Drama Queens

DITTE HANSEN

SOM BARN spillede jeg volleyball, og i begyndelsen var jeg den dårligste. Virkelig den dårligste, for jeg var ikke stærk. Men jeg endte som en af de bedste. Fordi jeg var den højeste, og fordi jeg fightede. Spillede holdet eller jeg selv ikke godt nok, blev jeg rasende. Jeg råbte efter de andre: ”For helvede!” ”Vi skal tage os sammen!” Flere gange sagde mine holdkammerater, at mine aggressioner fyldte for meget. De blev simpelthen bange for mig, når vi spillede.

Jeg fandt et forum, hvor det havde værdi, at jeg som pige var så høj. Jeg kan huske følelsen af at træde ind i en hal til et stævne og mærke, at alle kiggede på mig: ”Wow, det er hende der fra Herlev.” Det var en fed følelse. Uden for banen følte jeg mig som en giraf i min krop. Inde på banen fik jeg luft for mit temperament. Jeg ville bare vinde. Vi blev danske mestre, jeg kom på ynglingelandsholdet, og jeg elskede det.

FØRSTE GANG, jeg fik berøring med skuespil, var, da vi skulle lave skolekomedie. Vi spillede ’En søndag på Amager’, og jeg fik rollen som Lisbet, der bliver gift med Jokum. Alle de andre tænkte og sagde: ”Det her er rædselsfuldt.” Men jeg syntes, det var vildt sjovt. Så snart jeg kunne, tog jeg drama som valgfag. Som på volleyballbanen følte jeg, at der var plads til mig. Jeg blev mere modig.

Efter folkeskolen tog jeg på high school i USA og meldte mig straks til dramaholdet. De lavede fire forestillinger på et år, og allerede i den første fik jeg hovedrollen – selv om jeg knap nok kunne sproget. Hvor vi herhjemme har fokus på, at vi alle sammen skal være lige gode, tør man i USA sige, hvad man er god til. Lige meget hvad det er. Det er selvfølgelig på godt og ondt, men for mig var det godt. Det var først i USA, at nogle sagde: ”Det her er du god til.” Tilbage i gymnasiet i Danmark måtte jeg vælge mellem volley og drama. Der ikke var tid til begge dele. Uden tøven valgte jeg drama.

I MIN BLÅ BOG fra gymnasiet står der, at jeg var den i klassen, som gik op i kvindekamp og ligestilling. Det var i 1990, og dengang var det virkelig ikke et populært emne. Interessen spirede fra en grundlæggende retfærdighedsfølelse. Jeg kunne – og kan – blive rasende, når jeg ser uretfærdigheder omkring mig. Som ung var jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle være skuespiller eller politiker.

Mit køn var nok en fordel i visse dele af mit ungdomsliv. På trods af at jeg følte mig som den grimme ælling, dumpede der fyre og begær ned til mig, uden at jeg skulle gøre det store for det. Ikke at jeg kunne få det til at fungere, men noget skete der dog. Som stor dreng eller ung mand føler du dig lige så utilpas i egen krop og er lige så uerfaren og genert. På samme tid skal du i højere grad være den, der tager initiativ. Der har jeg meget medfølelse med mænd.

BEGGE MINE FORÆLDRE blev dødeligt syge, inden de fyldte 60. Det minder mig om, at jeg ikke skal fedte med mit liv. Det gælder også privat. Da de døde, tænkte jeg: ”Okay, hvis jeg kun har 14 år tilbage at leve i, skal der ske noget.”

En af mine drømme har længe været at bo ved vandet. Blandt andet forbi jeg bader flere gange om ugen. Så jeg fik tvunget hele min familie over i en husbåd. Det er en slæbebåd, som var med i slaget ved Dunkerque i 1940 og senere har slidt som isbryder. Et stort skrummel af en stålbåd, hvor der er bygget et hus ovenpå. Det er på ingen måde en yndig lille fiskekutter. 

Hverken min mand eller mine sønner havde behov for at flytte, men heldigvis fulgte de med mig. Eller rettere: Der var ikke plads til min ældste søn, så han flyttede hjemmefra. Men jeg synes nu, de alle sammen er kommet sig fint. Vi er ikke blevet skilt.

Det var meget illustrativt for mig og mit liv, da min mand sagde: ”Hvorfor skal vi flytte? Vi har det jo godt” – så svarede jeg: ”Er det godt nok?”

