FOR ENDEN af Københavns Nordhavn, helt derude, hvor der næsten ikke er mere Nordhavn tilbage, ligger en undselig industribygning. Den er firkantet, grå, den har bittesmå vinduer, og den ligger helt alene på en flad grund, hvor der bor nogle frøer og ikke så meget andet. Men i bygningen er der nyt liv. Herinde står de første vinylpressemaskiner i Danmark i 30 år og arbejder.
Vinylpresserne, altså de to gule maskiner, der maser klumper af plastic så længe og så varmt, at klumperne bliver til rillede plader, blev købt i Tyskland i oktober 2016. Presserne kostede 54-årige Henrik Damm Krogh, hans kone, 55-årige Helle Bonnesen, og deres makker, 57-årige Michael Hjort (der herude og alle andre steder alene går under navnet No. 1), fire millioner kroner.
Til gengæld regner de med at presse vinyler, til de dør. ”Og det gør vi jo ikke i morgen,” som de siger.
De tre har givet deres vinylpresseri navnet Nordsø Records, hvilket giver mening, fordi vejen foran den grå industribygning hedder Nordsøvej, og så pragmatisk kan man jo også være. Stedet er et virvar af rør, der fører hydraulisk olie frem og tilbage, lyserøde, grønne, blå og sorte plader i to meter høje stakke, maskiner, der presser og skærer, sække med plastic i flere farver, og her lugter af smøreolie, men kun lidt. Der er også en scene, hvorpå der står et trommesæt og nogle Vox-forstærkere. I hjørnet hænger en diskokugle, og ved vinduerne står en dj-pult bygget af træpaller. ’Alan Freeman’s History of Pop Vol. 2’ ligger på en af pladespillerne. På en væg hænger en computerskærm med de næste kunder oplistet: Nephew, Peter Peter, Hush.
DE TRE STIFTERE af Nordsø Records og deres to ansatte, Thomas Schmidt-Mikkelsen og Andreas Fogh Krogh (der også er Henrik Damm Kroghs søn), holder morgenmøde, de gennemgår lister af ordrer, drikker kaffe og spiser croissanter.
”Den tager No. 1,” siger No. 1 om en af ordrerne.
Han har grå hættetrøje på, et grånende skæg og ikke vildt meget hår tilbage. Han står lidt uroligt og vipper på fødderne.
”Den tager No. 1 også,” siger No. 1 om en anden af ordrerne.
Michael Hjort, No. 1, der omtaler sig selv i tredje person, er overnørden, han elsker musik og plader på den helt hårde måde, han er den slags samler, der køber fire udgaver af de vigtige udgivelser, sådan at han har én at lytte til, én at bytte med og to i reserve.
”Jeg har været knotten over, at Henrik køber to eksemplarer af en plade, men egentlig er det jo langt værre med No. 1,” siger Helle Bonnesen senere, efter mødet.
Hun kommer fra et job i markedsføring hos Coca-Cola, og hendes mand er en slags direktør for Nordsø Records. Rollerne virker ikke så vigtige.
Dog er det No. 1, der sammen med Thomas Schmidt-Mikkelsen og Andreas Fogh Krogh opererer maskinerne, som kan presse omkring 1.000 plader om dagen, hvilket svarer til, at omkring 300 forskellige kunstnere om året kan få fremstillet vinylplader hos Nordsø Records.
I de seneste årtier har der kun eksisteret få, store vinylpresserier i Europa, og især mindre kunstnere og pladeselskaber har haft svært ved at få presset deres plader. Det er det hul i markedet, Nordsø Records mener at kunne udfylde, et hul, der er blevet større på grund af vinylpladens store genkomst. Nu vil langt flere kunder have langt flere plader presset, og det har skabt kø hos de store presserier i for eksempel Tyskland og Frankrig.
Omkring 2015 var en ventetid på omkring seks måneder helt almindelig, og små oplag, dem på måske kun 300 plader, var der nærmest ingen presserier, der gad lave. Det kunne ikke betale sig. Men det kan det for Nordsø Records.
”Vi laver oplag ned til 100 plader,” siger Henrik Damm Krogh, der har gråt fuldskæg og en lille hestehale.
”Vi plejer at sige, at vi er som et mikrobryggeri – bare for vinylplader.”
Han og Helle Bonnesen viser rundt, først udenfor, ude i blæsten (der er ingenting herude til at stoppe den, så det er pissekoldt), og over til en container, fra hvilken nogle rør fører over i hovedbygningen.
