JEG VOKSEDE OP på Vesterbro i København i et udpræget arbejdermiljø med rigtig mange børn. Min far var snedker, og indtil jeg var ni år, gik min mor hjemme og tog sig af os. (Ritt Bjerregaard var den ældste af tre søskende, red.). Vi havde ikke særlig mange penge, men min mor var god til at få tingene til at hænge sammen. Hun kunne få meget ud af billige varer, og hun strikkede og syede vores tøj om, så vi aldrig for alvor kom i nød.
DET VAR et kærligt hjem. Min far var børnehjemsbarn, og min mor havde mistet sin far, da hun var 12 år. De syntes selv, at de havde manglet kærlighed, og var fast besluttede på, at de skulle have tid og overskud til at være sammen med deres børn. Når vi havde spist, fik vi børn læst historier højt hver dag. ’Ulvehunden’, ’Spartacus’, ’Kaptajn Grants børn’ og den slags. Vi kørte også ture på cykel i skoven og til stranden, indtil vi fik en kolonihave. Og de spillede bold med os. Min far var 23 og min mor 21, da de fik mig, havde masser af kræfter og energi.
JEG GIK PÅ Enghave Plads Skole og havde en fremragende lærerinde, der hed frk. Petersen. Hun gjorde rigtig meget ud af undervisningen, og jeg kunne godt lide at gå i skole. Jeg holdt meget af at læse. Man kunne først få lånerkort, når man fyldte ni år, og dén dag var jeg oppe på biblioteket i Lyrskovgade, og så gik jeg ellers i gang med at læse fra en ende af. Jeg klarede mig godt til mellemprøven i 5. klasse og kom derefter i Mellemskolen på Christianshavns Gymnasium.
NOK VAR JEG flink og flittig, men jeg var absolut ikke en stille og tilbageholdende pige. Hjemmefra havde jeg lært at stole på mig selv og ikke være bange for at gå op imod flertallet. Når jeg kom hjem fra skole, sad vi og drak te sammen, og så snakkede jeg om, hvad der var sket på skolen. Det interesserede mine forældre, og de spurgte. Det stod helt klart, at det var vigtigt, hvad jeg mente. Det var en indstilling, som jeg tog med mig videre i livet. Og beklagede jeg mig over et eller andet, for eksempel at læreren havde sagt noget, så fik jeg gennemgående det svar, at jeg måtte gøre mig lidt mere umage. Jeg havde lov til at sige fra og have mine meninger, men jeg skulle gøre mig umage.
JEG KUNNE GODT se, at der var børn på Vesterbro, der levede under ringere vilkår end jeg selv. Børn, som ikke havde forældre derhjemme, og som måske ikke var helt rene, når de mødte i skolen. Faren kom måske fuld hjem og gav moren bank. Og samtidig gik mange af pigerne ud af skolen efter 7. klasse og blev gravide. Det var før p-pillen og den fri abort. På den måde blev deres livsbane bestemt. Det var ikke rimeligt, og jeg var indigneret. Derfor meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet, mens jeg læste til lærer.
JEG VALGTE lærergerningen, fordi jeg gerne ville være ligesom frk. Petersen, som hjalp de børn, der ikke havde det hele med hjemmefra. Men der var ting i skolesystemet, som jeg gerne så anderledes. På en skole, jeg underviste på i Rødovre, kunne jeg ikke få en ekstra lærer. Jeg gik op til skoledirektøren. Forklaringen var, at skolen ikke havde penge. Dér blev jeg opmærksom på, at der var barrierer for, hvor langt jeg kunne komme med min læreruddannelse. Derfor valgte jeg at gå ind i politik.
Udateret foto af Ritt Bjerregaard som barn.
JEG STUDSEDE over forskellen på, om man var mand eller kvinde. Mønstret var, at kvinderne havde de kredse, hvor der ikke var mange socialdemokratiske stemmer, mens dem, som jeg kaldte ’de gamle mænd’, havde de attraktive valgkredse. Da jeg blev valgt til Folketinget i 1971, hvilket jeg ikke havde ventet, var jeg bevidst om, at der nok ville komme modstand. Her trak jeg på min barndom, fordi jeg var klar over, at man er nødt til at stå sammen om noget, hvis man skal nå nogle resultater. Derfor lavede jeg med det samme ’kaffeklubben’ med Helle Degn, Svend Auken, Inge Fischer Møller og Karl Hjortnæs. Den var ret utraditionel, da den bestod af tre kvinder og to mænd. ’Kaffeklubben’ vakte en del opsigt.
VI KOM IND i kanten af ungdomsoprøret, og for de gamle folketingsmedlemmer tror jeg, vi havde en overraskende stor selvbevidsthed. Vi kom med ungdom, ny viden og en anden opfattelse af samfundet. Vi var ikke beskedne og satte os ned i hjørnet for at skulle lære af de gamle. Vi mente sådan set, at de havde brug for at lære noget af os.
ET AF MINE første ordførerskaber omhandlede daginstitutioner, men jeg havde jo ingen børn eller en fornemmelse for dét område, hvad jeg også sagde til gruppesekretæren, der blot svarede, at jeg var jo kvinde, så det burde jeg nok kunne finde ud af. Den slags floskler var til stede. Derfor følte jeg i høj grad, at jeg skulle demonstrere, at jeg kunne noget andet.
