99 DAGE PÅ NORDPOLEN, 2006
I 2004 blev jeg den første dansker, der gik på ski fra Sibirien til Nordpolen. To år senere besluttede jeg at tage turen igen, men denne gang hele vejen over Polarhavet til Canada. Jeg tog af sted med min mand Jean-Gabriel, der er franskmand. Ham havde jeg mødt på Nordpolen i 2002. Han er filmfotograf og ville derfor lave en dokumentar om turen.
Forberedelserne tog et år. Jeg fik et førstehjælpskursus af lægen fra Siriuspatruljen, så jeg kunne sy mig selv, hvis det blev nødvendigt. Jeg blev trænet i at skyde af den norske hær, hvis vi mødte en isbjørn. Jeg sov i telt i et fryserum i Kødbyen for at tjekke, hvilket udstyr der var bedst i de ekstreme temperaturer. Og jeg styrketrænede ved at trække tre dæk efter mig for at blive stærk nok til at trække pulken (en transportslæde, red.). over det frosne Polarhav.
Det er vigtigt ikke at have for stor oppakning med, men samtidig skal man have mad nok. Jeg afmålte præcis, hvor meget frysetørret mad, toiletpapir og tandpasta vi skulle bruge. Og jeg testede, hvilken slags chokolade der smagte bedst frossen. Alle mærker og overflødige lommer på vores tøj blev klippet ud. Og chokoladebarerne blev pakket ud af papiret. Intet måtte veje ét gram mere end nødvendigt.
Vi fløj til Sibirien og landede i byen Khatanga. En russisk Mi-8-helikopter fløj os helt ud til kanten af isen, hvorfra vi skulle begynde ekspeditionen. Vi begyndte at gå i februar, og på Polarhavet ser man næsten ikke solen i vinterhalvåret. Temperaturen lå omkring minus 40-50 grader.
I starten gik vi kun seks timer hver dag for at vænne kroppen til kulden og slidet. Til sidst gik vi 14 timer om dagen. Der var ingen hviledage, uanset vejr. Hvis vi skulle nå Nordpolen i tide, måtte vi passere over isen, inden den begyndte at smelte. I tilfælde af en ulykke kunne vi udsende et stress-signal, men hvis det var snestorm, kunne der gå flere dage, før en helikopter fra Sibirien ankom. Hver tredje dag ringede vi hjem på en satellittelefon, så de kunne følge med i, hvor vi var.
Bettina Aller trak en transportslæde med oppakning og forsyninger efter sig hele vejen over Polarhavet.
Vi gik på langrendsski med feller – en slags bånd under skiene, der gør, at man kun kan glide fremad. I gamle dage brugte man sælskind. Om aftenen slog vi telt op, og rundt om satte vi en snubleline, som affyrede et nødblus, hvis der kom en isbjørn. En nat kom jeg til at aktivere det, fordi jeg skulle ud og tisse. Så vidste vi da, at det virkede.
Vi sov i fire-lags-soveposer, og når vi vågnede om morgenen, var der is inde i teltet, fordi fugten fra vores åndedræt var frosset til.
På en god dag gik vi 18 kilometer. Men fordi isflagerne driver, kunne vi risikere at være drevet hele vejen tilbage igen i løbet af natten. Når to isflager kolliderer, danner de pakis, som vi måtte klatre over eller gå rundt om. Andre gange var vi nødt til at svømme fra én isflage til en anden i særlige orange svømmedragter, vi havde med.
De første 200-300 kilometer var der mange isbjørnespor. En dag mødte vi en ung han. Jeg var bevæbnet med en Magnum .44-revolver ladet med en særlig gummikugle, som ikke dræber, men skræmmer dyret væk. Lykkedes det ikke, måtte jeg skifte til rigtig ammunition. Jeg placerede pulken foran mig så den forhåbentlig ville kaste sig over den før mig. Jean-Gabriel stod bag mig og filmede, mens isbjørnen kom tættere og tættere på. Til sidst affyrede jeg pistolen. Isbjørnen satte sig ned og virrede lidt med hovedet. Så vendte den om og luntede væk.
