EN DAMPENDE VARM sommerdag i 1975 kørte Pensak Howitz gennem porten til den danske ambassade i Bangkok. Hun havde været der før som gæst og kendte de præsentable bygninger, søerne med de lilla lotusblomster og den frodige have fuld af sjældne orkideer. Men nu var hun ikke længere den danskuddannede cand.phil. i arkæologi, som skiftende ambassadører gennem årene havde indbudt til selskaber.
Nu var hun ambassadørfrue, og et helt nyt liv med privatchauffør, tjenestefolk og hundredvis af selskaber, middage og receptioner med hende som værtinde ventede. Den spinkle 36-årige kvinde med det nye efternavn rystede ved tanken. Havde hun truffet den rigtige beslutning? Var det klogt at forlade Danmark og en fast stilling på Københavns Universitet, hvor hun havde studeret og arbejdet i 14 år?
Et halvt år tidligere var der gået chokbølger gennem de diplomatiske kredse, da det kom frem, at den nyudnævnte ambassadør i Thailand, 52-årige Frantz Bonaventura Howitz, var blevet skilt fra sin danske kone og havde indledt en romance med en 17 år yngre thai-kvinde. Og der blev ikke bare hvisket forarget om den velrenommerede diplomats valg af partner. Den thailandske ambassadør i Danmark sendte ligefrem et brev til sin fætter, kong Bhumibol, hvori han opfordrede majestæten til at afvise ambassadør Howitz, fordi han var blevet kæreste med en thailandsk kvinde. Det var simpelthen for nedværdigende.
Kongen svarede kortfattet og overraskende tilbage, at hvis dronning Margrethe mente, at hun havde sendt den rette mand til Bangkok, hvorfor skulle han som Thailands konge så ikke modtage hendes gesandt med åbne arme?
Kongens svar blev Pensak Howitz’ redning. Ikke bare når der blev set ned på hendes ægteskab, og hun blev opfattet som en billig thai-pige, der havde giftet sig for at opnå social status og velstand, men også når folk troede, at hun var stuepige på ambassaden – eller ligefrem en prostitueret.
Ægteparret Pensak og Franz Howitz.
TAXACHAUFFØREN har problemer med at finde adressen, men til sidst når vi ned ad den rigtige sidevej. Vi forlader den tunge trafik og det travle gadeliv med små madboder på hovedåren Nawamin. På begge sider af den smalle sidevej er gamle huse pakket ind i tropiske haver. Et af dem tilhører Pensak Howitz, og foran ejendommen er storbyens støj forsvundet, her er kun fuglekvidder og en hushjælp, der går og fejer blade sammen med en stiv kost.
”Jeg beklager meget,” siger 79-årige Pensak Howitz, da hun kommer ud og viser gennem forhaven og hen til en overdækket veranda.
”Mit hus har lige været oversvømmet igen, så det hele er lidt kaotisk. Før i tiden skete det måske en gang hvert 10. år, at der kom en mindre oversvømmelse i regntiden. Nu trænger der vand ind i huset flere gange i løbet af august og september hvert eneste år. Regntiden er blevet længere. Vi mærker også klimaforandringerne her i Bangkok.”
I husets stuer står møbler, kunstgenstande og arkæologiske fund stablet på paller og kasser. Huset er fuld af antikviteter og bogreoler, og bag et sofaarrangement hænger et malet portræt af hendes afdøde mand Frantz Howitz.
”Vi havde et godt ægteskab,” siger den aldrende thailandske arkæolog, der foruden dansk ambassadørfrue har været thailandsk senator, universitetslektor og leder af store udviklingsprojekter.
”Men det var ikke kun en dans på roser. Vi havde forskellig kulturbaggrund, og selvom jeg havde boet mange år i Danmark og kendte til jeres kultur, forfulgte det os gennem alle årene.”
Vi sætter os ned i to kurvestole på verandaen. Ude i forhaven er det begyndt at smådryppe på trækroner og palmeblade. Luften er tyk og varm, og over os roterer en loftsvifte som i svundne kolonitider.
”Det var alt fra små detaljer til de overordnede linjer, der gjorde det svært for os,” forklarer hun og fremhæver en simpel ting som bestik ved middagsbordet.
”I Thailand spiser man med ske og gaffel, og det syntes jeg jo var naturligt, at vi også gjorde, men Frantz insisterede på at spise med kniv og gaffel. Faktisk lærte min mand aldrig at sætte pris på thailandsk mad. Det var jeg ret såret over. Jeg følte vel, det var at vende min kultur ryggen.”
