MED ÅBNE cement-arme over en gylden hængebro står Kristus i 110 meters højde og betragter den portugisiske hovedstad. I udkanten af frelserens synsfelt, på modsatte side af floden, ligger Estação do Oriente, Lissabons hovedåre for togtrafik. Stationen er udsmykket med stålgitre og store, hvide fluevinger, og indenfor danner buede søjler et koldt og gråt fundament for fire plateauer fyldt med rullekufferter og portugisere, der orienterer sig på store skærme på væggene og på små i deres hænder.
Midt i det hele står den 25-årige nordmand Tommy i sine slidte kondisko. Han skal bruge i alt ni euro til en speedball – en sprøjte med 0,2 gram heroin og ditto kokain – og han mangler fem euro. Han hælder med skuldrene til den ene side. Som en bedøvet pac-man på jagt efter ost slæber han fødderne hen ad betongulvet langs de indendørs cafeer, hvor folk drikker espresso og spiser sukkerkager. Hans læber er knastørre, og hans øjne er våde. Knæene peger indad og får hans ben til at ligne et timeglas.
En kvinde giver ham 1,5 euro, og Tommy, der ikke vil have sit efternavn på tryk, smiler af lettelse. I stationens kælderetage lyser nordmandens øjne op, da han ser André Mesquete, der står foran metroens tælleapparatet og spejder rundt i menneskehavet. Den 44-årige portugisers øjenlåg blinker i hurtige tics, og han har en rygsæk på ryggen og en på maven. Han er i joggingtøj og spjætter med benene. Som forsøgte han at ryste bukserne fri for insekter.
”Hvor meget har du? Jeg har to euro. Vi deler,” siger André. De griber fat om glaspladerne ved tælleapparatet, hopper over og pisker mod perronen. En halv time senere er de på vej ned ad en sti langs en mur med graffiti i Beco Picheleira, et broget arbejderkvarter. Bag stien ligger nedslidte boligblokke i gule og lyserøde farver, hvor lokale pushere sælger deres varer. Tommy og André sætter sig på rygsækkene under en togbro og begynder at tilberede speedballs. Jorden svømmer i skrald og grønne poser, som socialarbejdere deler ud til Lissabons stofbrugere. Poserne indeholder rene sprøjter, renseservietter, kondomer, skeer til opvarmning af heroin og filtre til at rense heroinen for affaldsstoffer. André presser bagenden af sprøjten i metalskeen, så stofferne blandes sammen til en grå substans, der ligner fortyndet mørtel. Kokainen mindsker risikoen for en overdosis heroin, fortæller André, der udtaler ’heroin’ med stumt h. Hans stemme er dyb som en tudses.
Tommy tørrer sig med en af de offentlige renseservietter på indersiden af albuen. Togskinnerne buldrer, da et tog kører forbi. De to har kendt hinanden i en uge.
”Vi skal lave musik sammen, men vi skal være clean først,” siger André og skyder nålen i en blodåre på håndryggen. Nogle minutter senere lægger de sprøjterne i den grønne pose, som de smider i portugiserens rygsæk. Det brugte grej afleverer de til socialarbejderne, næste gang de ser dem. ”I clean my shit,” siger André.
I MIDTEN AF 90’ERNE stod Portugal med et heroinproblem af nærmest epidemisk omfang. Ud af 10 millioner indbyggere var 100.000 afhængige af cavalo – ’hest’, som stoffet blev døbt på gaden – og den såkaldte brune bølge ramte på tværs af landet, der dengang havde flest hiv-smittede stofbrugere i EU. I 1999 godkendte den daværende socialistiske regering en ny stof-strategi, hvor alle stoffer til personligt forbrug skulle afkriminaliseres. Stofbrug skulle være et anliggende for sygeplejersker og psykologer, ikke for politi og dommere. Da lovændringen trådte i kraft i 2001, frygtede især konservative politikere, at landet ville blive et paradis for stofturisme. Måske med rette. Men den lokale ’hest’ er nogenlunde tæmmet. Siden årtusindskiftet er antallet af heroin-afhængige i Portugal faldet til cirka 30.000.
