PÅ BYGGEPLADSEN blander lyden af silende regn sig med motorstøj fra gravkøer og sikkerhedssko, der trasker tungt gennem mudderet. Larmen fortrænger næsten formiddagstrafikken, der glider hen over Valby Bakke og forbi de gamle mure, der omkranser Zoologisk Have i København. Ved foden af det karakteristiske sorte tårn – havens vartegn – venter børnehavebørn i farverige flyverdragter på at blive sluppet løs på de asfaltbelagte stier. Men havens dyr gemmer sig i deres anlæg. Kun isbjørnene og pingvinerne trodser det dårlige vejr for at få sig en kold dukkert.
I resten af Zoo kan man ikke se, at der er noget i gære. Men gennem vinduerne i primathuset, hvor aberne har hjemme, fornemmer man det. Det nye, endnu ikke færdige panda-hus – et 160 millioner kroner dyrt byggeri, der er tegnet af Bjarke Ingels Group og Schønherr Landskabsarkitekter – ligner på afstand en flyvende tallerken, der er landet lige dér, hvor det gamle elefanthus plejede at ligge.
Tættere på ser man konturerne af det cirkelformede anlæg i glas og stål, der skal forestille yin og yang. En byggeleder stirrer ned i det hul i jorden, som skal blive til en panda-souvenirbutik, mens håndværkere i gule veste og hjelme farer frem og tilbage med byggematerialer og værktøj, og gartnere planter bambus på strategisk udvalgte steder.
Midt i det hele står kinesiske Hou Rong, Xie Zhong og Wu Kongiu i neongule sikkerhedshjelme, sorte damestøvler og ens, knælange dynejakker. De ser ud til at fryse en anelse i det danske vintervejr. Den kinesiske delegation er fløjet til Zoologisk Have i København fra Chengdu i Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina for at inspicere byggeriet, og de er de eneste på pladsen, der ikke er iført sikkerhedssko.
Zoos videnskabelige direktør Bengt Holst viser ivrigt frem og guider de tre kvinder væk fra den mudrede byggeplads og ned i anlæggets underetage, der ud over stalde skal huse konferencelokaler og en restaurant. Med jævne mellemrum afbrydes hans talestrøm af en boremaskine eller et nysgerrigt spørgsmål fra kineserne, der skribler sirlige kinesiske tegn ned på notesblokke og tager billeder med deres smartphones.
Det er kun Hou Rong og Xie Zhong, der taler engelsk, så de må agere tolke for Wu Kongiu, som er meget bekymret for vandstanden i anlægget.
”Der var engang en chimpanse-unge, der druknede i Guangzhou Zoo,” forklarer Hou Rong.
Bengt Holst må forsikre dem om, at vandstanden ikke er dybere, end pandaerne kan klare.
”Det kommer ikke til at ske i København. Vi har været her i 150 år, og ingen er druknet,” siger han og smiler let.
Ordvekslingen er uformel og formår næsten at skjule alt det, der er på spil: Om lidt over to måneder skal anlægget være færdigt til pandaerne Xing Er og Mao Sun, der kun er til låns, og bliver det ikke godkendt, kommer Hou Rong, Xie Zhong og Wu Kongiu igen til en ny inspektion. Forsinkelser er ikke noget, man er vant til i verdens folkerigeste land.
Wu Kongiu kigger igen op fra sin notesblok og siger noget på kinesisk.
Kollegerne oversætter: ”Hvordan vil I opsamle deres urin?”
NI ÅR TIDLIGERE sad Hans Halskov i Chengdu ved et mødebord på byens rådhus. Ved sin side havde den danske konsul sin assistent, og over for ham sad to repræsentanter fra bystyrets Foreign Affairs Office. Hans Halskov var inviteret til rådhus-reception for at markere det kinesiske nytår, og som altid benyttede han lejligheden til at arrangere et fremtidssikrende og forsonende møde. Ikke mindst da 2010 var 60-året for de diplomatiske relationer mellem Danmark og Kina,
Året forinden var Danmark kommet på kinesernes sorte liste, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i slutningen af maj 2009 sagde ja til at mødes med Tibets åndelige leder Dalai Lama på Marienborg. Det vakte vrede i Kina, hvor man betragter det tidligere selvstændige Tibet som en kinesisk provins, og Dalai Lama, der har levet i eksil i Indien siden 1959, som en oprører.
Kilder med tilknytning til den danske ambassade i Kina fortæller, at mødet mellem Lars Løkke Rasmussen og Dalai Lama betød aflysninger af flere planlagte ministerbesøg, og at de officielle forbindelser mellem de to lande nærmest blev lukket ned. De blev først genoptaget efter lange forhandlinger, som resulterede i, at et bredt flertal i Folketinget i december 2009 vedtog en erklæring, der understregede, at Danmark anerkendte Kinas suverænitet i Tibet og for fremtiden ville behandle besøg fra Dalai Lama med varsomhed. Lars Løkke Rasmussen afviste efterfølgende, at erklæringen var et udtryk for, at Danmark havde bøjet sig for pres fra kineserne.