I containeren står en dampmaskine, det er den, der producerer 180 grader varmt damp til vinylpresserne. I en container ved siden af står den maskine, der holder den hydrauliske olie kørende. Når en plade bliver presset, kan man høre olien blive skubbet gennem rørene, ind til pressen, det lyder hver gang som en fortættet susen.
Udenfor, langs containeren, står omkring 50 juletræer, som Henrik Damm Krogh indkøbte til et julearrangement, som Nordsø Records holdt i december. Han havde håbet, der ville komme mange mennesker, som ville købe mange juletræer, men kun første del af håbet blev til noget. Sådan kan det gå.
NORDSØ RECORDS besluttede sig for ikke at kræve forudbetaling, i hvert fald ikke til at begynde med. Det gav dem fire ordrer i bogen, inden de gik i gang.
”Vi kan godt lide, at folk stoler på hinanden,” siger Henrik Damm Krogh og viser et lidt mindre rum, der ligger i forbindelse med selve fabriksgulvet.
Her er hjemligt, det føles ikke som et pladeselskab, der er tæpper på gulvene, dybe sofaer og lænestole og virkelig meget kunst. Guitarer på væggene, en stor pladesamling og flere pladeafspillere, højttalere og forstærkere. Det er kundernes lytterum.
Det er klart, at et foretagende som Nordsø Records skal tjene penge (planen er at begynde at gå i plus omkring til sommer, og der er allerede nu måneder, hvor det sker), men forholdet til kunderne synes særlig vigtigt for Henrik Damm Krogh, Helle Bonnesen og No. 1.
Nordsø Records er først og fremmest et sted til den enkelte musiker, til undergrunden og til kunstlaget lige over, og der er en følelse af noget indie på spil.
Det virker, som om de tre stiftere her har fundet en indgang til en branche, de altid har elsket. De tre går til mange, mange koncerter, siger de, eksempelvis på Mayhem (et af de lidt hårdere spillesteder i Københavns Nordvestkvarter), og de har alle tre vinylpladesamlinger.
No. 1’s er den største med cirka 4.000 lp’er og godt 1.000 singler, den står i hans kælder, og man skal have en særlig invitation for at se den. Henrik Damm Krogh tager andenpladsen med omkring 1.500 plader og 100 singler.
”Jeg har også min egen samling,” siger Helle Bonnesen, ”og når jeg siger det på den måde, så er det, fordi vi har været gift i 15 år.” Hun ser over på Henrik Damm Krogh.
”Og der er to ting, vi ikke har blandet sammen. Den ene er vinylsamlingerne, og den anden er min værktøjskasse. Pladerne står snorlige adskilt derhjemme, og Henriks samling er betydelig større end min, men det vigtige ved dem er jo, at de fortæller noget om, hvem man er hver for sig. Der er minder i dem.”
”De står helt for sig selv, de 20 plader der,” siger Henrik Damm Krogh.
”Jeg har flere end 20!” svarer Helle Bonnesen (da hun nogle dage efter tæller efter, viser det sig, at hun har 76 plader og 36 singler).
Henrik Damm Krogh griner.
”Til gengæld er der nogle meget fine iblandt, og du er lidt misundelig, det ved jeg godt,” siger Helle Bonnesen.
EN PLADESAMLING som social eller identifikationsskabende markør giver mening, hvis det betyder noget, at man har lyttet til det, man har lyttet til. I samlingen ligger en fortælling, en personlig udviklingshistorie, og måske er det derfor, mener de tre stiftere, at vinylpladen i løbet af de seneste 10 år har oplevet et stort comeback.
”Folk har opdaget, at det siger noget om et menneske, hvilken musik man lytter til og ejer. Man ejer jo musik, man samler på det. Man lytter ikke kun. Man har en samling,” siger Henrik Damm Krogh.
”Den er som fikspunkter gennem et liv,” siger No. 1, der nogle gange laver specialplader. Blandt andet har han en teknik, som hedder splatter, og som kort fortalt betyder, at man kombinerer forskellige farver vinyl i en enkelt plade. Ud over stamperen drysser No. 1 små stykker plastic i en anden farve end den, pladen skal have, inden han presser. Vinylpladen får pletter og streger i mere eller mindre psykedelisk-vanvittige mønstre.
”Vi er nogle freaks, vi er ikke bange for at prøve nogle ting,” siger han på syngende københavnsk.
Engang, fortæller han, ville et band have bloddråber i deres plader, og No. 1 gav dem derfor en hobbykniv, så de kunne prikke hul på deres fingre.
