans, korsang og drama, og her kiggede ingen skævt, hvis man havde underholdertrang. Da der skulle sættes en revy op blandt højskoleeleverne, teamede han op med kammeraten Troels og dannede en komisk duo, der skulle optræde med små sketch – blandt andet med afsæt i en række cykeltyverier i nærområdet med forbindelse til et nyligt oprettet modtagecenter. De to gav den som langfingrede flygtninge, kontroversielt måske, men også latterfremkaldende blandt vennerne.
Da han vendte retur til sin skramlede, lille lejlighed i Næstved, var han kun blevet bestyrket i, at hans fremtid lå i underholdningsbranchen. Men han anede stadig ikke hvordan.
I mellemtiden sendte Næstved Kommune den 20-årige Mick Øgendahl i aktivering – i Vej & Park, hvor han skulle feje gader og fortove. Ikke ligefrem drømmen, og det samme kan siges om hans lejlighed, der lå lige oven på diskotek Exxos. Hver fredag og lørdag gungrede gulv og vægge fra de inciterende dunk-tschi-dunk-tschi-lyde. Han havde også sit hyr med naboen Lorte-Laurits, en stakkels dement mand, som sked i en spand inde hos sig selv og derefter hældte det i deletoilettet på gangen.
”Man skulle huske at låse døren, for han tog nogle gange fejl af lokummet og mit værelse. Han nåede heldigvis aldrig at smide lokumsspanden ud på mit gulv, men man skulle sateme være obs.”
Hans mor blev samtidig ved med at hive i ham for at få ham i gang med noget fornuftigt. Da hans kæreste pludselig meddelte, at hun flyttede til København med sin veninde, så han sit snit til at følge efter.
Han stak af fra det hele.
”Min mor og jeg havde et opgør om, hvordan man skulle bruge sit liv, og uden at hænge beskidt vasketøj til tørre var vi i hvert fald ikke enige. Det gjorde, at der var … lidt knubbede ord og en længerevarende pause i kommunikationen. Falster blev på en måde materialiseringen af det, jeg prøvede at komme væk fra. Jeg havde haft nogle sindssygt gode venskaber, tætte drengevenner, men da jeg vendte dem og Falster ryggen, gjorde jeg dem til syndebuk for, at jeg endnu ikke var lykkedes med det, jeg gerne ville.”
KÆRESTEN SLOG OP, men han blev hængende i hovedstaden og fik et værelse i et kollektiv lige over for Christiania. Han fandt en ’Ung i arbejde’-praktikplads på en dansescene på Østerbro, hvor han gik til hånde som en lavpraktisk gris, men fik lov at komme tæt på det kreative miljø og mærke opløbet til en premiere – med alle de glæder og frustrationer, der er i sådan en proces.
”Det var pissespændende. Jeg gad så godt være en af dem, der stod inde på scenen, i stedet for at sætte sæbedispensere og papirkurve op.”
Da hans forløb sluttede efter et halvt år, tog han mod til sig og søgte ind på Teaterskolen. Med afsæt i de sjove mænd, han havde imiteret i barndomshjemmet – Dirch Passer, Preben Uglebjerg, Preben Kaas– gav han den hele armen. Det imponerede ikke dommerne. De sendte ham hjem nærmest med det samme.
Mens han overvejede sit næste træk, fik han job som postbud på Nørrebro. En dag spurgte nogle kolleger, om han ville med ind og se standup. Han havde set ’Den harme linje’ med Casper Christensen i fjernsynet, men ellers kendte han intet til de dengang fremadstormende danske komikere, da han troppede op på restaurant DIN’s i Indre København, hvor Timm Vladimir, Mette Frobenius og Amin Jensen skulle optræde.
Bagefter var han fuldstændig solgt.
”Det var så rent et stiludtryk. De sang ikke, de klædte sig ikke ud, de havde ikke en guitar, de gemte sig ikke bag en rolle. De var bare sig selv og deres talegaver, og frekvensen af grin pr. minut var fuldstændig sindssyg. Jeg fattede nærmest ikke, at noget kunne være så sjovt.”
I de efterfølgende tre uger tog Mick Øgendahl hver aften alene på DIN’s for at se standup. Han var betaget af formen og forsøgte at afkode den. Til sidst tog han mod til sig og spurgte Timm Vladimir, om der var mulighed for, at han selv kunne komme til at optræde. Hver aften var der et såkaldt ’æsel’ på scenen – en uprøvet standupper, som skulle levere fem minutters opvarmning. Næste ledige tid var om tre uger, en efterårsdag i 1993, og Mick Øgendahls navn blev skrevet på.
