Elsebeth Egholm fandt inspiration i Norddjurs’ ’sorte sogn’.
ELSEBETH EGHOLM
I Elsebeth Egholms seneste bog, ’Jeg finder dig altid’, er hovedpersonen Rina på én gang på flugt fra en forfølger og på jagt efter svaret på, hvem denne ansigtsløse mand er. Sporet leder til en gammel gård på Norddjurs, tæt ved det militære øvelsesområde Hevring, hvor der er skydeøvelse. Scenen foregår under krigsagtig larm. Rina er bymenneske og utryg ved landet. Hun er læge om dagen, og om natten klatrer hun op i høje bygninger og laver street art under navnet Private Eye.
”På landet er hun ude af sit element – da hun var seks år, blev hun og tvillingebroren holdt kidnappet i en skov. Der er usikkerhed og utryghed i hver af hendes bevægelser her. I stuehuset på den gamle gård finder hun en ældre knivdræbt mand i en seng. Han har ligget der et stykke tid. Fluerne summer omkring ham. Maven hænger ud over bukserne. Han var en stor mand. Man kan se strubehovedet lyse hvidt. Halsen er skåret over. Der er meget blod, og hun glider i det. Hun vil ringe til sin ven i politiet, men er så fuld af blod, at mobilen glider ud af hendes hånd. Hun sætter sine spor overalt. Politiet kommer med hele kavaleriet, og vi oplever scenen igen set med politimanden Staneks øjne. Han er Rinas ven, men sporene peger på Rina. Hun tages ind til afhøring og mistænkes for drab. Hun stikker af og er resten af bogen på flugt fra både politiet og sin forfølger,” fortæller Elsebeth Egholm.
Hvordan opstod ideen til scenen?
”Det var en naturlig udvikling i historien, så ideen kom i forlængelse af handlingen. Jeg vidste, at Rina på et tidspunkt skulle finde denne mand død. Men locations er vigtige. Jeg fandt stedet ved at køre rundt på Norddjurs med en veninde. Vi var i Hevring i skydeområdet, og hele stedet emmede af en sær atmosfære af noget endegyldigt. Jeg fandt også gården. Jeg kunne ikke komme helt ind, men jeg vidste, hvordan den så ud, og jeg kendte til den lange indkørsel, og hvordan gården lå i landskabet. Hensigten med scenen var, at Rina skulle presses til det yderste. Det var en nøglescene i den henseende. Hun skulle også komme i tvivl om, hvor hun havde politimanden, som hun troede, hun kunne stole på.”
Hvordan researchede du scenen?
”Jeg tog fotos, da jeg var på location-research. Jeg læste på nettet om skydeområdet i Hevring. Politiet kalder Norddjurs ’Det sorte sogn’, fordi det er en fattig kommune med en del sociale problemer. Politiet har også halvårlige skydeøvelser i Hevring og kender området godt, hvad der var vigtigt at få med. Til selve gerningsstedsscenen havde jeg kontakt til en efterforsker ved Østjyllands Politi og en retsmediciner for at få koreografien med teknikere, efterforskere og retsmediciner, åbning og afspærring af et gerningssted på plads.”
Hvordan føltes det at skrive?
”Jeg kan huske en følelse af: ’Yes! Nu rykker det!’ da jeg skrev scenen. Ikke på grund af død og blod, men fordi scenen var højspændt drama for min hovedperson og skubbede historien videre til en anden højspændt scene, nemlig hvor Rina bliver afhørt på politigården og får forelagt det ene tekniske bevis efter det andet på, at hun er skyldig. Hun ender med at gå på toilettet og flygte ud ad et vindue på politigårdens fjerde sal. Den scene bliver starten på finalen i bogen.”
Elsebeth Egholm, 58, er forfatter til Dicte-bøgerne og en række andre romaner. Hun er oversat til blandt andet svensk, hollandsk, fransk og italiensk.
Sara Blædel fandt inspiration i sin fortid i restaurationsbranchen.
SARA BLÆDEL
I bogen ’Aldrig mere fri’ beser kriminalassistent Louise Rick og hendes veninde Camilla Lind liget af Kaj Antonsen, en afdanket kok, der har set og snakket for meget og er blevet slået ihjel af østeuropæiske forbrydere:
”- Gerningsmændene har spændt ham ud mellem fire bænke og udstyret ham med en variation af det colombianske slips, sagde han og så på hende.
– Og hvad er så det? spurgte hun uforstående.
– Colombian necktie er mafiaens straf, når nogen har sladret, forklarede Louise og tog om Camilla, da hun begyndte at svaje.
– Normalt ser man, at de snitter halsen over på tværs og hiver tungen ud af hullet. Men her er halsen skåret op på langs, og så har de fikseret tungen oppe i ganen med en kniv.
– Så kan I passende kalde denne variant for et balkanslips, sagde Camilla og lænede sig op ad muren for at finde støtte.”
Hvordan fandt du på scenen?
”Kaj Antonsen var egentlig bare tænkt som en statist. Han skulle sidde på en trappesten over for Kødbyen i København – dengang den var kødby, inden den blev hip – og være vidne til et drab. Men så voksede han lige pludselig for mig og blev en person. Det viste sig, at han var køkkenchef på Plaza (hedengangen restaurant i København, red.), hvor jeg selv er udlært tjener fra. Men han er gået i hundene, sønnen er død i en trafikulykke, konen har forladt ham, og han bruger det meste af dagen på at sidde på Halmtorvet og drikke bajere. Så bliver han vidne til en forbrydelse og taler med journalist Camilla Lind. Det skulle han aldrig have gjort.”
Hvordan researchede du den?
”Jeg har en retsmediciner, der hjælper mig, hver gang jeg skal sikre mig, at detaljerne er troværdige, når jeg skriver. Han fortalte mig om afstraffelsesmetoden Colombian necktie og fandt på, vi skulle lave en variant. Sammen opfandt vi balkanslipset.”
Hvordan føltes det at skrive den?
”Helt forfærdeligt. Jeg har slået mange ihjel gennem årene, men den her scene gjorde virkelig indtryk på mig. Også fordi Kaj var kommet til at fylde meget for mig, så det var en ordentlig omgang at tage livet af ham. Normalt bruger jeg ikke sådan nogle scener, bare fordi jeg kan. For at sige ’se, hvor barsk jeg er’. Men det skal jo afspejle virkeligheden, og fordi det handlede om østeuropæiske gangstere, ville jeg gerne vise, hvor brutale de her bagmænd er. Det er ikke noget, jeg har fundet på, at forbryderne i det hårde Balkan-miljø er af en anden brutalitet, end hvad vi er vant til at se i Danmark.”
Sara Blædel, 54, har skrevet godt et dusin krimier. Hendes bøger er udkommet i over 30 lande.