Hans Halskov – som Ud & Se møder på et kontor i Lyngby, hvorfra han i dag driver en virksomhed, der varetager kinesiske investeringer i Europa – husker tydeligt, hvordan kinesiske taxachauffører kvitterede med nedadvendte tommelfingre, hvis man i Beijing i den periode fortalte, at man var dansker.
Den diplomatiske krise nåede dog ikke at forgrene sig til de dansk-kinesiske relationer i Sichuan-provinsen, inden den blev afmonteret af det danske folketing. Derfor oplevede Hans Halskov kun velvilje fra bystyret, da han på rådhusmødet foreslog, at man skulle promovere 60-årsjubilæet ved at få pandaer til Danmark.
Chengdu, der har 11 millioner indbyggere, bliver også kaldt ’pandaernes hjemby’, så for Hans Halskov var det oplagt. Og da kineserne ikke var afvisende, besluttede han sig for at gå videre med ideen. Tilbage i konsulatet i Chongqing, cirka 400 kilometer øst for Chengdu, bad han en af sine ansatte om at sende en mail til København Zoo:
”Kære Bengt Holst. I forbindelse med 60-årsdagen for Kina og Danmarks samarbejde har det Danske konsulat i Chongqing været i dialog med Foreign Affairs Office i Chengdu og diskuteret, hvordan man netop kan promovere den storslåede dag, både i Danmark og i Kina. En af aktiviteterne, der er blevet diskuteret, er, om ikke det er muligt, at København Zoo kunne være ’vært’ for en pandagruppe i forbindelse med Kina-Danmark-60-årsdagen? Ser frem til at høre fra dig.”
Foto: Getty Images
DER ER BARE noget ved pandaen, verdens mest sjældne bjørn, der gør den næsten uimodståelig. Neurologer mener, det skyldes, at pandaens runde hoved, store øjne, flade næse og tumlende adfærd aktiverer menneskets forældreinstinkt på samme måde som et spædbarn. Selv pandaens måde at spise på, siddende på rumpen og ved hjælp af forpoterne, der er udstyret med en slags pseudo-tommelfingre, minder os om os selv. På trods af at de er sky og bruger det meste af døgnet på at spise, løber de sort-hvide bamser med opmærksomheden i en grad, der gør løver, tigre og elefanter til andenrangsborgere i zoologiske haver verden over.
Men pandaen er også et evolutionært paradoks. Oprindelig var bjørnen kødspiser, men for cirka to millioner år siden blev den vegetar og droppede kød til fordel for en kost næsten udelukkende bestående af bambus – en plante, dens mave har svært ved at fordøje, hvilket betyder, at den er nødt til at spise enorme mængder for at overleve.
Pandaen er kræsen, ikke særlig aktiv for at sige det mildt, ekstremt dårlig til at formere sig og ville sandsynligvis være så godt som udryddet, hvis ikke der var blevet iværksat omfattende tiltag for at bevare den. Flere forskere har gennem årene argumenteret for, at man burde lade naturen gå sin gang og lade pandaen uddø. Men ingen steder betyder pandaen mere end i Kina, hvor den betragtes som en nationalskat.
9 TING, DU – MÅSKE – IKKE VIDSTE OM PANDAEN
1. Pandaen har eksisteret i Kina i to-tre millioner år, men blev først kendt i den vestlige verden i 1869, da en fransk missionær modtog en pandapels fra en kinesisk jæger.
2. Siden 1961 har pandaen prydet logoet for Verdensnaturfonden. Ifølge fonden selv blev den sort-hvide bjørn valgt, fordi den var truet og havde bred appel, men også for at spare printomkostninger, så man slap for at printe i farver.
3. Levetiden for en panda er 20 år i naturen og 25-30 år i fangenskab. Verdens ældste panda, en hun ved navn Jia Jia i Ocean Park i Hong Kong, døde i 2016, 38 år gammel.
4. Pandaens navn menes at stamme fra det nepalesiske ord poonya, der betyder ’bambusspiser’.
5. På grund af pandaens enorme indtag af bambus kan den skide op til 40 gange om dagen og producere mere end 10 kilo afføring. I Kina kan man købe luksus-lommetørklæder og -toiletpapir produceret af panda-fæces.
6. Pandaen har svært ved at formere sig, særligt i fangenskab. Det skyldes, at de opdrættede pandaer tages fra moren så tidligt, at de ikke når at overvære hende parre sig på ny. I Kina forsøgte man en overgang at vise panda-porno for unge hanpandaer, men det var ikke nogen stor succes.
