JEG BLEV student som 19-årig, og efter gymnasiet ville jeg ud at rejse. Som studentergave ville mine forældre give mig en flybillet, hvis destination jeg selv måtte vælge. Jeg tænkte, at jeg skulle så langt væk, jeg overhovedet kunne komme. Derfor tog jeg af sted til Australien og New Zealand.
Det var første gang, jeg rejste alene. Jeg havde ingen planer, men da jeg landede i Auckland, New Zealands største by, mødte jeg en, som fortalte mig om ’Willing Workers on Organic Farms’. Det bliver også kaldt ’WWOOFing’ og går ud på, at man hjælper til på små landbrug ude i bushen til gengæld for mad og husly. Min plan var at vandre og blaffe mig fra sted til sted gennem New Zealand, fra nord til syd.
Jeg vandrede med min rygsæk gennem landets enorme og meget smukke nationalparker. Undervejs overnattede jeg i små sheltere eller hytter i nationalparkerne eller på hostels sammen med andre backpackere, typisk på 8-10-mands sovesale med ildelugtende lagner og væggelus.
En morgen ved Punakaiki, en lillebitte landsby ved New Zealands vestkyst, vågnede jeg og mærkede en voldsom smerte i mit ene knæ. Da jeg forsøgte at rejse mig, kunne jeg knap støtte på venstre ben. Det gjorde ekstremt ondt. Jeg tænkte, at jeg måtte blive en dag mere og hvile mig. Men der var ikke plads på hostellet, og der gik ingen busser til byen Greymouth, hvor jeg skulle hen. Jeg overvejede at gå til lægen, men besluttede mig for at vandre videre, så godt jeg kunne.
Men jeg kunne faktisk ikke gå – og slet ikke med min store rygsæk. Så jeg satte mig ned i grøftekanten for at hvile benet. En bil bremsede op. Det var en gammel brun Buick med store, runde forlygter. Inde i bilen sad en mand, formentlig sidst i tyverne. Jeg havde aldrig før set en mand, der så sådan ud. Det var, som om han slet ikke passede ind i den her verden. Han havde helt hvidt, skulderlangt hår og lysende blå øjne. Han havde set, at jeg humpede, og spurgte, om jeg ville køre med. Jeg var ikke tryg ved tanken om at sætte mig ind i en bil med en fremmed mand. Men jeg kunne godt se, at jeg aldrig ville kunne gå de cirka 40 kilometer til Greymouth med mit ødelagte knæ.
Jeg satte mig ind, og vi kørte af sted ad Route 6. Han fortalte, at han oprindelig var fra Israel, men derudover vekslede vi ikke mange ord. Han så ud ad forruden, mens jeg indimellem skævede op mod ham. Pludselig drejede han af landevejen. Vi svingede til højre ned ad en grusvej og fortsatte ind i bushen. Mit hjerte pumpede af sted, mine håndflader blev svedige. ”Nu skal jeg dø,” tænkte jeg. Jeg sad i en gammel rådden spand af en bil med en mystisk, tavs mand ude midt i absolut ingenting. Der var ikke et menneske at se. Og jeg var ude af stand til at gå.
”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg.
”Jeg vil vise dig havet,” sagde han.
Det fik ikke ligefrem mit hjerte til at slå roligere. Vi bumlede ad små grusveje gennem bushen, der var tæt bevokset med buske og træer. Hver gang bilen rystede, mærkede jeg et jag af smerte i mit knæ. Efter hvad der føltes som en evighed, nåede vi ud til havet. Den hvidhårede mand steg ud. Først da bemærkede jeg, at han var enormt høj, i hvert fald over to meter. Han gik foran mig hen til en stor klippeformation med udsigt over havet. Jeg humpede efter ham. Vi satte os på klipperne og så ud over havet.
Først sagde han ingenting. Han sad bare og kiggede på havet. Der var ingen anden lyd end bølgernes brusen. Jeg var stadig bange, men også underlig apatisk. Så spurgte han, hvad der var galt med mit ben.
Jeg svarede, at det vidste jeg ikke – kun at det gjorde virkelig ondt. Så drejede han sig imod mig og kiggede på mig med sine lysende øjne. Han lagde sin hånd på mit knæ og lod den hvile der et stykke tid. Så sagde han:
”It’s gonna be alright. It’s just pain.”
Jeg følte en varme sprede sig i mit ben.