BARSLERNE KEDEDE MIG ad helvede til, og jeg endte med ikke rigtig at tage nogen. Heldigvis har jeg et job, hvor man kan tage babyen med, så mine drenge, især den yngste, har sovet under mit garderobebord rigtig mange gange. Der var meget bud efter mig i de år, hvor mine børn voksede op. Jeg løb efter det meste, for det er lystfyldt for mig at have travlt. Jeg ved ikke, hvor den drivkraft kommer fra. Som Obelix må jeg være faldet i en eller anden gryde som barn.

Da drengene var mindre, testede de mig nogle gange: ”Hvor syg skal jeg være, før du bliver hjemme, mor?” Og der lød svaret: ”Jamen, du skal være ved at dø. Ellers kan far eller mormor klare det.” Nu hvor de er blevet større, har jeg til gengæld spurgt dem: ”Har I taget skade? Arbejdede jeg for meget?” Min store søn svarede: ”Jamen, du var glad, mor.” 

Ser jeg billeder af mine drenge som små, kan jeg simpelthen græde og tænke: ”Kyssede jeg dem nu nok?” Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed, men fordi det er så fortvivlende kort tid, de er små. Jeg troede, det varede for evigt. Man går og tænker: ”Åh, hvor er det hårdt,” og ”Åh, jeg sover ikke om natten.” Pludselig er den tid, man boede sammen som familie, forbi.

For nylig fik jeg en tanke, som varmede mig helt op: Jeg har stadig børnebørn til gode. Jeg har et meget nært forhold til min farmor, som snart fylder 93. Det er som et forhold til en forælder, hvor du trækker alle de problematiske elementer fra. Tænk, at der, 7-9-13, kan komme et menneske ind i mit liv, som kan fylde så meget for mig, som jeg har gjort for min farmor. Jeg har sagt til mine drenge: ”Kom i gang!” Der er ingen grund til at vente for længe med det. Når børnebørnene kommer, er jeg klar til at slå røven i sofaen og lade dem kravle rundt på mig, så længe de har lyst.

I BEGYNDELSEN af min karriere var jeg glad for bare at være med. Men så kom der et stadie, hvor jeg bød mere og mere ind: ”Måske ville det være bedre, hvis vi …” Nogle steder blev det taget godt imod. Andre steder blev det forklaret, at det var en fin idé, men ikke rigtig i sammenhængen. Andre steder igen fik jeg at vide, at jeg ikke skulle bestemme. Efterhånden som jeg oplevede mine ideer blive skudt ned, følte jeg mig beredt til at tage magten over mit eget arbejdsliv. Jeg synes, man er forpligtet til at rykke sig, hvis man arbejder på det kunstneriske felt. Du skal derhen, hvor det er lidt farligt.

Jeg mødte Louise på et helt perfekt tidspunkt. I hende fandt jeg ikke alene en, som kunne lide mine ideer. Jeg fandt en, som sagde: ”Ja, og hvad så, hvis man også …” Jo mere vi delte, jo mere stof akkumulerede vi. Vi havde beslægtede erfaringer fra livet som kvinde i vores branche, og vi opdagede, at vores forskellige karaktertræk var det oplagte afsæt til et par fiktive figurer. Sammen følte vi os trygge ved at sætte os selv på spil og gå durk ind i nogle kønsstereotyper, som vi gør med ’Ditte & Louise’, både i serien og i filmen. Det er satirens rolle: at hjælpe med at belyse nogle ting, som er absurde, så vi kan tale om, at de bør ændres. Vores håb er, at det om nogle år slet ikke er opsigtsvækkende at rage rundt nede i kønskasserne, som vi gør. 

SIDSTE EFTERÅR sad vi på Istedgade og drak os fulde og græd. De første to sæsoner af serien var ellers gået virkelig godt. Vi havde vundet Robert-priser herhjemme, og ved en fællesnordisk prisuddeling i Oslo havde vi fået prisen som ’Bedste komedieserie’. Vi havde fået masser af positiv respons fra kvinder, som følte sig set og hørt, men også fra mænd, som sagde: ”Fedt, at der er nogle damer, som tager plads.”

Men der i efteråret ramte vi bunden. Først havde DR chokeret os ved ikke at give ’Ditte & Louise’ endnu en sæson. Nu havde Filminstituttet afvist at støtte vores spillefilm. Vi sad der og sagde: ”Okay, hvor går vi hen med det, vi kan?” ”Er der virkelig ingen, der vil have det?” ”Er det bare slut nu?”

Vi følte en kæmpe sorg og afmagt. Til sidst kiggede jeg på Louise og sagde: ”Prøv at høre. Det er alt sammen ligegyldigt. Hvis vi to mødes på mandag og skriver videre, så er jeg lykkelig.” Mandag morgen mødtes vi på kontoret og spændte balderne og søgte Dansk Film Institut én gang til. Denne gang lykkedes det. 