7. Pandaen har i mange år været truet af udryddelse, dels fordi dens levesteder er blevet indskrænket på grund af mennesker, dels fordi store dele af de livsvigtige bambusskove visnede efter blomstring i 80’erne. Men Kinas avlsprogrammer har været så effektive, at IUCN – den internationale union for naturbevarelse – i 2016 ændrede pandaens status fra ’truet’ til ’sårbar’.
8. Det har længe været uvist, hvorfor pandaens pels er sort og hvid. Men ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2017 skyldes det, at den skal kunne camouflere sig i både skygge og sne, samt at den bruger sin særegne pels til at sende signaler til andre pandaer.
9. Det første moderne eksempel på pandaerne som politisk gave var i 1941, da USA modtog to pandaer – Pan-Dee og Pan-Dah – fra det daværende kinesiske styre som symbol på de to landes alliance mod japanerne under anden verdenskrig.
PANDAEN HAR ikke blot enorm historisk og kulturel betydning i verdens folkerigeste land, den har også stor værdi for den kinesiske regering, der i mange år har benyttet den sjældne bjørns status til politiske formål – det såkaldte panda-diplomati.
Ifølge Andreas Bøje Forsby, forsker i asiatisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet, har Kina siden den kolde krig brugt pandaen til at pleje udenrigspolitiske relationer: ”Pandaen har symboliseret diplomatisk velvilje og eksklusivitet over for udvalgte lande. Kineserne låner pandaer ud til lande, de har et tæt diplomatisk og handelsmæssigt forhold til, eller som de af forskellige årsager er interesserede i at opdyrke bedre relationer til.”
Journalist og Kina-ekspert Mette Holm forklarer, at Danmark – og andre lande – går ganske meget op i at modtage de symbolske dyr for at bevare det gode forhold til Kina. I sidste ende drejer det sig om handel med kineserne, som danske virksomheder solgte varer og tjenester til for næsten 65 milliarder i 2017.
”Kina er blevet et af Danmarks største og vigtigste eksportmarkeder. Men i Kina er stat og privat ikke adskilt på samme måde som i Vesten. Kinas regering kan fra den ene dag til den anden sige til virksomheder, at de ikke må handle med Danmark. Derfor betyder det meget for eksporten at være på god fod med kineserne,” siger Mette Holm, der henviser til, at kineserne lukkede helt ned for import af laks fra Norge, efter at Nobelkomiteen i 2010 gav fredsprisen til den fængslede kinesiske forfatter og systemkritiker Liu Xiaobo.
Aftalen gik i stedet til Skotland, der fik pandaer året efter. Nordmændene derimod skal næppe gøre sig forhåbninger om at få pandaer lige foreløbig.
Siden midten af 1900-tallet er pandaerne blevet brugt som en del af det, der på kinesisk bliver kaldt guanxi – et begreb, der dækker over betydningen af sociale netværk og personlige bånd i alle former for relationer, og som gennemsyrer den kinesiske kultur.
”I Kina samarbejder man ikke med folk, man ikke kender. Det gælder lige fra handel mellem private virksomheder til udenrigspolitik,” forklarer Mette Holm.
Hanpandaen Xing Er kommer til Danmark på et afbud. Foto: Ritzau/Scanpix
DET VAR MAO Zedong, der institutionaliserede brugen af pandaerne som diplomatisk værktøj, efter kommunisterne overtog magten i 1949. En undersøgelse fra Oxford University, publiceret i 2013, har dokumenteret, hvordan ’panda-diplomatiet’ har udviklet sig siden midten af det 20. århundrede. I starten blev pandaerne fortrinsvis givet til kommunistiske lande som Sovjetunionen og Nordkorea. Men i 1972, efter præsident Nixons banebrydende statsbesøg i Beijing, modtog Washington Zoo to pandaer som symbol på de to landes forsoning. I 80’erne blev der indgået flere lukrative aftaler med vestlige lande om korttidslån af pandaer, og i de senere år er den kinesiske regering ifølge forskerne fra Oxford University begyndt at bruge pandaerne som politisk instrument til at skabe relationer til lande, som Kina deler interesser med – også kaldet ’blød magt’.
Den britiske undersøgelse har kortlagt, at når Kina udveksler pandaer med vestlige lande, falder det ofte sammen med lukrative handelsaftaler. Således modtog Australien, Canada og Frankrig alle pandaer efter at have indgået aftaler om eksport af teknologi og uran til Kina. For Skotland faldt pandalånet sammen med aftaler om offshore boreteknologi og eksport af laks, og i Holland var det avancerede sundhedsløsninger, som kineserne var interesserede i.
Under det danske statsbesøg i Kina i 2014, hvor dronning Margrethe officielt fik udlånt de to pandaer af præsident Xi Jinping, blev Danmark det første land, der fik lov til at eksportere forarbejdet svinekød til det kinesiske marked, en potentiel milliardforretning for danske svineeksportører.