Det tog 58 dage at komme til Nordpolen. Modsat Sydpolen er der ingen markering, så man kan kun se det på sin gps. Vi slog telt op, og da vi vågnede næste morgen, var vi ikke længere på Nordpolen. Isen var drevet. Derfra begyndte turen vestpå til Canada. Yderligere 700 kilometer. På anden del af turen var der whiteout på grund af snestorm i tre uger. Det føltes som at gå inde i en klump vat.
Det var midt i juni, da vi ankom til Ward Hunt, en lille base, hvor Canada møder Grønland. Der fik jeg mit første bad i 99 dage. Vi efterlod pulkene og blev fløjet til Ottawa nær grænsen til USA. Pludselig stod vi der, helt udmagrede og klædt i skitøj i sommervejret. Min mor var fløjet over med mine to børn. Da jeg så dem, græd jeg.
Teltlejr på Aconcagua. Bjerget er en del af Andes, der er verdens længste bjergkæde.
BJERGBESTIGNING OG MAGNETSTORM I ARGENTINA, 2017
Hvert år til jul giver jeg mine to ældste børn, Christopher på 25 og Emily på 23, en rejseoplevelse. Forrige år var gaven at bestige Aconcagua, der er 6.992 meter højt. Det er det højeste bjerg uden for Himalaya og kendt for at være meget tricky. Vi tog af sted i februar, hvor vilkårene er bedst. Turen startede i Mendoza, nær grænsen til Chile. De første dage gik vi langsomt op for at akklimatisere. Hver tredje dag blev vi på samme højde i et døgn, så kroppen kunne vænne sig til den tynde luft.
Der var 10 personer med på ekspeditionen og en lokal argentinsk guide ved navn Angel. De sidste dag, på topdagen, klatrede vi med isøkser og steigeisen – en slags pigsko, bjergbestigere bruger til at sparke sig fast i isen. Der gik ikke længe, før den første faldt fra med højdesyge. Undervejs hørte vi, at der var en mand fra en af de andre ekspeditioner, som var omkommet på bjerget. Over radioen sagde de, at de skulle ned med ’en grøn pose’. Vi vidste godt, hvad det betød.
Da vi nærmede os toppen, var vi kun seks personer tilbage. På vej op blev vi ramt af en voldsom snestorm, og det blev for meget for en af mændene. Han var så afkræftet, at han ikke selv kunne spænde sine steigeisen på. Hvis han ikke engang orkede det, ville han næppe kunne gennemføre. Så gav han op.
Den tynde luft gjorde mig dårlig. Det føltes, som om den nederste halvdel af mine lunger var fyldt med vat. Men Christopher havde det endnu værre. På et tidspunkt sagde Angel til ham: ”Sønnike, har du nogensinde været virkelig fuld?”
Elektrisk strithår på toppen af Aconcagua.
Christopher svarede, at det havde han. Angel, der selv var syg og kastede op, spurgte, hvordan det føltes dagen efter.
”Sådan her!” råbte han.
”Hvis du kunne klare det, kan du også klare det her. Gå!”
Så rankede min søn sig og gik i forvejen. Emily og jeg fulgte efter, men kunne ikke følge med. Da vi nåede den sidste afsats inden toppen, sad han smilende og ventede på os. Han ville ikke gå det sidste stykke uden os. Da fældede jeg en lille tåre.
Toppen af Aconcagua er flad, så man kan kigge ud over de sneklædte bjergtoppe. Mens vi stod deroppe, blev vi ramt af en magnetisk storm. Jeg kiggede på Christopher. Hans hår stod lige op i luften. Han smed sin isøkse og rygsæk fra sig, og omkring os begyndte de andre at gøre det samme.
”Kom ned fra det fucking bjerg,” skreg Angel, og vi løb ned, så hurtigt vi kunne.
