OSCAR OJEDA døde i går. Sammen med tre af sine besætningsmedlemmer var astronauten på rumvandring i Mars’ golde landskab, hvor rødbrune bakker dannede ring om ham som en enorm, bugtende søslange. Pludselig gik batteriet i hans rumdragt ud, og hans iltforsyning forsvandt. Men Oscar Ojeda begyndte ikke at hvæse efter vejret, og da han tog sin hjelm af, kollapsede hans lunger ikke, ligesom blodet ikke boblede. Dér brast illusionen. For colombianske Oscar Ojeda indåndede ikke Mars’ atmosfære, men den forfriskende luft i Utahs ørken. Sammen med et hold kolleger er Oscar Ojeda udstationeret på Mars Desert Research Station (MDRS), der efterligner forholdene på Mars. Basen er oprettet af Mars Society, en amerikansk nonprofitorganisation, der vil skubbe gang i planerne om at kolonisere Mars. Organisationen er frustreret over, at USA’s rumfartsprogram NASA ikke har gjort nok for at sende os jordboere til Mars, og har derfor oprettet en udgave af Mars på Jorden, så forskere kan studere, hvordan vi kan bosætte os på den røde planet. Efter at have kigget på en håndfuld steder rundt om på kloden, der visuelt minder om Mars, faldt valget på ørkenen i det sydlige Utah i midten af ingenting.
”Det første hold astronauter på Mars vil være de mest isolerede mennesker i verdenshistorien, så vi vil give dem den samme følelse her,” siger Michael Stoltz, Mars Societys kommunikationschef.
Mars Desert Research Station er ikke den eneste ’rumstation’, der forsøger at simulere forholdene på Mars. Der er lignende baser i Israel, Spanien, Hawaii og Texas, og Mars Society har også en anden Mars-base på den ubeboede ø Devon Island i det nordligste Canada, men den er ekstremt dyr og besværlig at komme til. Utah er mere praktisk, og siden basen blev åbnet i 2001, har over 1.500 forskere været på interplanetarisk besøg.
Hvordan påvirker isolationen besætningsmedlemmerne? Gør handskerne på rumdragten det svært at samle jordprøver op? Hvordan sammensætter man et næringsholdigt måltid uden friske råvarer? Det er nogle af de spørgsmål, forskerne har forsøgt at svare på under deres ophold.
Men måske mindst lige så vigtigt har de opdaget små ting, som kan være en udfordring, hvis man vil starte en koloni på en fjern planet. For eksempel hungrer Oscar Ojeda virkelig efter et spejlæg.
Sammen med sine fem colombianske kolleger i Crew 203 har han været isoleret på den jordiske udgave af Mars i 10 dage, og spejlæg er det eneste, han tænker på, når han slår øjnene op om morgenen. Han hiver ud i en skuffe fyldt med en række store plasticbøtter, skruer låget af en af dem og kigger på det gullige pulver.
”Dehydrerede æg. Når man tilsætter vand og steger det på panden, minder det lidt om røræg. Men det er ikke spejlæg.”
Han hiver op i de andre bøtter – tomater, løg, oksekød, svinekød, alt sammen i frysetørret form.
”Det ligner hundemad,” siger han slukøret.
Mars Desert Research Station er opført i 2001, og observatoriet er doneret af Elon Musk.
HVIS MAN VIL slå sig ned 225 millioner kilometer fra Jorden, er spejlæg et af de mindre ofre, og det er gået op for Crew 203. Oscar Ojeda er den 31-årige leder, der har overblikket og træffer de endelige beslutninger, og med på holdet har han Hermes Bolivar, der er biolog og eksperimenterer med at dyrke grøntsager i Mars’ lerholdige muld. Liza Forero er geolog, og Yael Méndez er mikrobiolog, og sammen tager de jordprøver. Freddie Castañeda er ingeniøren, der sørger for, at det mekaniske klapper, og David Mateus er altmuligmanden, der blandt andet kigger på, hvordan de kan minimere deres affald under opholdet.
I to uger bor de sammen i et cylinderformet ’habitat’, sover i køjer, fryser om natten, sveder om dagen, når de trasker rundt på ’rumvandringer’ i ørkenen, aflægger rapporter, gør rent i habitatet, lægger puslespil, når de keder sig. Og spiser frysetørrede æg.