Danmarks ambassadør i Kina, Carsten Damsgaard, ser ikke nogen direkte sammenhæng mellem pandaerne og dansk-kinesiske erhvervsaftaler, men anerkender, at pandaerne kan åbne døre for danske virksomheder i Kina.
”Pandaerne har stor symbolsk betydning for de officielle relationer mellem Danmark og Kina,” siger han.
Potentielt kan kineserne også bruge pandaerne som pressionsmiddel. I 2010 kaldte styret således pandaen Tai Shan hjem fra Washington Zoo, tilsyneladende som straf for, at præsident Obama havde mødtes med Dalai Lama.
Andreas Bøje Forsby tvivler dog på, at kineserne vil kalde de to pandaer hjem fra København, hvis Danmark pludselig skulle ytre sig kritisk over for Kina:
”Jeg har svært ved at se, hvad kineserne skulle få ud af det. Det ville hurtigt kunne ende som et gigantisk selvmål i PR-mæssig forstand.”
I november 2018 blev antallet af pandaer i naturen anslået til at være lidt over 1.800, mens 548 pandaer lever i fangenskab. Men nogle forskere mener, at antallet af vilde pandaer kan være højere. Foto: Ritzau/Scanpix
PANDANAVNENE Mao Sun og Xing Er betyder ’Skud fra bambusarten Mao’ og ’Anden søn af Stjernen’. De to bjørne er fem og seks år gamle og kommer begge fra Chengdu Panda Base, hvor kineserne siden 80’erne har opdrættet pandaer i fangenskab.
Hunnen, Mao Sun, er lidt af en berømthed i sit hjemland, hvor hun blev kendt for sine klatreevner, efter et gruppebillede fra pandabasen gik viralt på Weibo, Kinas svar på Facebook. Hannen, Xing Er, er kommet med på et afbud, da den oprindelige hanpanda He Xing måtte udskiftes, fordi dens testikler ikke var faldet ned i pungen, og der opstod tvivl om dens fertilitet. De to pandaer er udvalgt på grund af deres indbyrdes karaktertræk og stambog for at sikre optimale muligheder for parring, og de kommer til Danmark på en låneaftale, som løber over 15 år. Derefter skal de sendes tilbage, hvis ikke aftalen forlænges. Det samme gælder eventuelle unger, der skal retur til Kina, inden de fylder fire år.
Det koster en million US-dollar om året at huse pandaerne – penge, der skal bruges til forskning og avl i Kina. Der opkræves tillige ekstra betaling for unger, og dør en panda som følge af fejl begået af København Zoo, idømmes haven en bøde. Dertil kommer udgifter til anlægget og til de enorme mængder bambus, pandaerne indtager.
Da Edinburgh Zoo i Skotland fik pandaer i 2011, steg antallet af besøgende med 51 procent. To år senere sagde havens direktør til den britiske avis The Guardian, at pandaerne havde tjent sig selv hjem – og mere til. Men pandaerne er ikke nødvendigvis garanti for jackpot. Flere steder i USA har de skyhøje udgifter til kineserne betydet, at pandaerne er en underskudsforretning for de zoologiske haver.
DET FØRSTE BESØG på Chengdu Panda Base blev planlagt i al hemmelighed. Det skulle helst ikke rygtes, at København Zoo var i Chengdu for at kigge på pandaer, når man endnu ikke vidste, om projektet ville blive til noget. I april 2010 gik Bengt Holst og den daværende Zoo-direktør Lars Lunding Andersen om bord på et fly til Kina. Som dækhistorie fortalte de medarbejderne, at de skulle til Sydafrika, hvor Zoo i mange år har været involveret i bevarelse af truede sorte og hvide næsehorn. Bengt Holst besøgte i forvejen projektet en gang om året, så den forklaring ville virke troværdig, tænkte han. Han bestilte flybilletterne privat for at sikre, at ingen opdagede, hvor turen gik hen. Selv hans børn troede, at han skulle til Sydafrika, og kun Zoos bestyrelsesformand blev orienteret.
I lufthavnen i Chengdu blev de to zoo-direktører modtaget af Hans Halskov og hans assistent ’Sunny’, der var tolk under besøget. Sunny var ikke hendes rigtige navn, men som mange andre kinesere havde hun taget et engelsk navn for bedre at kunne begå sig over for udlændinge.
Næste dag blev Bengt Holst og Lars Lunding Andersen eskorteret fra deres hotel til Chengdu Panda Base, og ved ankomsten blev de ledt ind i en pavillon, hvor det første møde skulle finde sted.
Inde i lokalet var et bord med plysbeklædte stole omkring. Foran dem stod store krus med varm te, som man drikker til møder i Kina. Hver eneste gang Bengt Holst havde taget en tår, kom en tjener og fyldte kruset op igen. Han er normalt ikke den store te-drikker, men Sunny havde fortalt ham, at det blev betragtet som uhøfligt, hvis man lod teen stå.