HAN BANKEDE TO gange på mikrofonen med pegefingeren. Duk duk. Lyden gik klart igennem. Han kiggede ud på de 50 hoveder i det dunkle lys på DIN’s, der stirrede forventningsfuldt tilbage på ham. Måske en anelse skeptisk.
Inden han var gået på scenen, havde han kastet op. Han havde ingenting været i stand til at spise, han var ved at gå sukkerkold, og benene rystede under ham.
Tre uger havde været lang tid at vente på rampelyset, og han havde været ved at springe fra mange gange undervejs. Til gengæld havde det givet ham tid til at aflure formen. Det var jo ikke ’To mand og en tømmerflåde’, så meget havde han lært. Det var mere noget med at tage afsæt i egne oplevelser.
”Det er skægt, hvordan det altid er dem, der ikke får noget post, der går op i, om posten kommer til tiden, ik’?” sagde han så i mikrofonen.
Ingen fortrak en mine. Ingen grin. Ingenting.
Hovedparten af de fem minutter står stadig uklart for ham, men han ved, at det i løbet af de sidste to minutter lykkedes ham at høste latter. Til sidst havde han det, som om han red på en bølge.
”Da jeg lagde mig på madrassen i kollektivet om aftenen, kunne jeg mærke en boblende glæde indeni. Det var som en ild, der brændte inde i mig. Fuck, hvor var det fedt.”
EFTER SIN FØRSTE optræden blev Mick Øgendahl med egne ord en nørd. Han levede og åndede for standup, udtænkte konstant nyt materiale, som han skød af på små klubscener, og han drak øl med Anders Matthesen, Jan Gintberg og andre, der blomstrede frem i de år.
Han fortsatte med at gå med post, men sene optrædener og tidlige alarmer var en dårlig kombi, så i stedet fik han et kassejob i en Netto, også på Nørrebro. Her sad han og scannede varer, da han blev genkendt af en standupfan. For første gang.
Og så, i 1997, blev han spurgt, om han ville medvirke i ’Talegaver til børn’, det årlige standupshow, hvor komikere optræder på skift – denne gang i Tivolis Koncertsal.
”Det var noget helt, helt andet at komme ind foran et kæmpestort publikum og bare brænde scenen af. Det var fandeme sindssygt. At gå fra 50 mennesker i Slagelse, som var kommet, fordi der var fri bar, og til at stå foran 1.700 mennesker. Det var mig, lillebitte bonderøvs-Mick fra Falster, de grinede af, og de grinede meget. Da vi alle sammen kom ind for at bukke til sidst, fik jeg det største bifald. Det er måske megaplat at sige, men det øjeblik var sådan rimelig stiv-pik-agtigt.”
I slutningen af 90’erne blev han hyret til at lave Børneradio på P3. Radioprogrammet, der kørte om eftermiddagen, var målrettet børn, men havde en kæmpe lytterskare på tværs af generationer. Da han forlod studiet efter at have talt ind i mikrofonen for første gang, var det hans mor, han havde i tankerne.
”Jeg kan bare huske, at jeg tænkte for mig selv: ’Nu må hun sgu da være stolt af mig. Nu må hun da kunne forstå, at det går godt. Min succes var på en og samme tid én stor fuckfinger til min mor, men også to udstrakte arme og et ønske om, at hun kom og sagde: ’Hvor er du dygtig, min dreng.’”
I DAG KAN Mick Øgendahl ikke huske, hvor længe han og moren ikke havde kontakt. Han ved bare, at der var to juleaftener, han holdt mutters alene. Det ene år lavede han en bøf på stegepanden og drak en god flaske rødvin, mens han så Lars von Triers ’Dogville’, og så gik han i seng. Glædelig jul, Mick!
Det var ensomt, men det var en anden følelse, han sad tilbage med:
”Jeg kunne godt være lidt af en dramaqueen, jeg svælgede i min egen ensomhed og følte mig lidt som en misforstået auteur,” siger han og griner lidt.
”Måske kom min pubertet bare meget sent. Jeg tror, at det var nødvendigt for min mor at forstå, at okay, nu er han sin egen sherif. Det var i hvert fald nødvendigt for mig. Det kunne så måske have været klaret lidt mere gelinde, men det er jo altid supernemt at være bagklog.”
Han trækker lidt på skuldrene, tøver et øjeblik.