”Politikken virkede,” sagde FN’s portugisiske generalsekretær António Guterres til en konference om narkopolitik i september 2018 i selskab med blandt andre USA’s præsident Donald Trump.
”Stofafhængige er patienter og ofre. Hvert land har sin politik, men vi deler alle samme mål: at sikre borgernes helbred og velvære,” sagde FN-chefen, der var premierminister i Portugal fra 1995 til 2002.
I dag er Portugal det land i Vesteuropa med færrest dødsfald i forbindelse med indtagelse af stoffer, og antallet af hiv-smittede stofbrugere er faldet med mere end 90 procent siden 90’erne.
Det er stadig ulovligt at sælge stoffer i Portugal, men ingen ryger i det strafferetlige system for såkaldt personligt forbrug. Grænsen for kokain er to gram, for heroin, LSD og MDMA er den ét gram, og for hash fem gram.
HVIS EN BETJENT pågriber en person med stoffer i Portugal, bliver produktet sendt til politistationen, analyseret og vejet. Er mængden inden for rammerne af det ikke-kriminelle, bliver vedkommende påbudt at møde op hos CDT – ’Kommissionen for afskrækkelse af stofafhængighed’, og er der tale om gentagelsestilfælde, risikerer man en bøde.
Kommissionens afdeling i Lissabon ligger på første sal i en kontorbygning i et boligområde tæt ved byens zoologiske have. Naboen i underetagen er en møbelbutik, og de gule vægge i opgangen trænger til penselstrøg. I venteværelset er opslagstavlen fyldt med pjecer om stofbehandling, og der lugter af tandlægeklinik. I 80 procent af tilfældene møder folk op hos kommissionen for besiddelse af cannabis. En af dem er en 43-årig smed, vi kalder Miguel, da han ønsker at være anonym. Han blev stoppet i sin bil ved en trafikkontrol. Da han fandt sit kørekort frem, steg en duft af pot op i luften, og betjenten lugtede lunten. Miguel sidder nu til samtale med en psykolog, en socialarbejder og en jurist. De taler om hans liv og forbrug af cannabis. Smeden har en sort hue på hovedet og er i skovmandsskjorte. Hans hænder er store og slidte.
”Du havde tidligere et højt forbrug af cannabis, ikke?” spørger 41-årige Nádia Simoes, en lavstammet jurist i nederdel, briller og håret sat op i en knold.
”Ja,” svarer Miguel. For tre år siden røg han dagligt, men han skruede ned for sit forbrug, da han fik hjerteproblemer.
”Du havde fire gram cannabis på dig. Med hensyn til loven – har du forstået det hele?” spørger juristen.
”Ja, eget forbrug er op til fem gram,” siger smeden og blotter et hullet tandsæt.
”Har du brug for hjælp, så ring. Vores dør er åben. Også når dit navn ikke længere står i vores system. Vi vender tilbage om lidt, så kan du få lov at skrive under,” siger Nádia Simoes, der fortæller, at kommissionen ikke er en domstol: ”Folk er derfor ofte afslappede og ærlige, så vi kan hjælpe dem bedst muligt.”
Miguel bliver siddende og kigger ud i luften. Lysindfaldet gennem ruden afslører et strejf af sved på hans overlæbe. En åben turistbus kører forbi i regnvejret nede på gaden. En kvinde banker et tæppe fri for støv fra et vindue i lejligheden overfor. Et par minutter senere er de tre CDT-ansatte tilbage i lokalet.
Nádia Simoes rækker Miguel et papir og beder ham skrive under. Der bliver ingen sanktion. Bliver han taget med stoffer inden for de næste fem år, kan han risikere samfundstjeneste eller en bøde på mellem 15 og 580 euro. Miguel er tilhænger af systemet hos CDT, fortæller han, inden han giver et fugtigt håndtryk med en håndværkerlab og siger tak for i dag. Hans parkeringsbillet gælder kun en time, og han skal på arbejde.
Tommy fra Norge i gang med at spørge om penge på Estação do Oriente.