Alligevel var indtrykket så positivt, at Bengt Holst og Lars Lunding Andersen allerede under rundvisningen begyndte at diskutere mulige placeringer til et panda-anlæg i København.
Om aftenen skulle de spise middag på en lokal restaurant med direktøren for Chengdu Panda Base, Dr. Zhang Zhihe, og hans kone Hou Rong, basens videnskabelige leder. Der blev serveret dim sum ved et kinesisk drejebord, og under middagen var kineserne meget nysgerrige efter at høre om Danmark. Bengt Holst kunne med det samme mærke, at kemien var god, men det kom alligevel bag på ham, da Chengdu Panda Base næste morgen meddelte, at de var klar til at underskrive en aftale om vidensdeling og forskningssamarbejde.
I Kina underskrives officielle aftaler ansigt til ansigt ved en såkaldt underskrivelsesceremoni. Den foregik på pandabasen og indebar, at København Zoo årligt ville støtte pandabasens arbejde for pandaerne med 50.000 dollars, og at man ville samarbejde om på sigt at få den kinesiske kæmpepanda til Danmark.
Efter besøget tog Bengt Holst og Lars Lunding Andersen til Beijing til et møde med CAZG, Chinese Association of Zoological Gardens. Derfra gik turen til København, men på vejen hjem gik den islandske vulkan Eyjafjallajökull i udbrud og lagde en tung askesky over Europa. Zoo-direktørernes fly måtte nødlande i Warszawa, og resten af turen foregik i en lejebil op gennem Polen og Tyskland.
Undervejs tænkte Bengt Holst, at der stadig var meget, der skulle falde på plads, hvis projektet skulle lykkes. Men han var fortrøstningsfuld. De første, vigtige sten på vejen mod at få pandaer til København var lagt.
Illustration: BIG
I KØBENHAVN viser Bengt Holst en rille i betongulvet i stalden, hvor pandaernes urin kan løbe ned og samles op i en lille skål. Wu Kongiu, chef for dyrehold på Chengdu Panda Base, virker tilfreds med svaret, da Hou Rong oversætter tilbage til kinesisk. Hun noterer et par tegn på sin notesblok, inden vandrensningssystemet skal inspiceres.
”Pandaer er meget beskidte. De skider i vandet,” siger Xie Zhong, vicepræsident for CAZG – den kinesiske zoo-organisation – mens lyden fra vandrørene summer i baggrunden. Bengt Holst nikker, men forklarer, at det jo er intet sammenlignet med elefanterne.
”Pandaerne bliver en smal sag,” siger han, mens kineserne griner i kor, og han leder delegationen videre ud af anlægget og forbi gæstetoiletterne, der er udsmykket med sort-hvid panda-mosaik. Udenfor grænser pandabyggeriet op til det nye elefanthus, og de passerer en tre meter bred voldgrav uden vand, som man for nylig var nødt til at udvide med en halv meter, fordi elefanterne stjal håndværkernes værktøj med deres snabler, når de ikke var opmærksomme.
Mens Bengt Holst viser et gammelt kinesisk træ i haven, som man har valgt at integrere i det nye anlæg, synes Hou Rong, Xie Zhong og Wu Kongiu at have mere travlt med at spejde efter de store snabeldyr, der gemmer sig for kulden. På vej gennem haven til Zoos restaurant udvikler inspektionen sig efterhånden til en regulær sightseeing-tur. Hou Rong griber sin smartphone, der er udstyret med et cover med panda-motiv, da en isbjørn rygsvømmer sig gennem bassinet på den anden side af glasruden.
PANDA-PARRING
Når foråret kommer, og en hunpanda er klar til at parre sig, markerer hun sit territorium med hormonfyldt sekret, der udskilles fra kirtler under halen. Duften skal tiltrække potentielle bejlere. Pandaer er meget selektive i deres valg af mage og nærmer sig hinanden langsomt. Men når først det går løs, er man ikke i tvivl. Hunnen masturberer og udsender et meget særpræget kald, der skal signalere til hannen, at nu er hun klar til at parre sig.
”Det er som en blanding mellem en ged og en sirene. Det er ikke umiddelbart en lyd, man forbinder med en bjørn,” fortæller Nadja Søndergaard, der er en af de tre danske dyrepassere, som skal passe Mao Sun og Xing Er, når de kommer til Zoo.
Hun og hendes kolleger har ad flere omgange været i Chengdu og set pandaernes parringsritual på nærmeste hånd.
Første del af parringen kan minde om en brydekamp, fordi pandaerne skal finde den helt rette positur for at kunne gennemføre parringen. Det skyldes, at hanpandaens penis er meget lille i forhold til kroppens størrelse. Det tager ofte flere forsøg for pandaerne at gennemføre parringen, og det ender sjældent med succes. Men lykkes det, fødes en lille pandaunge et sted mellem 95 og 160 dage senere.