”Prøv og hør … jeg er på nogle områder sindssygt hård – og jeg er endda blevet rundere med alderen. Når jeg i dag kigger i bakspejlet, vil jeg ikke afvise, at jeg selv har holdt gang i den proces, der gjorde, at der var radiotavshed. Jeg ved bare, at jeg var ret drevet af at skulle bevise for hende, at det her kan jeg. Hævn er langt hen ad vejen den bedste benzin. Det kan godt være, motoren brænder sammen på den lange bane, men på den korte er den kraftfuld. I de første par år blev skuffelsen over ikke at blive mødt af forståelse fra min mors side til en kæmpestor dunk benzin på mit bål.”
Det var hverken Mick Øgendahl eller hans mor, der endte med at skabe forsoning – det var de begge for stolte til. Men da mosteren skulle holde fødselsdag og spurgte, om han ikke dukkede op, valgte han at gøre det. For første gang i flere år så de hinanden.
”Det var … akavet. Vi faldt ikke hinanden om halsen. Det var mere sådan et afmålt ’goddag’. Vi er skåret af samme læst. Der er ikke rigtig nogen, der har lyst til at give sig. Og den uforbeholdne undskyldning til hinanden har vi stadig ikke givet.”
I dag er han helt indforstået med, at undskyldningen aldrig kommer – hverken fra sin eller morens side. Men han fortryder heller ikke.
”Jeg tror, jeg går Stig Tøfting-vejen og siger ’No Regrets’. Der er mange ting, jeg har fortrudt i mit liv, men ikke det, for det var sådan, det måtte være. Jeg har lært noget, min mor har lært noget, og så må vi begge to leve med, at den slags kan gøre ondt en gang imellem.”
I BEGYNDELSEN AF 00’erne havde Mick Øgendahl klinket skårene med sin mor, han var etableret som stand-upkomiker, men alligevel mærkede han en slags knude i maven. Han savnede sine gamle kammerater, og en dag, da han befandt sig på Falster, fik han pludselig den indskydelse at cykle over til sin gamle ven Lunte, som han altid havde haft det sjovt med, både i skolen og til fodbold. Han ilede over mod den gård, Lunte havde overtaget efter sine forældre, men der var ingen, der åbnede, så han cyklede slukøret tilbage.
Et par dage senere fik han pludselig en besked på Facebook fra Luntes kæreste, Lisette. Hun skrev, at Lunte længe havde gået og tænkt på, om han skulle forsøge at genskabe kontakten med sin gamle ven Mick, og da han ikke havde fået taget sig sammen til det, gjorde hun det nu for ham.
”Det var helt syret, fordi jeg vitterligt lige havde forsøgt at række ud til ham. Men vi hookede op igen og drak selvfølgelig en masse øl. Jeg styrtede på vej hjem på cykel – heldigvis til den rigtige side af rabatten.”
Mick Øgendahl fik også kontakt til flere andre gamle kammerater. I flere år tog de sammen til Døllefjelde-Musse Marked og spiste stegt flæsk med persillesovs i det herostratisk berømte ’herretelt’.
”Når man sidder der, er man bare en af drengene fra Nørre Ørslev, som altid kørte til Ulslev for at bade på stranden og glo på Charlotte, der solgte bølgepomfritter på campingpladsen – uden det handlede særligt meget om pomfritterne. Det var fedt. Fedt at finde dem igen. I dag kan jeg med sikkerhed sige, at det var mig, der tog fejl. For da jeg mødtes med dem alle sammen, syntes de jo, at det bare var fedt, hvordan jeg havde klaret mig.”
Og på den måde, mange år efter sin fraflytning, fandt Mick Øgendahl hjem igen.
”Det lyder måske storladent, men når jeg engang dør, vil jeg have spredt min aske lige ved skrænten, hvor Falster slutter, og broen over til Sjælland går. Det er et meget symbolsk sted for mig, for det er der, jeg kommer fra, men også det, jeg var nødt til at forlade for at blive den, jeg er i dag.”
TIL SIT TREDJE onemanshow satsede Mick Øgendahl stort. Karrieren som standupper kørte, men den oprindelige drøm om at underholde på det store lærred var ikke forstummet.
I 2006 hævede han hele butikken og lånte sig til resten, hvilket gjorde, at han stod med 900.000 kroner på hånden til at finansiere ’Undskyld!’ – en blanding mellem et standupshow og en kortfilm. Inspirationen til filmen fandt han i sin højskoleveninde, der var træt af, at hendes storesøster altid vidste bedst – også når hun tog fejl.