I DEN NORDLIGE DEL af Lissabon, tæt på lufthavnen, sidder hovedarkitekten bag Portugals narkotikamodel, den 64-årige læge João Goulão. Han er er statens koordinator for stofbehandling og sidder på sit kontor hos SICAD – ’Interventionsservice for vanedannende adfærd og afhængighed’.
”Sammenligner vi stofbesiddelse med at køre bil uden sikkerhedssele, er ideen at tilbyde et kørekursus i stedet for en straf,” siger Dr. Goulão, der er klædt i jakkesæt med prikket slips, iført briller og har buskede øjenbryn. En reol langs væggen er indrettet som et slags hæders-alter med billeder af ’narko-tsaren’, som lægen bliver kaldt, i selskab med Paven, jetset-filantropen Richard Branson, Desmond Tutu og andre notabiliteter.
”Den mest kendte del af vores politik handler om afkriminalisering af stoffer til eget forbrug. Men den vigtigste del er den røde tråd, vi har fået skabt på tværs af sundhedssystemet og 11 ministerier. Alt sammen ud fra tankegangen om, at vi har at gøre med sociale og helbredsmæssige problemer,” siger João Goulão.
”Interessen for Portugals resultater har aldrig været større,” siger lægen og fortæller, at SICAD i 2018 har haft besøg af mere end 100 journalister, politikere og fagfolk fra udlandet. I 90’erne var stoffer den største bekymring for den portugisiske befolkning i meningsmålinger. I dag er emnet et godt stykke uden for top 10.
”Vi løste ikke alle problemer med stoffer. Men den vigtigste forandring er, at stigmaet forbundet med stoffer er blevet mindre,” siger lægen og fortæller, at udgifterne til landets narkotikamodel er relativt beskedne. Det juridiske system er mindre belastet end tidligere, og færre ryger i fængsel, mens de sociale og sundhedsmæssige tiltag koster staten 75 millioner euro om året.
Portugal er det fattigste land i Vesteuropa, og den gennemsnitlige månedsløn er på cirka 850 euro, men den økonomiske virkelighed var dog ikke blandt de afgørende årsager til landets problemer med stoffer i 90’erne, siger João Goulão. Portugal var også et fattigt land under militærdiktaturet, inden stofferne blev udbredt.
”Det største problem var, at vi gik fra et lukket system til et næsten naivt, åbent samfund uden at have tid til at omstille os og være forberedt på, hvordan vi skulle håndtere stofbrug.”
I løbet af 00’erne blev der indført en jobordning for tidligere stofafhængige i Portugal – et slags positivt diskriminationsprogram. Næsten 10.000 mennesker fik job med ordningen, fortæller João Goulão, men da Portugal blev ramt af økonomisk krise i 2010, blev ordningen skåret væk.
”Mange tidligere stofafhængige blev fyret og røg tilbage på heroin. Vi har oplevet et tilbagefald blandt de ældre generationer på grund af den økonomiske krise.”
Tommy og André tager turen til pusherne uden for centrum 7-8 gange dagligt.
VED HAVNEGADEN i det centrale Lissabon danner en metadon-bus skygge fra solen for en kø af patienter. Bag den sydende morgentrafik ligger fragtskibe i vandet, mens ekspresfærger sejler mellem det bakkede centrum og byens opland på den modsatte side af kysten. Havnefronten er et horisontalt helle fra byens mange huse med mønstrede dukkehusfacader og smedejernsaltaner og de nuttede sporvogne, der tøffer rundt i det kuperede landskab.
Joana Germano tager imod en plastickop fra sygeplejersken inde bag lugen i bussen og hælder den flydende metadon i halsen. Hun klamrer en hånd til en pose chips, hendes røde hår er filtret sammen, og hun er iført benvarmere og vandrestøvler. Den 40-årige portugiser får det skidt om morgenen, så hver dag begynder med metadon.
”Jeg stoppede med metadon sidste år, da jeg begyndte at tage stoffer igen. Men så kom jeg i behandling. Jeg har det bedre nu,” siger hun, tripper med fødderne og er videre så hurtigt, hun kan gå uden at løbe, da en veninde kalder på hende.