”Men så turde eller kunne de sgu ikke,” siger han og fortæller, at da han alligevel var kommet til at save sig lidt i fingrene, brugte han sit eget blod.
HENRIK DAMM KROGH, Helle Bonnesen og No. 1 besluttede sig for at åbne et vinylpresseri, efter at førstnævnte sagde sit job op, og sidstnævnte mistede sit. Michael Hjort havde i 30 år arbejdet i et firma, der fremstillede automatik til vinduer. Henrik Damm Krogh, der er fra Herning, nåede blandt andet at undervise i iværksætteri, at være revisor og åbne og lukke (”med et brag”) en IT-virksomhed inden Nordsø Records.
Michael Hjort hedder No. 1, fordi han var artrock-bandet Dansk Flødes første fan og siden 2004 har lavet lyd og lys for dem.
Helle Bonnesen arbejdede hos Coca-Cola. Henrik Damm Krogh og No. 1 mødtes på Roskilde Festival i 2010, hvor de arbejdede i boder lige ved siden af hinanden, og i løbet af årene blev de venner.
”Vi kunne lide mange af de samme ting,” siger Henrik Damm Krogh og ser på No. 1.
Først ville de lave det, de kalder et vinylvaskeri. Her skulle No. 1 reparere pladespillere og sådan, og der skulle også være kaffe, måske whisky, måske vin, nok øl. Det skulle være et sted, hvor de kunne arbejde med det, de kunne lide, hvor deres venner kunne komme på besøg. En drøm om at lave arbejde om til fritid.
Problemet var dog, at ingen af dem kunne se sig selv være afhængig af faste og ufravigelige åbningstider, især ikke No. 1, som absolut ikke har tid til at stå i café (eller vinylvaskeri) lørdag morgen, for ”det er jo primetime loppetid,” som han siger. På det tidspunkt er han ude og lede efter brugte plader.
Derfor endte planerne i vinylpresseriet. Men det var snart sagt umuligt at finde maskinerne, for der var næsten ingen, der fremstillede dem.
I 2016 skrev det amerikanske musikmagasin Billboard, at det var helt slut med at producere vinylpressere, og at vinylens comeback derfor ville få svært ved at få fat. Men ligesom Henrik Damm Krogh, Helle Bonnesen og No. 1 havde luret et hul i markedet blandt de mindre pladeselskaber, opdagede andre nu, at der var et hul i markedet, hvad angik vinylpressere. Et tysk firma, Newbilt, solgte pludselig nogle maskiner til den amerikanske musiker Jack White, som har åbnet sit eget vinylpresseri. Nordsø slog til, og de første plader blev presset i oktober 2016.
I LYTTERUMMET taler vi om, at Nordsø Records er et konkret billede på vinylens comeback. Der er momentum, alle dele af produktionskæden er ved at vende tilbage. Vi taler om det taktile ved vinylpladen, om stofligheden. Om at sidde med et værk, som skal høres som en helhed. No. 1 taler igen om sin pladesamling som fikspunkter i livet.
Er genkomsten så et billede på, at folk måske har behov for de her fikspunkter?
”Det tror jeg er den ene del af det. Den anden del er fordybelsen i at høre det fulde album. Den skal du ikke tage fejl af. Folk er vant til at shoppe rundt, til at klikke og hoppe rundt, vores musikforbrug er så fragmenteret. I det lys får det med at lytte, ikke bare i toget, men rigtigt, en værdi,” siger Henrik Damm Krogh. ”Man hører musik for at høre musik, ikke for at have noget til baggrunden.”
”Jeg kan nogle gange være 14 dage om at få lyttet en ny plade helt igennem. Indtil den er der. Der skal være ro, jeg skal være i den rigtige, dedikerede stund, og så tager jeg den fra ende til anden,” siger No. 1.
”Det er ikke noget, jeg konsumerer, det er nydelse, feinschmeckeri. Nysgerrigheden er blevet vakt igen, tror jeg.”
Siger det noget om vores tid? At der er en højere grad af behov for fordybelse, netop fordi vi klikker rundt?
”Jeg er helt enig,” svarer Helle Bonnesen. ”Det er relevant for den ældre del af befolkningen, som genopdager vinylpladerne, og det er måske opdragende for den yngre del, som opdager dem. Og så er der dem, der aldrig har forladt vinylen, men som har levet skjult.”
”Jeg tror, mange er blevet trætte af, at vi altid skal videre,” siger Henrik Damm Krogh.
No. 1 supplerer: ”Vi har klikket rundt længe nok. Nu vil vi dedikere os.”
Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se april 2018.