Opholdet på Mars Desert Research Station kræver en vis indlevelse. Basen har set bedre dage, og lugen ind til habitatet kan ikke lukkes, medmindre man løfter op i den først, generatoren går ud hver nat, og tunnellerne, der forbinder habitatet med de øvrige bygninger, består af et u-formet metalhegn og en presenning. Rumdragterne er kedeldragter tilsat en kuppelformet hjelm med et kølesystem, der skal simulere iltforsyningen, og de ligner en rekvisit fra en billig B-film.
Andre dele er mere realistiske. Eksempelvis møder de ikke andre mennesker under opholdet, al kommunikation med omverdenen har 20 minutters forsinkelse (som svarer til den tid, det tager for et signal at nå fra Mars til Jorden), de skal altid have rumdragt på, når de går udenfor, og når de kommer tilbage fra rumvandring, skal de gennem en luftsluse, hvor de skal stå i fem minutter for at trykudligne – eller lade, som om de trykudligner. Der sker absolut intet, når de står i luftslusen, mens de tripper for at tage den tunge rumdragt af. På sin vis virker det hele som en avanceret astronaut-leg for voksne.
”Opholdet kræver, at man lægger sin mistro fra sig,” som Liza Forero siger.
OTTE GANGE er rumsonder landet på Mars. Viking 1 blev i 1976 det første fartøj på planeten, der rent faktisk lykkedes med at transmittere data til jorden, og senest nåede NASA’s InSight Mars i november 2018 for at undersøge planetens indre. I 2020 sender både USA, Kina, Japan og den europæiske rumfartsorganisation ESA sonder af sted mod den røde planet, mens yderligere missioner er planlagt de følgende år.
En del af hypen skyldes Elon Musk. Som det første private firma nogensinde har Tesla-iværksætterens raketfirma SpaceX planer om at sende en sonde til Mars i 2022, og går alt efter hans hoved, vil de første mennesker sætte benene på Mars i 2024.
For 10 år siden ville de fleste eksperter have rystet på hovedet, men SpaceX har rusket op i rumfartsbranchen ved at fremstille raketter, der kan lande på Jorden igen og genanvendes, hvilket har skåret drastisk i omkostningerne til rummissioner. Og Elon Musk har hovedet tilpas højt oppe i skyerne til, at han ikke kan høre de kritikere, der mener, at det vil tage årtier, før vi er klar til at sende bemandede missioner til Mars. Han vurderer tilmed, at man vil kunne skabe en selvforsynende koloni på en million mennesker på Mars i løbet af 40 til 100 år, og selv om det lyder rablende, har han det med at sætte handling bag sine højtravende ambitioner.
”Hvis jeg skulle sætte mine penge på, hvem der først sender folk til Mars, ville det nok være Elon Musk,” siger Steen Eiler Jørgensen, der er tidligere formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning og underviser i rumfart hos Science Talenter, Danmarks talentpleje inden for naturvidenskab.
”SpaceX har fremlagt et koncept for, hvordan man sender folk til Mars, og jeg har ikke hørt nogen væsentlige argumenter mod den plan,” siger han.
Elon Musk er ikke den eneste velpolstrede rigmand med blikket mod himmelrummet. Også Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos har med sit raketfirma Blue Origin planer om at skyde mennesker på rumfærd. I første omgang vil han sende rumturister på suborbitale flyvninger og satellitter i kredsløb for blandt andet det amerikanske militær, men Jeff Bezos vil også på længere sigt oprette en permanent rumbase på Månen. Han mener, at mennesker kommer til at bo og arbejde i rummet – og Mars er det mest oplagte sted at huse hans drømme.
”Der er kommet meget mere momentum i Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.
Det har fået folk til at hviske ordet ’rumkapløb’ igen, men hvor der i 60’erne var to supermagter, der kæmpede om først at sende mennesker til Månen, er der ingen, der har sat konkrete datoer på en tur til Mars – hverken NASA, Blue Origin eller SpaceX.
”Før der er konkrete planer, kan jeg garantere for, at der ikke er nogen, der kommer til Mars. Det er stadig meget hypotetisk, om SpaceX vil kunne gøre det,” siger Steen Eiler Jørgensen.
Kjartan Münster Kinch, der er astrofysiker på Niels Bohr Institutet og har været involveret i flere robotmissioner til Mars og med til at udvikle kameraerne til den næste rover, NASA sender til Mars i 2020, er dog overbevist om, at vi kommer til Mars i hans levetid.
Han er 44 år gammel.