LOUISE MIERITZ

MINE FORÆLDRE sagde for nylig, at jeg var to Louiser som barn. Når jeg talte fransk, var jeg den artige. Når jeg talte dansk, var jeg Pippi Langstrømpe. 

Som seksårig startede jeg på Den Franske Skole på Frederiksberg. Man rejste sig op, når læreren kom ind, og man var Des. I Den Franske Skole blev man mobbet og hængt ud, hvis man klarede sig dårligt fagligt. De, der fik de laveste karakterer, fik deres navne skrevet på tavlen. 

Angsten for ikke at være dygtig sidder dybt i mig. Det hænger sammen med samtalen om, hvorfor der ikke er så mange piger, der kaster sig ud i at være sjove. Jeg fik point for pænhed, for at være ordentlig og pertentlig og svare rigtigt. På samme tid havde jeg en vild side. Det at rumme noget dobbelt har fulgt mig hele livet.

SOM OTTEÅRIG blev jeg sendt på sommerferiekoloni i Frankrig. Der blev jeg introduceret til sketch. Det var en kæmpe øjenåbner. Skoleskemaet på Den Franske Skole var renset for kreative fag. Ingen musik, ingen drama. Jeg tog noget andet tøj på og kastede mig ind i situationen og følte mig fri. Fri fra den pæne pige. De andre børn var ældre end mig, men jeg følte mig ældst. Jeg var helt oven på situationen, når vi skiftedes til at gå ind og improvisere. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at instruere sketch i frikvartererne med mine veninder. ”Nu gør du sådan, og så gør du sådan.” Allerede dengang var der humor indblandet.

Selvom mine forældre sendte mig i en streng skole, blev det at være skuespiller faktisk betragtet som en reel levevej. Min mors forældre var amatørskuespillere i Mariager, og min morfar ville gerne have været professionel. Men han sang pivfalsk, så det kunne ikke lade sig gøre. Han døde, to måneder inden jeg blev født. Man siger i min familie, at hans sjæl sprang over i mig. Jeg synger nu forholdsvis rent. 

Mine forældre støttede mig og tog mig ud at se teater. ’Blodbrødre’ på Betty Nansen Teatret med Kirsten Lehfeldt står lysende klar for mig, og hun blev et kæmpe forbillede. Samme år, i 1986, gik jeg i Grand Teatret med min mor og så hende i Helle Ryslinges film ’Flamberede hjerter’. Alt omkring Kirsten Lehfeldts figur er dysfunktionelt, og hun støder på nogle frygtelige mennesker. På samme tid er hun vildt sjov i sit kaos. Ditte og jeg taler tit om, at når folk er så søde at kalde vores ting for ”frisættende”, så var det præcis sådan, vi følte ved at se den film.

MIN FØRSTE FILM var ’Idioterne’. Jeg spillede over for en mandlig skuespiller, som var uddannet præcis samtidig med mig. Rollernes størrelse var ens. Vi havde samme anciennitet. Det var en en­semble­film. Men han fik mere i løn, end jeg gjorde. Det opdagede jeg midt i forløbet, og min tanke var: ”Gud, hvor har jeg været dårlig til at forhandle.” Jeg købte ind i den der henslængte holdning ”Årh, vi er da meget lige” og så ikke, hvor systematiske forskellene var. Så jeg må med skam erkende, at jeg selv har været med til at fastholde nogle skævheder.

DA JEG VAR sidst i tyverne, kom en instruktørassistent over til mig og sagde: ”Det er helt vildt med dig, Louise. På scenen gør du alt fuldstændig ens hver eneste aften. Det er sindssygt, så præcis du er.” Hun mente det som en kompliment, men jeg tog det sådan: ”Shit, mand. Det må være røvsygt at kigge på.”

Det blev begyndelsen til at gøre op med altid at skulle være den perfekte. En dag var jeg i Magasin du Nord med min mor, hvor vi kiggede efter en bog til min onkel. Hun talte længe om, hvad vi skulle vælge, men hendes stemme blev mere og mere vattet, indtil den lå svagt ude i periferien. Jeg fik åndenød, mit hjerte galopperede. Ude på Strøget stoppede jeg hende og sagde: ”Jeg kan simpelthen ikke trække vejret. Jeg tror, jeg får et angstanfald. Jeg må vist over at sidde alene.” Jeg satte mig ind i en gyde. Det var, som om hjernen lukkede ned. Kroppen talte med store bogstaver og sagde: ”Nu stopper du! Der er noget galt med den måde, du lever dit liv.”