79-årige Pensak Howitz færdes hjemmevant på både bonede gulve og i regnskoven.
PENSAK CHAGSUCHINDA blev i 1939 født ind i en velhavende familie i det nordøstlige Thailand. Hendes mor var adelig, og slægten havde kontrolleret hele egnen omkring byen Sakon Nakhon i generationer. Hendes far var dommer og ud af en veluddannet købmandsfamilie. Mens jævne folk på egnen sultede og måtte spise tudser, larver og biller for at overleve, havde hun selv en ganske sorgløs barndom – i hvert fald efter anden verdenskrig, hvor freden vendte tilbage til Thailand efter hårde år med japansk besættelse og intense kampe mellem modstandshæren og japanerne.
Forældrene mente, at dommerbørnene skulle lære om livets alvorligheder, og hverdagen for den lille pige blev derfor tilbragt blandt fattige bønder, røgtere og daglejere. Og her, i det tørre, ubemidlede land tæt på grænsen til Laos, blev kimen lagt til en livslang kamp for fattiges rettigheder og en stor social forståelse.
”Jeg har set det som en livsudfordring at kæmpe for de fattige thailænderes muligheder. Da jeg lavede udviklingsarbejde i 70’erne, handlede det først og fremmest om at mætte munde, for mange sultede stadig. Senere gik vi i gang med at bygge skoler. Uddannelse og oplysning er vejen frem. Fattige på landet drømmer helt basalt om de samme vilkår som de rigere mennesker i byerne. De vil have en god uddannelse, der kan give dem et godt liv.”
En god uddannelse fik Pensak Howitz selv – ikke i Thailand, men i Danmark. I 1961 blev den da 22-årige thailandske kvinde tilbudt et dansk stipendium for at lære om turismefaget og arbejdede det efterfølgende år som trainee på SAS-hotellet midt i København. Året efter begyndte hun studier i arkæologi på Københavns Universitet.
”Jeg forelskede mig i Danmark. Jeg var vild med mentaliteten, friheden og årstiderne, der skiftede. Det var alt lige fra maden til lyset på en kort vinterdag – og en grundlæggende fascination af, at et så lille land kan fremelske en så solid økonomi og så mange dygtige forfattere, arkitekter og videnskabsmænd. Hvordan kunne det lade sig gøre? Danmark var et dragende mysterium for mig – og er det stadig.”
“Han syntes, vi skulle være ligeglade med, hvad folk tænkte. Men det kunne jeg ikke. De troede jo, at jeg var hans luder.”
I LØBET AF efteråret 1974 stod hun ofte om morgenen i sin kvistlejlighed på Borups Allé i København og skævede til telefonen. Ville han ringe? Endnu en gang? Skulle hun tage den og snakke med ham eller lade telefonen kime færdig? Manden i den anden ende af røret var hendes nye kursist på thai-studierne på Københavns Universitet, hvor den 35-årige arkæolog arbejdede som ekstern lektor. Diplomaten var med sin noble påklædning, sit tilbageredte, gråsprængte hår og sin aristokratiske attitude ikke som den thailandske kvindes andre kursister på universitetet. Nu var han begyndt at ringe hjem til hende hver morgen, og hun var dybt splittet. Hun var godt klar over, at han var ude på noget, men han var jo gift og i øvrigt 17 år ældre.
”Jeg havde det svært med Frantz’ sværmerier i begyndelsen. Jeg syntes ikke, han var så interessant endda, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at undgå ham. Det ville simpelthen være en katastrofe, hvis jeg blev gift med en hvid mand, en farang, som vi kalder det. Det gjorde man bare ikke.”
Faktisk havde hun givet sine forældre det klare løfte, at hun ikke ville forelske sig i en dansk mand, da hun rejste til Danmark for at studere.
”Dengang så man dybt og inderligt ned på kvinder, der giftede sig med udenlandske mænd. De blev stemplet som ludere.”
Men da begge hendes forældre døde med kort tids mellemrum i 1974, var hun frigjort af sit løfte.
”Det var en svær tid for mig, og jeg savnede en at snakke med – en, der kunne være der for mig. Det ville Frantz, og lidt efter lidt opstod der sød musik.”
I en lægeroman ville det sidste punktum måske blive sat her, men virkeligheden var en anden. På det tidspunkt sagde juraen, at Frantz Howitz ville overtage hele Pensak Howitz’ arvede formue fra de velhavende forældre – også efter en eventuel skilsmisse – hvis de to blev gift på thailandsk jord.
