VENSTRES FORMANDSKONTOR PÅ CHRISTIANSBORG
Tirsdag 11. marts 1998.
Når man skal, så skal man. Og Uffe Ellemann-Jensen skal virkelig tisse. Lige her og nu. Under normale omstændigheder vil han blot gå ud af sit hjørnekontor på Christiansborgs anden sal, forbi Udenrigspolitisk Nævns mødelokale og ind på toiletterne ved siden af trappen.
Men lige netop denne aften er det ikke en mulighed. For uden for kontoret står en hærskare af journalister og fotografer og venter. Og dem har Uffe ikke den store lyst til at snakke med lige nu.
Sagen er, at valgaftenen mere og mere ligner et mareridt for Venstre-formanden, som alle ellers har forventet kan krone mange års politisk arbejde og vælte Poul Nyrup Rasmussen af statsministerstolen. Men hvad der på forhånd ligner en walkover, er nu blevet til et tæt, tæt opgør. Det ser slet ikke godt ud for Uffe. Han står helt sensationelt til at tabe.
Altså: På den ene side en horde af journalister, han ikke orker. På den anden side en faretruende udspilet blære.
Hvad gør Uffe Ellemann? Han beder Claus Hjort Frederiksen, der også er på kontoret, om at se væk et øjeblik. Hvorefter manden, som få timer forinden har været helt sikker på at kunne indtage kongerigets højeste embede, lader vandet i en potteplante.
HOLMEN, KØBENHAVN
10. marts 1998.
Uffe Ellemann-Jensen står udenfor i kulden og føler sig noget ladt i stikken. Den afsluttende tv-duel er netop slut. Næste dag er der folketingsvalg.
Nyrup er blevet afhentet i sin ministerbil og kørt hjem til Frederiksberg. Uffe, til gengæld, står og kæmper med at få fat på en taxa. Hvad der mildest talt ikke er nogen nem opgave på Holmen en mandag. Venstre har ikke overvejet at sørge for hjemtransport til manden, der dagen efter med stor sandsynlighed vil blive statsminister.
Ekstra Bladets mangeårige politiske reporter Nils-Christian Nilson – bedst kendt som ’Nille’ – bliver hans redning. Nille og hans fotograf kører hen til den forladte Uffe, ruller vinduet ned og spørger, om statsministerkandidaten ikke vil have et lift til Hellerup.
Ankommet til Sundvænget i Hellerup synes Ellemann ikke rigtig, at han kan gøre andet end at invitere indenfor. I køkkenet byder han på en whiskysjus. I det sekund, Uffe løfter sit glas for at skåle, tager fotografen sit senere så historiske billede.
En times tid senere hjemme på Ekstra Bladet på Rådhuspladsen er forsideskrædder Lisbeth Hvidt noget i tvivl om, hvad whisky-billedet egentlig kan bruges til. Pludselig får hun en idé. Går det an, spørger hun Nille, at skrive på forsiden, at ”den er hjemme”?
En forside, der efter de flestes mening var med til at koste en ellers sikker valgsejr.
Knap fire år senere prøver Ekstra Bladet at gentage succesen. Det sker, da samme Nille dagen før folketingsvalget i november 2001 henkastet spørger Anders Fogh Rasmussen – manden, der nu er udset til at gøre det, Uffe ikke kunne:
”Anders,” siger Nille med et snedigt smil, ”hvor er din cykel egentlig?”
Fogh trækker vejret dybt, kigger Ekstra Bladets udsendte lige i øjnene og svarer så:
”Den STÅR hjemme.”
VEGA, KØBENHAVN
16. september 2011.
”Kære partifæller, kære partifæller. Vi GJORDE det!”
Det er lige efter midnat, og Helle Thorning-Schmidt har just indtaget scenen og taler nu til de mange eksalterede socialdemokrater nede i salen. Henrik Sass Larsens og Morten Bødskovs tilgang til festen er mere tilbagelænet: De er for længst trukket i baren.
Den lalleglade sejrs-eufori overlader de to garvede politikere til de mere sværmeriske og noget mindre kyniske af partifællerne, der ude på dansegulvet hopper og danser ved udsigten til, at 10 års borgerligt styre i Danmark står foran sit endeligt.