Kvinder skal tage en graviditetstest for at blive registreret i metadon-programmet hos Ares do Pinhal – en organisation, der hjælper stofafhængige med behandling.
”Graviditet kan være svært at håndtere med et massivt forbrug af stoffer. Men vi tvinger ikke kvinderne til et træffe et bestemt valg, hvis de er gravide,” siger Hugo Faria. Den 45-årige psykolog står på fortovet foran metadon-bussen i jeans og sweatshirt. Rundt om ham parkerer taxichauffører deres biler og stiller sig i køen, mens to kvindelige psykologer sidder på klapstole og taler med patienter. På et bord ligger papir og tuscher, som patienterne kan tegne med. Psykologerne spørger om patienternes hverdag og lytter til deres oplevelser med behandling og eventuelle trakasserier med sagsbehandlere.
”Efter næsten 20 år med afkriminalisering er der stadig mange i det offentlige system, som ikke forstår, hvilken adfærd der er forbundet med en sygdom som afhængighed,” siger Hugo Faria.
I lugen beder 41-årige Marco Pao om et stykke sølvpapir, han skal bruge til at ryge heroin. Han får metadon og er i behandling for hepatitis C. Han er i hættetrøje, læderjakke, han er duknakket og har hørebøffer om halsen. Marco Pao husker godt, da stofbesiddelse var kriminelt.
”Folk var mere mistænksomme, fordi der var så mange junkier, der stjal. Alle havde nogen i deres familie, som var misbrugere,” siger Marco Pao, der klemmer det ene øjenlåg i, når han taler. Mentaliteten hos politiet ændrede sig først et stykke inde i 00’erne, mener han.
”Betjentene sparker ikke længere stofferne væk fra folk,” siger Marco Pao og smiler rundt om et par skæve fortænder.
Portugal tilbyder behandling for det, der i andre lande straffes med fængsel.
DET PORTUGISISKE POLITIS nationale hovedkvarter ligger i en nedlagt kirke på toppen af en stejl gade. Den gamle bygnings ellipseformede søjler indrammer en firkantet gård. Indenfor er der skakternede marmorgulve, der er en rungende akustik, og væggene er fyldt med bibelske kalkmalerier, ordener og hædersbeviser.
”Politiets attitude over for stofbrugere har forandret sig, siden afkriminaliseringen blev indført,” fortæller 52-årige José Carlos Leitão, der er chef for Portugals kriminalefterforskning og sidder ved et rundt bord i et mødelokale i jeans og habitjakke. Han er muskuløs, har et firskårent ansigt, en kløft i hagen og ligner en sydeuropæisk Clark Kent.
”Tidligere var betjentene mere anspændte og hårde over for de her mennesker, fordi deres adfærd indebar kriminalitet. I dag ved alle, at der er tale om en administrativ proces. Presset i situationen er aftaget,” siger han.
Da lovændringen blev vedtaget, var der skepsis fra politiets side, fortæller José Carlos Leitão. Mange var nervøse for, at forbruget af stoffer ville stige, hvis der ikke var en risiko for straf forbundet med afhængighed.
”Men det skete ikke. Lovændringen var en succes. I 90’erne var der måske 10 områder i Lissabon, hvor der blev solgt og indtaget stoffer åbent. I dag er det mere begrænset og mindre synligt. Tidligere var der også flere tyverier og indbrud som konsekvens af afhængighed,” siger politichefen, der har været ansat i styrken i 32 år.
Faldet i berigelseskriminalitet kan dog have flere årsager, mener han. Siden lovgivningen trådte i kraft, er der indført økonomisk understøttelse i Portugal. En ydelse, som tusindvis af borgere – hvoraf mange tidligere begik kriminalitet – har haft gavn af.
Og pusherne har også ændret deres metoder siden 2001.
”De står med præcis den mængde, som de må have uden at blive arresteret. Resten har de gemt i nærheden. Det ændrer vores arbejde, når vi ved, at de folk ikke er almindelige forbrugere af stoffer. Vi overvåger diskret, så vi ved, at når vi henvender os, har personen en kriminel mængde stoffer på sig,” siger José Carlos Leitão, der også fortæller, at når politiet skal finde bagmænd, kan det være nemmere at få oplysninger om, hvem en person har købt sine stoffer fra, hvis vedkommende ikke bliver arresteret: ”Når folk ikke er pålagt en byrde, er de mere samarbejdsvillige.”