”Efter et bryllup ville manden simpelthen eje kvinden og alt, hvad der tilhørte hende, for evig tid. Det kunne jeg ikke risikere.” Parret blev derfor viet uden for Thailand, på den danske ambassade i Tokyo.
I de højere kredse i Bangkok blev man efterhånden klar over, at den danske ambassadør var gift med en lokal kvinde, og accepten fra kongeslottet forgrenede sig til ministerier og diplomatiet.
”Men almindelige folk på gaden vidste jo ikke, hvem vi var, og jeg følte, at alle så ned på mig. Det var, som om jeg kunne høre, at de hviskede om os overalt, hvor vi gik.”
Frantz Howitz yndede at spadsere sammen med sin kone ned til det lokale søndagsmarked med duftende mad, spraglede tekstiler og friske grøntsager, gerne hånd i hånd.
”Men jeg kunne ikke udstå det. Jeg nægtede at holde ham i hånden og gik helst 10 skridt bag ham og lod, som om jeg ikke kendte ham. Så meget skammede jeg mig. Han blev sur på mig. Han syntes, vi skulle være ligeglade med, hvad folk tænkte. Men det kunne jeg ikke. De troede jo, at jeg var hans luder.”
FRA BONDELAND TIL BONEDE GULVE
Pensak Chagsuchinda Howitz er født i Thailand i 1939 og er opvokset i provinsbyen Sakon Nakhon og Bangkok. Flyttede til København i 1961. Uddannet arkæolog fra Københavns Universitet. Var med til at stifte thai-studierne samme sted og underviste her frem til 1975.
Dansk ambassadørfrue i henholdsvis Thailand, Saudi-Arabien og Japan fra 1975 til 1986. Stiftede i 1976 hjælpeorganisationen Raindrop Foundation, der blandt andet har bekæmpet fattigdom, oprettet skoler og udviklet landbrug rundt om i Thailand.
I 2000 blev hun valgt som senator i det thailandske parlaments overhus. Her sad hun frem til senatets opløsning efter den urolige Thaksin-periode i 2008.
PÅ VERANDAEN serverer en ung, kvindelig assistent kaffe og thailandske kager. Pensak Howitz slår over i thai et øjeblik og dirigerer med sine smykkebesatte hænder, hvor kopper og fade skal placeres. Hun er tydeligvis vant til at instruere folk omkring sig.
”Sådan var det også med min mand i de første år i Thailand. Han var på udebane, og jeg måtte gang på gang korrekse ham, for eksempel når han hilste med det thailandske wai og sagde sawadee krap (goddag. red.) til selv små børn. Det gør man ikke. Nogle gange blev han irriteret, men i sidste ende kom det ham til gavn, at han havde mig som sin personlige lokale vejleder. Man endte med at sætte umådelig stor pris på Frantz her i Thailand, og han lærte at begå sig rigtig fint.”
Alligevel kunne det slå gnister mellem parret, for eksempel hvis Pensak Howitz oplevede, at hendes mand ikke behandlede de thailandske ansatte ordentligt.
”Jeg følte mig skyldig og splittet. Det var jo mit folk, min kultur, han skældte ud på.”
Navnlig én episode har været svær at glemme for Pensak Howitz, nemlig en middag på den danske ambassade, hvor Frantz Howitz over for de øvrige gæster lod vide, at man ikke kunne stole på thaier. ”De stikker dig med en kniv, hvis du vender ryggen til,” sagde ambassadøren til sine gæster. Den udtalelse gjorde hende rasende. Der var måske noget om snakken i visse henseender, men i situationen var det, som om det var hende, han talte om, og hun var dybt såret i ugevis bagefter. Men på trods af kulturforskellene forblev parret sammen frem til Frantz Howitz’ død.
”Vi valgte ikke hinanden af økonomiske eller andre praktiske grunde. Der var kærlighed mellem os og i sidste ende en respekt for hinanden.”
Tre mænd, der på forskellig vis har fyldt meget i Pensak Howitz’ liv: Prins Henrik, ambassadør Frantz Howitz og Thailands kong Bhumibol.
DET SAMME kærlighedsbånd mener Pensak Howitz ikke findes hos flertallet af de titusindvis af vestlige-thailandske par, der siden er kommet til.