Bevæbnet med hver en fadøl kan Sass og Bødskov iagttage, hvordan partiformanden gejler den festsydende sal op. Egentlig forstår de ikke begejstringen.
Okay, Thorning skal indtage Statsministeriet som danmarkshistoriens første kvindelige statsminister. Fint nok.
Men når Sass og Bødskov alligevel har lidt svært ved at finde we did it-begejstringen frem, er det fordi de udmærket kan se, at Thorning i bedste fald kun har fortalt den ene halvdel af sandheden. Den mere ubehagelige del er til lejligheden gemt af vejen.
For midt i festrusen glemmer Thorning helt at fortælle, hvad der også er udkommet af valget: Nemlig, at Socialdemokratiet har haft et historisk elendigt valg. Det samme gælder for så vidt alliancepartnerne i SF, hvor Villy Søvndal må kigge langt efter den rockstjernestatus, han har haft nogle år forinden.
Det er alene, fordi De Radikale har fået et flot valg, at Thorning snart vil kunne danne regering. Og mon ikke Margrethe Vestager inden længe vil tage sig godt betalt for ulejligheden – og tvinge Socialdemokratiet væk fra alle de planer, der er blevet udstukket under valgkampen?
SMINKEN VED FÆLLESSALEN PÅ CHRISTIANSBORG
16. september 2011, 01:15.
Som sidste officielle punkt på valgaftenen skal DR’s og TV2’s traditionelle partilederrunde snart optages. Det foregår som altid i Fællessalen på Christiansborg. I sminkerummet møder Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt hinanden for første gang, siden resultatet har stået klar. De to partiledere omfavner hinanden. Og så er det, at det lakoniske og præcise spørgsmål kommer fra Vestager: ”Helle, jeg ved ikke, hvordan du har tænkt dig at løse det her.”
Underforstået: Godt nok kan du blive statsminister, men du kan lige så godt indstille dig på, at du ikke får lov til at føre den politik, du er gået til valg på sammen med SF.
Thorning smiler og giver ikke Vestager noget svar. Det kommer først halvanden uge senere i ’Det sorte tårn’ på Amager. Her er Socialdemokraterne nødt til at føje De Radikale i det meste – herunde at skulle acceptere formuleringen om, at regeringen ”skal videreføre den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik”.
KUHLAUSGADE, ØSTERBRO
18. juni 2015.
Det er hen ad midnat, og Helle Thorning-Schmidt går ovenpå i sit byggeforeningshus på Ydre Østerbro. Hun skal ordne de allersidste ting, inden hun kan begive sig ind til Christiansborg og alle de skuffede partifæller, der venter derinde.
I arbejdsværelset på første sal tager hun først sin mobiltelefon og ringer til Løkke, som hun ved sidder hjemme i sin lejlighed i Nyhavn og venter utålmodigt på netop dette concession call fra sin modstander.
”Tillykke, Lars,” indleder Thorning den samtale, som hun i dén grad har håbet ikke at skulle gennemføre. ”Nu må det vist være dig, som tager den herfra.”
Herefter sætter Thorning sig hen til computeren og tilføjer det allersidste afsnit til den tabertale, hun allerede har skrevet tidligere på aftenen:
”Lederskab består også af at træde tilbage på det rigtige tidspunkt. Og det tidspunkt er nu. Derfor skal Socialdemokraterne nu have en ny leder. (…) Jeg er stolt af at have været Danmarks første kvindelige statsminister. Og jeg bliver ikke den sidste. Til alle Danmarks store kvinder og små piger: Vi lever i et åbent land, og I skal bruge alle muligheder.”
Herefter finder Thorning det tøj frem, som hun vil have på, når hun om lidt kommer ind på Christiansborg som valgets taber. Hun ved præcis, hvad hun går efter: den samme blomstrede bluse og jakke, som hun bar på valgaftenen i 2007, da hun måtte erkende, at hun alligevel ikke kunne slå Anders Fogh Rasmussen. Det må være en passende symbolik, tænker hun.
Henrik Qvortrup er tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, tidligere politisk kommentator for TV2 og tidligere chefredaktør på Se & Hør. Han har udstået sin straf i den såkaldte Se & Hør-sag og arbejder nu bl.a. som politisk journalist.