I Zoo, hvor man vil lade pandaerne parre sig som i naturen, vil der i panda-anlægget blive installeret et særligt dørsystem, som gør det muligt at introducere pandaerne langsomt til hinanden, når parringstiden nærmer sig.
”Vi kan åbne gradvist for pandaernes adgang til hinanden, først gennem et net og dernæst gennem tremmer, så pandaerne kan se hinanden. Hvis alt går vel, vil de blive lukket helt ind til hinanden, så parringsritualet kan begynde,” siger Nadja Søndergaard, der ligesom resten af Zoo håber, at man om nogle år kan byde velkommen til en ’dansk’ pandaunge.
EFTER BESØGET i Chengdu arbejdede Zoo i kulisserne på at realisere panda-projektet. I august 2010 sendte man en anmodning til CAZG om at komme i betragtning til at modtage pandaer til låns, og samme år deltog Bengt Holst og Lars Lunding Andersen for første gang ved den årlige panda-konference i Chengdu. I Kina mødte de igen Dr. Zhang Zhihe, der havde benyttet sine kontakter til at bringe sagen videre til Beijing, og fra dansk side fik Zoo støtte af Udenrigsministeriet og den danske ambassade.
Men da Lars Lunding Andersen forlod direktørsædet i Zoo i 2011, blev panda-projektet pludselig efterladt i uvished. En overgang begyndte Bengt Holst at tvivle på, om det nogensinde ville blive til noget, og i Kina blev Chengdu Panda Base og CAZG utålmodige. Arbejdet blev dog genoptaget, blandt andet med et besøg i Zoo fra den nytiltrådte kinesiske ambassadør Liu Biwei i 2013, hvor pandaerne blev drøftet. Alligevel manglede panda-projektet at blive løftet til øverste niveau.
Kilder med indsigt i processen fortæller, at panda-udlån typisk kommer i stand på foranledning af kineserne, der via diplomatiske kanaler inviterer et andet land til at anmode officielt om pandaer. Den slags involverer statsoverhoveder, og derfor skulle forespørgslen bringes til kineserne fra højeste sted.
I 2012 var Kinas daværende præsident Hu Jintao og 13 kinesiske ministre på officielt besøg i Danmark for at diskutere de to landes strategiske samarbejde. Det var under dette besøg, at politiet med magt valgte at fjerne danske demonstranter med tibetanske flag ved kinesernes paradekørsel gennem København – en episode, som blev startskuddet til det, der siden er blevet kendt som ’Tibetsagen’. Hu Jintao var officielt inviteret til Danmark af dronning Margrethe, og under besøget blev der afholdt royal banket på Amalienborg. Her blev dronningen inviteret på genbesøg i Kina, hvor hun havde været i embeds medfør én gang tidligere, i 1979.
I forbindelse med forberedelserne til det danske statsbesøg i Kina, det største danske erhvervsfremstød i et andet land nogensinde, blev Zoo kontaktet af Udenrigsministeriet. Embedsmændene i ministeriet ville vide, om København Zoo var klar til, at hendes majestæt dronning Margrethe kunne overbringe en officiel forespørgsel til Kinas præsident. Zoo takkede ja, og i slutningen af april rejste Bengt Holst og Zoos nye administrerende direktør, Steffen Stræde, med 161 andre danske virksomheder til Beijing.
Foto: Getty Images
DEN RØDE LØBER lå ukrøllet, da dronning Margrethe blev modtaget sidst på eftermiddagen 24. april 2014 foran Folkets Store Hal, en mastodontisk bygning, der troner monumentalt på Den Himmelske Freds Plads. Over det søjlebeklædte indgangsparti hænger kommunistpartiets store, runde logo, og fra trapperne kan man skue ud over Monumentet for Folkets Helte, en 10 etager høj søjle i marmor og granit rejst til ære for de faldne i de kinesiske revolutioner i det 19. og 20. århundrede.
Foran indgangen blafrede Dannebrog ved siden af det røde og gule kinesiske flag, og på pladsen havde den kinesiske æresgarde indtaget paradeposition med præsenteret gevær til lyden af militærmusik.
Begejstrede kinesiske skolebørn viftede med små danske og kinesiske flag, og den danske dronning passerede forbi, flankeret af prins Henrik og præsident Xi Jinping, for at inspicere paraden, der var en del af den officielle velkomstceremoni.
Efter ceremonien var der møde i Folkets Store Hal mellem det danske regentpar og præsident Xi Jinping. Fra dansk side deltog den danske ambassadør og viceambassadør, en række departementschefer og fire ministre. Mødet foregik i en stor sal, hvor de to landes delegationer sad efter orden på hver sin side af et langt, mørkt bord med dronningen og præsidenten i midten over for hinanden. Ved mødet blev der serveret grøn te, som traditionen foreskriver, og ifølge kilder, der var med til at arrangere statsbesøget, var alt aftalt på forhånd.