”For de thailandske kvinder er det cool business. De kommer fra fattige kår og har måske allerede en thailandsk mand og børn, der skal forsørges – for ikke at tale om svagelige forældre, der skal plejes. Det koster, og her kan et ægteskab med en vestlig mand være en udvej.”
Den 79-årige kvinde stopper op, bliver fjern i blikket og smager et øjeblik på den næste sætning.
”Jeg har egentlig sympati for de her kvinder, der gifter sig med vestlige mænd,” siger hun. ”Jeg synes ikke, nej … man kan ikke stemple det som prostitution, selvom de gør det for pengenes skyld. De kvinder er desperate. Vi har ikke det samme gode velfærdssystem her som i Danmark. Mange af de unge kvinder, der vælger at gifte sig med en farang, befinder sig i en virkelig kritisk situation, men de sælger altså ikke deres krop til syv-otte forskellige mænd hver dag, som en luder gør. Det synes jeg er en vigtig pointe.”
Pensak Howitz har til gengæld ikke meget tilovers for de firmaer, der tjener fedt på at være bindeled mellem vestlige mænd og thailandske kvinder. Hun fnyser.
”Dem skammer jeg mig over. Det er glubske pengemaskiner uden skyggen af empati. Jeg kan også godt blive bekymret for nogle af de thailandske kvinder i Danmark. Det er ingen hemmelighed, at flere af dem er endt i voldelige ægteskaber. Men de har deres thailandske opdragelse med sig, og derfor går de stille med dørene. De skal ikke risikere noget,” siger Pensak Howitz, der i en periode forsøgte at rejse midler til et dansk krisecenter for thai-kvinder.
”Men vi løb hele tiden panden mod en mur med det projekt. Det ærgrer jeg mig stadig over. Vi har en pligt til at hjælpe de kvinder, der strander i et kynisk ægteskab langt væk hjemmefra. De har måske nok selv valgt at blive gift med en dansk mand, men har de også valgt en voldelig partner? Selvfølgelig ikke.”
PENSAK HOWITZ
Købte i 1975 et gammelt adelshus i Thailand og fik det flyttet til Moesgaard Museum, hvor det står i dag og er et samlingspunkt for især dansk-thailandske par.
Besøgte sammen med dronning Margrethe og hofdame Anita van Hauen i 1984 det royale harem i Saudi-Arabien. Det var første gang, en udenlandsk dronning blev inviteret med derind.
Har været udsat for attentatforsøg flere gange. Under et af dem, i 1976, blev hendes svoger skudt og dræbt.
Foreslog som senator i 2002 den daværende premierminister Thaksin, at Thailand skulle have et kulturministerium ligesom Danmark. Thaksin lyttede og oprettede kort efter det nye ministerium.
Har tætte bånd til den kongelige familie i Bhutan. I 2006 tog hun den daværende bhutanske dronning med på et danmarksbesøg, der omfattede middag på Fredensborg og en tur til Vesterhavet.
Har fem hunde, der alle er opkaldt efter personer og ting, hun godt kan lide. Den yngste i flokken er puddelhunden Obama.
VINTEREN VAR så småt på vej til Tokyo, da Frantz Howitz en eftermiddag i 1986 kort kiggede forbi ambassadørboligen, hvor parret havde boet i godt et år efter først seks år i Thailand og derefter fire år i Saudi-Arabien. Han havde travlt, han var ved at komme for sent til tennis med den hollandske ambassadør, og han bad derfor om lov til at låne nøglerne til sin kones lille, fikse sportsvogn. To timer senere ringede telefonen. Pensak Howitz’ mand var faldet om med en hjerneblødning under første sæt og var på vej til det nærmeste hospital.
Tre uger senere åndede Danmarks 63-årige ambassadør i Japan ud. Tilbage ved sygesengen sad hans 47-årige enke og nægtede at give slip på sin mands slappe hånd. Til sidst måtte en sygeplejerske vikle de to hænder fra hinanden.
Efter begravelsen af Frantz Howitz i Danmark blev tankerne dystre. I mange måneder gik Pensak Howitz rundt i sit hus i Bangkok og følte ikke, hun havde noget tilbage at leve for. Hun havde mistet sin mand og sin identitet som dansk ambassadørfrue. Men mens selvmordstanker pressede sig på, kom der pludselig et langt, personligt brev fra Thailands dronning Sirikit. Hun bad Pensak Howitz om at give hjælpeorganisationen Raindrop Foundation, som hun og Frantz Howitz havde startet i tiden som ambassadørpar i Thailand, en ny chance. Det blev et mentalt vendepunkt, og de næste mange år viede Pensak Howitz sit liv til udviklingsarbejde i Thailand med hjælp fra Danida og private danske midler.