HELLE DEGN, Inge Fischer Møller og jeg var meget bevidste om, hvilket tøj vi gik i. Det skulle ikke være for provokerende og ungpigeagtigt. Vi gad ikke at være de unge, kønne kvinder, vi ønskede at blive taget alvorligt og ville beskæftige os med politik.
JEG SATTE HÅRET op, da jeg krydsede de 40. Jeg syntes, at hestehale var ungpigeagtigt, og jeg var ikke mere en ung pige. Ved samme lejlighed fik jeg læsebriller. Jeg tror aldrig, jeg har vist mig med udslået hår offentligt.
I SAGEN om Hotel Ritz var jeg forbløffet over, hvad der foregik. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg havde brugt flere penge end andre ministre. Rigsrevisionen slog senere fast, at det havde jeg heller ikke. Men Anker Jørgensen mente det modsatte og fyrede mig. Det hjalp mig, at jeg grundlæggende ikke tror, der er den store retfærdighed til. Man er nødt til at kæmpe for det, man gerne vil. Hvis jeg havde givet efter og betalt, ville det være fuldstændig ødelæggende for mit politiske liv. Så ville ingen jo kunne stole på mig. Det kunne jeg ikke acceptere. Jeg syntes, det var en urimelig behandling. Derfor overvejede jeg heller ikke at forlade dansk politik. Jeg har altid været indstillet på at slås.
Ritt Bjerregaard, 1980.
I 2015 FIK jeg konstateret endetarmskræft. Det var en rystende besked at få. Min gode veninde Helle Degn havde haft den samme kræftsygdom og fortalte mig, at det havde noget med blod i afføringen at gøre. Da der var noget blod i min afføring, tænkte jeg først, at det ikke kunne være rigtigt, så jeg lod bare som ingenting. Men da det ikke forsvandt, var der ikke andet at gøre end at få det undersøgt.
MIN LÆGDE SAGDE til mig, at jeg skulle ringe til min mand. Det forstod jeg ikke, jeg kunne jo snakke med ham, når jeg kom hjem. Men lægen syntes, at vi skulle være sammen, når han gav mig diagnosen. Det var en barsk og trist besked at få.
DENGANG TROEDE JEG, at jeg skulle opereres, og så ville jeg nok være på benene igen. Jeg havde ikke fornemmelsen af, at jeg fik en dødsdom. Først senere i mit kræftforløb fik jeg at vide, at kræften havde bredt sig til lungerne, og at den var uhelbredelig. Det græd jeg selvfølgelig over. Det var først på dét tidspunkt, at jeg blev klar over, at jeg ikke ville blive rask igen.
EFTER DEN FØRSTE operation havde jeg det virkelig dårligt. Jeg ringede til en af mine gode venner, der er læge, og han sagde, at der var noget galt. Sådan skulle jeg ikke gå rundt og skrante. Da jeg blev indlagt igen, viste det sig, at jeg havde et hul i syningen og havde fået en stor byld, hvilket betød, at jeg skulle opereres igen. Det troede jeg ikke, jeg kunne klare, men jeg blev opereret og fik tilbudt en forebyggende kemobehandling. Det mente jeg slet ikke, at jeg havde kræfter til, så jeg sagde nej. Men da jeg senere fik besked om, at jeg havde metastaser i lungerne, sagde jeg selvfølgelig ja til kemobehandlingen. Den var nøjagtig lige så ubehagelig, som man altid hører, at den er.
I SEPTEMBER fik jeg besked om, at mine metastaser ikke har bredt sig. De sidder i lungerne og vokser stadig, men meget, meget lidt, så nu får jeg et halvt år mere, før en ny scanning viser, hvordan det så går.
SELVOM JEG lever med en kræftsygdom, har det ikke ændret, hvordan jeg ønsker at leve. Jeg er interesseret i mange gode hverdage med min mand i sommerhuset og i København og i samvær med gode venner og min familie. Kræften er et vilkår i mit liv, noget, jeg ikke kan lave om på. Jeg kan prøve at leve så fornuftigt som muligt, bygge mit immunforsvar op, men selv om kræften skulle vokse i min krop, er det ikke noget, jeg kan stille noget op imod.
JEG VED IKKE, om der er noget, jeg gerne vil nå, men jeg vil rigtig gerne se, at EU får løst nogle af sine problemer, både Brexit og demokratiproblemerne i Polen, Ungarn og Tjekkiet. Jeg er meget optaget af, hvad der sker i verden. Jeg er selvfølgelig også spændt på, om det vil lykkes Mette Frederiksen at blive statsminister. Jeg synes, der har manglet lidt engagement i mit gamle parti, men det er, som om der begynder at komme lidt mere fart i dem, og det glæder jeg mig over. Jeg vil også gerne blive ved med at blande mig i debatten, og jeg er i gang med min tredje erindringsbog.
MIN ALDER og kræften er jo ligegyldige. Jeg må bare se i øjnene, at der sker nogle ting, når man bliver gammel. Vi skal alle sammen dø, og vi skal dø af noget. Jeg synes, det er et privilegium at få lov at blive 77 år, og jeg vil også rigtig gerne blive 87. Men jeg synes ikke, at jeg er gået glip af noget.