Xi Jinping ville skænke to pandaer til dronning Margrethe, men de kinesiske skikke bød, at dronningen først skulle bringe forespørgslen op, så præsidenten kunne sige officielt ja – en slags diplomatisk skuespil.
Under mødets stramme protokol indledte dronningen med at takke for invitationen og for det kinesiske statsbesøg to år tidligere. Derefter blev der udvekslet ord om en række af de emner, der var omdrejningspunkt for statsbesøget. De politiske spørgsmål tog udenrigsminister Martin Lidegaard sig af, og til sidst lod dronningen så spørgsmålet falde.
Hun kunne forstå, at der fra København Zoo var interesse i at låne to pandaer, og på vegne af haven og det danske folk håbede hun, at præsidenten ville give sit tilsagn til projektet.
Det affødte et længere svar fra Xi Jinping, hvori han forklarede, at Kina måtte prioritere, og at mange andre lande også pressede på for at få pandaer. Men på grund af Kinas og Danmarks nære venskab ville han gerne give denne gave til Zoo i København.
I mellemtiden sad Bengt Holst på sit hotelværelse og modtog sms’en om, at den var hjemme. Der gik ikke længe, før nyheden ramte den danske presse, og Zoo-direktøren noterede med tilfredshed, at det var pandaerne, der stjal overskrifterne. Og ikke de mange erhvervsaftaler om blandt andet eksport af forarbejdet svinekød, som blev underskrevet ved samme lejlighed.
Når de to nye beboere kommer til København, bliver Danmark det 21. land i verden og det niende i Europa, der får pandaer. Der findes over 10.000 zoologiske haver på verdensplan. 26 har pandaer.
I MAJ 2017 besøgte Lars Løkke Rasmussen Kina og præsident Xi Jinping. Her blev de formelle aftaler om pandalånet underskrevet, og statsministeren var i Chengdu for at se de to pandaer. I mellemtiden havde Zoo allerede sat Bjarke Ingels Group i gang med at tegne et panda-anlæg, og man havde fundet en passende placering i haven. Med underskriften i Kina kunne man snart gå i gang med at bygge, kun finansieringen til det 160 millioner kroner dyre anlæg manglede.
I Zoo gik man på jagt efter en eller flere sponsorer i det danske erhvervsliv, og man regnede ikke med, at det ville være et problem. Der måtte vel være store danske virksomheder med interesser i Kina. Men opgaven viste sig sværere end ventet, og selvom Zoo trak på alle forbindelser, lykkedes det ikke. Pludselig så det sort ud med at få pandaerne til København i 2018 som oprindelig planlagt, og igen måtte Bengt Holst holde de utålmodige kinesere hen, der ikke kunne forstå, hvordan den slags forsinkelser kunne opstå. Kan staten ikke bare betale, spurgte de.
Og jo, på en måde. I september 2017 tog Lars Løkke Rasmussen affære. Han kontaktede personligt ledelserne i en række store danske virksomheder for at fremskaffe de nødvendige midler til, at projektet kunne realiseres.
”Kære Kjeld Kirk Kristiansen
Jeg skriver som opfølgning på vores samtale om etableringen af et anlæg til pandaer i Zoologisk Have i København. Som vi drøftede, er der tale om et vigtigt projekt for Danmark. Derfor sætter jeg stor pris på dit og LEGOs tilsagn om at ville støtte projektet,” stod der for eksempel i et af de 16 breve, som Lars Løkke Rasmussen sendte til danske virksomheder – breve, som blev offentliggjort i Radio24syv i efteråret 2018.
29. september blev der afholdt et møde i Statsministeriet. Her skrev alle 16 virksomheder under på en aftale om at støtte panda-anlægget med 10 millioner kroner. Bengt Holst kunne derefter melde til kineserne, at panda-projektet igen kørte på skinner. 16. november 2017 tog statsministeren og den kinesiske ambassadør første spadestik til det nye panda-anlæg i Zoo.
Lars Løkke Rasmussen og den kinesiske ambassadør i Danmark, Deng Ying tager første spadestik til det nye panda-anlæg, november 2017. Foto: Ritzau/Scanpix
EN KRAFTIG LUGT af sødt jern breder sig på stien uden for den gamle smedje i Zoo. Fra porten til den brune murstensbygning, hvor der i dag er foderkøkken, siver varm damp ud i regnen. Inde i smedjen hænger en død hest i bagbenene fra en krog i loftet. Dens hals er skåret op, og hovedet hviler på det grå betongulv, hvor striber af mørkerødt blod løber i retning af afløbet.
En til to gange om ugen modtager Zoo en aflivet hest, som en gårdejer har valgt at donere til haven. For et par timer siden kom en frisk leverance, og nu er Anita Haupt Holm i maske og sikkerhedsbriller i færd med at partere det døde dyr med en stor kniv, så det kan blive til løvefoder.