”Det er en lille film, som handler om at ville bevise, at man er god nok. Men for mig handlede det lige så meget om at prøve kræfter med det seriøse skuespil. Det var en film, hvor jeg frasagde mig at lave grimasser og skabe mig åndssvag,” siger Mick Øgendahl, der forsøgte sig med et wild shot. Han skrev til Per Oscarsson, der havde vundet De Gyldne Palmer for sin optræden i ’Sult’. Han havde altid elsket den svenske skuespillers fjæs og drømte om at få ham til at medvirke. Til komikerens store forbløffelse sagde skuespilleren ja.
”Han syntes, det var en virkelig snygg historie. Det gjorde mig stolt og glad, at sådan en erfaren skuespiller kunne se kvaliteten i min lillebitte kortfilm. Det er en af dem, jeg har taget med mig og gemt tæt på hjertet.”
Han fik også ros et andet sted fra, nemlig af komiker-kollegaen Anders Matthesen.
”Matthesen har helt sikkert glemt det, men han så showet, og bagefter gav han mig en krammer og sagde: ’Det er kraftedeme et kunstværk.’”
TO ÅR SENERE sad Mick Øgendahl på Fridthjof Film – der stod bag de populære Stand-up.dk-programmer – sammen med en fyr ved navn Rasmus Heide. Han var også vokset op på Lars Tyndskids mark, og sammen havde de en unison følelse af at være nogle rigtige bonderøve. Pludselig sagde Rasmus Heide: ”Skal vi ikke lave en film sammen?”
Først tænkte Mick Øgendahl, at makkeren måtte være den rene jubelidiot. Men så igen, Heide var faktisk uddannet fra Ebeltoft Filmhøjskole og brændte for fiktion, og det samme gjorde han selv. Faktisk havde han i årenes løb læst stribevis af bøger om dramaturgi, og han havde også gået til privat skuespilundervisning med komikervennerne Anders Matthesen og Audrey Castaneda.
Mick Øgendahl fik en idé. En af hans gamle kammerater fra Falster var blevet taget for spirituskørsel, havde fået frataget kørekortet og var blevet idømt samfundstjeneste. Kunne det måske danne grundlag for en film?
”Og så opstod ideen om et menneske, som selv synes, at han er for fed til alle andre. Han går igennem én lang ydmygelse, der bliver til en dannelsesrejse, hvor han finder ud af, at han ikke er så fed, som han troede. Men at han til gengæld er et godt menneske, han havde blot glemt det. Det er ’Blå mænd’ på et frimærke,” siger han.
Ejeren af Fridthjof Film, Ronnie Fridthjof, syntes, at ideen var så fed, at han smed en ordentlig bunke penge i projektet. Det tiltrak navne som Sidse Babett Knudsen, Troels Lyby og Mia Lyhne samt Thure Lindhardt i hovedrollen som den arrogante sælger, der idømmes samfundstjeneste blandt lossepladsens originaler.
Trods blandede anmeldelser endte filmen med at blive den næstmest sete film i 2008, kun overgået af ’Flammen & Citronen’.
”Nu puster jeg mig lige op,” siger Mick Øgendahl og trækker luften ind med tommelfingeren. ”Den blev set af så mange, at den slog ’Blinkende lygter’, som jo fandeme er den største danske komediefilm, der nogensinde er lavet. Hvor vildt er det lige?”
EFTER SUCCESEN MED ’Blå mænd’ følte Mick Øgendahl, at han kunne lave hvad som helst. Han fortsatte med at turnere med sine onemanshows, men satte også alle mulige andre projekter i søen, heriblandt komedieserien ’Tomgang’, som han selv skrev og spillede hovedrollen i som kioskejeren Mathias. Men mens han var i gang med optagelserne i 2013, meldte en skræmmende tanke sig i hans baghoved: ”Er jeg ved at blive sindssyg?”
Der var flere tegn på, at det ikke stod helt godt til. Han fik svedeture og hjertebanken, sov ikke ordentligt og kunne ikke koncentrere sig om at lege med sine børn, fordi han konstant havde arbejde på hjernen. Efter et produktionsmøde blev han hevet til side af en af producerne, der ville høre, om han var okay. ”Ja da, hvorfor?” spurgte Mick Øgendahl uforstående. ”Når du bliver spurgt om noget i øst, svarer du i vest,” svarede producenten bekymret.
Han havde også tiltagende hallucinationer, hvor han ikke kunne kende forskel på virkelighed og fiktion. Han kunne sidde derhjemme og det ene øjeblik tænke: ”Burde jeg ikke være ovre i kiosken?” Og det næste tænke: ”Du er jo skuespiller, Mick. Kiosken eksisterer ikke i virkeligheden.”
