AF MIN FAR lærte jeg meget om anstændighed. Den måde. hvorpå man betragter sine medmennesker. Som grosserer havde han mange i sit brød, som det hed dengang. Han indskærpede os den dybeste respekt for dem alle. Uden dem ville vi – så dumme og dovne vi var – aldrig nogensinde få mad på bordet eller tøj på kroppen. Derfor skyldte vi dem den dybeste ærbødighed, og derfor lærte jeg at neje for alle mennesker, da jeg var lille. Både ham, der fejede gården, og ham, der passede bogholderiet.
MIN FARS LIVSFILOSOFI gik ud på, at man skulle yde sit bedste ud fra de forudsætninger, man havde. Han havde ikke respekt for folk, der ikke gjorde sig umage. Min far var et temperamentsfuldt menneske, der kunne blive stiktosset, men han kunne også skære igennem problemerne med en festlig bemærkning. Mange år efter hans død arrangerede de sidste overlevende af hans ansatte en udstilling om arbejdspladsen på Roskilde Bibliotek. Hans afsky for slendrian, ugidelighed og pjækkeri arvede jeg.
DET GJORDE MIG til en dårlig chefredaktør på Hjemmet i Gutenberghus (1975-77, red.) Jeg havde ikke min fars evner til at modvirke det. Kun én gang har jeg skullet afskedige en person i mit liv, og det nagede mig frygteligt. Det var direktionen, der pålagde mig det, og det var rimeligt nok, men det var virkelig ubehageligt. At komme hjem og sige ”jeg har mistet mit arbejde”, må være noget af det værste i verden.
JEG HAR NOK ikke lært så meget af min mor. Og så alligevel. Det at være glad for naturen, blomster og dyr.
SOM 18-ÅRIG gik jeg ind ad døren på Roskilde Dagblad i Hersegade i 1935. Jeg tænkte, at hele verden lå åben. Piger dengang blev ikke sendt ud i noget, der var spændende. De fleste sad på forhøjningen derhjemme og ventede på at blive gift så godt som muligt. At de så senere blev skilt så dårligt som muligt, var desværre også en del af historien. Det var en drøm at blive journalist. For det første bare det at få lov til at skrive sig ud. Det var vidunderligt at se sig selv på tryk. Jeg tror, alle journalister har det sådan første gang, de ser et eller andet på tryk af deres. Jeg kan næsten ikke sige, at man får en syl stukket op i røven, for det er for stærkt, men man får en idé om, at nu er det bare om at komme af sted.
Lise Nørgaard og skuespiller Jørgen Buckhøj spiller Matador, 1980. Foto: Ritzau Scanpix/Geert Bardrum
JEG ER STOLT AF, at jeg i 1952 tog til England for at skrive om det vældige genoptræningsarbejde af folk, der havde mistet arme og ben og syn under anden verdenskrig, så de kunne få en relativt normal tilværelse. Herhjemme blev man sat til at flette kurve, hvis man for eksempel var blind. Hvis man var åndssvag, blev man anbragt på en anstalt langt ude i skoven, hvor man kunne sidde og visne. Jeg skrev en masse artikler om eksternatskoler og internatskoler for de åndssvage – der siden blev kaldt evnesvage – og de blinde. I Socialministeriet herhjemme sad der dengang nogle gamle typer, der mente, det var noget pjank. Men jeg var stædig. Og var med til at få lavet skolerne om.
MINE RÅD i min brevkasse i Hjemmet (i 70’erne, red.) havde ofte noget med ligestilling at gøre. Jeg gjorde det til mit job at fortælle kvinderne, hvordan de kunne gøre oprør. De skrev ofte, at de ikke kunne holde deres mand ud, og at de havde prøvet at gå fra ham, men at de altid var kommet tilbage. Jeg har altid vidst, at Nora i Ibsens ’Et dukkehjem’ ikke ville komme af sted, for det sneede den aften, hun forlod sit hjem og sin mand, og hun havde glemt at få penge med til sporvognen. Selvfølgelig ville hun komme tilbage og varme fødderne. Lærkefuglene, der altid fløj tilbage igen, kunne kun undgå det, hvis de fik et arbejde og et sted at bo. Og først derefter skred fra deres mand. I kampen for ligestilling har det været vigtigt for mig, at jeg hele tiden har slået ned på de uligheder, jeg er stødt ind i. Både når nogen beklagede sig til mig, og når jeg bemærkede, at det knagede med ligestillingen derhjemme eller inden for min kreds.
DA ERIK BALLING og jeg så den færdige udgave af ’Matador’ første gang, vidste vi, at håndværket var i orden. Men de finkulturelle anmeldere, der havde læst tykke bøger, men ikke kendte til mennesker ude i den rigtige verden, de holdt sig for næsen. De syntes generelt, at alt, hvad Underholdningsafdelingen på DR lavede, var dårligt, og de konkurrerede nærmest i at være kritiske.
KORSBÆK PÅ BAKKEN synes jeg er så rørende. Da Træsko-Torben præsenterede ideen for mig, lignede det et uoverskueligt projekt. Men han er en stædig mand, og det har været fantastisk at se den skyde op. Når jeg tænker på alle dem, jeg har arbejdet med gennem livet, havde jeg til gode at møde Bakke-folket. De taler lige ud af posen, de har ingen skjulte dagsordener, og de holder deres aftaler. De er ordentlige mennesker.
NÅR JEG MØDER folk på gaden, siger de for det meste ”Tak for Matador” eller ”Tak for det, du har skrevet”. Jeg kan især godt lide, når det sidste kommer med. Jeg kan godt blive rørt, når folk siger den slags, men jeg sørger for ikke at blive vigtig.