En ny mand kom der dog ikke ind i hendes liv.
”Hvis jeg havde valgt at bo permanent i Danmark efter min mands død, så måske, men nu blev Thailand min faste base, og jeg kunne aldrig drømme om at gifte mig med en thailandsk mand. De stiller krav til kvinder, som jeg aldrig har ønsket at stå model til. Da jeg var ung kvinde, blev vi alle opdraget til, at ægtemanden var vores gud. Det øjeblik, man blev gift, var man ikke længere et individ. Man var mandens ejendom. Det har jeg aldrig kunnet forlige mig med,” siger Pensak Howitz, der mener, at det gamle thailandske kønsrollemønster i dag lever videre i stor udstrækning.
”De thailandske mænd har generelt ikke høje tanker om os kvinder. Nu er der sikkert nogle, der bliver vrede på mig, men det står jeg ved. I den thailandske kultur er manden en hankat, en strejfer, der kan tillade sig at gøre fuldstændig, hvad der passer ham – se elskerinder, smutte en tur på bordel. Selvom det officielt er ulovligt at gå til en prostitueret, er det accepteret i nærmest alle sociale lag. Min far var en typisk casanova, og han havde eskapader her, der og alle vegne. Jeg synes, han lod min mor i stikken, men hun tillod det, for hun vidste, at han altid kom hjem igen. Da hun døde, blev min far så knuget af sorg, at han selv døde få måneder efter.”
Pensak Howitz har modtaget flere af de fineste ordner, man kan få i Thailand. Her er hun fotograferet i sit danske hjem i Hellerup på vej til aftenselskab på Thailands ambassade.
ET PAR TIMER syd for Bangkok gennemvæder lilla og lyserøde neonskilte den varme tropenat i Pattaya. Fuglekvidderen fra Bangkoks stille sideveje er afløst af tunge technobeats, der dundrer ud fra barer og natklubber, hvor nedringede og lårkorte servitricer bringer fadøl og paraplydrinks rundt til det mandlige publikum.
Den tidligere ambassadørfrue er taget med denne skribent herned, og hun ryster på hovedet ad den tætpakkede gågade Walking Street, hvor letpåklædte massagepiger, ladyboys og gogopiger står udstillet i glasbure hævet over menneskemængden for at lokke mænd indenfor til det næste stripshow.
”Det her er ikke thailandsk kultur. Det er noget, der opstod under anden verdenskrig med de japanske soldater. Senere kom amerikanske soldater hertil under Vietnamkrigen, og til sidst charterturisterne. Udlændinge har i årtier udnyttet vores liberale forhold til prostitution og gjort det til en vulgær pengemaskine med pædofili og perverse shows. Det her sexcirkus skulle vi have kvalt for mange år siden,” lyder det kontant.
Men er den thailandske sexturisme ikke affødt af den i forvejen udbredte bordeltradition blandt thailandske mænd?
”Der er ingen tvivl om, at vi har en meget lang og integreret prostitutionskultur i Thailand. Mænd i det her land har siden tidernes morgen haft en stor trang til sex, og det har alle dage været stiltiende accepteret, at man både fik stillet det behov ude og hjemme. Thailandske mænd kan ikke nøjes med én kvinde. Min fars familie drev bordeller tæt på grænsen til Laos som en del af forretningsimperiet, og det var der ikke noget odiøst i. Men det foregik i diskretion. Det var en accepteret måde for ubemidlede kvinder at tjene penge på. Det var først, da japanerne kom under krigen, at det ekspressive, vulgære sexmarked, som vi befinder os i her, opstod.”
Ifølge Pensak Howitz har skiftende thailandske regeringer set gennem fingre med udviklingen i håbet om at booste turismen.
”Intentionen om at gøre Thailand til en førende feriedestination er god – men op mod årtusindskiftet blev det mere og mere et spørgsmål om at jagte hurtige penge, og derfor har sexturismen desværre fået lov at blomstre. Men vores nuværende, ikke-folkevalgte regering har sat hårdt mod hårdt i et forsøg på at komme sexturismen til livs, og der er indført en række ny love på området.”
En af dem betyder blandt andet, at hoteller i feriebyerne ikke uden videre må lade enlige thailandske kvinder komme ind.