Vi sad et stykke tid i stilhed og kiggede ud over havet. Min frygt begyndte langsomt at fortage sig. Så rejste han sig og gik tilbage til bilen. Det lyder usandsynligt, men det er virkelig rigtigt: Da jeg rejste mig for at følge efter ham, kunne jeg gå igen. Smerten var forsvundet.
Den hvidhårede mand kørte mig ind til Greymouth og satte mig af. Undervejs sagde ingen af os så meget som ét ord. Jeg havde det, som om jeg havde mødt en engel.
Sabbatmiddag hos den familie, som Dy Plambeck boede hos i Israel.
I MARTS 2000, efter at have været hjemme nogle måneder, rejste jeg til Israel. Mødet med den hvidhårede mand var med til at vække interessen i mig. Jeg var kommet i kontakt med et stort bofællesskab ved navn Klil nord for storbyen Haifa, tæt på grænsen til Libanon. Her skulle jeg bo og arbejde hos en familie.
Klil bestod af en masse små huse, som beboerne selv havde bygget. Der var også nogle, som boede i tipier. Det mindede lidt om Thy-lejren. Jeg flyttede ind hos Jacob, der blev kaldt Cobi, og hans kone Ofra og deres to børn. Cobi er filosof og var i gang med en ph.d. om Kant. Han havde fortalt mig, at mit job skulle være at passe hans olivenlunde, men at kalde det for et job var en fundamental overdrivelse.
Hver dag kørte vi ud til olivenlundene i Cobis jeep. Vi sad under træerne, og Cobi røg pot med sine venner fra bofællesskabet, mens vi kiggede lidt på oliventræerne. En gang imellem skulle de beskæres, men ellers var der ikke meget arbejde i det. Jeg hjalp også lidt til i huset og passede børnene.
Cobi forærede mig et æsel, fordi han syntes, at jeg trængte til en ven. Om morgenen fulgte det efter mig ud til olivenlundene. Så stod det og græssede lidt, og når dagen var omme, fulgte det efter mig hjem igen. Helt trofast. Jeg elskede mit æsel og dets sørgmodige stædighed.
Da jeg var i Israel, var landet i konflikt med Libanon. En dag var jeg alene ude at arbejde i olivenlundene, da luftalarmen pludselig gik i gang. Den der karakteristiske lyd fik alt til at stivne i mig. Jeg stod et øjeblik helt stille og så rundt på oliventræerne. Så begyndte jeg at løbe. Mit æsel løb efter mig. Jeg skulle tilbage til bofællesskabet, men det lå fire-fem kilometer væk. Lyden af sirenerne var altoverdøvende. Jeg løb ad de små snørklede grusveje og overvejede, om jeg bare skulle kaste mig ned på jorden og håbe på det bedste.
Heldigvis gik der ikke længe, før Cobi kom kørende i sin jeep. Han steg ud, kiggede på mig og spurgte, lidt i sjov:
”Kunne du godt tænke dig at blive sprunget i luften af et libanesisk missil?” Jeg rystede på hovedet. Hele min krop rystede. ”Så kom med mig,” sagde han.
Jeg satte mig ind i jeepen, og vi kørte tilbage til Klil. I bofællesskabet havde de bygget beskyttelsesrum under jorden, hvor beboerne kunne søge tilflugt, når luftalarmen gik. Vi åbnede et gitter ved indgangen, gik ned ad trapperne og gennem flere døre, inden vi kom ned i en bunker. Der var helt proppet med mennesker. På forhånd havde jeg tænkt, at det ville være uhyggeligt at sidde i en bunker, mens luftalarmen lød foroven. Men da jeg kom derned, sad de andre beboere og hyggede sig med mad, fællessang og spil. Der var også nogle, der røg pot. Det var næsten uhyggeligt, så afslappet de tog det. Men det var blevet hverdag for dem.
Pludselig gik det op for mig, at jeg havde efterladt mit æsel oppe på jorden. Jeg var så bange for, at der skulle ske det noget. Men jeg kunne jo ikke forlade bunkeren. Cobi beroligede mig og sagde, at æslet nok skulle klare den. Da alarmen stoppede, og vi endelig fik lov til at gå ud, styrtede jeg op ad trappen. Dér stod mit trofaste æsel, lige foran indgangen og ventede på mig. Jeg var så lettet.
Dy Plambeck, 39, er forfatter og digter. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2004. Hendes femte roman, ’Til min søster’, udkom på Gyldendal i slutningen af maj.
