Du var til stede i Københavns Byret i de 12 retsdage, sagen mod Peter Madsen varede, som Weekendavisens udsendte. Hvad var det, du ønskede at blive klogere på?
”Det handlede selvfølgelig om, hvorvidt han var skyldig. Men der var også et mere filosofisk lag, der interesserede mig: Han var på forhånd udpeget til skurken i et perverst tivoli. Men hvor meget svarer Peter Madsen til mediernes portræt af et monster, og hvor meget ligner han os selv?”
Fik du svar på dit spørgsmål?
”Det er klart, at den groteske vold, han med overvejende sandsynlighed har udsat Kim Wall for, er ekstremt monstrøs. Men samtidig er han jo ikke en savlende psykopat. Han virkede tværtimod charmerende, begavet og initiativrig. Det uhyggelige med ham er, at det er svært at afgøre, hvor mennesket ender, og monsteret begynder. Hvis man erkender, hvad man har gjort, så kan man begynde at finde ud af det. Men Peter Madsen indrømmede ingenting. Han havde en forklaring på alt. Der var meget langt mellem vidnernes opfattelse af tingene og Peter Madsens opfattelse. Selv da vi så nogle vilde animationsfilm med drab og pornografiske spidnings-tekster, mente han hele tiden, at det, vi så, var konsensuelt, altså efter aftale. Det var det, det gik ud på for ham. Men hvad er en aftale? Troede han, han havde en aftale med Kim Wall? Troede han, at hun, som han skriver på et tidspunkt i et brev, havde ’sit livs bedste aften’? Eller var han fuldstændig ligeglad og fulgte bare sine impulser? Ham her er præcis ligesom alle os andre. Han ved, hvordan tingene fungerer, og hvilken orden vores verden er bygget på. Og så alligevel er han fuldstændig off. Og sådan er alle vi andre naturligvis ikke. Men vi har alle sammen vores mørke. Vi kan alle sammen lyve lidt. Vi kan alle sammen retfærdiggøre os selv. Indimellem gør vi nogle ting, vi overhovedet ikke kan være bekendt. Hvor er grænsen mellem vores egne små overtrædelser og løgne og så de helt store og ekstreme løgne og forbrydelser? Det er et meget ubehageligt grænseland, Peter Madsen bevæger sig i. Man kan følge ham i lyset. Man kan måske også følge ham ind i tusmørket: Det kan godt være, han har nogle hårde sexlege – hver sin lyst. Og pludselig slår han kvinder ihjel. Så kan vi ikke følge ham længere.”
Hvordan påvirkede det dig at overvære sagen?
”Det var grusomt og ekstremt ubehageligt at gå i detaljer med, hvad der var sket i den ubåd. Det var første gang, jeg var retsreporter, og jeg sad sammen med mange, der var meget garvede. Men alle var meget emotionelt påvirkede af det, virkede det som om: Tænk nu, hvis han overbeviser retten. Tænk, hvis ikke de har overblik til at se igennem hans historier. Jeg var meget taknemmelig for, at der var en institution af folk, der havde prøvet det før, og som køligt kunne feje ham af bordet og idømme ham en livstidsstraf. Det, der er interessant, er, at han ikke blev dømt som sindssyg. Han er dømt som tilregnelig. Derfor er han 100 procent normal – og 100 procent monster. Det er en næsten bundløs gåde for mig.”
Simon Pasternak, 48. Forlagschef for skønlitteratur hos Gyldendal. Har med Christian Dorph udgivet en krimiserie, der er solgt til en række lande. Solo har han udgivet Østfront-krimien ’Dødszoner’. Foto: Gyldendal/Bjarke Johansen
Kan du bruge sagen som research til dit forfatterskab?
”Det, som interesserer mig som krimiforfatter, er gråzonerne mellem det gode og det onde. Her var en gråzone af dimensioner. Det var en meget hård erfaring af, hvordan en forbryder ser ud i virkeligheden. Hvis jeg skriver krimier igen, vil jeg bestemt kunne bruge det.”
Men det er ikke sikkert, du gør det?
”Efter Peter Madsen-sagen har jeg taget en beslutning om ikke at skrive en bog om ham. Samtidig er han svær at slippe, fordi han stiller nogle grundlæggende spørgsmål om, hvordan det er at være menneske i den moderne verden. En interessant dimension af ham er selvforståelsen som kendt iværksætter. I disse år er vi meget vilde med iværksættere. Vi celebrerer eneren. Men eneren passer godt med personligheder, der synes, de har ret til alt, og som har ringe respekt for domstole og paragraffer og derfor går over stregen. Se bare på Elon Musk, som røg cannabis live på nettet (på satireshowet ’The Joe Rogan Experience’, red.) – hvorefter Teslas aktier faldt drastisk og påvirkede verdensøkonomien. Som om verden er helt afhængig af den geniale persons luner, temperatur og impulser. Peter Madsen er vigtig i vores tid, fordi han er et vrangbillede af det, vi egentlig fejrer. Og vil man skrive krimier, er det altid interessant at finde ud af, hvad forbrydelsen i tiden er.”
Hvis han ikke havde eksisteret, tror du så, du kunne have fundet på ham som romankarakter?
”Jeg ville aldrig have fundet på sådan en forbryder. Han er for kulørt. Han ligner en kriminalroman så meget, at jeg nok havde forsøgt at finde på noget mindre spektakulært.”
Hvorfor havde du oven på sagen besluttet, at du ikke ville skrive mere om ham?
”Jeg har tænkt, man hellere skulle lade være, fordi han ikke fortjener mere opmærksomhed. Men jeg ved ikke, om det holder. Man kan sige, at man undlader at skrive om en forbryder for at beskytte offeret. Men jeg tror ikke, det er rigtigt. Jeg mener snarere, man ender med at beskytte forbryderen. Ofrenes død skal have lov at være så ubehagelig, som den er, for at verden kan vide, hvor ubehagelige gerningsmændene er. Når man beskriver den onde verden, vi lever i, synes jeg ikke, man skal komme sukker på. Det er ikke det samme, som at der ikke kan være godhed eller håb i en fortælling. Men der er ingen grænser for, hvad man skal skrive. De ting, mennesker kan få sig selv til at gøre, bliver vi nødt til at se. Ellers kan vi ikke på sigt få dem til at holde op med at gøre dem.”