”Det oplevede jeg selv for nylig. Jeg ville ind og spise en god middag på et hotel, hvis restaurant jeg havde fået anbefalet. Nu er jeg ikke just nogen vårhare og ligner ikke en typisk callgirl, men alligevel blev jeg i første omgang afvist, så lovgivningen virker – i hvert fald et stykke ad vejen, ” siger Pensak Howitz, der hylder de nye tiltag imod sexturismen, men ikke er tilhænger af at forbyde prostitution.
”Det ville ikke gavne. Jeg mener grundlæggende, at hvis en kvinde ønsker at tjene penge på at sælge sin krop, skal det stå hende frit for.”
I 1986 kickstartede Pensak Howitz på kongehusets opfordring sin udviklingsorganisation Raindrop Foundation. Her ses hun i ærbødig audiens hos kong Bhumibol, dronning Sirikit og kronprinsesse Sirindhorn.
UNDER BESØGET i Pattaya har vi base i Jomtien – en forstad nogle kilometer længere sydpå, hvor der er skruet ned for den potente bling-bling-stemning, ikke mindst i Soi Danmark – danskergaden, hvor bodegaer og spisesteder i årevis har været drevet og besøgt af danskere.
Der er frikadeller og flæskesteg med rødkål og brun sovs på menukortene, skummende Carlsberg i glassene, og rød-hvide dannebrogsflag pynter flere facader.
Men også i Jomtien er der stribevis af massagebarer for både heteroseksuelle og homoseksuelle mænd, og i nogle af sidegaderne flyver det med ’Hellooo, sexy man’-tilråb og tilbud om enten happy massage eller sex fra de ventende massører, der sidder på små plastikstole og holder godt øje med især enlige mænd.
”Har du lagt mærke til, hvor mange hvide mænd med store, oppustede maver der er her?” spørger hun, mens vi går ned ad Jomtiens strandvej med barer, butikker og spisesteder på den ene side og stranden med rækker af kokospalmer på den anden.
”Og har du lagt mærke til, hvor mange af dem der kommer gående med en lille, slank thailandsk kvinde ved deres side? De kvinder er opdraget i en gammeldags kultur, hvor mandens frihed bliver tilgodeset på kvindens bekostning. Danske kvinder er selvstændige og stærke individer, der ikke så let lader sig føje. Det er anderledes her, og det er der nogle typer mænd, der falder for.”
I dag har kvinder og mænd på papiret samme rettigheder i Thailand, og kvinder har muligheder, de ikke havde for en generation eller to siden. Men Thailand er ikke i mål.
”Vi har ligestilling, ja. Men den gamle kultur lever videre, og den er ikke let at ændre på. Machokulturen er med til at spænde ben for udviklingen af Thailand.”
Pensak Howitz oplever dog spæde tegn på, at en ny æra er ved at tage form. ”I gadebilledet ser man flere og flere kvinder, der kører på deres egen motorcykel. Vi har også fået kvindelige taxachauffører i Bangkok. Det var utænkeligt, da jeg var yngre.”
Den tidligere ambassadørfrue peger også på de ligestillingstiltag, som skiftende regeringer har gennemført, senest med den officielle anerkendelse af transseksuelle som et køn på lige fod med mand og kvinde.
”Vi har tre køn i Thailand nu, og det er jeg stolt over. Vi har ikke en religion, der fordømmer homoseksuelle og transkønnede. Der står intet i nogen buddhistiske tekster om, at det er forkert eller amoralsk at have sex med en person af samme køn. Derfor har det været accepteret i vores kultur længe, modsat i Vesten og ikke mindst i Mellemøsten.”
Tidligere så man ned på decideret transkønnede og de såkaldte ladyboys, som er mænd, der bevarer deres genitalier, men ofte får indopereret kunstige kvindebryster og går klædt som kvinder.
”Forældrene skammede sig, hvis deres børn viste tegn på at være transseksuelle. Jeg har selv bekendte, der har skiftet køn i en sen alder. De er blevet langt lykkeligere mennesker af det, og det skal vi da hylde, ikke fordømme.”
Pensak Howitz glæder sig over, at ladyboys og transkønnede i dag er blandt Thailands bedst betalte filmstjerner. Det har været med til at blåstemple hele LGBT-universet yderligere.
”De ligner kvinder og føler sig som kvinder, men tænker nok som mænd. I hvert fald forstår de at udnytte et potentiale,” smiler Pensak Howitz og understreger dermed den livslektie, hun engang blev citeret for på forsiden af Bangkok Post:
’Make Yourself Useful.’