Mit trick blev at lægge mig ned og spørge ind til signalerne, når de viste sig: ”Hvad handler det her om?” Der dukkede en liste op: Jeg var bange for ikke at være klog nok. Jeg var bange for ikke at være pæn nok. Jeg var bange for at fylde for meget, bange for at være for ambitiøs. Der var alle mulige korsetter, jeg havde givet mig selv. Men da jeg kunne se dem, kunne jeg også løsne dem, og det afspejlede sig i den måde, jeg begyndte at spille på: ”Hende min figur, skal vi ikke give hende en kort lille top på, så min mave stikker ud?”

Det var en følelse af at være et menneske fuld af fejl. Men det professionelle og det private gik ikke hånd i hånd. Mit professionelle jeg kunne nogle flere ting, end jeg selv kunne. Mens jeg følte, at jeg var blevet mere markant i min måde at være skuespiller på, kartede jeg stadig rundt i søgen efter mand og børn og valgte alt muligt dysfunktionelt.

JEG ORKEDE IKKE at finde en mand i branchen. Som 36-årig begyndte jeg at sige til mig selv, at jeg måske aldrig fik børn. En aften var jeg til fest efter Mammutteatrets ’Fobiskolen’. I baren faldt jeg i snak med filmfotografen Manuel Claro, som jeg kendte lidt fra tidligere samarbejder. Da jeg lagde an til at gå hjem, tog han hurtigt fat i min krave og kyssede mig, og vi forlod festen sammen. I hans selskab blev jeg fuldstændig rolig. Det var en helt fysisk følelse. Det havde jeg aldrig prøvet før. Fem uger senere var jeg gravid.

Ditte er min anden kæreste. Jeg mødte hende, lige inden jeg mødte Manuel, så de to forhold har været parallelle. Manuel får hele pakken og skal holde mig ud, når jeg er urimelig, men jeg strammer mig mere an, når jeg er sammen med Ditte. Jeg tror, hun gør det samme. 

Ofte er et parfold forbundet med, at man må afgive noget af sit ego. Jeg oplevede det omvendt med Manuel. Med ham fik jeg mere ego. Tidligere forbandt jeg det at have ego og ambitioner med at have spidse albuer. I dag forbinder jeg det med at turde stille sig frem og sige: ”Jeg ved godt, at der er langt op på det bjerg, og at turen er strabadserende, men jeg vil prøve at komme derop.” I Ditte fandt jeg en, som ville følges med mig op på det bjerg.

Hun og jeg er gode til at passe på hinanden på den rejse. Ditte er sådan en arbejdshest, der bliver rastløs af at holde pause, mens jeg går ned med stress, hvis jeg ikke lader op. Det gjorde jeg i 2014 efter første sæson af vores serie. En stresscoach fortalte mig, at jeg er særligt sensitiv og let bliver overstimuleret. Nu øver jeg mig i at koble fra. Gåture på Vestre Kirkegård er godt. At se meget af himlen. Lyden af bølger. Men også bare at ligge alene og tage en lur. Nu er jeg sådan en, der tager en lur hver dag, hvis jeg kan. 

FORDI JEG HAR skabt plads til mig selv, er min dobbelthed smeltet mere sammen. Jeg har stadig samtaler inde i mig selv, men de handler i mindre grad om mit lille liv og mere om strukturerne omkring mig. Man kan sige, det hele er blevet mere holistisk.

De agendaer, jeg har med Ditte, optager mig. Jeg håber virkelig, at vi kan få en redefinering af det at være menneske. At vi kan acceptere, at det maskuline og det feminine findes i alle mennesker. At vi stopper med at stigmatisere det sårbare og det svage. At kvinder ikke behøver ordet ’stærk’ foran for at have værdi. At vi for min søns skyld kan komme forbi nogle af de forestillinger om, hvad det vil sige at være en rigtig mand. Vi har alle sammen godt af den her bevægelse, som ’Ditte & Louise’ er en del af.

Min søn spurgte mig på et tidspunkt: ”Hvorfor kan piger gå i bukser, når drenge ikke kan gå i kjole?” Jeg begyndte at svare: ”Der var engang, hvor det at være kvinde ikke var så sejt som at være mand. Men så har man kæmpet for det, og …”

Det slog mig, at jeg talte om det, som om det var fjern fortid. Som om at nu var det helt forbi. Så jeg sagde: ”I lang tid var det sejere at være dreng end at være pige, så piger bliver cool af at tage bukser på. Men mange synes stadig, at drenge ikke er cool, når de tager kjole på. Men det tror jeg, du og dine venner kan lave om på.” Så viste jeg ham billeder af Bisse, Kurt Cobain, David Bowie, alle mulige mænd med kjole på, og sagde: ”De er sådan set ret seje.”

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.