”Medmindre Jorden rammes af en global katastrofe, tror jeg, at det er mere eller mindre uundgåeligt, at vi sender folk til Mars på længere sigt. Vi mennesker har gennemgået en eksplosiv udvikling. Tænk på, at blot 60 år efter flyvemaskinen blev opfundet, stod vi på Månen,” siger astrofysikeren.
Pladsen er trang i ’habitatet’ på MDRS, men det ser ikke ud til at genere det colombianske team, der er det 203. forskerhold på Mars-basen.
MEN HVAD i alverden skal vi på en planet, hvor der kun er omkring 0,1 procent ilt i atmosfæren, og hvor vi ikke kan trække vejret? Hvor temperaturen kan krybe helt ned til minus 125 grader, hvor der ikke er planter eller mad, og hvor det regner med kosmisk stråling? Det skal vi for at finde ud af selve livets opståen, mener Steen Eiler Jørgensen.
”Det er den planet i solsystemet, der minder mest om Jorden, og vi har efterhånden set billeder af, at Mars er et sted, hvor vi vil kunne bo. Det kan godt være, at der ser goldt ud, men der er jo vand,” siger han.
Og Mars har det med at rykke i vores fantasi. Lige så længe vi mennesker har kunnet kigge ud i verdensrummet, har vi stillet os selv spørgsmålet: Er der liv derude? Det kan Mars måske give svar på, fordi planeten for omkring 3,5 milliarder år siden mindede mere om Jorden, og fordi planeten formentlig har haft floder og søer, dengang Jorden kun var befolket af mikrober. Sidste år fandt rumsonden Curiosity organiske molekyler i jordbunden.
”Hvis vi finder liv på Mars, må galaksen myldre med liv, og dannelsen af biologisk liv må være naturlig. Det er vanvittig spændende at undersøge,” siger Steen Eiler Jørgensen.
Gennem årene har otte sonder, der har tøffet rundt på Mars, løftet sløret for nogle af planetens hemmeligheder, men de har kun udforsket en brøkdel af overfladen. Samtidig kører de ekstremt langsomt, ganske få meter om dagen.
”Hvis vi kunne sende et hold af forskere til Mars, der selv kan tænke og beslutte, hvad der er vigtigt at undersøge, kan vi virkelig accelerere Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.
Det ved astrofysiker Kjartan Münster Kinch alt om. Han ser en bemandet mission til Mars som en kæmpestor udfordring, først og fremmest på grund af afstanden. Når Mars står tættest på Jorden, er der 54,6 millioner kilometer til den røde planet, men når den er fjernest, er den over 400 millioner kilometer væk.
Det vil tage et halvt år at flyve til Mars, og en bemandet mission vil skulle blive mindst halvandet år på planeten, før Mars’ og Jordens kredsløb igen er tæt på hinanden, og astronauterne kan vende hjem.
”Det er en lang rejse, og undervejs er der ingen hjælp at hente, ud over hvad man kan få gennem kommunikation. Det betyder, at alting skal virke. Og der skal være redundans i systemet, så hvis en ting går i stykker, er der noget andet, der tager over,” siger Kjartan Münster Kinch.
Hvis vi vil øve os på at tage til Mars, er det en god idé at vende blikket mod Månen, der i gennemsnit er cirka 385.000 km fra Jorden. Ved at opbygge en base på Månen kan man danne sig vigtige erfaringer i at etablere en koloni i rummet. Og skulle noget gå galt, er en eventuel evakuering kun to dage borte – frem for et halvt år.
Indtil da er analoge rumstationer som Mars Desert Research Station i Utah en praktisk sandkasse, hvor man kan simulere nogle af de situationer, Mars-astronauterne vil møde.
”Hvis vi skal have det til at virke, kræver det træning, træning, træning. Man skal øve rutiner og finde ud af, hvad der ikke fungerer. Derfor er der stor værdi i det, de laver i Utah,” siger Kjartan Münster Kinch.
Selv Elon Musk erkender dog, at det vil være en god idé at tegne en livsforsikring, inden man sætter kurs mod Mars.
”Sandsynligheden for at dø er meget højere på Mars end på Jorden. Men der er også masser af mennesker, der bestiger bjerge. Folk dør på Mount Everest hele tiden. De gør det på grund af udfordringen,” sagde han for nylig til netmediet Axios.
”JEG VED IKKE, om du ved det, men vi går ikke rigtig i bad,” siger Liza Forero lidt forlegent.