Politiets efterforskning af narkotikasmugling har ikke ændret sig på grund af afkriminaliseringen, siger politichefen. Portugal er stadig en port til Europa – primært med kokain fra Sydamerika og cannabis fra Marokko – og her samarbejder politiet med andre lande.
I modsætning til hårde stoffer er forbruget af cannabis dog steget markant i Portugal de seneste fire år, fortæller José Carlos Leitão. Men han tror ikke, at den udvikling kan kobles til afkriminaliseringen.
”Vi ser den samme stigning i Spanien. Cannabis er blevet socialt acceptabelt, samtidig med at prisen er faldet på grund af de store mængder, der kommer fra Marokko,” forklarer chefen for politiets kriminalefterforskning, der mener, at de færreste portugisere i dag betragter landets stofbrugere som kriminelle.
”Jeg tror, at den generelle holdning til afhængighed er medlidenhed. Langt de fleste, der tager stoffer i Portugal, bruger det rekreativt – til fester og bestemte lejligheder. De har ikke brug for at skaffe penge til stoffer.”
João Goulão har arbejdet som familielæge i Algarve, der tidligere var meget plaget af heroinproblemer. I 1997 blev han ansvarlig for sundhedsministeriets program for forebyggelse og behandling af stofafhængighed.
TOMMY SIDDER på gulvet i en metrovogn med hovedet mellem benene. Han trækker op i sit ærme og betragter sit stiksår.
”Få det der væk. Folk kigger,” siger André Mesquete og trykker et knæ i siden på nordmanden. Tommy smiler forlegent. De stiger af ved Estação do Oriente og går ind i et storcenter, hvor børnefamilier farer af sted med indkøbsposer og ispinde, mens popmusik brager fra højttalerne. André smutter ind i en parfumebutik. Hans ben er et par hurtige trommestikker. Han griber fat i en Diesel-parfume og giver sig selv to strejf på halsen.
”Sådan gør jeg, hver gang jeg er her,” siger han og griner.
Tommy og André sætter sig ved et udendørs caféområde. De finder cigarillos frem, og André spiser æbletærte fra McDonald’s. Regndråber tæsker løs på en hvid presenning. Tommy kom til Lissabon for et par måneder siden. De første par uger arbejdede han på et callcenter, hvor han bookede hotelophold for turister, indtil andre længsler trak i ham.
”Jeg brød mig alligevel ikke om jobbet, jeg vil hellere lave musik. Men det var ikke planen, at jeg skulle ende med at tigge penge på gaden,” siger Tommy, der søgte jobbet, da han boede hos sine forældre i norske Molde, mens han forsøgte at ryste sig fri af et galoperende forbrug af amfetamin. Tommys mor er handicaphjælper, hans far arbejder i en malerforretning. Han var 19 år, første gang han skød sig i armen med amfetamin.
”Jeg har altid været glad for at være påvirket. Som yngre var jeg ham, der drak mest og gik senest i seng,” fortæller han. I Norge forsøgte han at kvitte stofferne med metadon. Men han kunne ikke sove om natten, han rystede og frøs. ”Metadon er et helvede at komme ud af,” siger Tommy, der har haft et enkelt sammenstød med politiet i Portugal, som fik ham til at tro, at det var kriminelt at være i besiddelse af stoffer.
En af Lissabons metadonbusser.
André ryster samtidig med skuldrene, kroppen er hele tiden i bevægelse. Han er opvokset på Azorerne, hvor en kammerat introducerede ham til heroin som 17-årig i en frokostpause, da han arbejdede i et supermarked. Han har været i behandling flere gange og været clean i lange perioder af sit liv.
”Jeg skammer mig over at tigge om penge til stoffer, mens de mennesker derinde går i biografen og køber ind til aftensmad. Når jeg er clean, kan jeg være ligesom dem. Bedre endda. Men nu er der gået seks måneder, så …” siger han og trækker øjenbrynene op i panden.