HVIS MIN TELEFON ikke fandtes, havde jeg været en meget bedre forfatter. Jeg har været nødt til at tage telefonen, fordi jeg har haft fire børn. Og hvis jeg ikke tager den nu om dage, tror de jo, jeg er død. Det er nu ikke dem, der har forstyrret mig mest. De ved godt, at de ikke skal ringe, når jeg ser tennis eller skiløb i tv. Han er i øvrigt god, ham den nye, Tsitsipas. (20-årig græsk tennisspiller, red.) Ham kan jeg godt lide.
ORK, ALLE DE gange jeg har siddet og skrevet, og telefonen har ringet, og jeg har måttet krølle papiret i skrivemaskinen og begynde forfra. Nu er jeg dog holdt op med at skrive. Også i ’Korsbæk Tidende’ (avis til gæsterne i Korsbæk på Bakken, red.). Jeg ville ikke mere.
SKULLE JEG GØRE en ting om i mit liv, kunne jeg godt have tænkt mig at have gået i gymnasiet. At jeg ikke havde været så stædig, at jeg var gået ud af realklassen. Tænk at få serveret så meget viden. Det er nok derfor, jeg senere har været så hidsig efter viden, så jeg kan vinde enhver ’Jeopardy’. Det ville også have hjulpet mig i mit journalistiske liv. Jeg har set, hvordan godbidderne altid er gået til akademikerne, og vi andre kunne rende og feje op efter dem i mange år, indtil man måske har sat sig i respekt som journalist. Hvis jeg skulle rådgive oldebørn eller deres jævnaldrende med den grille, at de ville være journalister, vil jeg til enhver tid sige, at de skulle på universitetet først.
DA JEG LÆSTE biografien ’Lise Nørgaard – De første 100 år’, forbavsede den mig ikke. Hvis jeg havde været fremstillet som entydigt sød, ville jeg blive betænkelig. Det er der jo ingen mennesker, der er. Så må man bare håbe, at det positive har overtaget.
NÅR JEG SER tilbage på min 100-årsfødselsdag, virker den uvirkelig. Det er simpelthen uvirkeligt at tænke på, at jeg er så gammel, som jeg er.
JEG LÆSER mine aviser hver dag, gætter krydsogtværser og genlæser de store romaner. Især på engelsk og tysk. Også fordi de er sat af typografer og ikke med fototeknik. De er lettere at læse, og papiret er lækrere. Jeg genlæser Evelyn Waugh, ham med ’Brideshead’, og Graham Greene, jamen, jeg har genlæst så meget. Jeg læser altid. Jeg går tidligt i seng, fordi det er det eneste sted i lejligheden, jeg kan læse. Der er en meget stærk lampe ned over bogen. Jeg vil gerne blive lidt klogere. Og nyde de store forfatteres sprog.
UNGDOMMEN skal nok klare sig. Vi hører kun om de dårlige tilfælde. De fleste unge, jeg kender, er bevidste mennesker, selv om jeg synes, skolerne svigter dem, når det gælder indlæring.
VERDEN HAR ret beset været af lave i al den tid, jeg har levet. I begyndelsen af 20’erne på grund af de forfærdelige forhold i Sønderjylland og Tyskland. I 30’erne sprang man ud ad vinduerne på grund af bankkrakket og økonomisk krise, og så kom krigen. Da vi manglede noget at skrive om på redaktionerne, fik vi så den kolde krig. Næppe var den overstået, inden vi fik nye problemer.
Redaktør Lise Nørgaard, 1956. Foto: Ritzau Scanpix/ Lars Hansen
JEG HUSKER stadig godt, men jeg kan en sjælden gang glemme en aftale. Det skete forrige lørdag, hvor jeg var forkølet og sagde til mig selv, at det var godt, jeg ikke skulle noget. Så ringede telefonen. Jeg havde søreme glemt en frokostaftale, hvor der så var et hul i bordplanen. Jeg sad derhjemme med rød næse, snottet drivende. Min samvittighed var sort som kul.
DET ER SKRÆKKELIGT, når vennerne falder fra. Fordi man så ikke har nogen at mindes med. Der er ikke så meget ”Kan du huske …” eller ”Forleden mødte jeg den og den”. Og det at man kan grine ad gamle dage sammen. Det eksisterer ikke mere for mig. Måske lige på nær sammen med Didder Rønlund (modejournalist, født i 1925, red.), der er min ældste veninde. Man kan ikke bruge den fortid, man har sammen, til at fremmane billeder i nutiden. De er der ikke. De er væk.
DA MIN FAR var 86 år gammel, skulle han en dag hentes af nogle ambulancefolk og køres til hospitalet for at få taget prøver. De gav ham overtøj på og gjorde ham klar og parkerede bagefter en kørestol uden for hans hjem i koldt vejr. De skulle lige have en pause. Han sad der og frøs, mens han ventede. Da jeg senere hørte historien, spurgte jeg ham, hvorfor han ikke brokkede sig. Det gjorde han ikke, fordi han frygtede, de måske ville tabe ham med vilje næste gang, de skulle hente ham.
SOM GAMMEL har du ikke længere nogen magt og må affinde dig med omgivelserne. Det gjorde min far også, og han klarede sig faktisk fint i nogle år efter en blodprop. Men da han en dag så meget træt ud og ikke var i så godt humør, spurgte jeg ham, hvad der var galt. ”Ikke noget,” svarede han og fortsatte: ”Ikke andet, end at jeg har haft for mange fødselsdage.”
INDIMELLEM synes jeg også, jeg har haft for mange fødselsdage. Jeg har fået rigeligt her i livet. Det gør ikke noget, hvis der venter mere fest og glæde, og det er dejligt, hvis jeg får lov at se mere af mine børn, børnebørn og oldebørn. Men af og til kan jeg godt tænke: ”Nu kan de sgu cikle med det alt sammen selv.”