Da han en dag pludselig ikke anede, hvordan hans bil fungerede, selvom han havde siddet i den tusind gange før, blev han klar over, at den var helt gal. Han bad sin kollega om at køre sig til psykiatrisk skadestue, hvor han blev indlagt i en lille uges tid.
I kølvandet på stressindlæggelsen sagde Mick Øgendahls kone sit skolelærerjob op og blev hans manager for at tage sig af mange af de ting, han tidligere selv stod for. Han har siden dengang forsøgt ikke at dobbeltjobbe og holdt sig til et projekt ad gangen. Det lærte han året efter, da han i en periode spillede teater på Nørrebro Teater om aftenen, mens han skrev manuskript til et nyt show om dagen. Hans krop begyndte straks at reagere med kraftige stresssymptomer, så han lagde manuskriptskriveriet på hylden og holdt sig til at spille teater.
I dag er han ikke længere bange for, at stressen skal vende tilbage. Til gengæld er han bevidst om, at han ikke kommer tilbage til fordums styrke.
”Det har måske også noget med alder at gøre, men jeg er aldrig blevet lige så stærk, som jeg var, før jeg gik ned med stress. Der skal meget mindre til, før jeg begynder at skøjte rundt. Det kan jeg tydeligt mærke, og så stopper jeg også, men det er da pisseirriterende at være bevidst om, at man har mistet nogle ram på første sal.”
I RINGSTED ER DET ikke til at se, at Mick Øgendahl skulle have skruet ned. Med en halv time til showstart forsvinder hans ellers muntre mine, og han begynder at vandre frem og tilbage i backstagelokalet med et koncentreret blik mod det skakternede gulv. Men da han træder ind på scenen foran den sitrende, tætpakkede sal, er han som forvandlet. Hen over de næste par timer giver han den som dompappen fra Falster med gummifjæs og akrobatisk krop, der ikke rigtig forstår, hvad hverken han selv eller verden har gang i, og han får publikum til at knække sammen på stolerækkerne og gispe efter vejret.
Da han har smilet sig igennem en længere selfie-kø efter showet, kører Mick Øgendahl ud af Ringsted og ned på motorvejen, der ligger næsten øde i det sene aftenmørke.
”Synes du ikke, at det er spøjst, det der med, at der er så mange mennesker, og så … så er man bare alene?” spørger han, mens bilen arbejder sig nordpå mod hjemmet i Holte.
Det lille vakuum, han ryger ned i efter de fleste shows, er dog ingenting i sammenligning med det store vakuum, han altid oplever, når en turné er slut. Særligt de første 14 dage plejer at være mærkelige, fordi han hele tiden har været omgivet af folk, og der så pludselig er tavst. Det er lige før, han hører ’fantomringetoner’, fortæller han.
”Det er måske voldsomt at kalde det depression, men det er nok en mild form for depression. Det er virkelig svært at vænne sig til ikke længere at være epicentret i sin egen Nebula-tåge.”
Der er stadig en halv turné tilbage af ’Bad Boy’, et halvt land at få til at grine endnu og måske ligefrem skabe refleksion hos. I sit syvende onemanshow er han optaget af arv og miljø, og hvad man får med fra sin mor og far og fra det miljø, man vokser op i. Han føler selv, at han er blevet klogere på mange ting undervejs.
”I dag forstår jeg, at min mor også er produkt af en tid. Det handlede om en reel bekymring. Hun var heldig at få en læreplads som kontorassistent som ung, og så var der sgu ikke tid til meget hurlumhej. Så var det bare at sætte håret op, tage det pæne tøj på og møde ind til tiden. Det er gået op for mig, hvorfor det var så vigtigt for hende, at jeg fik en rigtig uddannelse,” siger han.
”Jeg har tidligere haft svært ved at forstå hende, og jeg tror også, at hun har haft svært ved at forstå mig. Retrospektivt er det 100 procent med rette, for det kunne være endt alle mulige steder. Altså, den der rejse fra at stå på en lillebitte scene og kaste blod op til der, hvor jeg er i dag … det kan jeg jo knap nok selv forstå. Det er måske ikke så underligt, at min mor ikke kunne se det i starten, for den pil kunne være endt så langt uden for skiven.”
Han smiler skælmsk i mørket, mens lyset fra motor-vejs-lamperne drypvist passerer hans ansigt.
”Men, og det her kommer til at lyde så arrogant, men jeg siger det sgu alligevel … nu endte jeg så med at sætte pilen lige i skiven.”