For nogle måneder siden var André i Holland for at spille som dj. Bagefter skulle han hjem til sin kæreste på Azorerne. Men han kom aldrig videre, da han landede i Lissabon. Når han er hjemme på øerne, arbejder han hos et biludlejningsfirma.
”Jeg har ikke talt med min kæreste i to måneder, og jeg er flov. Det er ikke første gang, det er sket, men jeg håber, det bliver den sidste. Min mor er deprimeret på grund af mig. Men vi skal også ud af det her, Tommy og mig.”
Tommy nikker og kigger på sin sidemand. ”Skal vi se at komme af sted?” spørger han. Nordmandens øjenlåg er tunge, og hans sætninger er længere undervejs end for et kvarter siden. André lyser op og laver crawl-bevægelser med armene: ”Til swimmingpoolen,” siger han. Det er ruten fra stationen til pusherne, og til stofferne er i kroppen.
Psykologerne hos Ares do Pinhal. Alle, der vil i metadon-program, bliver screenet for hiv, hepatitis og andre sygdomme.
NOGLE AF LISSABONS cirka 2.000 hjemløse sover i parker og på togperroner. Andre overnatter på byens arkitektoniske kirkegårde: de mange hullede bygninger, hvor huslejepriserne traditionelt er holdt nede og har fjernet udlejernes incitament til at renovere. I 2014 var en fjerdedel af alle ejendomme i Lissabon forladte. Siden er flere af murstensskeletterne vakt til live, og der er løsnet op for huslejereguleringen. Arbejdsløsheden er halveret, turismen blomstrer, og det vælter ind med investeringer udefra. Som i mange andre storbyer tromler gentrificerings-toget gennem byens gader, mens mange indfødte fnyser ad en udvikling, der forvandler lokale bagerier til dyre kaffebarer og hele opgange til Airbnb-reservater.
”Striptease? Night club?” råber en taxichauffør ud ad vinduet på sin bil. Hyrevognen klemmer sig ind gennem den smalle gade i Bairro Alto, Lissabons mest populære restaurant-, bar- og drukscene. Det er lørdag aften, og de labyrintiske stier under de gamle gadelygter er fyldt med sprutsjaskede turister, kærestepar, der fletter fingre, og afrikanske gadesælgere med fjollede hatte, knæklys i hænderne og fløjter i munden, som de blæser i for fulde gardiner. Tjenere står på gaden og blafrer med lokkende laminerede menukort. Inde fra restaurationslokaler synger kvinder i store kjoler salvelsesfuldt til tonerne af sirligt guitarspil, mens gæsterne tager for sig af mad og drikke og fado, den berømte portugisiske musikgenre.
Under Portugals militærdiktatur blev politihovedkvarteret i Lissabon brugt som centrum for regimets ungdomsbevægelse.
Udenfor glider en rund herre i en for stor ruskindsjakke nærmest lydløst hen ad de våde brosten. Han er cirka 50 år og stikker hovedet frem under en paraply med Burberry-tern.
”Vil I have kokain?” spørger han hviskende. ”I kan få en smagsprøve,” fortsætter han.
Ordene er et kødben til hans to meter høje makker, der finder hvidt pulver frem i et stykke husholdningsfilm.
”Taste,” siger de begge kommanderende, næsten i kor.
”Nå, ikke?” Herren i ruskindsjakken slår ud med armene og ser oprigtigt skuffet ud.
”Hvad så med Viagra?” råber han i samme øjeblik, som han opgiver at følge efter. Ved næste gadehjørne er der flere mænd, der tilbyder lignende forsyninger.
”De sælger duelort og sukker,” siger Julio Cesar og læner sin topmave ind over disken. Den skaldede bartender er 51 år og har drevet sin lille bar i Bairro Alto i 15 år. Hans parfume er kraftig og krydret, og bag ham ligger limefrugter i en tre meter lang montre. I loftet roterer en diskokugle, og højttalerne pumper elektronisk pop.