Den lyshårede kvinde i grøn uniform og sikkerhedssko er dyrepasser og foderansvarlig i Zoo, og foderkøkkenet, hvor hun arbejder, er indrettet som køle-fryse-rum til opbevaring af foder til havens mange dyr.
Omkring hende står store udskæringsmaskiner, og i baglokalet er en trailer læsset med hakkede gulerødder, æbler, selleri, kål og anden frugt og grønt i kasser. Hver kasse er markeret efter, hvilket dyr maden skal serveres til. Mængden er nøje afmålt.
Det er Anita Haupt Holm og hendes kolleger, der skal sørge for bambus til Mao Sun og Xing Er, når de ankommer. En panda indtager fra 15 og op til 60 kilo bambus om dagen og bruger typisk 14-16 timer om dagen på at spise. Og det er ikke en let opgave at servere for den kræsne panda, fortæller Anita Haupt Holm.
”Pandaer kan skifte smag fra den ene dag til den anden. Bare fordi den har spist én sort bambus i 14 dage, er det ikke sikkert, at den vil spise den på dag 15. Det skifter som regel med årstiderne, og hvilke dele af bambusplanten de vil spise hvornår.”
Ved siden af panda-anlægget vil Zoo derfor etablere en bambuskøler, et stort kølerum i glas, der skal indeholde seks paller bambus i fire til seks forskellige sorter. Den vil blive fyldt hver anden dag, dels med bambus fra en planteskole på Sydsjælland, hvor Zoo forpagter en mark, og dels med importeret bambus, primært fra Kina.
Pandaer spiser normalt kun den friske plante, men det er lykkedes Anita Haupt Holm at udvikle en metode til optøning af frossen bambus, som Mao Sun og Xing Er har været villige til at spise i Chengdu.
”Optøningen skal foregå i det rigtige tempo, så bambussen ikke bliver blød. Den skal serveres tre-fire timer efter, den er taget ud. Vi kan altså fryse friske bambusskud ned i Kina og servere dem til pandaerne op til seks måneder senere i København,” fortæller hun.
Forud for pandaernes ankomst til København sender pandabasen en ’madpakke’ til Zoo. På den måde sikrer man sig, at man har bambus på lager, som pandaerne med sikkerhed vil spise de første par uger efter ankomsten. Derefter håber Anita Haupt Holm, at Mao Sun og Xing Er vil få smag for den danske bambus.
ET PAR UGER efter de tre kineseres besøg sidder Bengt Holst bag skrivebordet på sit kontor, der ligger bagerst i Zoos administrationsbygning i hjørnet af haven. Han er netop hjemvendt fra Kina, som han har besøgt for at få de sidste detaljer omkring pandatransporten på plads. Han fortæller, at kineserne har vendt tommelfingrene op til panda-anlægget. Indtil videre forløber alt som planlagt.
Bengt Holst virker tilfreds. For ham er pandaerne et ni år langt prestigeprojekt, der endelig er lykkedes. Og han er sikker på, at det kommer til at betyde meget for Zoo, at han om lidt kan byde velkommen til to af dyreverdenens største superstjerner.
”Meget få zoologiske haver i verden har pandaer, og derfor er det selvfølgelig attraktivt for os at få dem her til København. Samtidig er pandaen et ikon for naturbevarelse, som jo også er Zoos primære formål, så derfor er det oplagt for os at deltage i panda-programmet,” siger han.
Hvordan forholder I jer til, at kineserne bruger pandaerne til diplomatiske formål – og at I ved at modtage pandaerne bliver en del af det spil?
”Det forholder vi os ikke til. Vi ved godt, at panda-diplomatiet eksisterer, men vi er og har altid været apolitiske. Vi samarbejder med zoologiske haver i alle lande, uanset politisk system. Naturbevarelse går på tværs af politiske grænser. Det kan ikke nytte noget, at vi lader et truet dyr uddø, bare fordi vi ikke vil samarbejde med det pågældende land af politiske årsager. Under den kolde krig havde vi et glimrende samarbejde med zoologiske haver i Sovjetunionen.”
Over 15 år kommer pandaerne til at koste Zoo næsten 100 millioner kroner. Kan I være sikre på, at de bliver en god forretning?
”Det har vist sig alle steder, at pandaerne øger besøgstallene i de zoologiske haver, hvor man kan opleve dem. Her i Zoo har vi mange danske besøgende, og dem håber vi at få endnu flere af. Men vi håber især at få besøg af flere udenlandske turister, og dem er pandaerne kendt for at trække til.”
Skal pandaerne parteres offentligt, hvis de dør, mens de er i Zoo?
Referencen til en vis giraf får Bengt Holst til at smile bag skrivebordet.
”Det må vi slet ikke. I kontrakten står der, at Chengdu Panda Base skal være med til obduktionen, og de ville aldrig acceptere, at den foregik offentligt. Det må vi indordne os efter, selvom vi synes, at det er forkert.”