Jeg kunne mærke den magnetiske ’lynild’ i hele kroppen, det var vildt ubehageligt. Det tog 17-18 timer at komme ned til vores telte, der lå cirka 800 meter fra toppen. Vi havde haft for lidt vand med, så da vi kom ned, var vi helt dehydrerede. Jeg lagde mig i teltet med fødderne stikkende ud. Jeg var så udmattet, at jeg ikke orkede at tage mine støvler med steigeisen af.
GROTTER OG IGLER I VIETNAM, 2018
Sidste sommer rejste mine børn og jeg til Vietnam for at klatre i Hang Son Doong-grotten, der er verdens største. Den blev opdaget i 1991, og der er ikke mange, der har været dernede. For at komme med på turen skulle man dokumentere, at man er en erfaren klatrer.
Lige inden vi tog af sted, var nogle børn blevet fanget i en grotte i Thailand under stor mediebevågenhed, og ingen kunne forstå, at vi turde tage af sted. Vores guide var en ældre mand fra Wales, der havde klatret i grotter hele sit liv. Han fortalte, at ekspeditionen før os havde været lige ved at drukne, fordi vandet pludselig var steget i grotten.
Vi gik gennem junglen for at komme til grottens åbning. Der var stejlt og mudret, og en kvinde blev sendt tilbage af guiden. Noget tydede på, at hun havde snydt med sin klatreerfaring.
Da vi kom til åbningen, firede vi os ned gennem mørket. Vi firede lidt, klatrede lidt, stødte fra og firede igen. Undervejs mistede jeg fornemmelsen for, hvor vi var, og hvor langt vi havde klatret. Uden guiden, der kendte grotten, ville vi nok aldrig have fundet ud igen.
Nede i grotten kom vi til en sandbanke, hvor vi kunne slå telt op. Næste dag begav vi os dybere ind i bjerget. Vi skiftede mellem at klatre, kravle og gå. Nogle steder var grotten meget smal og buldermørk, andre steder var den enorm. Pludselig kom vi til en åbning, hvor solen skinnede som en lysning i en skov. Der hvor solen ramte, voksede vilde blomster og planter.
Hang Son Doong, verdens største grotte, menes at være to til fem millioner år gammel.
Flere steder i grotten skulle vi gennem vand. Vi sejlede på en oppustelig raft eller gik med rygsækken helt op på skuldrene, hvis der ikke var for dybt. Da vi stoppede for at spise frokost, sagde min datter Emily:
”Mor, du bløder helt vildt på ryggen.”
Der sad en igle på min lænd. Jeg hev den af og forsøgte at stoppe blødningen med toiletpapir og plaster – det blødte bare igennem. Guiden gav mig gazebind, men det hjalp heller ikke. Når igler bider sig fast, sprøjter de et stof ind i huden, så såret ikke kan lukke sig. Det blødte i 17 timer og stoppede først, da der havde dannet sig en geléklump af størknet blod. Min sovepose og mit tøj blev gennemblødt.
Den sidste dag skulle vi ro. Undervejs sagde guiden, at vi skulle slukke vores pandelamper og være helt stille. Det føltes næsten som at miste hørelsen – ikke en vind, ikke en lyd kunne man høre. Af og til faldt en lille dråbe fra loftet mange meter over os, og når den ramte vandet, gav det ekko i hele grotten. Lyden gav mig kuldegysninger.
Det tog fem dage at komme gennem grotten. For enden kom vi til en høj væg, hvor der hang et reb. Vi klatrede og kom op af et hul midt i junglen. Guiden ledte os hen til en bus, der kørte os til et hotel. Vi var møgbeskidte, og jeg var smurt ind i blod fra såret på min ryg.
Det var herligt med et dejligt langt bad og et iskoldt glas hvidvin bagefter.
Bettina Aller, 56, er bestyrelsesformand, overdirektør og medejer af Aller Media. Hun har været på seks nordpolsekspeditioner og har skrevet tre bøger om sine mange rejser i hele verden.