”Turisterne tror, at det er normalt med pushere over det hele, men det vrimler med snydesælgere derude. Jeg ville ønske, de solgte den ægte vare. Hvis du går ind i en Dolce & Gabbana-butik, vil du jo ikke spises af med et par falske jeans, vel?” råber Julio Cesar og griner med en latter, der lyder som en bilmotor, der ikke vil starte.
Portugals lovændring på narkoområdet har ændret hele scenariet, siger politiets efterforskningschef José Carlos Leitão.
DE SKINNER NÆSTEN, de hvide snørebånd på Davids sorte gummisko. I dag er hans første med skoene på og hans sidste på Ares do Pinhals behandlingshjem i udkanten af UNESCO-byen Sintra, en halv times kørsel fra Lissabon. Huset er omringet af skov og store villaer langs bakkede grusstier, og et par kilometer herfra går turister rundt og tager selfies foran slotsruiner og gotiske paladser.
”Jeg har engang givet mine sko til en pusher, fordi jeg ikke havde nogen penge,” siger den 42-årige portugiser og smiler skævt. Han står på gruspladsen i solskin foran det gamle hus i tre etager og drikker espresso af en plastickop. Modne appelsiner hænger på træerne, og i de små køkkenhaver går husets beboere rundt og planter grøntsager.
Ifølge reglerne på stedet må der kun angives fornavne på husets beboere. Behandling på Ares do Pinhal er gratis og inddelt i tre faser på tre forskellige steder i omegnen af den portugisiske hovedstad. Første fase handler om at blive stoffri. I anden fase er der fokus på introspektion, som det hedder – at se indad. I Sintra er målet for beboerne at opbygge nye vaner, at få sig et job og finde tilbage i samfundet. David har boet her i 14 måneder. I morgen flytter han sammen med sin kæreste i Lissabon. Det er to år og fire måneder siden, David sidst tog stoffer.
”Stofferne er stadig friske i min erindring. Jeg var igennem så mange lidelser i månederne, inden jeg kom i behandling. Jeg boede på gaden og var begyndt at stjæle fra min familie for at få råd til heroin,” fortæller han.
David er kort og kompakt og har tætte øjne. Han stammer en smule, når han taler. En tyk sølvkæde hænger på hans hals, og et par baggy jeans hænger ned over hans nye sko. Han sætter sig på en bænk ved siden af huset og tager sin telefon op af lommen.
”Se, om du kan genkende en af de mænd,” siger han og finder en musikvideo frem på YouTube.
Musikken lyder som en portugisisk version af det amerikanske punk-rockband The Offspring. En seks år yngre David spiller guitar i videoen, som han også har produceret. Kinderne er mere fyldige end i dag, randene under øjnene ikke så synlige.
”Dengang tog jeg stoffer on and off,” siger David, der er uddannet på filmskole i New York og har arbejdet i tv-branchen i sit hjemland i mange år.
Socialarbejdere fra organisationen Crescer deler udstyrspakker ud til stofbrugere og fjerner sprøjter med gribetang.
En klokke ringer inde fra husets køkken. Klokken er halv 11, og et par beboere har anrettet med kaffe og boller med skinke og ost. For husets beboere begynder dagen med rengøring klokken 8.45. Klokken 13 er der frokost. To timer senere er der gruppeterapi, og aftensmad serveres klokken 20.
”Rutiner er vigtige. Hvis du bor på gaden og tager stoffer hele tiden, virker dit ur ikke,” fortæller Fernando Carvalho. Han er monitor på stedet og tidligere beboer. Han har mørkt, bølget hår, et furet ansigt og løse kinder. To guldøreringe hænger i et par lange øreflipper. Han sidder på bænken og ryger en cigarillo. Bob, husets gadekryds-chihuahua, ligger og gnaver på et kødben mellem hans fødder, mens musikanlægget i køkkenet spiller Rihanna.
”At spise med kniv og gaffel kan være nyt for folk. Eller at tage et brusebad. Vi hjælper med at oprette bankkonti, lægge budget og få styr på de mest basale ting. Vi opfordrer beboerne til at tænke selv: ’Nu er du kommet hertil. Hvad skal der nu ske?’” siger Fernando Carvalho, hvis stemme er dyb og tør.
