EN HELT ORIGINAL KOPI
Der er masser af nostalgi og mekanik for hele familien, når Danmarks Jernbanemuseum kører veterantog for fuld damp på museets egen strækning i Odense. Langt de fleste dage leveres trækkraften af Odin, museets nybyggede 1:1-kopi af Danmarks første lokomotiv fra 1846, som står klar efter 14 års arbejde. På dage med veterantogskørsel fløjtes der til afgang hver halve time i tidsrummet 10.30-15.30, dog ikke klokken 12.30, hvor lokomotivføreren holder frokostpause. En kørsel varer cirka 10 minutter og er gratis, når entreen er betalt.
Tirsdage og lørdage fra 29. juni til 10. august.
Foto: PR
AMERIKANSKE BILLEDER
Jacob A. Riis skabte sig et verdensnavn på at dokumentere det amerikanske mareridt. Selv var han på mange måder en amerikansk drøm. Den tømreruddannede dansker rejste til USA i 1870, flakkede om nogle år og ernærede sig, som han nu kunne. Blandt andet solgte han strygejern, inden han fik job på avisen South Brooklyn News, som han efterfølgende købte og solgte igen. Med sit nye overskud kastede han sig med notesblok og blitzlys ind i kampen for at gøre opmærksom på de modbydelige levevilkår blandt Manhattans fattige.
’How the Other Half Lives’, hed gennembrudsbogen med et udtryk, der er blevet universelt. I samtiden kaldte præsident Roosevelt ham for New Yorks mest nyttige borger, og i 1901 modtog han et dansk ridderkors. Udvandreren forblev amerikaner til sin død i 1914, men på det helt nye Jacob A. Riis Museum i Ribe kan du uddybe dit kendskab til den fotojournalistiske pioner. Museet ligger i et kompleks af bykernens historiske huse, heriblandt Riis’ barndomshjem. Her formidles hans historie i 3D med pilende rotter, barnegråd, baggårdslugte og andre sanseeffekter, der skal sende besøgeren til datidens Lower East Side. Men udstillingen rummer også noget så old fashioned som et dansk snedkereret skrivebord, Jacob A. Riis bragte med sig til USA, og som museumsdirektøren nu har hentet hjem fra et oldebarn i Virginia.
Foto: Carsten Wiehe
HVEM SAGDE UDKANT?
Blandt flere faktorer, der har været med til at give mange småbyer et uddøende præg, er lukningen af dagligvarebutikker til at få øje på. I landsbyen Vrads, der har et par hundrede indbyggere, besluttede man i år 2000 at gå imod udviklingen. En gruppe frivillige søgte midler fra det daværende By- og Boligministerium til at drive en købmandsbutik på foreningsbasis. I dag står cirka 25 lokale bag Vrads Købmandshandel, der fungerer som butik, kaffestue, galleri, landsbykontor og bibliotek i samarbejde med Silkeborg Kommune.
”En levende landsby må have mindst ét fælles og rart mødested,” siger Susan Klaus, der har været med i gruppen fra start, til bogen ’Come Together – Fællesskaber i Danmark’, der udkom i juni og gennem Vrads Købmandshandel og 23 andre eksempler beskriver et frivilligt Danmark i trivsel.
Vrads Købmandshandel har på nær nogle få helligdage åbent året rundt klokken 13-17, i sommerferien 10-17.
Foto: Lars K. Engelgaard
BYBILLEDER
I foråret bad Dansk Arkitektur Center med konkurrencen ’Fang din by’ danske amatørfotografer om at dokumentere, hvordan vores byer forandrer sig i disse år i takt med, at folk flytter fra land mod by (og i visse tilfælde omvendt), gamle industrier forsvinder, nye bydele kommer til, og prestigebyggerier skyder op i hidtil usete højder. Det kom der 3.000 bud på, og en jury har udvalgt de 110 bedste billeder fra de danske havnebyer, landevejsbyer og storbyer.
Fotografierne kan for tiden opleves under åben himmel i København, hvor halvdelen er udstillet fast på Bryghuspladsen, mens den anden halvdel turnerer rundt mellem Nytorv, Israels Plads, Rådhuspladsen, Kultorvet, Den Røde Plads og Højbro Plads.
Frem til 30. august.
Foto: Max McClure
ØTOPIA
Ud af en gletsjer ved Svalbard smeltede i 2004 en lille klippeø. Kunstneren Alex Hartley slog kloen i det blotlagte stykke land, bragte det ud i internationalt farvand og erklærede, at en ny nation var født. Men denne nationalstat skulle være anderledes end de gamle på landkortet.
Her skulle ikke herske nogen hierarkier, etniske begrænsninger eller geografisk selvtilstrækkelighed. Flade strukturer og verdensomspændende samarbejde skulle derimod definere det nye territorium. Og hele verden blev inviteret til at deltage. Godt 23.000 mennesker fra i alt 135 lande lod sig registrere som indbyggere på ’Nowhere Island’, og alle havde lov til at skrive med på dens forfatning.
Under OL i London i 2012 blev øen trukket efter en slæbebåd rundt om den engelske sydvestkyst for derefter at blive hugget op, så hver eneste ’øbo’ kunne få sit eget lille stykke. Sluttelig blev et brudstykke sendt ud til den øvre stratosfære, hvor det angivelig befinder sig endnu. Men den britiske kunstner har haft lidt liggende i banken, og til udstillingen ’Det andet sted’, der for tiden kan opleves på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – har han sendt et lille stykke ’Nowhere Island’, som hænger og svæver i Køge over museets forgård, hvor den besøgende for en stund kan træde ud af kongeriget Danmark og ind i en drøm.
Udstillingen, der også byder på fem andre danske og internationale kunstnere, kører til 15. september.
