Hvad er Café Kølbert?
”Et serveringsteater, en trup komiske tjenere, man kan hyre. Vi har en imaginær forhistorie: Vores overtjener er en enkefrue, der havde kysthotel ved Esbjerg i krigens tid, men blev tvunget til at dreje nøglen om, da charterturismen overtog, og derfor gik vi på landevejen. Vi har hver vores karakter, jeg er for eksempel en voksenlærling, der aldrig bliver færdigudlært.”
Så hvordan forløber en aften med jer?
”Vi serverer for gæsterne, og samtidig laver vi et show. Vi har en fast dramaturgi, men også masser af luft til at improvisere. Et fast element er at henvende sig til gæsterne på en moderat grænseoverskridende måde og se, hvad der kommer ud af det.”
Hvorfor er det sjovt?
”Inden showet indhenter vi information om deltagerne. Hvem er chefen, hvem er økonomichefen, hvilke problemer, hvilke succeser og problemer sidder med ved bordet? Det tillader os at gå ind i tabuer og nedbryde hierarkier. Historisk set går vi tilbage til narren og commedia dell’arte (italiensk teaterform. red.). Engang optrådte vi for dronning Margrethe og sagde nogle ting, der nærmede sig majestætsfornærmelse. Jeg sagde: ’Vil dronningen købe et dameur billigt’. Hun svarede: ’Nej tak, dronningen har mange billige dameure derhjemme.’”
I har eksisteret siden 1985. Hvordan har konceptet ændret sig i den tid?
”Vi startede som et projekt for arbejdsløse og unge, der ikke var begyndt på arbejdsmarkedet eller en uddannelse. I 1991 tænkte vi, at vi kunne tjene lige så meget, som vi kunne få på støtten, og blev professionelle. Vi fortæller stadig den samme historie, som vi har forsøgt at forædle. Men det, der var sjovt i 1985, er det ikke nødvendigvis i dag. Hvis jeg siger noget, min karakter har haft held med før, og bordet ikke griner, er det tid til at finde på noget nyt.”
Café Kølberts besætning bevæger sig ofte rundt som deres karakterer. Her i forbindelse med en optræden i Cannes.
I har engang optrådt for Paolo Maldini og resten af A.C. Milan. Hvordan kom det i stand?
”En dansk fodboldspiller, der spillede dernede, holdt bryllup. Jeg kan ikke sige, hvem det var, men jeg kan sige, at der var mange Porscher parkeret ude foran slottet.”
I dag har I kontorer i London og Köln og 68 ansatte fra i alt 10 lande. Hvad er det, I kan?
”Vi er først og fremmest sjove. Jeg tror, vi rammer noget arketypisk med vores lidt grænseoverskridende humor. Og vi har i særlig grad slået an i Tyskland. Måske er vores humor lidt mere frigjort?”
I forbindelse med ekspansionen har I dannet Kølbert Academy, der oplærer nye ansatte. Hvad lærer man?
”Vi oplærer comedy soldiers, der kan optræde under de sværeste forhold. Man lærer at være frygtløs og samtidig kunne opfatte gæsternes signaler og mærke deres grænser. At styre samtalen, tage hånd om dem og få dem til at føle glæde, åbne op og se sig selv i et andet lys. Det kræver fornemmelse for energierne, og at man som skuespiller investerer meget af sig selv. Det kan tage år at lære.”
Lærer man også at servere fra den rigtige side og tale om sydvendte vinmarker?
”Vi må ikke spilde. Gæsterne skal hverken på renseri eller psykiatrisk afdeling efter en middag med os. Men når det er sagt, handler det om at aflære alt, hvad man ved i forvejen, også når det gælder servering. Det er kedeligt at gøre, som man plejer. Jeg ved, at man serverer fra højre. Jeg serverer altid fra venstre. Allerede der har man folks opmærksomhed.”
Hvad kan man bruge uddannelsen til, hvis man skulle få lyst til at søge andre græsgange end lige Kølbert?
”Uffe Elbæk var jo blandt initiativtagerne i sin tid. Claes Bang og Lars Hjortshøj har også været hos os. Timm Vladimir og Gordon Kennedy har freelancet. Andreas Bo har været med nogle gange. Vi har også mange, der ikke er lykkedes inden for underholdning eller har kunnet stifte deres eget parti, men som til gengæld har haft succes som psykologer, coaches, kropsterapeuter eller livsstilseksperter. Man lærer noget om at være menneske.”