Den 58-årige monitors job består mest i at lytte til beboerne. De fleste mennesker, der flytter ind her, har ingen at tale med, siger han. Ingen familie eller kæreste.
”Under diktaturet levede vi i mørket. Da vi kom ud i lyset, var der mange af os, der ville prøve det hele,” siger han med et smil, som får ham til at ligne en ulv fra en tegnefilm. Portugal gik den rigtige vej, da man afkriminaliserede stoffer til eget forbrug, mener han.
”Det hjælper ikke at straffe folk for at have en sygdom som afhængighed. Så kommer de i fængsel og lærer en masse dårlige ting. Hellere hjælpe folk. Livet består af valg, og nogle gange er vi forvirrede og ved ikke, hvad vi skal vælge.”
Til frokost sidder beboere og ansatte ved et langbord i spisestuen. Der er højt til loftet i det kølige rum. Solens stråler stryger ind gennem de store vinduer og rammer de knirkende gulvbrædder. David sidder ved siden af sin ven Antoire og spiser makrel og ris.
”Det er mærkeligt at have sidste dag. Jeg har fået gode venner her,” siger David, der i en periode ikke så meget til sine to børn. Han er blevet skilt fra deres mor, men har nu igen fået forældremyndighed. Om et par uger skal han i gang med at lave en dokumentarfilm om ekstreme sportsgrene. Det hele bliver stort og nyt, men han føler sig klar, siger han.
”Vi er på flere måder beskyttet her på stedet. Men jeg er forberedt på, at der kan være forhindringer derude.”
Et skadesreduktions-kit består af: sprøjter, renseservietter, filtre, kondomer, vand og skeer til opvarmning af heroin.
PÅ DET ØVERSTE gangareal ved Estação do Oriente står Tommy og André og kigger tomt ud i luften. I dag er en dårlig dag. En fredag, hvor folk siger nej, når de bliver spurgt, om de kan undvære en euro, og det tidspunkt, hvor rusen fra heroinen og kokainen er så langt væk, at farven har forladt de to kammeraters ansigter. De er i selskab med en fyr, de kalder ’Doktoren’, fordi han aldrig misser en vene, når han hjælper med at trykke sprøjten i huden. ’Doktoren’ vil ikke have sit rigtige navn nævnt.
André Mesquete har aftalt med en socialarbejder, at han skal ringe til hende på mandag. Hun skal hjælpe ham med at komme i behandling. Han og Tommy har også talt om at få behandling med en pille, der hedder Subutex, som skulle være effektiv og ikke ”et helvede” som metadon.
Tommy har fundet et opladerstik til sin telefon ved en betonvæg. Han har sin mor i røret hjemme fra Molde. Hans forældre kender til en del af hans historie med stoffer, men de tror stadig, at han arbejder på et callcenter. Tommy spørger sin mor, om hun vil overføre penge til medicin gennem Western Union. Da telefonsamtalen er forbi, kigger nordmanden på André med et udmattet, men lettet blik.
”Hun overfører 25 euro om lidt,” siger Tommy. Han banker sin ene knytnæve mod Andrés, og de giver hinanden et kram.
”Din mor er en engel,” siger André Mesquete.
”Hun er den bedste i verden,” siger Tommy med en uskyldig klang i sin stemme.
Senere står nordmanden og ’Doktoren’ på toppen af en mudret dal i Beco Picheleira og venter på André. På jorden er der heroinskeer og ubrugte kondomer. Området ligner et bakket månelandskab og er et åbent fixerum for byens stofbrugere. I 2019 er det planen, at staten åbner de første fixerum i Lissabon.
Så kommer André løbende rundt om en boligblok på den anden side af gaden. Han har forsyninger med i sin bæltetaske. Portugiseren trækker ned i kraven på sin trøje, finder en vene på sin hals og gør klar til ’Doktoren’. En halv time tidligere sagde han: ”Jeg er nødt til at stoppe med det her. Meget snart.”
Behandlingsstedet i Sintra. Nogle brugere tager af sted om morgenen på arbejde og kommer hjem om eftermiddagen.