Som alle andre hold på Mars Desert Research Station har Crew 203 en begrænset mængde vand til rådighed, så de må nøjes med at bade en enkelt gang under hele opholdet, selvom rumvandringerne er en svedig omgang.
Efter 10 dage er besætningsmedlemmerne også en smule nussede at se på. Håret er uglet, huden fedtet, og astronauterne har poser under øjnene. Mars’ kolonister vil i høj grad skulle være selvforsynende, og rumfarten kan lære os noget om at skabe et bæredygtigt samfund. På Mars Desert Research Station kommer al elektricitet fra en række solceller forbundet med en generator, og staben har så lidt emballage med som muligt, da de selv skal skille sig af med affaldet.
I drivhuset går gruppens biolog, Hermes Bolivar, og vander en række spirer i plasticpotter. De fleste er enige om, at en permanent base på Mars kræver, at vi udvikler en ny måde at dyrke afgrøder på. Jordbunden på Mars indeholder nyttige mineraler som kvælstof, kalium, fosfor og kalcium, men den er også rig på klorholdige salte, kaldet perklorater, der er giftige for planter – og mennesker.
”Vi forsøger med forskellige blandinger af muld og mineraler for at få det til at virke,” siger Liza Forero.
Det colombianske hold har udviklet et instrument, der skal måle indholdet af fugt, næringsstoffer, vægt og fordampning i mulden, så de kan se, om grøntsagerne bliver passet, som de skal.
”Se her,” siger Hermes Bolivar pludselig begejstret og peger på en potte med rødlig jord. En lille spire er brudt frem gennem leret.
”Ej, hvor fantastisk,” svarer Liza Forero og Yael Méndez i kor.
I nogle af de andre potter står ærter, gulerødder, rødbeder og brøndkarse, som andre hold har plantet. Hermes Bolivar hiver et par gulerødder op. De er ikke meget større end en tommelfinger, men de andre på holdet ser længselsfuldt på rodfrugterne. Efter 10 dage på frysetørret kost hungrer de efter friske råvarer.
Kombinationen af tunge rumdragter og blød jord gør ’rumvandringerne’ til en hed affære. Freddie Castañedas tunge åndedræt får hjelmen til at dugge til.
BIOLOGEN Hermes Bolivar skruer på nogle knapper for at justere temperaturen. Udenfor er det omkring frysepunktet, men i drivhuset er der 18 grader.
”Det her er det mest romantiske sted på rumstationen – vi elsker alle at være herinde. Det er fredfyldt og føles lidt som derhjemme,” siger Freddie Castañeda.
Han er den på holdet, der har mest hjemve. Trætheden og kulden gør det ikke bedre. Måske kunne han trænge til en opmuntring fra den lille robotkat, der står i habitatet. Den er blevet efterladt af et tidligere hold fra Japan, der blandt andet undersøgte, om en robot kunne løfte humøret.
”Den spinder, og den kan mjave,” siger Oscar Ojeda og tænder for den.
Katten begynder at mjave enerverende mekanisk, den vifter med halen. Det får colombianerne til at grine, og stemningen mellem dem er god. Men sådan er det ikke altid.
Andre besætninger på Mars Desert Research Station er kommet alvorligt op at toppes, og en enkelt gang kulminerede det efter sigende i en reel slagudveksling.
Den mentale belastning er en af de største ubekendte faktorer ved en Mars-mission, og derfor har forskere forsøgt at simulere det psykiske pres – blandt andet i det russiske forsøg Mars500, den længste simulerede rummission nogensinde. I juni 2010 satte seks astronauter sig ind i en rumkapsel med mental kurs mod Mars. Kapslen stod plantet i en hangar i Moskva med overvågningskameraer overalt, så tyske og russiske forskere kunne overvåge, hvordan besætningen reagerede på hele 520 dages indespærring.
Selv om forsøget overordnet forløb planmæssigt, var der stor forskel på, hvordan de seks mænd reagerede. Fire viste tegn på psykisk stress, én udviklede en mild form for depression, en anden havde kronisk søvnbesvær og lavede flere fejl end de andre, en tredje begyndte at tage hyppige lure, når besætningen skulle være vågen, og en fjerde fik vendt op og ned på sit indre ur og begyndte at følge en 25-timers døgnrytme. Han var ofte den eneste, der var vågen eller sov, og dermed blev han isoleret fra resten af gruppen.
