Ud & Se guider dig til seks ting, du kan opleve i maj.
Tekst:RedaktionenFoto:Vestforbrænding

SKRALD I DAG, GULD I MORGEN

På Vestforbrænding i Glostrup har man siden 1970 omdannet en række københavnske omegnskommuners skrald til el og varme. Men i en tid, hvor genanvendelse er hot, bestræber landets største affaldsvirksomhed sig på at lade stadig mindre gå op i røg. I løbet af 2019 igangsættes en prøveordning, hvor et robot­sorteringsanlæg finkæmmer storskraldet, så kun det mest nødvendige ender i ovnen, mens alle materialer med potentiale efter døden sendes til genopstandelse. Interesserer du dig for højteknologi og ressourcer, så book et besøg på forbrændingens formidlingscenter. Nyd ved samme lejlighed Malene Landgreens kunstværker, der smykker den industrielle arkitektur ude og inde. Og find vej til flere seværdigheder på Vestegnen gennem seneste bind af Trap Danmark, opslagsværket om de danske kommuner, der udkom tidligere på året og ud over Glostrup omhandler Høje-Taastrup, Albertslund, Rødovre, Ishøj og Vallensbæk.

Se mere på trap.dk.

Foto: Randers Kunstmuseum

2 x ANDERSEN

Lauritz Andersen og Hans Andersen mødtes på Kunstakademiet i København omkring 1877. For at signalere, hvor de kom fra – og måske for ikke at blive forvekslet – tog de begge navn efter deres hjemstavn, landsbyen Ring tæt ved Næstved og Brændekilde (som dengang stavedes Brendekilde) på Fyn. Udstillingen ’Kunstnerbrødre’ fortæller historien om de to kunstneres venskab og udforsker, hvorfor kunsthistorien udråbte den første til god smag og den anden til kitsch.

Brandts, indtil 8. september.

Foto: Danmarks Jernbanemuseum

KENDIS-TOG PÅ DANSKE SKINNER

Har du småbørn, kan du sikkert genkende introen til sangen om Thomas Tog, der siden 1946 har underholdt med historier fra jernbanen på den fiktive ø Sodor. Nu har I chancen for at se Thomas Tog i virkeligheden, når toget kommer til Danmarks Jernbanemuseum i Odense 16.-19. maj. Her kan I også komme ud og køre med det verdensberømte blå damplokomotiv på museets lukkede banestrækning og lytte til historier om Thomas Tog eller lege med de små modeller af toget, der findes på museet.

Foto: Colourbox

DER ER NOGET I LUFTEN

Engang var det fuglenes skrig, vindens tuden, de knagende træer og bølgens brus, der udgjorde det danske lydtæppe. Måske en knirkende oksekærre i ny og næ. Det var dengang, før mennesket satte strøm og olie til foretagendet og samtidig gav volumenknappen et ordentligt vrid. Hvad al den menneskeskabte larm, der omgiver mange af os – ikke bare i trafikken, men også, hvor vi bor – betyder for vores velbefindende, er endnu ikke undersøgt til bunds. Nu begynder Uddannelses- og Forskningsministeriet sammen med Københavns Universitet fra toppen. Med projektet ’Lyden af Danmark’ ønsker man at kortlægge hele landets lyd, og alle danskere er inviteret til at bidrage med 20 sekunders lydbid fra deres nærmiljø. Og det behøver slet ikke at larme, der hvor du står.

Lav din optagelse på web-appen, lyden-af.dk. 

Foto: Esrum Kloster

ØLLEBRØDRE

Når Esrum Kloster afholder ølfestival, er der mulighed for at smage på klosterøl, mikrobryg og sågar nanobryg. Intet er for småt – selv ikke dine egne eksperimenter hjemme fra carporten, som du er velkommen til at tage under armen og skænke til festivalens andre gæster. Du kan også hilse på andre hjemmebryggere og mere etablerede brygmestre og naturligvis smage på og købe masser af øl.

3.-4. maj. Køb billet på esrum.dk.

Foto: Katrine Myrhdal Madsen

LOUNGE-MUSIK

Går du med en booker indeni, skal du bare ind på nettet for at bestille en koncert til din helt egen sofagruppe. Konceptet, som kaldes hjemmekoncerter, ser nemlig ud til at have sat sig til rette, for eksempel på lowficoncerts.com. Sitet sætter folk med arrangør-aspirationer i forbindelse med musikere, der tropper op med egne instrumenter eller betjener dit stueorgel, og med publikummer, der har lyst til at stille skoene i entreen, inden de går til koncert. Skulle du tilhøre den sidste gruppe, kan du finde flere stuekoncerter og i det hele taget livemusik på lokaliteter, der ikke normalt er spillesteder, på sitet homeconcerts.dk, som den danske sanger Camille Jones har taget initiativ til.

Tags:

SE MERE