Fælles for dem alle var, at deres aktivitetsniveau faldt, samtidig med at stressniveauet steg. Deltagerne i Mars500 var omhyggeligt udvalgt og trænet, men forsøget viste, at det kan være svært at forudse, hvordan et længerevarende ophold i rummet påvirker sociale væsner som mennesker.
Og socialt liv er der ikke meget af på Mars. Det er Oscar Ojeda godt klar over, så han har planlagt en lille overraskelse til sine kolleger. Inden de tog af sted hjemmefra, har han fået deres familier til at sende en lille videohilsen. Den viser han til dem. Der udbryder jubel, og Yael Méndez begynder at græde.
Mars Society er en nonprofitorganisation, og deres Mars-base i Utah drives i høj grad af frivillige, så rumdragterne har set bedre dage.
”OPPORTUNITY, 100 procent.” Oscar Ojeda tænder for den elektriske motor i sit terrængående Mars-køretøj med Freddie Castañeda ved sin side – batteriet er fuldt opladet. Radiosignalet skratter fra det andet køretøj, hvor David Mateus og Hermes Bolivar sidder klar til at tage på mission i felten.
”Curiosity, 100 procent,” melder de tilbage.
Snart glider de langsomt gennem det golde landskab for at finde et område at indsamle jordprøver. Alle fire er iført rumdragter, og det er, som om stemningen har ændret sig. Fjollerierne er forsvundet, og for første gang er det, som om legen bliver til virkelighed. Køretøjerne bringes til et lydløst stop, og Oscar Ojeda kigger på et lamineret kort over området. Han peger på en lille bakketop. Derfra kan de få overblik over, hvor de er. Med hjelmen og iltforsyningen på ryggen vejer rumdragten over 20 kg, så hvert skridt er drøjt og velovervejet. Deres fødder synker ned i den bløde jord, og de pruster, mens de går opad. På toppen kigger David Mateus ud over landskabet.
”Er Mars ikke smuk?”
Alle skarpe kanter er slebet væk af vind og vejr, og bakkerne er den eneste variation i det endeløse rødbrune landskab. Under dem ligner de terrængående køretøjer legetøjsbiler.
På sin bakketop reflekterer David Mateus over, at Mars har det med at inspirere os jordboere til at rykke grænserne for vores civilisation – rent bogstaveligt – og sætte benene, hvor ingen andre mennesker har været før. Hvis vi kan bo på Mars, åbner universet sig pludselig op – og hvem ved, hvad der gemmer sig derude, spekulerer han.
På et mere jordnært plan kan han rykke grænser for sine landsmænd. Colombia er ikke ligefrem kendt for at have førertrøjen på i rumfartens historie, og derfor har Crew 203 fået en del medieopmærksomhed.
”Der er mange fattige i Colombia, så det giver os en unik mulighed for at vise børn og unge, at det her kan lade sig gøre. Forhåbentlig kan det inspirere dem til at gøre noget stort for deres land,” siger David Mateus.
Hvis han fik muligheden, er han ikke et sekund i tvivl om, at han ville tage til Mars – også selv om det skulle være på en enkeltbillet.
”Vil man gøre noget banebrydende, er der altid en vis risiko forbundet med det, men det ville give mit liv mening. Jeg ville føle mig som en del af noget større,” siger han.
Oscar Ojeda er endnu mere entusiastisk.
”Man vil skulle opfinde en helt ny tilværelse deroppe,” siger han og diskuterer med sin kollega, om der mon vil komme nye sportsgrene, fordi man kan hoppe og springe længere med den svagere tyngdekraft, og om man vil kunne brygge øl på Mars. Så bliver Oscar Ojedas øjne smalle.
”Vi mennesker har altid udforsket grænser, fra det dybeste hav til det højeste bjerg. Mars er det åbenlyse næste skridt.”
Efter tre timers rumvandring er de fire jordbundne astronauter udmattede. De gør holdt efter at have gået op ad et højdedrag, og David Mateus’ hjelm dugger helt til af hans tunge åndedræt.
”Anmoder om tilladelse til at tage hjelmen af,” siger han til gruppens leder. Oscar Ojeda giver ham et okay-tegn med tommel- og pegefingeren. David Mateus løfter op i hjelmen og lader den dejligt iltholdige, kølige luft ramme sit ansigt. De andre følger trop. Der er stadig langt til Mars.
